Til juni skal danskerne til stemmeurnerne for at tage stilling til, om vores snart 30 år gamle forsvarsforbehold skal overleve. Der er i skyggen af Ruslands invasion af Ukraine politisk flertal for en afskaffelse, men hos de EU-skeptiske partier frygter man, at et ja vil åbne en kattelem for EU-indflydelse på dansk forsvarspolitik.

Danmark har siden 1993 holdt en armslængde til EU’s forsvarssamarbejde, men den æra kan være forbi fra 1. juni i år. Det bliver også tilfældet, hvis det står til de fem partier bag det ”historiske kompromis”, som statsminister Mette Frederiksen (S) søndag aften præsenterede sammen med partilederne for Venstre, De Konservative, SF og Radikale Venstre.

Forsvarsforbeholdet blev indført i forbindelse med en genafstemning om Maastricht-traktaten i 1993 og betyder i praksis, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen af EU’s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik (Common Security and Defence Policy, CSDP), ligesom vi ikke kan være en del af det permanente, strukturerede samarbejde (PESCO) eller andre EU-initiativer med et militært islæt.

Visse iagttagere har længe ønsket forsvarsforbeholdet hen, hvor pebret gror, men tre årtiers skiftende regeringer har ikke fundet anledning til at sætte forbeholdet til afstemning. Indtil for ganske nylig var det da også Socialdemokratiets holdning, at Danmark fint kunne føre sin forsvarspolitik ud i livet uden for EU. Det ændrede sig nærmest over natten med Ruslands folkeretsstridige invasion af nabolandet Ukraine, og i dag er et flertal i Folketinget nået frem til, at tiden er inde til en genovervejelse.

Radikale Venstre er et af de fem partier bag beslutningen, og her sætter man pris på de nye vinde, der blæser over Christiansborg. Det fortæller partiets EU-ordfører Anne Sophie Callesen, som dog begræder de ulykkelige omstændigheder, der har gødet jorden for beslutningen:

»Der er et før og et efter 24. februar, som statsministeren siger. Der er på en helt anden måde nu et behov for, at vi står samlet i Europa, og at Danmark er med i det sammenhold – også sikkerhedspolitisk. At vi er med uden forbehold.«

En eventuel afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil signalere til EU, at Danmark tager det europæiske samarbejde og vores fælles sikkerhed alvorligt, men betyder trods forlydender om det modsatte ikke, at Danmark ikke helhjertet skal være en del af Nato, bedyrer Anne Sophie Callesen.

»Vi kommer til at kunne stå mere på egne ben som et supplement til Nato – ikke som en erstatning. Der er nogle ting, vi er nødt til at kunne håndtere i Europa og i EU i fællesskab. Det er nødvendigt, at man ikke kan slå en kile ind i det europæiske sammenhold, og at vi har noget, der står ved siden af Nato. Det er nogle andre ting, vi skal kunne i EU, end i Nato, selvom noget også handler om det samme,« siger Anne Sophie Callesen og fremhæver cyberforsvar som et europæisk fokusområde.

Nervøs for konkurrenter til Nato

Selvom der i Folketinget er bred enighed om det hensigtsmæssige i et opgør med forsvarsforbeholdet, er det fortsat ikke alle partier, der er overbeviste om EU skal spille nogen rolle i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Både Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ønsker af samme grund at beholde forsvarsforbeholdet.

I Dansk Folkeparti ser man helst, at Danmark også fremover lægger sit primære militære fokus i Nato-alliancen. Det skyldes dels partiets generelle EU-skepsis og ønske om at minimere EU’s indflydelse på nationale anliggender, fortæller partiets nyudnævnte forsvarsordfører Kristian Thulesen Dahl. Han aner problemer i horisonten, hvis Danmark bliver en del af forsvarssamarbejdet, som, han frygter, vil gribe om sig.

»Specifikt i forhold til Forsvaret handler det om, at hvis EU udvikler en egentlig EU-forsvarsdimension, vil det uvægerligt føre til mere selvstændige vurderinger af sikkerhedssituationen fra europæisk side, som fra tid til anden vil komme i konflikt med den, som USA og Storbritannien har,« siger Kristian Thulesen Dahl.

»Dansk interesse sikkerhedspolitisk må være at gøre alt, hvad vi kan, for at sikre USA’s engagement i Europa og sikre, at vi afstemmer med amerikanerne, hvordan vi gør tingene. Så står vi stærkest. Det er nu engang gennem Nato, at vi gør det. Jeg er simpelthen nervøs for, at der opstår nogle konkurrerende organisationer. Når det er politikere, man har med at gøre, handler det om at hævde sig over for hinanden og vise handlekraft, og på langt sigt kan jeg ikke se, at Danmark har nogen som helst interesse i at være med til at udvikle det.«

Kristian Thulesen Dahl køber heller ikke ja-partiernes argumenter om, at EU-samarbejdet alene skal supplere engagementet i Nato. Det er og bliver det transatlantiske samarbejde, der skal være hjørnestenen i europæisk sikkerhed, slår han fast og henviser til den tyske kansler Olaf Scholz’, som få dage efter den russiske invasion af Ukraine både lovede at afsætte 100 mia. euro til forsvaret og i løbet af to år at leve op til Natos to procent-målsætning.

»Tyskerne begynder nu at tage deres ansvar alvorligt, men det er ikke på grund af EU. Det er på grund af Nato og det pres, der har været fra amerikanerne. I Europa kunne vi ikke stoppe Nordstream 2, som gør Europa mere afhængig af russisk gas – det var først, da Biden for alvor trådte på bremsen overfor tyskerne og sagde, at gasledningen skulle stoppes.«

Socialdemokratisk kovending »hverken spin eller taktik«

Ikke overraskende ser man ganske anderledes på sagen blandt de partier, der den kommende tid vil agitere for et ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Anne Sophie Callesen afviser derfor også blankt, at EU får for stor magt over danske forsvarsanliggender, hvis det ender, som hun og partifællerne håber.

»Det er først og fremmest faktuelt forkert. Der er ingen, der vil kunne tvinge danske soldater afsted, uden at der er opbakning til det i Folketinget,« siger Anne Sophie Callesen med reference til, at forsvarssamarbejdet i EU formelt er mellemstatsligt, hvorfor det kræver enstemmighed at vedtage politik og militære indsættelser.

Det overbeviser dog stadig ikke EU-modstanderne i Dansk Folkeparti, som frygter en glidebane mod flertalsafgørelser.

»Vi ved jo godt, hvordan samarbejdet foregår i praksis. Der er en vis portion goodwill, man kan tære af, og hvis man kommer rendende og siger nej til aktioner, hvor EU-flaget skal ud at vejre, er det bedre i udgangspunktet at have sagt, at vi har et forbehold, som gør, at vi ikke tager del i det,« siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

»EU-samarbejdet har altid haft den karakter, at det starter med, at man overlader et område til EU med den begrundelse, at man kan tage det roligt, fordi tingene sker i enstemmighed. Det næste skridt har altid været, at det foregår trægt, fordi alle skal være enige, og så får man flere områder til at overgå til kvalificeret flertal.«

Heller ikke da OLFI går Thulesen Dahl på klingen og spørger, om der da ikke er nogen fordele ved at indgå i forsvarssamarbejdet, giver forsvarsordføreren sig:

»Hvad var det, vismændene i sin tid sagde om euroafstemningen i år 2000? De sagde, at de økonomiske fordele ved af afskaffe kronen og deltage i euroen var små og usikre. Jeg tror også, at fordelene ved at afskaffe forsvarsforbeholdet er små og usikre.«

Anderledes positivt stemt er Anne Sophie Callesen, som flere gange understreger, at det hverken er meningen, at EU skal erstatte Natos rolle, eller at Danmark med et eventuelt kommende unionssamarbejde på forsvarsområdet skal indsættes i flere missioner – i hvert fald ikke før, at Forsvaret er forstærket med yderligere ressourcer, som det også er en del af aftalen om kompromiset på forsvarsområdet.

Anne Sophie Callesen tror selv, at danskerne vælger at afskaffe forbeholdet, og noget kunne tyde på, at hun har noget at have sin positivitet i. I hvert fald viser en Megafon-måling foretaget for TV 2, at et flertal på 55 procent af danskerne nu ønsker at afskaffe forbeholdet.

»Det er jo helt op til danskerne. Du kan høre, hvor meget socialdemokraterne også har flyttet sig, og det, tror jeg, hverken er spin eller taktik. Det handler om, at man ikke længere kan holde fast i det, man troede var virkeligheden i går, når verden er en anden i dag. Det, tror jeg også, gør sig gældende for mange danskere,« siger Anne Sophie Callesen.