spot_img

Derfor engagerer Kina sig ikke i Det Røde Hav, selv om konflikten skader økonomien

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Set med Vestens briller ville det være naturligt, at også Kina engagerede sig i at stoppe angrebene i Det Røde Hav. Konflikten skader kinesisk økonomi lige så meget som Vestens. Men Kina fører i sin geopolitik en helt anden strategi end Vesten, og derfor afventer kineserne udfaldet. Præcis som Kina har gjort det tidligere.

Det burde være logisk, at Kina som verdens største handelsnation bruger sine geopolitiske muskler til at sikre fred og passage i Suez-kanalen og Det Røde Hav, som er den vigtigste handelsrute mellem Asien og Europa. Men det er kun logisk efter en vestlig tankegang.

Kina er verdens største handelsnation, og lægger man de to næststørste i form af USA og Tyskland sammen, så er man på niveau med ”Riget i Midten”. Kina er verdens ældste fortsat eksisterende civilisation, og netop det forhold er mindst lige så vigtigt, som det første.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Joe Biden risikerer diplomatisk nederlag, mens Xi Jinping kan sole sig og holde hof

I øjeblikket kører det ikke rigtigt for økonomien i Kina, der i adskillige årtier har brystet sig med høje vækstrater i BNP, hvilket har bragt landet fra ulandsstatus til at være den ene af verdens to største økonomier. Cykliske økonomiske kriser præger landet, og det ville være logisk at prioritere fortsat vækst. Krisen i og omkring Det Røde Hav også er Kinas, fordi fragtraterne fra Asien til Europa og vice versa er steget med flere hundrede procent, som følge af den væbnede konflikt i Mellemøsten med udgangspunkt i krigen mellem Israel og Hamas og med stadig flere regionale knopskydninger – bl.a. i Det Røde Hav.

Kina har indlysende en nationaløkonomisk interesse i, at konflikten inddæmmes, så Suez-kanalen og containertransporten via det Røde Hav holdes fri, og fragtraterne kan gå ned. Men hvor er Kina i Det Røde Hav?

Det Røde Hav kunne være en win-win situation

USA er der, Danmark sender om ikke lang tid en fregat og et pænt kontingent personel for at bakke op om den fri verdenshandel. Så hvorfor er én af de største vindere af de sidste mere end tre årtiers globalisering ikke markant til stede? Det kunne da være en indlysende mulighed for at samarbejde konstruktivt med USA om et bolværk mod den afglobalisering, som har præget det sidste årti, og som begge supermagter har grundlæggende interesser i – og en mulighed for deeskalering i deres gensidige stormagtskonkurrence. Det kunne ligefrem ligne en ren win-win-situation.

Det korte svar er, at sådan hænger vore dages verden ikke sammen, for der en konkurrerende geopolitiske interesser i spil. USA har været engageret i Mellemøsten i mange årtier af mange gode grunde, og når nye kastanjer smides i ilden i den region, har man altid måttet spørge sig selv, om man skal intervenere eller afstå fra aktion lidt ligesom en politimand i Frederikshavn en mørk fredag aften, hvor der er noget uro på et lokalt diskotek – skal jeg træde i karakter eller tjenes situationen bedst med, at de lokale gemytter selv falder til ro?

Artiklen fortsætter under henvisningen …

https://olfi.dk/2024/01/16/lai-ching-te-vandt-valget-i-taiwan-men-staar-i-et-dilemma-i-forhold-til-kina/

Kinas udgangspunkt er fundamentalt helt, helt anderledes end Vestens. Kinas geopolitiske strategi bygger primært på ”Belt and Road Initiativet”, hvor 151 lande – herunder EU-lande – har underskrevet et ”Memorandum of Understanding” (MoU) og i varierende grad modtager eller har udsigt til infrastrukturinvesteringer fra Kina. Hjælpen er påskønnet hos de fleste, selvom det på ingen måde er en gratis frokost. Prisen er geopolitisk, kinesisk indflydelse.

Kinas interesser i Mellemøsten, i Nordafrika, ja på hele det afrikanske kontinent er massive og båret af et ønske om at holde sig på god – om end kontant – fod med alle. At lege politibetjent i området som USA tjener ikke det formål, for så får man nogle med sig og andre imod sig. Det er her det langsigtede perspektiv, verdens ældste eksisterende civilisation, kommer ind i beslutningsprocessen – der kan være kortsigtede økonomiske hensyn, der kunne tale for et mere markant kinesisk aftryk på konflikten i Det Røde Hav. Men det det skal vægtes mod udsigten til forandringen af verdensordenen de kommende årtier, hvor Kina ønsker at komme ud som den eller én af de helt dominerede magter.

Kina engagerer sig i internationale ikke-vestlige institutioner

I den sammenhæng er der et andet vigtigt spor i Kinas langsigtede udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er at op- og udbygge alternative internationale institutioner uden vestlig deltagelse – BRIKS, Shanghai Cooperation Organisation (SCO), ASEAN, Asian Development Bank med videre. Vestlige institutioner ledet af USA opbyggede en orden efter Anden Verdenskrig – EU, Nato, WTO, IMF, Verdensbanken, OECD for blot at nævne nogle – som Kina intet aftryk fik på. Men det er i bevægelse i både dette, forrige og næste årti. Sådan noget ved verdens ældste overlevende civilisation.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ikke-Vestens klub konsoliderer sig og udvider fra fem til 11 lande ved årsskiftet

Og så er der det med ”the axis of evil”, som den tidligere amerikanske præsident, George Bush Jr., måske ikke helt elegant fik døbt Iran, Irak og Nordkorea. Her er Irak i dag en fejlslagen stat, efter samme Bush’s invasion af landet i 2003, nu skiftet ud med Putin’s Rusland – så stadig tre ”bad-guys” og paria-stater. Set fra et vestligt perspektiv.

Hvem er leverandør af militært grej til både Rusland, der er i krig i Ukraine, Iran, der angriber sine naboer åbenlyst i denne tid og houthierne i Yemen? Det er Nordkorea. Kan Nordkorea levere uden kinesisk accept? Naturligvis ikke, landet er helt afhængigt af kinesiske støtte politisk og økonomisk. Nordkorea er en proxy for projicering af kinesisk global magt mod USA.

Da kommunistpartiet i Kina overtog den politiske magt i fastlands-Kina i 1949, var det under ledelse af Mao Zedong. Hans syn på Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen, der dengang var under opbygning, som sin tids verdensorden, var en lignelse. Om to tigere, der kæmpede – USA og Sovjetunionen – og den kloge abe, der betragtede kampen fra en bjergtop indtil kampen var afgjort, og den kunne stige ned og tage over.

Det kan meget vel være logikken bag, at Kina ikke løfter sin røst tydeligt omkring det Røde Hav, men afventer, hvordan det går USA – og hvem der er præsident i det land i 2025.

Jens Worning har været tilknyttet OLFI som sikkerhedspolitisk kommentator og analytiker siden 2023. Foto: Ernstved

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer