Arven fra “Olfert Fischer”, del 1: Der var nok af udfordringer for besætningen, da ”Olfert Fischer” blev sendt til Den Persiske Golf i 1990. I Washington trykkede daværende præsident George H.W. Bush på krigsknappen i det øjeblik, dronning Margrethe havde afsluttet sit officielle statsbesøg i USA, og siden “opgraderede” han den danske korvet til en fregat, da daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen besøgte Washington.

Det var en af de beslutninger, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) siden fortrød. At han ikke stod på Langelinie og tog behørig afsked med korvetten F355 ”Olfert Fischer”, da den midt i september 1990 efter to hektiske ugers forberedelse sejlede af sted med kurs mod Den Persiske Golf for at deltage i FN’s våbenembargo mod Irak og Saddam Hussein.

Årsagen var den, at perioden med Danmarks fodnoter over for Nato kun lige var afsluttet få år forinden ved det såkaldte ”atomvalg” i maj 1988, hvor det lykkedes for Venstre og Det Konservative Folkeparti at bryde det flertal, som socialdemokraterne, SF og de radikale havde haft på sikkerhedspolitikken. Det skete ved at få de radikale med i en smal KVR-regering.

”Der var et meget betændt politisk miljø. For selvfølgelig var vi lettede over, at perioden med fodnoter var afsluttet, men der sad dybe sår rundt omkring. Jeg havde jo mast beslutningen om udsendelse af ”Olfert Fischer” temmelig langt frem, så der blev både snakket og skrevet om, at jeg nok ville slå politisk plat på situationen og bruge billeder fra Langelinie, hvor jeg vinkede farvel til besætningen. Så jeg besluttede mig for at blive hjemme. Jeg stillede mig på badebroen og så den sejle ud af Københavns Havn og sendte dem en venlig tanke med på vejen. Alligevel var det noget ganske særligt, for pludselig havde vi brudt et tabu,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Han bor i dag i det samme rækkehus i Charlottenlund nord for København, hvor han kan nyde udsigten over Øresund fra sine vinduer i stuen.

Havde fortrolige i Forsvarsministeriet og Forsvaret

Tiden var på mange måder en anden. Den Kolde Krig var under hastig optøen, efter at Mikhail Gorbatjov i 1985 havde overtaget ansvaret som ministerpræsident i Sovjetunionen og indført økonomiske reformer med Perestrojka og en ny åbenhed i den sovjetiske politik med Glasnost. Forholdet til den amerikanske præsident Ronald Reagan var ligefrem venskabeligt, og dengang i sensommeren i 1990 var sammenbruddet af Sovjetunionen tættere på, end nogen i deres vildeste fantasi havde kunnet forestille sig.

Til gengæld brød en ny konflikt ud i Mellemøsten, da den irakiske diktator Saddam Hussein 2. august invaderede Kuwait med den begrundelse, at landet under krigen mellem Iran og Irak ulovligt havde stjålet olie fra Irak og solgt den med stor fortjeneste. FN’s Sikkerhedsråd trådte sammen, og fordømmelsen af Iraks aggression var omfattende.

”Det stod meget tidligt klart for mig, at der her var en mulighed for, at Danmark kunne vise, at vi var solidariske med de andre lande. Det var helt afgørende for, om vi kunne få et krigsskib af sted, om FN’s sikkerhedsråd ville gøre det til en FN-mission. Vi fulgte forhandlingerne i FN meget tæt. Det var en lørdag formiddag, at FN traf beslutning om, at det var en international FN aktion. Da kunne jeg i Radioavisen gå ud og sige, at nu havde vi et FN-mandat, og jeg mente derfor, at vi nu kunne sende et krigsskib til Golfen. Det var der mange på Christiansborg, der blev vrede over,” fortæller Uffe Ellemann-Jensen.

Nøglerne til missilerne var drejet

I Forsvaret og særligt i Søværnet gik tingene stærkt. Uffe Ellemann-Jensen havde en tæt og fortrolig dialog med både Michael Christiansen, som var departementschef i Forsvarsministeriet og med Hans Garde, som var chef for Forsvarsstaben, tidligere chef for Søværnet – og i øvrigt siden omkom i en forfærdelig flyulykke på Færøerne fire måneder efter sin tiltrædelse som forsvarschef.

I Forsvaret var man derfor klar til at rykke hurtigt, da først folketingsbeslutningen var i hus, og dagen efter sejlede ”Olfert Fischer” fra Holmen til Svendborg Skibsværft, hvor den fik opgraderet sin aircondition, fik beklædt operationsrummet med skudsikre måtter og støbt fundamenter til de containere, som skulle om bord med udstyr til missionen. En uges tid senere sejlede Olfi videre til Flådestation Korsør, hvor den fik installeret missiler og bevæbning, så den var klar til at indgå i den internationale operation ”Faraway”.

Men vigtigst af alt blev der indkøbt et nyt linksystem, som gjorde det muligt for ”Olfert Fischer” at modtage og sende krypterede radarekkoer fra og til de allierede flådestyrker i Golfen, ligesom det kunne identificere ven fra fjende. Købet involverede bl.a. andre en ung operationsofficer fra søsterskibet ”Peter Tordenskiold”, som hed Nils Wang. I dag er han kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet.

”Vi havde brugt alle døgnets vågne timer i 14 dage på at hjælpe Olfis besætning med gøre sig klar, og der var rigtig meget at forberede. Der blev købt helt nyt udstyr, som vi aldrig havde haft før, og jeg blev sendt på kursus i Tyskland for at lære det nye linksystem at kende. Det var et system, som vi hidtil kun havde drømt om, og som ikke ret mange vidste, hvordan fungerede. Forberedelsen af Olfis udsendelse involverede store dele af forsvaret, og da dagen endelig oprandt i midten af september, kunne vi sidde i søsterskibet på Holmen og se, hvordan folk stimlede sammen på Langelinie. Der var sort af mennesker, og det lignede hele den københavnske befolkning, som var troppet op med bannere og dannebrogsflag. Hvis ikke vi havde været klar over det før, så blev vi det der, at vi var vidner til en historisk begivenhed. Det var der, man skød startskuddet til en nyorientering af dansk udenrigspolitik,” fortæller Nils Wang, som selv deltog i ”Operation Faraway” i Golfen ad flere omgange.

Hvad var det for en følelse, du havde dengang ved at deltage som ung søofficer i Golfen med ”Olfert Fischer”?

”Det gav fornemmelsen af noget betydningsfuldt i ordets bogstaveligste forstand, fordi man mærkede, at nu var det alvor. Vi følte, at vi var med i noget ganske epokegørende. Det var første gang, at jeg som ung søofficer sejlede rundt med et skib, hvor nøglerne til missilerne var drejet. Det var bare at trykke på knappen, og på den måde var det specielt,” siger Nils Wang.

Modtog hemmeligtstemplede amerikanske koder som fotokopier

At Danmark ikke var vant til at deltage i internationale missioner, viste sig allerede ved ankomsten til Golfen. Nils Wang var fløjet til Dubai for at være med til at installere det nye Link-11 på ”Olfert Fischer”, men da det var gjort, og besætningen trykkede på knappen, forblev skærmen praktisk talt sort.

”Det var vigtigt, at det hele virkede, inden vi begyndte på patruljeringen. Men der skete ingenting. Vi kunne ikke forstå det, før det gik op for os, at vi brugte Nato-koder og ikke de amerikanske koder. Desværre var det ikke bare sådan at få fat i amerikansk krypterings-udstyr, som var klassificeret ”hemmeligt”. Men heldigvis lå der en britisk fregat foran os i havnen i Jebel Ali, og operations-officeren på den fregat havde gået på kursus med Gustav Lang, som var operationsofficer på ”Olfert Fischer”. Ved at overtale ham og lægge moderat psykisk pres på ham lykkedes det os at få kopieret de amerikanske krypteringskoder på en ganske almindelig fotokopieringsmaskine. Derefter kunne vi taste de rigtige koder ind i Link-11. Da vi havde gjort det og tændte for det, kom der 300-400 luftspor ind på vores skærm, og vi havde det fulde overblik over luftsituationen i hele Golfen og kunne se flyene lette fra de amerikanske hangarskibe. Det var en stor oplevelse, for vi kunne se, hvor stort et spil, vi var en lille brik i,” fortæller Nils Wang.

Efter en uge i Golfen rejste han hjem igen, og samtidig skiftede amerikanerne koder. Dermed gik skærmen på ”Olfert Fischer” atter i sort. Anden gang måtte hele kommandokæden og diplomatiet i gang for at få koderne udleveret ad officielle kanaler. Det skete efter nogle dage, da et amerikansk flådefartøj sejlede til ”Olfert Fischers” position og sejlede to mand over med en dokumentmappe med de hemmelige koder.

Det gav også anledning til en del forundring hos amerikanerne, som ugen forinden havde set ”Olfert Fischer” på deres skærm. Det kunne kun ske, hvis ”Olfert Fischer” havde de hemmelige koder. Men sagen blev løst med slette miner til slet spil.

George H.W. Bush forfremmede “Olfert Fischer” til fregat

I januar 1991 deltog Uffe Ellemann-Jensen i dronningens officielle statsbesøg i USA, og det blev en oplevelse, som udenrigsministeren aldrig glemmer.

”Da stod den daværende præsident George H. W. Bush på plænen foran Det Hvide Hus og bød dronningen velkommen, og sagde de stolte ord: ”Danmark har jo sendt sin fregat, som sejler rundt med vore skibe”. Der svulmede mit hjerte af stolthed, og ”Olfert Fischer” blev forfremmet til en fregat! Det gungrede meget, men tænk, hvad det betød?! Bare det, at vi stedet for at være de sure, der løb fra aftalerne og skrev fodnoter og spændte ben for de andre lande – så var vi pludselig med, og det blev starten på de efterfølgende år,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Det kunne næsten virke som om, at præsidenten ville have statsbesøget overstået inden sin invasion i Irak og Kuwait. I hvert fald gik der ikke mange timer, fra dronningen havde forladt Washington, til krigen var brudt ud. Det fortæller dronningen selv i bogen ”M – 40 år på tronen” skrevet af Jens Andersen:

”Vi blev vækket om morgenen af piloten, der sagde, at vi ville lande i København om en time, og at klokken var så og så meget – og at krigen var brudt ud i nat.”

Det var den 17. Januar 1991. Da var Nils Wang tilbage på ”Olfert Fischer” sammen med afløser-besætningen fra ”Peter Tordenskiold”.

”Da krigen brød ud, kunne vi se de amerikanske Tomahawk-missiler blive affyret på skærmen i operationsrummet og efterfølgende gå ind og se på CNN, da de slog ned i Bagdad. Det var en meget speciel oplevelse,” siger Nils Wang.

Men Folketingets mandat til ”Olfert Fischer” havde en begrænsning, som både Uffe Ellemann-Jensen og besætningen om bord havde svært ved at forstå. I tilfælde af krig måtte den danske korvet ikke deltage i direkte krigshandlinger, og derfor nedskrev man en længdeparallel i mandatet, som ”Olfert Fischer” ikke måtte sejle vest for.

”For os gav det ingen mening, for den største fare var drivende miner, og de tager ingen hensyn til længdeparalleller. Et helt andet spørgsmål var, hvordan Iran ville reagere, og det var der ingen, der havde taget højde for,” siger Nils Wang.

Krigen varede kun lidt over en måned, og efter et års udsendelse vendte ”Olfert Fischer” i september 1991 tilbage til København og Holmen, hvor både statsminister Poul Schlüter (K), udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og forsvarsminister Knud Enggaard (K) stod på kajen og tog imod sammen øvrige honoratiores og honnørmusik fra Søværnets Tamburkorps.

Læs også det fulde interview med Uffe Ellemann-Jensen om udviklingen i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.