Uffe Ellemann-Jensen kniber øjnene sammen.

”Jeg håber, at de på Christiansborg snart får øjnene op for, at situationen ikke er holdbar. Sikkerhedsbilledet har ændret sig fuldstændig fra de der lykkelige dage for 10 år siden, hvor vi sagde, at nu var historien slut, og der var sikkerhed og fred i vor tid. Der er en helt ny situation med den aggressive opførsel, som Rusland fremviser. Det seneste er deres adfærd i Syrien, hvor de gør alt for at skabe nye flygtningestrømme for på den måde at undergrave sammenholdet i EU. Vi er udsat for en helt ny form for aggression, som vi slet ikke ved, hvordan vi skal håndtere. Vi ved bare én ting; at i den situation skal man stå sammen med sine allierede, og derfor skal man anstrenge sig for at være med til at gøre det, som er nødvendigt.”

Balancerede Danmark på en knivsæg

Han skilte vandene dengang, og det gør han for så vidt også i dag. Men de færreste er uenige i, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) er en af de mest vidende og skarpe analytikere og debattører inden for emnet dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Op gennem 1980’erne balancerede han Danmarks omdømme på en knivsæg med fodnoter og et sikkerhedspolitisk flertal mod regeringen på den ene side – og mistroiske og forundrede allierede på den anden side.

I 1990’erne spillede Uffe Ellemann-Jensen en helt afgørende rolle i de baltiske landes anstrengelser for at blive anerkendt af Vesten, da han på Danmarks vegne som det andet land (Island kom først) anerkendte balternes selvstændighed og sendte diplomater til de løsrevne og skrøbelige stater i bunden af Østersøen.

Han var med til at sende danske soldater i krig på Balkan, men inden da var han om nogen årsagen til, at Danmark sendte et krigsskib i aktion langt fra Danmarks grænser. Det skete i 1990, da Uffe Ellemann-Jensen fik Folketingets flertal til at sende korvetten F355 ”Olfert Fischer” af sted mod Den Persiske Golf for at deltage i FN’s våbenembargo mod Irak og diktatoren Saddam Hussein.

Med lanceringen for en uge siden af Olfi – opkaldt efter ”Olfert Fischer” – må det derfor være relevant at høre den gamle koldkriger, hvad det egentlig var, der skete, og hvordan verden har udviklet sig set gennem den tidligere udenrigsministers karakteristiske briller. Heldigvis er den nu 74-årige Uffe Ellemann-Jensen i dag lige så skarp som dengang. Han har sin egen blog på Berlingske ”Verden omkring Danmark”, lige som han hver uge optræder med udenrigspolitiske analyser i Ellemann/Lykketoft på TV2/News. Olfi møder ham i rækkehuset i Hellerup, hvor jeg som ung gymnasieelev sammen med kammeraterne jævnligt skød bolde ind i haven fra nabogrunden, som stadig den dag i dag er en fodboldbane for vejlaugets unger.

Uffe Ellemann-Jensen serverer kaffe, som imidlertid viser sig alene at være varm mælk.

”Det er mokka,” siger han overrasket, da jeg spørger om jeg eventuelt må komme lidt kaffe i ”kaffen”. Så bander han lidt ad den nye og moderne kaffemaskine og brygger mig en ny og mere vellykket kop kaffe, inden vi tager plads i stuen med udsigt over Øresund.

Forsvaret ændrede sig til et ekspeditionsforsvar

Op gennem 1990’erne og 00’erne gennemførte skiftende regeringer de ændringer af Forsvaret, som kom i form af anbefalinger fra diverse forsvarskommissioner. Fra i 1980’erne og starten af 1990’erne at være et mobiliseringsforsvar organiseret til at imødegå en invasion fra øst, ændrede Forsvaret sig til et såkaldt ekspeditionsforsvar organiseret, udrustet og uddannet til at kunne indsættes hurtigt i internationale missioner langt fra Danmarks grænser til lands, til vands og i luften.

Hvor meget betød det for udviklingen af den aktivistiske udenrigspolitik, at det endte godt for ”Olfert Fischer” i Golfen, og at den kom hjem med hæder og rosende ord fra vore allierede?

”Da vi sendte ”Olfert Fischer” af sted, var det med en vis kilden i maven, for det kunne jo gå galt. Hvis det værste var sket, og et missil var banket ind i ”Olfert Fischer”, så den var gået ned med store tab, så havde det formentlig betydet, at vi havde trukket følehornene til os i ganske mange år. Det skete heldigvis ikke, og derfor kunne vi engagere os mere og mere i internationale operationer. I Irak og siden i Afghanistan var vi for alvor med uden alle de forbehold, som de fleste andre lande havde. På et tidspunkt var vi det land, der i forhold til sin størrelse havde flest soldater i Afghanistan og samtidig opererede i de farligste områder uden nogen forbehold. Vore soldater måtte deltage i det hele, og det gjorde de,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Trusselbilledet er vendt på hovedet

Men samtidig med at danske soldater høstede erfaringer i den skarpe ende af Irak og Afghanistan, blev forsvaret hjemme tilsvarende mindre. I dag er trusselsbilledet pludselig vendt på hovedet, og konklusionerne i beretningen fra Forsvarskommissionen af 2008 om, at der ikke ville være nogen trussel mod Danmark de kommende 10 år, synes med Ruslands og præsident Putins internationale krigsengagement langt væk. I 2008 gik Rusland ind i Georgien, i 2014 annekterede Rusland Krim og lod grønne mænd iført uniformer, men uden nationale kendingsmærker, føre en hybrid krig, hvorved Rusland besatte store dele af Østukraine. Sidste år engagerede Rusland sig i Syrien ved at støtte Assad, og i øjeblikket balancerer Rusland og Tyrkiet på grænsen af krig, efter at Tyrkiet skød et russisk kampfly ned i november sidste år.

Ruslands økonomi er ved at bryde sammen, og samtidig opruster Putin bl.a. med tre brigader rettet mod Vesten, hvoraf den ene skal være atomar. Situationen stiller i dag dansk forsvar i en penibel situation, mener Uffe Ellemann-Jensen.

”Vi er endt i den efter min mening mere og mere absurde og urovækkende situation, fordi vi stadig har et forsvarsforlig, hvis forudsætning er, at der i en overskuelig fremtid ikke opstår trusler i vores nærområde. Forliget er indgået, inden Rusland rykkede ind i Ukraine og annekterede Krim – og lavede alle de slyngelstreger, som russerne gør i øjeblikket med trusler mod de baltiske lande og alle naboerne omkring Østersøen. Jeg minder bare om de flyvninger, de udfører, hvor de øver atomangreb mod Stockholm eller Warszawa for ikke at glemme episoden mod Bornholm under Folkemødet, hvor flyene først drejede af i sidste øjeblik. Dét er vores forsvar slet ikke gearet til,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Alle Østersølande opruster – på nær Danmark

Den situation er kommet som en overraskelse for alle. Er der noget, som gør den mere penibel for Danmark end de øvrige Østersø-lande?

”Hvis vi kigger på alle landene omkring os, så er Sverige, Finland, de baltiske lande, Polen og selv Tyskland alle sammen i gang med at udvide deres forsvarsudgifter. Lille Estland er allerede oppe på de 2 pct. af bruttonationalproduktet, som alle Nato-lande har lovet at nå op på, og som vi er meget langt fra. Finland og Sverige deltager i dag i Nato-øvelser og har indgået aftaler med Nato om, at Nato kan benytte svensk territorium i en situation, hvor Nato skal beskytte balterne mod en russisk aggression. Der er politiske partier i Sverige, som i dag åbent diskuterer et Nato-medlemskab, hvad man aldrig har set tidligere. Jeg tror, at man inden for en overskuelig fremtid ser en svensk ansøgning om Nato-medlemskab. Alt det sker, mens vi i Danmark stadig har et forsvar, der bygger på de forældede forudsætninger om ingen trusler.”

Hvad skal Danmark gøre?

”Vi skal genopfinde det, der hedder territorialforsvaret. Vi skal styrke forsvaret i vores eget nærområdet, og så skal vi styrke vores muligheder for at indsætte et forsvar i samarbejde med vores allierede i Østersøregionen først og fremmest – og så i Arktis, hvor vi har et stort ansvar. Vi har indleveret et ønske til FN om hvor, vi i Danmark mener, at vores grænse skal gå. Det er et område, som bliver mere og mere interessant, fordi isen trækker sig tilbage, så man kan bevæge sig mere frit,” siger Uffe Ellemann-Jensen:

“Hvis man har den slags krav og i øvrigt gerne vil tages alvorligt som en magt i Arktis – så er man nødt til at være til stede meget stærkere end med – bevares – en nok så dygtig Siriuspatrulje og nogle nok så dygtige små skibe af Knud Rasmussen-klassen. Det kommer til at koste penge, og derfor er vi nødt til at indstille os på, at vores forsvar for længst har indkasseret det, som vi kalder fredsdividenden. Det skal vi bruge nogle flere penge på. Så hver gang, at jeg får fat i en politiker på Christiansborg, hiver jeg dem ind i et hjørne, og så holder jeg det her foredrag for dem. Forhåbentlig trænger det igennem på et eller andet tidspunkt!,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

USA mistede indflydelse og banede vejen for Putin

I både Irak, Afghanistan, Libyen og nu også Syrien er resultaterne mildest talt ikke opmuntrende. Hvad har det af konsekvenser sikkerhedspolitisk?

”Ingen har lyst til at blande sig i Syrien, fordi man frygter, hvad der følger bagefter. Resultatet er, at russerne er gået ind og stort set har sat sig på dagsordenen ved at holde en diktator ved magten. Samtidig slår russerne ned på oppositionen, så det ender med, at vi står tilbage med valget mellem Assad eller Daesh (ISIS) – og det er jo et forfærdeligt valg samtidig med, at den humanitære katastrofe er enorm. Amerikanerne har mistet indflydelse, fordi Obama trak en streg i sandet og sagde; ”hvis du bruger kemiske våben, Assad, så falder der brænde ned!”. Det gjorde Assad så, og der skete ikke noget. Det kostede i den grad respekt, og den uklarhed omkring det vestlige engagement i Syrien har banet vejen for russerne. Det er meget betænkeligt, fordi Rusland og Nato-landet Tyrkiet er kommet på kant med hinanden. Det kan hurtigt udvikle sig i en endnu farligere retning. Der sker meget, som er vældig farligt for den verden, som vi lever i, og det er rykket ubehageligt tæt på os selv, når vi ser, hvad der sker omkring os i Østersøen.”

Når du ser på truslen dengang i 1990 og nu, mener du så, at vi sammenlignet kan være mere trygge med det nuværende sikkerhedsbillede?

”Jeg mener, at situationen i dag er farligere end under Den Kolde Krig. Dengang havde man en trussel om gensidig udslettelse. Man forstod hinanden og vidste, hvad man skulle lade være med at gøre. Der var kommunikationslinjer, hotlines osv. Selv om det var tæt på i 1983, kom man aldrig helt derud, hvor man ikke vidste, hvor man havde hinanden. Det er nyt i dag. Vi ved ikke, hvor vi har sådan en som Putin. Han er begyndt at rasle med sine atomvåben. Han laver en kæmpe oprustning, som han ikke har råd til. Han er ved at være i et næsten frit fald for den russiske økonomi, som kan tvinge ham til at gøre desperate ting hjemme for at bevare maten. Hvad pokker finder han på?”

Forrige år gik Rusland ind i Ukraine, Rusland annekterede Krim, og sidste år gik Rusland ind i Syrien.

“Man sidder og spørger sig selv om, hvad pokker Putin finder på næste gang? Kan han finde på at gå ind i de baltiske lande? Nej, siger vi. Det er Nato-lande. Så ved han, at så klapper fælden. Ved han nu også det? Hvis han gør det på en måde, så man ikke kan sige, at det her er en normal krigsførelse. Man taler om en hybrid krig med små grønne mænd i uniformer uden kendetegn, som pludselig dukker op og besætter rådhuse og fyrer skud af. Er det noget, der skal gøre, at man begynder at sætte store allierede militærstyrker ind i det omfang, at man overhovedet har dem? Det er man så ved at skabe nu. Amerikanerne har tredoblet deres budget for indsats i Europa, og der er ved at blive udstationeret tungt udstyr i de baltiske lande og i Polen, så man meget hurtigt kan komme ind, hvis der er nogen, der forsøger noget. Det er det billede, som vi lever med i dag, hvor usikkerheden lige pludselig er blevet meget større end den var før. Det er farligt, og det bedste man kan gøre for at sikre sig selv, det er at være parat til at håndtere sådan en situation. Det er vi ikke i Danmark i dag.”

Læs også: “Olfert Fischer” modtog hemmeligt-stemplede amerikanske koder i smug

Kommentarer

1 kommentar

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here