ANALYSE: Tredje fase i Forsvarets store generalrokade foregår i disse uger, hvor både Søværnet og Flyvevåbnet skal have nye chefer. OLFI dissekerer felterne og ser i dag på mulige kandidater til at blive den nye chef for Marinestaben – og dermed Søværnet.
Forsvarets øverste ledelse gennemgår i disse måneder en foryngelse, når en række generaler går på pension. I januar tiltrådte Bjørn Bisserup som ny forsvarschef, og i februar satte han sit eget hold med udnævnelser af bl.a. den kommende viceforsvarschef og en række øvrige poster i Forsvarets øverste ledelse. Rokaden bevirkede et ryk i geledderne, og i Forsvarsministeriet er man nu i gang med at besætte de berørte stillinger heriblandt de kommende chefer for henholdsvis Søværnet og Flyvevåbnet.
Den øvelse stikker dybere end alene at finde de bedst egnede kandidater. Fordelingen af generalstillinger mellem værnene i de værnsfælles funktioner som forsvarschef, viceforsvarschef, styrelseschefer og stabschefer spiller ind og kan betyde, at man fra Forsvarsministeriets side vælger at udpege en person, som allerede er udnævnt til general frem for at ”hive en ny op” i rækken af generaler. Den problematik kan på grund af Flyvevåbnets forholdsvis mange generaler komme i spil ved udnævnelsen af en ny chef for Flyverstaben – hvilket er det samme som at være chef for Flyvevåbnet.
Omvendt er Søværnet alene repræsenteret i den øverste ledelse med kontreadmiral Nils Wang, som er chef for Forsvarsakademiet og går på pension om et år – og med kontreadmiral Finn Hansen, som den 1. juni går på pension og bliver afløst af Frank Trojahn. Han kommer fra stillingen som chef for Marinestaben, som dermed bliver ledig og skal besættes inden for få uger.
Søværnet får formentlig nye kapaciteter
OLFI vover i de kommende dage skindpelsen og sætter navne på nogle af de officerer, som kan være i spil til at overtage stillingerne som henholdsvis chef for Søværnet og Flyvevåbnet. Af hensyn til læselængden bliver kandidaterne præsenteret i to artikler, og vi begynder med Søværnet, som først får skiftet ud på chefposten. Marinestaben ligger under Værnsfælles Forsvarskommando og er placeret på Flyvestation Karup, hvor den kommende chef også får fast tjenestested. Dette forhold har en betydning for, hvem der søger – og måske i endnu højere grad ikke søger.
Artiklen fortsætter under billedet …
Og her begynder spekulationerne, for hvad er det så for en type leder, der skal føre Søværnet gennem de kommende effektiviseringer, som den igangværende budgetanalyse afstedkommer. Og hvad følger efter? De fleste er enige om, at særligt Søværnet i den kommende forligsperiode kommer til at spille en nøglerolle, og det skyldes flere faktorer. Regeringen har lovet at gå med i Natos ballistiske missilforsvar med en sensorkapacitet, hvilket vil sige en radar til at opfange indkommende ballistiske missiler placeret på en af de tre fregatter.
Derudover har regeringen lovet et »substantielt løft« til Forsvaret for at imødekomme det massive pres, som både USA, Nato og vore nabolande har lagt på Danmark for at komme op i nærheden af at bruge 2 pct. af bnp på forsvar. Udmeldinger fra regeringen og skiftende ministres markant øgede medieoptræden med netop dette budskab tyder på, at Forsvaret over de kommende 10 år vil blive tilført betydelige ressourcer, som gør det muligt en genindføre nedlagte kapaciteter eller investere i helt nye.
Skal kunne nedskyde missiler fra Kalliningrad
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtalte i fredags på TV2/News, at Danmarks skal kunne forsvare sig mod russiske missiler fra Kalliningrad, og det ligger i tråd med tidligere udtalelser om at købe områdeluftforsvar til de tre fregatter. Forsvarschefen har selv luftet tanken om måske en gang at udstyre fregatterne med angrebsmissiler som Tomahawk, hvilket kun briterne og amerikanerne råder over. Begge dele passer ind i den ligning, der hedder stor effekt for forholdsvis få penge, i og med at skibene og besætningerne allerede sejler og står til rådighed. Oven i dette skal lægges et øget fokus på Arktis og formentlig køb af sonar til de nye skibsbaserede helikoptere.
Artiklen fortsætter under billedet …
Og hvem skal så være chef for alt dette? Her er der bred enighed om, at det med stor sandsynlighed bliver en person med mange års operativ erfaring, og i den liga skiller en person sig ud. Han er flotilleadmiral, hedder Torben Mikkelsen og er i dag chef for Søværnets Taktiske Stab (STS). Han har været operativ det meste af sin karriere og bl.a. været korvet-chef og chef på Standard Flexerne. Senest havde han ansvaret, da Danmark i august sidste år eskorterede kemiske våbenrester væk fra Libyen. Torben Mikkelsen har både været chef for Operationsstaben i Forsvarskommandoen, og han har været chef for ledelsessekretariatet samme sted under forsvarschef Knud Bartels. Han får et yderst positivt skudsmål som en kontant officer, der tør sige sin mening, og han er kendt for at være en krævende, men samtidig omsorgsfuld chef. Spørgsmålet er, om han er for operativ?
Artiklen fortsætter under billedet …
En anden kandidat med masser af operativ erfaring er kommandør Carsten Fjord-Larsen. Han er i øjeblikket chef for 2. Eskadre i Korsør, hvilket bl.a. omfatter støtteskibene og fregatterne. Carsten Fjord-Larsen er en stille personlighed, som har en skarp personlig profil og gode analytiske egenskaber. Gennem sin karriere har han både været ubådschef, korvetchef og chef på støtteskibene og fregatterne. Han har været med i flere af antipirateri-missionerne ud for Afrikas Horn, og TV3’s seere lærte ham at kende som den rolige chef i en af ”træfningerne” med pirater i dokumentarserien Piratjagt på TV3 (kan ses gratis her). Han nyder stor respekt blandt høj og lav i hele Søværnet og har samtidig erfaring fra Forsvarskommandoen, hvor han har siddet i planlægningsstaben og bl.a. været med til at lave forsvarsforlig.
Artiklen fortsætter under billedet …
Eskorterede nødhjælp til Somalia for WFP
Den tredje kandidat har ikke helt den samme operative profil, selv om han har sejlet på både Nordatlanten med korvetter og inspektionsskibene.
Han hedder Henrik Ryberg, er kommandør og vicedirektør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Henrik Ryberg har en mere administrativ baggrund og har sideløbende med sin karriere i Forsvaret taget en HD i organisation og en master i offentlig administration på CBS, og så er han en af arkitekterne bag Forsvarets nye og meget omdiskuterede HR-strategi. Han har international erfaring fra den skarpe ende, da han i 2008 var chef på inspektionsskibet Thetis, som sikrede, at 6.800 ton nødhjælp blev sejlet sikkert til Somalia som led i World Food Programme. Han har tillige arbejdet i både forsvarsstaben og ved Forsvarsakademiet, og flere nævner ham som en lige så oplagt kandidat til at overtage som chef for netop Forsvarsakademiet, når kontreadmiral Nils Wang går på pension om et år.
Det var de tre mest oplagte, men der rumsterer en række øvrige navne, som det kan være værd at nævne. Gorm Bergqvist blev udnævnt som kommandør i 2011 og er i dag vicechef i Marinestaben. Han kunne derfor godt være i spil, men er det ikke – alene af den grund, at han først tiltrådte sin nuværende stilling for nogle måneder siden. En anden outsider kunne være kommandør Christian Rune, som i dag er stabschef på Forsvarsakademiet. Han har masser af operativ erfaring bl.a. som chef for Natos stående fregatstyrke (Standing Nato Maritime Group 1). Derudover var han militærassistent for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Nogle beskriver ham som »forbandet dygtig« med imponerende analytiske evner. Når han formentlig alligevel ikke er i spil, skyldes det private forhold og en bopæl i København.
Kommandør Anders Friis har en profil, der sagtens kunne passe til stillingen som chef for marinestaben. Men han er netop tiltrådt som vicechef i Arktisk Kommando i februar og alene af den grund næppe i spil. I den henseende bør man nævne, at han privat danner par med Laila Reenberg, som er direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Som tidligere frømand og med mange internationale udsendelser bag mig, så er det sørgerligt, at læse denne artikel fra OLFI.
Frømandskorpset og Jægerkorpset er på mange punkter sammelignlige og på mange måder ikke. Det er lidt som, at sammenlige styresystemet Windows med Apple.
Der har i rigtigt mange år været tale om at skære i frømandskorpsets budget. Det blev forsøgt helt tilbage til frømandskorpsets spæde start. I begyndelsen var der faktisk ikke noget at spare. Mange af øvelserne var bogstavligt talt overlevelsesøvelser og der var praktik talt ingen udgifter til uniform, mad eller andet udstyr.
Senere forsøgte man at flytte basen fra Torpedo stationen Kongsøre til en anden militær forlægning, men det viste sig, at det faktisk var dyrere, at genetablere området til det oprindelige end at nedlægge stedet.
I starten af halvfjerdserne lavede Poul Martinsen fra DR en udsendelse om frømandsuddannelsen, som hed Hell Week – Helvedes ugen, og var et produkt af elevsskolens 5 uge. Der var altså ikke tale om en udsendelse om frømandskorpset udannelse. Den gav en masse negativ omtale, men er en legendarisk film blandt kollegaer.
Den udsendelse var var med til at gøre frømandskorpset mere lukket. Der var faktisk ingen forståelse for den ironi og humor som instruktørerne havde over for eleven. Alle udefrastående havde opfattelsen af, at der var tale om en uværdig behandling. Det var i tiden inden, at PTSD var blevet moderne og man talte istedet om en ydmyghed, robusthed og evnen til at kontrollere sit eget temperament.
At man brugte udtryk som “tak instruktør” og “belønninger” om den fysiske træning var og er stadig et udtryk for, at man husker bedre, når der er en konsekvens, hvor man ikke bare kan undskylde og beklage. Når man er udsendt i internationale opgaver, så kommer der altså ikke bare en ny bus, hvis man kommer for sent.
Denne opfattelse er ikke blevet delt med resten af befolkningen, men man har istedet skabt en del reality programmer og team buildings kurser, hvor “Øråd”, rekruttering, udvælgelse og samarbejdsøvelser altid har været nogle begreber, som var implementeret i Frømandskorpset, langt tid før HR afdelinger var en del af virksomhedskulturen i det meste af Erhvervslivet.
Når man i Frømandskorpset har valgt at inkludere civile ansøgere, så er det ud fra en betragtning om, at en læge, udemærket godt, kan blive en god sanitetsmand. På samme måde, som at en håndværker også kan blive en god shooter.
Man bliver ikke nødvendigvis en bedre specialstyrke operatør af, at have aftjent sin værnpligt på 4 måneder. Men det er da klart, at lønnen er bedre under uddannelsen, hvis man er fastansat soldat end, hvis man vælger at aftjene værnepligten under de forhold, som er under frømandsuddannelsen.
Da Frømandskorpset i starten af halvfemserne udsendte operatører ombord på Korvetten Olfert Fischer kunne man konstatere, at der på ingen måde var en operativ parathed, ligesom at det samme skinnede igennem på de FN missioner, som blev gennemført hæren.
Det har man arbejdet med på flere fronter, herunder uddannelse og materiel. Men det har altid været de store konventionelle styrker, som har løbet med pengene. Dels fordi at deres materiel er så dyrt, men også fordi at de er så mange. Man burde istedet se på, om man ikke skulle lave en procentvis fordeling, i forhold til forsvarsbudgettet.
Da man i forbindelse med den samlet udsendelse til Afghanistan i 2001 kunne man konstatere, at der var mange mangler på procedure, uddannelse og materiel. Det var bl.a. derfor, at man fik etableret et tættere samarbejde med fx AFSOC som bl.a. har AC 130 gunship under sig.
Lessons Learn fra den udsendelse var, at man skulle eje sine egne assets, da man ikke ville få tildelt nogen opgaver, hvis ikke man havde det nødvendige kommunikations materiel. Den rigtige våbenkapacitet eller muligheden for at påkalde sig den nødvendige støtte. Og endelig havde man ikke de fremføringsmidler, som var krævet, for at kunne operere langt inde i landet. Der var simpelthen behov for transport muligheder, som helikopter og køretøjer.
Derfor vedtog folketinget i 2005 en værnfælles materiel pakke på 360 millioner, som skulle dække behovet for de helt basale ting som kommunikation, materiel- skudsikker veste, ballistiske hjelme og andre helt basale ting.
I den forbindelse blev fordelingen igen helt skæv. Man fordelte ikke efter antal operatører, men efter antal køretøjer og både. Således blev Jægerkorpset tildelt 16 radioer og 4 til Frømandskorpset. Det var efter devisen, at de havde 16 køretøjer og frømandskorpset havde 4 både. Efter en noget favorabel aftale for Jægerkorpset, om at Frømandskorpset ikke skulle have køretøjer men skulle operere maritimt. Derfor overtog Frømandskorpset en ubrugelig RIB og Jægerkorpset fik 16 køretøjer af hver, til ethvert formål. Herunder Hummer, Toyota land cruiser både panseret og almindelige. Og så fik de også lige de Supercats, som skulle bruges til taktisk indsats.
En helt igennem uforståelig forfordeling når man tænker på at man i de efterfølgende år skulle bruges på de samme opgaver fx livvagtstjeneste for forskellige myndigheder i Irak og Afghanistan.
Det betød selvfølgelig, at der ikke var den nødvendige økonomi til maritimt materiel og da man bad om maritim støtte i forbindelse med piratindsatsen, så havde Frømandskorpset ikke det nødvendige båd materiel, som kunne operere i så lang tid fra en fast base. Alene problematikken med brændstof (benzin) ombord på et skib, i forhold til at have diesel eller flybrændstof i så store mængder, som det kræves, når man er væk i flere måneder. Især når man bor samme sted, som man arbejder.
Det materiel blev forhandlet gennem Søværnet, bl.a. sammen med NRF materiel, herunder det kommunikationsmateriel som tidligere var blevet tildelt Frømandskorpset, men nu var blevet frataget og tildelt de konventionelle styrker. Det betød, at Frømandskorpset på ingen måde var operativ parat og det har kostet meget tid, at overbevise de rette personer, om nødvendigheden af, at have sit eget materiel.
Det har på ingen måde påvirket det personlige samarbejde med udenlandske specialstyrker. For det har altid været en frømands DNA, at få det bedste ud af situationen. Og med en hård og systematisk fysisk og psykisk træning, så har frømænd i al beskedenhed ikke været de sidste, når der skulle konkurrereres på fysik.
Ligesom de sociale kompetencer og den mentale indstilling, altid har været højt prioriteret i Frømandskorpset. Man har altid gjort en dyd ud af, at stab, støttefolk og samarbejdspartner har følt ejerskab og en vigtig del af Frømandskorpset. Af samme grund har man ikke distinktioner og det kan sagtens være en dygtig overkonstabel, som har ansvar for en øvelse, hvor officerer deltager.
Frømænd har generelt altid været ret beskedne og aldrig følt trang til at fremhæve sig selv, med mindre, at der har været tale om sammenligning med Jægerkorpset. Så har man faktisk påpeget en alt for ens påklædning, eller opførelse, som kunne få andre til at tro, at man gjorde tjeneste på en flyvestation i Nordjylland.
Der har altid været en mystik om specialstyrker og det er lykkedes langt hen af vejen for Jægerkorpset at skabe positiv omtale i form af bøger, tv programmer, opvisninger, ekspert udtalelser eller interview. Det har aldrig været en frømands stil. Ikke fordi, at der ikke har været nogen frustrationer eller behov for anderkendelse, men fordi frømænd er nogle helt andre typer.
Da man oprettede SOKOM var der tale om et kæmpe løft for specialstyrkerne, da man hver især har haft nogle kæmpe udfordringer med hver deres kommando. Og det har til tider været tale om, at fremvise hver deres korps, som nogle trofæer når der skulle gøres reklame for SIKU eller rekruttering til de forskellige værn. Resten af tiden var man helst fri for korpsene. Placeringen af SOKOM var desværre i det fjerneste hjørne af Danmark og har derfor haft problemer med at få besat relevante stillinger med kompetente folk. Og virker mere som en karriere vej for det Nordjydske korps.
At man ikke er lykkedes med, at få rekrutteret eller fastholde operatører i Nordjylland, er der jo mange årsager til. Der er ligeså mange årsager til at man i Frømandskorpset ikke har de samme udfordringer og derfor er det ikke logisk, at man vil fortsætte i samme spor, som det der ikke virker. #178
jeg hepper på Henrik…