DEBAT: Dansk forsvars- og sikkerhedspolitik bygger primært en forhåbning om, at Europa bliver klar til at forsvare sig selv i tide, og at amerikanerne bliver på kontinentet, mener Hans Tino Hansen. I dette indlæg ser han nærmere på tidshorisonten for en potentiel krig mod Rusland og opstiller fire scenarier for, hvordan virkeligheden kan se ud, hvis eller når USA skruer ned for sin militære tilstedeværelse i Europa.

Hvilke varsler, forventninger og scenarier baseres udformningen af fremtidens forsvar på, og hvad betyder et eventuelt amerikansk exit fra Europa i den sammenhæng?

Ideelt set havde man anvendt Zilmer-rapportens konklusioner som grundlag for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Men det virker som om, at end ikke en russisk angrebskrig i Europa har fået politikerne og den brede offentlighed til at forstå, at der har været et tektonisk skift i den europæiske sikkerhedsorden. Hvad der for fire-fem år siden blev anset for at være helt utænkeligt, nemlig krig, er det slet ikke længere.

Siden den svenske minister for civilt forsvar, Carl-Oskar Bohlins, udtalelse til Folk och Försvars rigskonference om, at den svenske befolkning skal forberede sig på krig og udtalelser fra flere lande om, at Rusland vil være klar til krig mod Nato indenfor to til fem år efter en afslutning af krigen mod Ukraine, har der været stor debat om varslingstiden for en krig mod Rusland og om, hvorvidt vi er tættere på en konflikt eller ej.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Minister og forsvarschef opfordrer svenskerne til at forberede sig på krig

Problemet med såkaldte varslingstider er, at de er behæftet med meget stor usikkerhed. I Danmark har vi i en meget lang periode i nullerne og tierne skullet læse i FE’s uklassificerede årlige trusselsvurdering, at der var en varslingstid på ti år for en væbnet konflikt. Hvis det havde været korrekt, så burde 2012-udgaven have indeholdt et varsel om krig i Ukraine med vidtrækkende konsekvenser for europæisk sikkerhedsordning og en hybridkrig i mange donæner. Det gjorde den som bekendt ikke.

FE’s tidligere varslingshorisont har dermed været med til at skabe grundlaget for den tornerosesøvn – eller søvngængeri – som danske politikere er faldet i gennem de seneste 20 år, og som de tydeligvis ikke helt er vågnet af endnu. Man kan for at blive i metaforerne påstå, at de stadig står og gnider sig i øjnene, mens de langsomt får virkelighedens lys i øjnene.

Det skorter ikke på eksempler på, at de ikke har åbnet øjnene endnu, når man læser budgetter, der skal ramme det ønskede mål i 2030, eller når planerne som følge deraf kommer til at have alle de væsentligste investeringer i slutningen af perioden.

Trump kan hurtigt reducere amerikansk tilstedeværelse

Havde man vurderet, at præmissen om truslen fra Rusland om krig to til fem år efter, at krigen mod Ukraine var afsluttet, var korrekt – og man antager, at Ukrainekrigen f.eks. er slut i 2025 – står man med perioden fra 2027 som planlægningshorisont for det tidspunkt, man skal være klar med alle kapabiliteter i Forsvaret og med et nyt totalforsvar. Lever man videre i tornerosesøvnen, og forventer man søvngængeragtigt ti års varsel, passer det med 2035. Det lader til, at det er denne “gamle strøm” sammenholdt med en manglende politisk vilje til at foretage de nødvendige prioriteringer for at sikre et forsvar og et fotalforsvar, der rettidigt modsvarer de trusler, man står overfor.

Med det nuværende forsvarsbudget over næsten ti år, må man gå ud fra, at forudsætningen har været, at Nato, og dermed andre Nato-lande, stadig vil stå for en meget stor del af den kollektive sikkerhed, som Danmark nyder godt af – både på det konventionelle område og naturligvis på det nukleare område. I den forudsætning ligger der en endnu vigtigere antagelse om, at USA de næste ti år vil levere mindst samme andel af det kollektive forsvar, herunder ikke mindst langt størstedelen af strategiske kapabiliteter.

Når man ser på varslingstider for trusler, bliver man også nødt til at se på varslingstider for “egne forhold”. Det vil sige: Hvad varslingstiden er for grundliggende ændringer i Natos kollektive forsvar. To potentielle ændringer ligger lige for som mulige: En reduktion i USA’s vilje til at betale for Europas sikkerhed, enten som følge af et præsidentvalg med Trump som vinder eller en langsommere neddrosling som følge af en politisk drejning af internationalt ansvar påvirket af republikanske strømninger. Alternativt kan en reduktion komme af et strategisk skift, der reelt har været i gang længe, fra Atlanten og Europa til Stillehavet og Kina.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Afskaf civil styringslogik og gør op med det politiserede forsvar

Med et valg af Trump, der dog reelt ikke ændrede meget under sin præsidentperiode og på nogle områder endda styrkede USA’s tilstedeværelse i Europa, kan der blive tale om en helt anden politik med betydelige reduktioner i Europa. Det skyldes, at han efter sigende ikke kommer til at have samme type af erfarne og internationalt orienterede ministre og toprådgivere omkring sig, som han trods alt havde under sin seneste præsidentperiode. Går det helt galt set fra et europæisk synspunkt, taler vi måske om væsentlige reduktioner indenfor ét til fire år. Hvis det er en glidende udvikling, enten som følge af ændringer i den generelle politik eller som følge af et bevidst strategisk skift mod Stillehavet og Kina, taler vi nærmere om fem til ti år. Det sidste (kontrol-)scenarie er, at der ikke sker ændringer.

Fire potentielle scenarier

Hvad betyder det for europæisk sikkerhed og for dansk og europæisk forsvarsplanlægning? Med de to ovenstående scenarier for varsling inden en potentiel krig med Rusland på henholdsvis “to til fem” og “fem til ti” kombineret med de to scenarier for amerikansk tilbagetrækning fra Europa, får vi potentielt fire udfald.

I det første, absolut worst case-scenarie er en amerikansk tilbagetrækning på kort sigt på et til fire år fra og med 2025 mod 2029 overfor en mulig krig fra 2027 og frem. Var man russisk strategisk planlægger og kendte man til ændringen i amerikansk politik, ville man nok tage højde for dette, såfremt man planlagde scenarier og timing for krig. Det giver måske to år til at erstatte amerikanske kapabiliteter, hvilket er helt urealistisk, uanset hvor mange ressourcer Danmark eller Europa kan mobilisere i processen. Her er toget helt kørt, for at blive i metaforerne, og Danmark vil stå med et aldeles ufuldstændigt forsvar og med lav sandsynlighed for afgørende forstærkninger. Vi vil heller ikke have nogen evne til selv at bidrage til Natos kollektive forsvar, da ingen af vores kapabiliteter vil være klar, måske bortset fra F-35.

I det andet scenarie har vi en tilbagetrækning på kort sigt på et til fire år fra og med 2025 mod 2029 overfor en mulig krig fra 2035. Det giver seks til ti år for Europa til at erstatte amerikanske kapabiliteter, hvilket på specielt det konventionelle område er delvist teoretisk muligt, specielt jo længere vi kommer mod de ti år. Realistisk set er det dog ret umuligt givet en kombination af manglende politisk vilje og europæisk forsvarsindustris manglende kapacitet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Manglen på åbenhed og debatvilje skader arbejdet med det nye forsvarsforlig

I det tredje scenarie har vi en glidende tilbagetrækning over fem til ti år fra og med 2025 – så effektivt fra 2030 til 2035 – og en mulig krig fra 2035. Reelt giver det ti år til at erstatte amerikanske kapabiliteter, hvilket på specielt det konventionelle område er delvist teoretisk muligt, men igen realistisk set ret svært af samme årsager som ovenfor, men med bedre mulighed for opnå det end ovenfor.

I det fjerde scenarie har vi en glidende tilbagetrækning over fem til ti år fra og med 2025 – effektivt fra 2030 til 2035 – og en mulig krig fra 2027, hvilket alt andet lige vil betyde, at de amerikanske kapabiliteter er stort set intakte i Europa, når en krig kan starte. Hvis der er et skift mod Stillehavet og Kina, er spørgsmålet, hvor meget USA i givet fald reelt kan forstærke Europa med.

Håb er ikke et grundlag for sikkerhed

Hvordan stiller ovenstående Danmark med det nuværende forsvarsbudget og med de nuværende indikationer på, at man er klar 2032-2034?

I første scenarie er vi helt fortabte ud over de muligheder, som et land i krig har for at mobilisere kræfter, det ikke kan i fredstid. Vi vil ikke have nogen reelle kapabiliteter på plads, hverken til nationalt forsvar eller kollektivt forsvar i f.eks. Baltikum.

I scenarie to og tre vil kapabiliteterne være på plads ud fra 2024-forligsforudsætningen, men vi har intet at bidrage med i forhold til at erstatte amerikanske kapabiliteter, der forsvinder. Det ville kræve meget store investeringer i hele Forsvaret og indkøb af væsentligt flere kampfly, opstilling af flere brigader og divisionstropper, transportkapacitet samt en væsentlig udvidelse af Søværnet. Når det kommer til det nukleare område, er det desværre ret urealistisk, at Europa kan erstatte USA.

Kun i fjerde scenarie kan vi regne med, at amerikanske styrker er til stede i Europa, men til gengæld vil ingen af de danske kapabiliteter være færdigudviklede hverken til nationalt forsvar eller bidrag til kollektivt forsvar.

Uden at bruge sandsynlighed for de enkelte scenarier, er konklusionen desværre nok, at dansk forsvars- og sikkerhedspolitik primært bygger på håb. Håb om at dansk og europæisk militær kapabilitet er på plads rettidigt i forhold til afskrækkelse af en russisk trussel. Håb om at USA ikke trækker sig fra Europa.

Håb er måske ikke det bedste grundlag for fred og sikkerhed …