spot_img

Forsvarschef vil indkalde til konference om kommunikation

I et skriftligt svar til Politiken fortæller forsvarschef Peter Bartram, at han har iværksat en anonym brugerundersøgelse for at styrke den interne kommunikation. Derudover skal en konference om kommunikation og direkte debat med forsvarschefen på nettet styrke kommunikationen.

En konference i efteråret om kommunikation, en anonym brugerundersøgelse blandt medarbejderne om intern kommunikation og adgang til at debattere direkte med forsvarschefen via nettet. Sådan lyder forsvarschef Peter Bartrams opskrift på at imødegå ombudsmandens sønderlemmende kritik.

Det fremgår af et skriftligt svar til Politiken, som OLFI har fået indsigt i. Svaret til Politikken kan læses i sin fulde ordlyd under artiklen.

Sendte intern mail til medarbejderne i VFK

Havde forsvarschefen regnet med, at der faldt ro over Forsvaret med sommerferiens begyndelse, tog han grueligt fejl.

Tirsdag for en uge siden landede ombudsmandens hårde kritik af forsvarschefen for under sin rundtur til landets tjenestesteder at have truet illoyale medarbejdere med en fyreseddel, og siden er kritikken væltet ned over forsvarschefen fra flere sider – blandt andet fra formændene i de tre personaleorganisationer HOD, CS og HKKF.

Men trods kritikken og flere tilbud om at stille op til interview i medierne – bl.a. fra OLFI – har forsvarschefen pure afvist alle henvendelser. Ej heller har han ytret sig på Forsvarets egne medier om, hvordan han ville imødegå ombudsmandens harske kritik – ud over en intern mail til medarbejderne i Værnsfælles Forsvarskommando. Heri skriver forsvarschefen, at han fortsat ville ”indbyde til dialog, også den kritiske, når jeg og mine chefer er rundt ved enhederne”.

Manglende debat er katastrofal

Mandag vågnede forsvarschefen og forsvarsledelsen så op til endnu en omgang kritik – denne gang fra fire politisk aktive nuværende og tidligere soldater, som i en kronik i dagbladet Politiken kaldte den manglende debat i og om Forsvaret for ”katastrofal”. Politiken har ikke interviewet forsvarschefen, men han har sendt et skriftligt svar, hvori han bl.a. skriver:

”Jeg kan konstatere, at en del medarbejdere og debattører oplever, at debatten internt i Forsvaret er udfordret. Det område skal vi forbedre. Jeg ønsker en åben, konstruktiv og direkte debat (…) Konkret er vi i færd med en anonym brugerundersøgelse blandt medarbejderne om, hvordan de gerne ser den interne kommunikation styrket.

Samtidig planlægges en kommunikationskonference til september,  og jeg har også for noget tid siden besluttet, at jeg efter sommerferien vil stille mig til rådighed for direkte debat på nettet, hvor alle kan stille spørgsmål til mig,” skriver Peter Bartram.

Du kan læse kronikken i Politiken her og se forsvarschefens brev til Politiken her:

”Jeg er enig i, at der er et behov for oplyste og grundige analyser af operationelle erfaringer, konsekvenser og lignende forud for indsættelse af danske soldater. 

Med hensyn til ny organisation  er der reelt ikke ændret på Forsvarschefens faglige rådgivning til ministeren. Men mulighederne for at udføre militær faglig rådgivning er styrket, da der nu er flere møder af operativ karakter mellem det militære og politiske niveau end tidligere. 

Det kan altid diskuteres, hvor store dele af min militærfaglige rådgivning af regeringen, der skal foregå i det offentlige rum. Den vil dog ofte indgå i en politisk proces, og dermed underlagt visse hensyn.

Jeg er enig i at soldater, befalingsmænd og officerer må forvente, at Forsvaret gennemfører en militærfaglig og professionel rådgivning. Dette arbejde prioriteres højt, og mange stabe, chefer og dygtige sagsbehandlere deltager i det omfattende arbejde, som hele tiden er til overvejelse. I den forbindelse er der rig mulighed for at fremsætte militærfaglige synspunkter.

I det nævnte eksempel med nye pansrede mandskabsvogne blev  dialogen brugt til at hæve antallet af vogne til 309, så hver gruppe i strukturen netop fik en vogn. Den isoleret set bedste løsning ville være at købe 51 vogne ekstra, så vi ville kunne udlevere reservevogne ved længere eftersyn og nedbrud. Det blev overvejet, men af hensyn til andre materielindkøb, drift og den samlede økonomi stod jeg og hærens ledelse bag de 309 vogne. Det er i øvrigt et væsentligt fremskridt, og det er vi mange, der har glædet sig over.

Jeg kan konstatere, at en del medarbejdere og debattører oplever, at debatten internt i Forsvaret er udfordret. Det område skal vi forbedre. Jeg ønsker en åben, konstruktiv og direkte debat. 

Jeg skal derfor igen understrege, at der ikke skal herske tvivl om, at der gælder samme vide rammer for ytringsfrihed for Forsvarets ansatte, som for alle andre offentligt ansatte. 

Konkret er vi i færd med en anonym bruger undersøgelse blandt medarbejderne om, hvordan de gerne ser den interne kommunikation styrket. Samtidig planlægges en kommunikationskonference til september,  og jeg har også for noget tid siden besluttet, at jeg efter sommerferien vil stille mig til rådighed for direkte debat på nettet, hvor alle kan stille spørgsmål til mig.

Jeg deltog i det seneste offentlige seminar om Forsvarets situation og udvikling på Christiansborg, som Folk & Sikkerhed arrangerede – lige som jeg har givet en lang række foredrag om emnet. Jeg stiller gerne op igen – og hilser i øvrigt en bred debat om Forsvaret velkommen.”

Peter Bartram, general og forsvarschef

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer