BLOG: Civiliseringen af Forsvaret er gået over gevind med civile styrelser og embedsmænd, som kun i stærkt begrænset omfang har militær erfaring. Forsvarschefen er marginaliseret, men han har sammen med andre i Forsvarets ledelse selv været arkitekt til det nuværende stærkt decimerede forsvar.
For at forstå situationen i Forsvaret i dag bliver vi nødt til at kigge lidt på den historiske udvikling siden starten af 1990´erne – eller måske rettere tiden efter general Jørgen Lyng – den sidste forsvarschef, hvor man næppe var i tvivl om, at de militærfaglige råd var oprigtige. Slaget om magten i Forsvaret blev tabt der i starten af 90´erne, da man tillagde departementschefen en højere lønramme end forsvarschefen og dermed indvarslede en civilisering af Forsvaret, der i dag er gået helt over gevind, forsvarschefens rolle marginaliseret og helhedsansvaret fuldstændigt trukket væk fra den uniformerede del af Forsvaret.
I skrivende stund er departementschefen den ultimative magtens grå eminence med ansvaret for alle vigtige instanser i Forsvaret, som i dag er styrelser. Det faktum rejser så det helt store spørgsmål: Er de militærfaglige råd så efterhånden noget værd?
Læs også: Nils Wang: Danmark bør anskaffe offensive krydsermissiler
Det korte svar er nej, og det lange måske en anelse mere komplekst. Forsvarets øverste militært ansatte er alle politisk udnævnte, hvilket i sig selv hverken er påfaldende eller en historisk nyskabelse. Men det nye er, at de samtidig med en politisk orientering skal forholde sig til en række styrelser og civile, der kun i stærkt begrænset omfang har militær erfaring. Vi lever nu med en generation af generaler og admiraler, der på niveauet under deres nuværende var arkitekter til det stærkt decimerede forsvar, som vi har i dag.
Ja, det tager tid at genetablere et ubådsvåben
Når man kan stille spørgsmål ved validiteten af de militærfaglige råd og ikke mindst generalernes og admiralernes motivation for at komme med dem, bliver forsvarsdebatten trukket ned på et niveau, hvor den ikke hører hjemme. Kontreadmiral Nils Wang advarer som chef Forsvarsakademiet mod en fejlinvestering i ubåde, der vil tage 6-8 år at genindføre, og det virker påfaldende i tråd med forsvarsministerens holdning, som var kendt på forhånd.
Ja, det tager en hel del år at genetablere et ubådsvåben. Men det er udelukkende, fordi en stribe uansvarlige, snæversynede politikere for få år siden hellere ville sige velfærd end ubåde. Det kan godt være, at vi skal have langtrækkende offensive missiler, men vi skal have noget at bære dem på, og det får Nils Wang næppe mulighed for, med mindre at missilerne skal affyres fra ”Svanen” eller ”Thyra” (Søværnets sejlkuttere), da en forøgelse af skrog ikke står på nogen prioriteringsliste, særligt ikke med budgetanalysen taget i betragtning.
Artiklen fortsætter under billedet …
De militærfaglige råd pakkes i dag ind i konsulentrapporter, hvor de militære aftryk kun i mindre grad er indeholdt. Rapporterne bærer præg af en new public management tendens, hvor effektiviseringer kan få en dansk kampvogn til at modsvare det meste af en russisk panserdivision eller en irregulær brigade fra Islamisk stat.
Forsvarsforliget gøres til et pro eller kontra værnepligten
Kompleksiteten i rapporterne har nået et niveau, hvor Rasmus Jarlov (K) som formand for Folketingets Forsvarsudvalg må se sig nødsaget til at bede offentligheden om A4-sider med konsekvensbeskrivelser af indholdet. Det hele på baggrund af OLFIs offentliggørelse af budgetanalysen, som samme Jarlov affejede som udokumenteret. Forsvarsdebatten føres derfor på baggrund af mediernes evne til at offentliggøre analyser og rapporter, sideløbende med at vores forsvarspolitikere skiftes til at påberåbe sig uvidenhed og gøre det kommende forlig til et pro eller kontra værnepligt.
Læs også: Rasmus Jarlov efterlyser forslag til forligsforhandlingerne
Det fører os så direkte tilbage til de militærfaglige råd. Havde vi haft en general Lyng i stolen som forsvarschef, havde man fået et rimeligt ærligt og ligefremt svar, når man spurgte ind til forslag, hvorimod man i dag skal have en Ph.D i militære studier for at gennemskue rapporternes indhold. Forsvarets størrelse er blevet omvendt proportionalt med rapporternes længde, hvilket anskueliggøres i, at formanden for Folketingets Forsvarsudvalg kaster håndklædet i ringen og beder om hjælp udefra. I sig selv en sympatisk ide, men stærkt problematisk at de rådene og konsekvensanalysen ikke kommer fra forsvarstoppen, og at kompleksiteten åbenbart er så voldsom, at det skal raffineres ned til pixibog format.
Siden starten af 1990´erne har vi forlig efter forlig barberet enheder væk og ladet kapaciteter udgå. Regningen for årtiers ”effektiviseringer” kommer nu, og argumentet, om at det koster penge, holder ikke, for vi har ikke råd til at lade være. I det lys er det måske ikke det rette persongalleri, som vi har på broen – hverken civilt eller militært, ligesom vi bliver tvunget til at kigge på magtfordelingen, så de grønne stillingers øverste chef, igen kender til begrebet uniform.
I Danmark lever vi i en glaskuppel
Vi kan ikke have en situation, hvor den siddende forsvarsministers direkte indflydelse på Forsvaret er så stor, at det kun er de politisk korrekte udlægninger, der kommer til at udtryk ved, at konklusionen gives på forhånd, og man så derefter finder argumenter for at støtte den.
Vi lever i en lille glaskuppel, hvor svensk, norsk, polsk og tysk oprustning sker helt uden, at vi forholder os til årsagerne til nabolandenes kraftigt øgede forsvarsbudgetter. På en eller anden måde prøver skiftende ministre at tale om den eskalerende sikkerhedssituation, men åbenlyst er de mere bekymrede for Finansministeriet end Islamisk terror og russisk ligegyldighed med internationale konventioner. Hvis interessen for et funktionsdueligt forsvar var nogenlunde lige så stor som kreativiteten i oprettelsen af styrelser, var vi godt på vej, men det er vi som bekendt ikke.
Vi kommer ikke og skal ikke tilbage til et forsvar anno 1990. Men vi kan godt bruge delementer herunder en struktur, hvor Forsvarsministeriet servicerer forsvarsministeren, og Forsvarskommandoen servicerer Forsvaret. Vi kan også med fordel kigge på et mobiliseringsforsvar, ubådsvåben, panser og artilleri, selv om det ikke er ligeså sexet som missiler, droner og cyberwarfare. Det kommer til at koste – endda rigtigt meget – men som en start kan vi udnytte rammen på 2 pct. af bnp. Inden for den kommer vi langt. Med enheder, militært ansatte, fagspecialister og en klar deling mellem civil-politisk og militær struktur kan vi over tid også få tillid til de militærfaglige råd igen.
Denne blog er alene udtryk for forfatterens personlige holdning.
General Jørgen Lyng er et meget taknemmeligt eksempel at hive frem, Klaus Kroll. Ingen kan naturligvis beklikke hans hæderlighed, men det var altså også noget nemmere at give militærfaglige råd, dengang han var Forsvarschef fra 1989-96.
Felthæren alene bestod af fem brigader og fem kampgrupper, divisions- og korpstropper m.m.m. Hertil kom en stor mobiliseringsstyrke samt langt flere regimenter og kaserner end i dag. Så der var temmelig meget at skære af – i modsætning til i dag, hvor vi er langt tættere på “benet”, og hvor hver ny besparelse gør meget mere ondt, både militært og politisk.
Vi havde heller ingen politisk kontroversielle internationale missioner dengang. I løbet af Jørgen Lyngs regeringstid fik vi (fra 1992) Balkan missionerne, men de var på ingen måde politisk kontroversielle, tværtimod var der bred opbakning til dem. Og vores tab var også yderst begrænsede.
Alt i alt savner jeg evidens for, hvorfor du kan hævde, at de efterfølgende forsvarschefer ikke har forsøgt at levere de bedst mulige faglige råd – vel at mærke under vilkår som har været langt mere komplekse og politisk følsomme end i tiden frem til 1996.
Du skriver det vel i virkeligheden selv…politisk følsom, Når forsvarets egne begynder at blive politiserede og ikke tager afsæt i det forsvaret er sat i verden til, jf. forsvarsloven, nemlig det territoriale forsvar af Danmark, bliver konsekvensanalysen begrænset til hvad forsvaret kan i rammen af de fremherskende politiske vinde. Jeg kan ikke tælle de gange man er mødt med skuldertræk og argumentet om uvidenhed når man har luftet en bekymring for at forsvaret er blevet omdannet til et lille ekspeditionskorps. Ved lige så mange lejligheder burde forsvarets øverste top have anskueliggjort hvad det betyder for forsvarsevnen at amputere enheder og kapaciteter. Budgetanalysen har man forsøgt at gemme under gulvtæppet, undladt at sige den er en del af oplægget til det kommende forsvarsforlig og nægtet at koble en mulig besparelse til et “substantielt løft”. Dér burde forsvarets ledelse have sagt at en ny runde besparelser ville have en direkte målbar negativ effekt, men det er blevet undladt til fordel for jubel over et for lille antal fly, for få mandskabsvogne og et bekymrende lille antal artilleripjecer. Lyng er den sidste general, der i min optik beskrev verden som den er, hvor vi i gradvist har set en top der er blevet stadigt mere sovset ind i maskinrummet i ministeriet og har mistet evnen til at skille politiske ønsker fra den faglige, virkelige verden ude ved enhederne, hvor mål og midler ikke stemmer overens. Som Jarlov så fint skriver må det være dybt fortvivlende at sidde med en mistanke om at man ikke får hele sandheden fra forsvarets top og i stigende grad må navigere efter udsagn længere nede i rækkerne, med en risiko for at støde på udsagn og sandheder der enten er forkerte eller mangelfulde. Som bylinen beskriver har jeg fulgt med i derouten på både den ene og anden side af hegnet og det skal være min påstand at vi gradvist er nået til et punkt hvor de militærfaglige råd er blevet mudrede efter en utidig sammenblanding af det militære og politiske niveau. Det kan vi så takke skiftende regeringer for, ingen nævnt, ingen glemt. Hvis vi skal have forsvaret på dagsordenen er det nødvendigt at vi trækker debatten ud i det fri, der hvor hr. og fru Danmark kan forholde sig til om de vil have velfærd eller forsvar. Derude kan vi måske forklare dem at forsvaret er hele fundamentet for at vi kan tilbyde dem velfærd i rammen af en fri og uafhængig nation. Putter vi med den ret åbenlyse konklusion at vi ret beset ikke rigtigt har et forsvar med en anstændig kvantitet og hovedlæst forklarer hvor godt det går, vil besparelserne fortsætte. Den melding har jeg savnet fra skiftende forsvarschefer siden Lyng, i mere eller mindre grad. Du har ret i at krigene har medført et andet fokus i og uden for forsvaret og mange er nok blevet mindre velvilligt indstilet på at bruge midler på området i lyset af Irak og og Afghanistan indsatsen, men så meget desto mere behov for at kæmpe for at bevare den nationale evne til at yde vores i nærområdet, herunder en opretholdelse af kapaciteter til dette.
Det, som jeg affejede som udokumenteret, var udokumenteret. Det blev på OLFI påstået, at der var planer om at nedlægge regimenterne. Det var og er der ikke. Det var, hvad jeg skrev, og det var korrekt.
Derudover er jeg ret enig i dette indlægs konklusioner om, at vi alt for ofte får politiske påvirkede råd. Det er faktisk drønirriterende som forsvarsordfører. Jeg ønsker at træffe de bedst mulige beslutninger for Forsvaret. Men det kræver, at vi får ærlige og realistiske beskrivelser af både fordele og ulemper ved forskellige forslag. Det er desværre ikke altid tilfældet. Får ofte får vi kun de positive effekter af Forsvarsministeriets forslag at vide, mens ingen gør os opmærksom på ulemperne. Derfor sætter jeg stor pris på, når folk fra Forsvaret skriver direkte til mig. (Hvilket man altid kan gøre anonymt uden at frygte, at jeg videregiver navne eller kommentarer).
Debatten om regimenternes nedlæggelse afhænger af definitionen på et regiment. Med al respekt tror jeg ikke, at du har set de samme dokumenter som jeg. Udkastet til budgetanalysen, som forelå i begyndelsen af sommerferien, havde en anden ordlyd på væsentlige områder end den endelige budgetanalyse. Regimenterne var de facto nedlagt, lige som der var forslag om at nedlægge Slædepatruljen Sirius og sammenlægge Helicopter Wing i Karup med Air Transport Wing i Aalborg. Disse effektiviseringsforslag var ikke med i den endelige rapport, og nyordningen af Hæren blev særligt omkring regimenterne ændret markant i løbet af sommeren. Jeg ved ikke, om det var debatten på OLFI i sig selv eller andre forhold, der betød markante ændringer.
Ja, det er da meget muligt, at der har foreligget et udkast i den retning. Det blev så overfortolket i helt ekstrem grad og udlagt som om det derfor også ville blive til virkelighed. Det var det indtryk, som folk blev efterladt med og som prægede debatten herinde og skabte skræk i Forsvaret. Der var nogle af os som forsøgte at forklare, at blot fordi en tilfældig person et eller andet sted i systemet har skrevet sådan på et stykke papir, så betyder det ikke, at det ender sådan. For det er noget, som vi politikere i sidste ende bestemmer og ingen af os kunne finde på at nedlægge regimenterne. Det blev fuldstændig overhørt og debatten herinde kørte videre som om dommedag var nær, Det må jeg indrømme, at jeg var meget lidt imponeret over.
Jeg håber ikke, at du mener, at jeg overfortolkede? Jeg skrev i den første artikel: “Alle disse ændringer er fortsat kun på tegnebrættet, og mange justeringer kan nå at blive gennemført endnu, inden arbejdsgruppen under forsvarschef Bjørn Bisserup skal aflevere de endelige anbefalinger til Forsvarsministeriet. Men der hersker ingen tvivl om hensigten i planen.” Hvordan andre udlægger teksten, er jeg ikke herre over 🙂
fyr den øverste militære ledelse. De er alligevel ikke soldater mere, men embedsmænds, og indsæt så nogle rigtige soldater til at lede forsvaret
Jeg tror der skal arbejdes på at tilbageføre modellen til et adskilt ministerium og kommando for at komme det til livs. En diskussion jeg havde med Lene E for en del år siden og ikke slap igennem med. Med et ben i hver lejr er det ret tydeligt at virkeligheden og konsekvensanalysen ikke når fra gulvniveau til Borgen, det fanges simpelthen i Rockwool laget undervejs. Ved lejlighed skal jeg grafisk illustrere påstanden…..