Kære læser. Olfi har nu været i gang i to uger, og jeg er både glad og taknemmelig for den måde, som mit lille mikro-medie er blevet modtaget. Som du sikkert har bemærket, har antallet af artikler været til at overse. Det vil jeg gerne forklare, og hvor gør man det, når man har delt sit medie ind i tre hovedområder, som dækker henholdsvis klassisk journalistik, analyser og debat?

Jeg tror, at en væsentlig nøgle til succes er at skille tingene ad og varedeklarere tydeligt, hvad vi har med at gøre. Som journalist skal jeg bedrive journalistik, og trods min rolle som redaktør vil jeg ikke skrive ledere, læserbreve eller kommentarer, fordi det ville svække min journalistiske integritet og troværdighed. Selvfølgelig har jeg en personlig holdning til mange ting, men den kommer ikke læserne ved, og den vil devaluere min journalistik.

Jeg har behov for at dele nogle af mine tanker

Jeg kan dog mærke, at jeg ind i mellem gerne vil dele nogle af mine tanker og overvejelser med med de af jer, som måtte være interesserede i at høre dem. Derfor har jeg nu oprettet en blog-kategori under debatsiderne, hvor jeg (og andre) kan komme med klummer og tanker om dette og hint, som ikke rigtigt hører hjemme i den mere rene debat-kategori.

Så velkommen til mit første blogindlæg!

Det har været et meget bevidst valg fra min side først og fremmest at få Olfi sat i søen med nogle – synes jeg selv – gode og interessante artikler. Jeg kan her anbefale interviewet med forsvarsminister Peter Christensen, interviewet med Uffe Ellemann-Jensen og historierne om “Olfert Fischer”s indsættelse i Golfen i 1990 og om virkelighedens Olfert Fischer, som var en værre officer(!).

Efter offentliggørelsen af disse artikler har det været småt med nye historier, for Olfi er ikke og skal ikke være førende på breaking news, men i stedet nuancere, give perspektiv og dybde. Jeg har ikke forproduceret en bunke historier, som kunne komme i en lind strøm efter lanceringen, for det tempo ville jeg ikke kunne holde i længden. Så hellere melde rent ud. Historierne skal nok komme, men de første mange uger har jeg brugt og bruger stadig på at komme rundt og hilse på folk og samle idéer til gode historier.

Listen med historier er allerede lang, og du må derfor ikke fortvivle. Jeg skal nok producere nyheder og baggrundshistorier i lange baner, når først der kommer lidt ro på. Der er heldigvis ikke mangel på emner – og slet ikke efter beslutningen om at sætte danske F-16 fly, jægersoldater og et transportfly ind i kampen mod IS.

Så spændende er der heller ikke i Las Vegas

I skrivende stund befinder jeg mig i Las Vegas, fordi jeg i morgen besøger Nellis Air Force Base, hvor øvelsen Red Flag foregår. Her deltager for første gang Eurofightere, som er en kandidat i konkurrencen om at blive Flyvevåbnets nye kampfly. Umiddelbart efter min lancering af Olfi blev jeg kontaktet af Eurofighter, som inviterede mig tre dage til Nevada for at overvære øvelsen og se de italienske Eurofightere i aktion.

I journalistiske termer kaldes den slags rejser for ”luder-ture”, fordi man som journalist får det meste betalt. På mange af de store og etablerede medier siger man konsekvent nej tak til den slags rejser, fordi det kan så tvivl om den journalistiske uafhængighed, når man har fået en rejse til mange tusinde kroner betalt af en sponsor, som ønsker omtale. Det er dog samtidig et gråfelt, fordi mange medier stadig takker ja, så længe emnet bare er perifert nok – eller så længe det bare er underleverandører af særtillæg, som har fået en del af researchen betalt.

Hvorfor siger jeg så selv ja og risikerer Olfis integritet? Svaret er for mig enkelt. Fordi mit besøg på Nellis Air Force Base giver mig en unik viden og indsigt i et område, som ellers ville være svær at få. Samtidig er jeg i den situation, at mit rejsebudget er på 0 kr., og jeg ville derfor aldrig kunne finansiere rejsen på egen hånd. Personligt mener jeg ikke, at det går ud over min integritet eller troværdighed, så længe jeg melder ærligt ud, hvem der betaler gildet. Det være hermed gjort.

Og tror mig. Så sjovt er det altså heller ikke at være i Las Vegas i tre dage!

Og PS. Hvis du har en holdning til betalte journalist-rejser eller synes, at jeg har truffet et forkert valg, læser jeg meget gerne dine kommentarerer nedenfor.