Knap halvdelen af vælgerskaren mener, at Danmark afgiver selvbestemmelse ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Det viser en ny meningsmåling fra Norstat/Analyse Danmark. Den opfattelse beror dog på en misforståelse, forklarer Christine Nissen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Den danske befolkning er delt på midten i spørgsmålet om, hvorvidt en afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet er ensbetydende med afgivelse af national selvbestemmelse. Det viser en meningsmåling, som OLFI har fået foretaget hos Norstat/Analyse Danmark. 49 procent af de i alt 1.001 respondenter mener således, at Danmark afgiver selvbestemmelse til EU, hvis det bliver et ja til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, når det sættes til folkeafstemning den 1. juni i år.

At Danmark mister sin selvbestemmelse ved en afskaffelse af forbeholdet, er dog ikke en opfattelse i overensstemmelse med virkeligheden, bemærker Christine Nissen. Hun er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i blandt andet EU. Christine Nissen kan dog godt se, hvorfor forvirringen opstår.

Artiklen fortsætter under diagrammet …

»Der eksisterer megen uvidenhed om, hvad EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik går ud på, og det kan jeg sådan set godt forstå. Vi har jo haft et forbehold i 30 år – fra før EU overhovedet havde en forsvarspolitik. Det betyder, at vi i en dansk kontekst ikke bruger særlig meget tid på at tale om det. Vi er ikke så meget inde i, hvad EU må og ikke må.«

Christine Nissen har selv beskæftiget sig indgående med EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er medforfatter på DIIS’ store udredning om konsekvenserne ved at stå uden for samarbejdet og har de seneste uger brugt mange af sine vågne timer på at oplyse om sagens rette sammenhæng i medierne. Her har hun hovedsageligt understreget to centrale pointer, fortæller hun:

»Det, vi har et forbehold fra, er et fuldstændig mellemstatsligt og frivilligt samarbejde. Begge elementer er vigtige. Det er både vigtigt at forstå, at alle skal blive enige, og at alle lande har vetoret, og det er også vigtigt at forstå, at en beslutning om for eksempel at etablere en EU-militærmission, den nye udrykningsstyrke eller at indgå i PESCO-projekter (EU’s permanente strukturerede samarbejde på forsvarsområdet, red.) også er frivilligt.«

Nul ud af 27 EU-lande ønsker at afgive selvbestemmelse

Danskernes forestillinger om afgivelse selvbestemmelse afspejler i vid udstrækning den generelle fordeling af ja- og nej-stemmer i meningsmålingerne. Der tegner sig i skrivende stund et billede af næsten dødt løb mellem ja- og nej-siden, og det er en tilbagevendende tendens, når danskerne skal stemme om EU-forbehold. Alligevel overrasker den aktuelle modvilje Christine Nissen.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Folkeafstemningen ser ud til at blive betydeligt tættere end de fleste nok havde regnet med, da afstemningen blev udskrevet https://t.co/8cK5MX88Cy pic.twitter.com/9z5wlpFzQn

— Politologi.dk (@politologidk) March 29, 2022

»Meningsmålingen er overraskende, fordi der her er tale om samarbejde, hvor der ikke bliver afgivet suverænitet. Vi ved fra de andre EU-afstemninger, at det ofte handler om suverænitetsspørgsmålet. Der findes alle mulige typer af EU-skepsis, men lige præcis i Danmark er folk meget optagede af, om vi afgiver dansk suverænitet eller ej.«

Tilsyneladende er fortalerne for en afskaffelse af forsvarsforbeholdet ikke lykkedes med at overbevise vælgerne om, hvad der altså ikke er på spil denne gang. Omvendt ser EU-skeptikerne i Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ud til at få vind i sejlene. Sidstnævntes forsvarsordfører, Kristian Thulesen Dahl, var da heller ikke i tvivl, da OLFI for nylig spurgte ham til perspektiverne i en afskaffelse af forbeholdet:

»EU-samarbejdet har altid haft den karakter, at det starter med, at man overlader et område til EU med den begrundelse, at man kan tage det roligt, fordi tingene sker i enstemmighed. Det næste skridt har altid været, at det foregår trægt, fordi alle skal være enige, og så får man flere områder til at overgå til kvalificeret flertal.«

Læs også: Folketingets partiet trækker fronterne op forud for afstemning om forsvarsforbehold

Kristian Thulesen Dahl har ret et stykke hen ad vejen, medgiver Christine Nissen og fremhæver retsområdet, der startede som en hybrid af mellemstatslige og overstatslige samarbejder, før det med vedtagelsen af Lissabon-traktatens effektuering i 2009 blev gjort til et rent overstatsligt foretagende. Samme udvikling ser hun imidlertid ikke for sig på forsvars- og sikkerhedsområdet.

»For det første vil det kræve en traktatændring, som alle 27 lande og EU’s institutioner skal blive enige om, og som i øvrigt tager 20 år eller noget i den stil. Det skal også igennem en del af landenes parlamenter, som vi gennem historien har set stemme nej til EU-traktater. Lige nu er der nul ud af 27 medlemslande, som er interesserede af den simple grund, at der ikke er noget behov for at afgive kontrol til EU. Så længe de nationale forsvar kan arbejde sammen, er der ingen logisk grund til det. Selv ikke den mest standhaftige fortaler for styrket EU-samarbejde vil opgive suverænitet over sine tropper,« siger Christine Nissen.

Regeringens kovending gør det svært

Christine Nissen peger på, at en anden potentiel forklaring på den udbredte skepsis kan være den siddende regerings egen holdning. Indtil for nylig var den, at forsvarsforbeholdet ikke stod i vejen for dansk forsvarspolitik. Med et kun tre måneder langt tilløb til folkeafstemningen, kan det – selv i lyset af Ruslands invasion af Ukraine – vise sig vanskeligt at overbevise danskerne om, at alting pludselig forholder sig anderledes.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Den nuværende regering har, så vidt jeg ved, været den eneste, som ikke har haft skrevet ind i sit regeringsgrundlag, at man gerne vil af med forbeholdet. Den har stået ved, at man havde det, og været mere EU-skeptisk end tidligere regeringer. Så er det heller ikke nemt på tre måneder at overbevise folk om, at situationen har ændret sig,« bemærker Christine Nissen.

Socialdemokratiets forsvarsordfører, Mogens Jensen, understreger ligesom Christine Nissen, at Danmark ikke vil blive tvunget til noget ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Han og partiet ser derfor helst, at danskerne takker ja til at blive en del af samarbejdet fremover.

»Jeg har stor respekt for afstemninger om vores EU-forbehold. Til det konkrete spørgsmål må jeg bare sige, at forsvarssamarbejdet under EU er et mellemstatsligt samarbejde, og der har hvert enkelt land ret til at træffe beslutninger om, hvad man vi være med til. Så der ligger beslutningskompetencen hos hvert enkelt land,« siger Mogens Jensen til OLFI.

Ender danskerne med at afskaffe forsvarsforbeholdet, er der dog ét område, hvor han og kollegerne på Christiansborg skal tænke sig godt om, og hvor et andet af nej-sidens argumenter ifølge Christine Nissen har bedre rod i virkeligheden. Det drejer sig om afvejningen mellem EU og Nato, som især er kommet på dagsordenen efter annonceringen af en kommende EU-udrykningsstyrke på 5.000 mand.

»Det eneste reelle argument, der måtte være, er, at det kræver nogle skarpere politiske prioriteringer. Forsvaret er spændt hårdt for, så endnu en mulighed (for at udsende soldater, red.) kræver en prioritering. Jeg synes alligevel, at en udrykningsstyrke på 5.000 mand er en relativt lille styrke, når det kommer fra 27 medlemslande. Det ville ikke kræve så meget igen. Men man må stole på, at politikerne kan træffe de valg og afgøre, om det er noget, vi har brug for i Danmark,« siger hun.