Kan vi stole på forsvarsledelsens militærfaglige råd?

8

BLOG: Civiliseringen af Forsvaret er gået over gevind med civile styrelser og embedsmænd, som kun i stærkt begrænset omfang har militær erfaring. Forsvarschefen er marginaliseret, men han har sammen med andre i Forsvarets ledelse selv været arkitekt til det nuværende stærkt decimerede forsvar.

For at forstå situationen i Forsvaret i dag bliver vi nødt til at kigge lidt på den historiske udvikling siden starten af 1990´erne – eller måske rettere tiden efter general Jørgen Lyng – den sidste forsvarschef, hvor man næppe var i tvivl om, at de militærfaglige råd var oprigtige. Slaget om magten i Forsvaret blev tabt der i starten af 90´erne, da man tillagde departementschefen en højere lønramme end forsvarschefen og dermed indvarslede en civilisering af Forsvaret, der i dag er gået helt over gevind, forsvarschefens rolle marginaliseret og helhedsansvaret fuldstændigt trukket væk fra den uniformerede del af Forsvaret.

I skrivende stund er departementschefen den ultimative magtens grå eminence med ansvaret for alle vigtige instanser i Forsvaret, som i dag er styrelser. Det faktum rejser så det helt store spørgsmål: Er de militærfaglige råd så efterhånden noget værd?

Læs også: Nils Wang: Danmark bør anskaffe offensive krydsermissiler

Det korte svar er nej, og det lange måske en anelse mere komplekst. Forsvarets øverste militært ansatte er alle politisk udnævnte, hvilket i sig selv hverken er påfaldende eller en historisk nyskabelse. Men det nye er, at de samtidig med en politisk orientering skal forholde sig til en række styrelser og civile, der kun i stærkt begrænset omfang har militær erfaring. Vi lever nu med en generation af generaler og admiraler, der på niveauet under deres nuværende var arkitekter til det stærkt decimerede forsvar, som vi har i dag.

Ja, det tager tid at genetablere et ubådsvåben

Når man kan stille spørgsmål ved validiteten af de militærfaglige råd og ikke mindst generalernes og admiralernes motivation for at komme med dem, bliver forsvarsdebatten trukket ned på et niveau, hvor den ikke hører hjemme. Kontreadmiral Nils Wang advarer som chef Forsvarsakademiet mod en fejlinvestering i ubåde, der vil tage 6-8 år at genindføre, og det virker påfaldende i tråd med forsvarsministerens holdning, som var kendt på forhånd.

Ja, det tager en hel del år at genetablere et ubådsvåben. Men det er udelukkende, fordi en stribe uansvarlige, snæversynede politikere for få år siden hellere ville sige velfærd end ubåde. Det kan godt være, at vi skal have langtrækkende offensive missiler, men vi skal have noget at bære dem på, og det får Nils Wang næppe mulighed for, med mindre at missilerne skal affyres fra ”Svanen” eller ”Thyra” (Søværnets sejlkuttere), da en forøgelse af skrog ikke står på nogen prioriteringsliste, særligt ikke med budgetanalysen taget i betragtning.

Artiklen fortsætter under billedet …

20170920 Høring Ubåde1
Kontreadmiral Nils Wang på talerstolen i Landstingssalen på Christiansborg under Folketingets Forsvarsudvalgs høring om ubåde onsdag. Siddende er det Rasmus Jarlov (K), som er formand for udvalget, og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Foto.: Ernstved

De militærfaglige råd pakkes i dag ind i konsulentrapporter, hvor de militære aftryk kun i mindre grad er indeholdt. Rapporterne bærer præg af en new public management tendens, hvor effektiviseringer kan få en dansk kampvogn til at modsvare det meste af en russisk panserdivision eller en irregulær brigade fra Islamisk stat.

Forsvarsforliget gøres til et pro eller kontra værnepligten

Kompleksiteten i rapporterne har nået et niveau, hvor Rasmus Jarlov (K) som formand for Folketingets Forsvarsudvalg må se sig nødsaget til at bede offentligheden om A4-sider med konsekvensbeskrivelser af indholdet. Det hele på baggrund af OLFIs offentliggørelse af budgetanalysen, som samme Jarlov affejede som udokumenteret. Forsvarsdebatten føres derfor på baggrund af mediernes evne til at offentliggøre analyser og rapporter, sideløbende med at vores forsvarspolitikere skiftes til at påberåbe sig uvidenhed og gøre det kommende forlig til et pro eller kontra værnepligt.

Læs også: Rasmus Jarlov efterlyser forslag til forligsforhandlingerne

Det fører os så direkte tilbage til de militærfaglige råd. Havde vi haft en general Lyng i stolen som forsvarschef, havde man fået et rimeligt ærligt og ligefremt svar, når man spurgte ind til forslag, hvorimod man i dag skal have en Ph.D i militære studier for at gennemskue rapporternes indhold. Forsvarets størrelse er blevet omvendt proportionalt med rapporternes længde, hvilket anskueliggøres i, at formanden for Folketingets Forsvarsudvalg kaster håndklædet i ringen og beder om hjælp udefra. I sig selv en sympatisk ide, men stærkt problematisk at de rådene og konsekvensanalysen ikke kommer fra forsvarstoppen, og at kompleksiteten åbenbart er så voldsom, at det skal raffineres ned til pixibog format.

Siden starten af 1990´erne har vi forlig efter forlig barberet enheder væk og ladet kapaciteter udgå. Regningen for årtiers ”effektiviseringer” kommer nu, og argumentet, om at det koster penge, holder ikke, for vi har ikke råd til at lade være. I det lys er det måske ikke det rette persongalleri, som vi har på broen – hverken civilt eller militært, ligesom vi bliver tvunget til at kigge på magtfordelingen, så de grønne stillingers øverste chef, igen kender til begrebet uniform.

I Danmark lever vi i en glaskuppel

Vi kan ikke have en situation, hvor den siddende forsvarsministers direkte indflydelse på Forsvaret er så stor, at det kun er de politisk korrekte udlægninger, der kommer til at udtryk ved, at konklusionen gives på forhånd, og man så derefter finder argumenter for at støtte den.

Vi lever i en lille glaskuppel, hvor svensk, norsk, polsk og tysk oprustning sker helt uden, at vi forholder os til årsagerne til nabolandenes kraftigt øgede forsvarsbudgetter. På en eller anden måde prøver skiftende ministre at tale om den eskalerende sikkerhedssituation, men åbenlyst er de mere bekymrede for Finansministeriet end Islamisk terror og russisk ligegyldighed med internationale konventioner. Hvis interessen for et funktionsdueligt forsvar var nogenlunde lige så stor som kreativiteten i oprettelsen af styrelser, var vi godt på vej, men det er vi som bekendt ikke.

Vi kommer ikke og skal ikke tilbage til et forsvar anno 1990. Men vi kan godt bruge delementer herunder en struktur, hvor Forsvarsministeriet servicerer forsvarsministeren, og Forsvarskommandoen servicerer Forsvaret. Vi kan også med fordel kigge på et mobiliseringsforsvar, ubådsvåben, panser og artilleri, selv om det ikke er ligeså sexet som missiler, droner og cyberwarfare. Det kommer til at koste – endda rigtigt meget – men som en start kan vi udnytte rammen på 2 pct. af bnp. Inden for den kommer vi langt. Med enheder, militært ansatte, fagspecialister og en klar deling mellem civil-politisk og militær struktur kan vi over tid også få tillid til de militærfaglige råd igen.

Denne blog er alene udtryk for forfatterens personlige holdning. 

TEASER budgetanalyse
Du kan læse artiklen om budgetanalysen og finde links til rapporten ved at klikke på billedet.
guest
8 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer