ANALYSE: I ugen op til Nato-topmødet i Litauen afviklede Shanghai Cooperation Organisation et virtuelt møde med regeringslederne fra bl.a. Kina, Rusland, Indien, Pakistan og Iran. Men det er slet ikke sikkert, at Nato-cheferne får tid til at se ud over Europas grænser, når de i morgen mødes i Vilnius.

Tonen var høflig, og konfliktlinjerne blev kun diplomatisk antydet, da Shanghai Cooperation Organisation (SCO) meget symbolsk holdt virtuelt topmøde på USA’s uafhængighedsdag den 4. juli. Stats- og regeringsledere fra Belarus i vest til Kina i øst sad klar ved skærmen til SCO-topmødet, der også kan ses som en alternativ optakt til denne uges Nato-topmøde i Vilnius. SCO blev stiftet i 1996 med Kina og Rusland som de bærende kræfter, og i det virtuelle topmøde var USA og Vesten ikke inviteret.

Organisationens officielle sprog er kinesisk og russisk. Tematikkerne er brede – sikkerhed, økonomisk udvikling og politik. Kernelandene er Kina og Rusland sammen med Indien, Kasakhstan, Pakistan, Kirgisistan, Tajikistan, Usbekistan og Iran, der i år blev optaget som fuldgyldigt medlem. Den samme status får Belarus i 2024.

Atypisk for et internationalt topmøde siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 var der ikke opstillet en talerstol til Ukraines præsident, Volodymyr Zelinskyj, og blandt de mange observatørlande var hverken USA eller EU-medlemslande. Eneste aftryk fra den transatlantiske alliance er Tyrkiet, der må formodes at blive et af hovedproblemerne i Vilnius, når talen falder på Sveriges medlemsansøgning. Kan et kompromis lykkes ved, at Tyrkiet får lov til at købe F-16-fly fra USA, eller vil Tyrkiet holde fast i sin forhandlingschip indtil det i 2024 står klart, hvem der bliver USA’s næste præsident?

Putin slap for at forklare sig

For Ruslands præsident, Vladimir Putin, var det formodentligt bekvemt oven på Wagner-mytteriet i juni, at SCO-topmødet var virtuelt, så han slap for uformelle møder med sine kinesiske, indiske og tyrkiske kollager. At han slap for at forklare sig. Ligeledes at Ukraine ikke var top-of-mind hos deltagerne.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Stoltenbergs forlængelse viser konturerne af Nato’s indre vulkanske konflikter

Det er derimod i høj grad regimestabilitet for både medlemslandene og observatørlandene – de såkaldte dialogpartnere, der tæller lande fra den arabiske halvø til langt ud i Central- og Sydøstasien. SCO er ikke et forum med en fælles ideologi eller et sæt fælles positive værdier. Men landene kan dog enes om, at separatistønsker er uvelkomne, og at man ser positivt på at slå ned på intern opposition.

I SCO fastslår landene gang på gang territorial integritet og grænsernes ukrænkelighed, hvilket er en vigtig sikkerhedskomponent på mange dimensioner. Indien har issues med grænserne til både Kina og Pakistan – og vice versa. Kina med spagfærdige separatistønsker i Tibet og andre regioner og har derudover sine udfordringer med Taiwan. De centralasiatiske lande hævder deres uafhængighed af Rusland og ser med gru, men relativt tavst på Ruslands krænkelse af Ukraines grænser og territoriale integritet.

40 pct. af verdens befolkning bor i et SCO-land

Som sådan er SCO ikke en organisation, der er vendt mod Vesten, men i højere grad har et fokus på indre konflikter. At Vesten ikke er en politisk eller økonomisk model, som man efterstræber, står dog helt klart. ”Vesten” er ikke et plusord i medlemsgruppen. Mange af landene var underlagt London og det britiske imperium i det 19. århundrede.

Det indiske formandskab – Indiens første for organisationen – lægger vægt på økonomisk udvikling, digitalisering og fokus på miljøproblemer (læs: klimakatastrofen). Her ligger et potentiale, som organisationen måske kan styrkes af og bringe den øget substans. Der er dog også knaster. Kina gjorde som vanligt meget ud af at fremme sit Belt-&-Road-Initiativ (BRI), der i år har 10-års jubilæum. Indien gjorde lige så vanligt opmærksom på, at det ikke er et koncept, man vil være en del af.

Hele 40 pct. af verdens befolkning bor i et SCO-land, og tilsammen står de for over 20 pct. af verdens BNP. Indien og Kina forventes samlet set at have en større økonomi end USA og EU om føje år. Tallene taler i høj grad sit eget sprog, som man kan fundere over i Vilnius i de kommende dage – at der er en verden udenfor den transatlantiske alliance, hvis indflydelse vi må forvente vokse de kommende årtier.

Det kunne man jo drøfte, hvis der bliver tid, inden man er færdig med at tale Ukraine og Sverige/Tyrkiet. Men det er jo ikke sikkert, der bliver tid til at se ud over Europas grænser.