spot_img

DF-ordfører om besparelser efter OK24: »Så amatøragtigt, som det kan være«

Der er historisk mange milliarder på vej, men inden da skal Forsvaret i 2024 flere steder spare et større millionbeløb og gennemføre ansættelsesstop. Forklaringen skal findes i de nyligt overståede overenskomstforhandlinger, som resulterede i en lønstigning til statens ansatte. Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, finder timing og signalværdi dybt uheldig.

Forsvarsområdet fattes i dén grad penge, og der er øjensynligt bedre tider på vej. Med det seneste politiske løfte om en fremrykning af investeringerne og et tilsagn om yderligere 40,5 mia. kr. står det klart, at næsten 200 mia. kr. over de næste ti år lander i de slunkne kasser i både Forsvaret og de øvrige styrelser under Forsvarsministeriet.

Før det når så vidt, skal store dele af Forsvaret dog lige gennemføre besparelser, der beløber sig til et trecifret millionbeløb. Som OLFI kunne fortælle i sidste uge, skyldes det de nyligt overståede overenskomstforhandlinger – mange steder blot omtalt som OK24 – som gav et lønløft til statens ansatte med effekt allerede fra april i år. Den fulde kompensationen for de højere lønudgifter kommer imidlertid først til næste år, og derfor skal ministerierne i første omgang selv finde pengene.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Højere løn koster nye besparelser i Forsvaret for et trecifret millionbeløb

Besparelserne kan allerede mærkes ude i Forsvaret, og det vækker harme i Dansk Folkeparti, fortæller partiets ordfører, Alex Ahrendtsen, der onsdag gæstede Frontlinjen på Radio4.

»Jeg er rasende! Vi er jo til grin. Jeg synes, det er synd for soldaterne. Jeg synes, det er synd for Forsvaret. Og for Danmark. Vi har besluttet, at vi vil investere næsten 200 milliarder over de næste 10 år, og så skal de gudhjælpemig spare, fordi der ikke er lavet nogle ordentlige prognoser. Hvordan i alverden kan det hænge sammen? Jeg fatter det ikke. Og jeg er til grin som forsvarsordfører, for vælgerne tænker da: ’Har I overhovedet styr på noget derinde?’,« siger Alex Ahrendtsen, som selv besvarer spørgsmålet:

»Nej, det har vi så ikke.«

Styrelser har ikke budgetteret med modregninger

Alex Ahrendtsen mener ikke, at den regnskabs- og budgettekniske forklaring er nogen undskyldning for de myndigheder under Forsvarsministeriet, som nu må finde sparekniven frem. Hærkommandoen skal stampe ca. 125 mio. kr. op af jorden, mens Flyvevåbnet skal finde 23 mio. kr. i budgettet til de nye lønninger. Millionbesparelserne bliver paradoksalt nok meldt ud sideløbende med en større hvervekampagne på tv, podcast og sociale medier, og det er et skidt signal at sende til både skatteydere og soldater, mener Alex Ahrendtsen.

Artiklen fortsætter under tweetet …

»Det er amatøragtigt. Man kan jo ikke gå ud og hverve nye soldater og sige, at vi skal have flere rekrutteret, og samtidig spare og fyre og gennemføre ansættelsesstop. Der er ikke penge til det mest nødvendige. Altså, det er da så amatøragtigt, som det overhovedet kan være.«

Artiklen fortsætter under afspilleren …

Alex Ahrendtsen får støtte fra Hans Engell, som er politisk kommentator og tidligere forsvarsminister for de konservative under Poul Schlüter. Også han mener, at besparelser på et så kritisk tidspunkt som nu sender et skidt signal. For Hans Engell at se ligger skylden i de respektive styrelser, som burde have sikret mere luft i budgettet i tilfælde af, at OK24-forhandlingerne endte med en større lønstigning end ventet.

»Det, der er mit indtryk – uden at jeg skal gøre mig til banemester i forløbet her – er, at Forsvaret simpelthen ikke har budgetteret med, at der pludselig kunne komme de her modregninger. Hvis du spørger i Finansministeriet, i Forsvarsministeriet og andre steder, vil pilen nok i høj grad pege på Forsvarskommandoen og på de forskellige styrelser, som sidder med det økonomiske ansvar. De har ganske enkelt ikke har taget højde for de her ting,« lyder skudsmålet fra den garvede kommentator.

»For mig at se peger pilen i dén grad på det, som Rigsrevisionen og Statsrevisionerne gentagne gange har gjort opmærksom på, nemlig at Forsvaret ikke har styr på sin egen økonomi. Noget kunne noget tyde på, at det også er situationen her. Det er jo grotesk, og det er også derfor, at det ikke bare er Alex, som er sur og rasende og uforstående overfor det, der sker. Det tror jeg sådan set også, at forsvarsministeren er, fordi det er noget, der ligger nede i systemet.«

Et »meget, meget dårligt signal«

Ifølge Hans Engell er sagen endnu et symptom på »en systemfejl af de alvorlige«. Der er behov for en større oprydning på hele forsvarsområdet, mener han.

»Det, skulle man også tro, ville ske. Der er kommet en ny departementschef, der er skiftet ud på en række poster. Nu er sågar forsvarschefen blevet hjemsendt. Man skulle tro, at der nu kom noget mere orden på tingene,« siger Hans Engell og fortsætter:

»Men jeg har det lidt ligesom Alex Ahrendtsen og sidder bare og tænker: Hvornår vælter den næste sag ned, hvor man ikke har styr på tingene – eller ikke har haft det? Og det begynder jo at haste, fordi man kan jo ikke på den ene side forvente, at politikerne skal bevilge et trecifret milliardbeløb til Forsvaret – og det er jo skatteydernes penge – når man samtidig ikke har styr på det, vi kan kalde den almindelige budgetstyring.«

Udmeldingen om de nye besparelser gør, sammenholdt med mange øvrige sager, Forsvaret til en »mindre salgbar vare«, mener Hans Engell. Det kan i sidste ende betyde, at det bliver sværere at rekruttere de unge mennesker, man gerne vil bygge fremtidens forsvar op af.

»Forestil dig, at det var en anden type af virksomhed, som uge efter uge og måned efter måned havde tophistorier i medierne, som handlede om, at der ikke er styr på det, og hvor den øverste ledelse skiftes ud på den måde, det sker. Det er et meget, meget dårligt signal, og det er det jo ikke mindst på et tidspunkt, hvor vi i Danmark – og heldigvis for det – har høj beskæftigelse, vi har fuld beskæftigelse.«

Svært at vide, hvad der foregår

Èn ting er rekrutteringen af nyt personel til Forsvaret, en anden er konsekvenserne for det politiske arbejde med at udmønte det historisk milliardtunge forsvarsforlig og investere midlerne bedst muligt. For Alex Ahrendtsen har den senere tids mange møgsager gjort det svært at vide, hvad der reelt foregår og på hvilket oplysningsgrundlag, han og kollegerne i forligskredsen skal træffe beslutninger.

Det kom senest til udtryk få øjeblikke før forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) hjemsendelse af forsvarschef Flemming Lentfer i kølvandet på den såkaldte fregatsag. Kort forinden havde to modstridende redegørelser om forløbet fjernet den sidste rest af tillid til Flemming Lentfer, og efter et møde i forligskredsen umiddelbart før hjemsendelsen kunne man i landsdækkende medier høre Alex Ahrendtsen indrømme, at han havde mistet overblikket og ikke længere kunne gennemskue, hvad der foregik. Det vakte stor opsigt, men DF-politikeren står to uger senere ved sine udtalelser.

»Jeg hader uorden og kaos. Jeg kan lide orden, jeg kan lide at have styr på tingene. Jeg kan også lide at kunne svare på spørgsmål, når journalister stiller dem, og være ansvarlig overfor vælgerne. Så det var jo også lidt pinligt for mig at skulle stå der og sige det. Men det kom fra et ærligt hjerte.«

Med besparelserne på forsvarsområdet efter på OK24-forhandlinger gentager historien sig, om end sagen denne gang er lidt bedre belyst og trods alt befinder sig på et lavere trin af ”skandalestigen”.

Kom sagen ud af den blå luft, eller var forligskredsen blevet varslet om, at der måske kommer nogle justeringer på grund af overenskomstforhandlingerne?

»Nej, og da jeg så mailen fra ministeren – og ros for, at han trods alt informerer os – må jeg bare sige, hvis man havde taget et billede af mit ansigtsudtryk, tror jeg, det havde været noget i retning af: ’Hvad i alverden sker der nu?’,« forklarer Alex Ahrendtsen.

»Det er jo det, der er så utrygt som politiker og forsvarsordfører; at der hele tiden kommer disse orienteringer, hvor vi ikke forstår, hvorfor der ikke er styr på tingene. Og jeg tænker hver gang: Hvad er så det næste? Hver dag vågner jeg klokken seks og tænker: Hvad sker der nu på forsvarsområdet? Hvilken sag er nu på vej?«

Hør hele interviewet med Alex Ahrendtsen og Hans Engell i afspilleren i artiklen, i Radio4’s app eller på din foretrukne podcasttjeneste.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Missilproblem i Det Røde Hav skyldtes ukendt fejl på launcheren

Det var ikke som først antaget radar eller C2-system, der forhindrede”Iver Huitfeldt” i at affyre sine luftforsvarsmissiler, da fregatten i marts nedkæmpede fire droner i Det Røde Hav. Det var i stedet en fejl på missillauncheren, som nu er afinstalleret og sendt til nærmere undersøgelse. Det fremgår af Forsvarskommandoens...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer