BLOG: Danmark står foran en massiv opgave med at bringe Forsvaret tilbage på fode, så det kan løse de nødvendige opgaver i en turbulent sikkerhedspolitisk situation. Forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen giver her sit bud på, hvad der er behov for på både materiel- og personelsiden, så Forsvaret kan forsvare Danmark og leve op til Natos forventninger.

Når den nye regering er dannet, bliver én af de vigtige opgaver i foråret 2023 at forhandle et nyt forsvarsforlig. Den eksisterende forsvarsaftale 2018-23 udløber om godt et år, og en ny aftale skal helst være forhandlet på plads mindst et halvt år før den gamle udløber. Den socialdemokratiske mindretalsregering fik Forsvarschefens militærfaglige anbefaling i efteråret 2022. Men anbefalingen ligger formodentligt låst ned inde i ministeriet, indtil den nye regering er på plads. Anbefalingens indhold kendes formodentligt kun i Forsvarets top samt hos centrale embedsmænd i ministeriet.

Det væsentligste fundament for en ny forsvarsaftale bliver Zilmer-rapporten “Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035”, som blev offentliggjort d. 3. okt 2022. Her fremgår det i et centralt afsnit i resumeet:

»Den sikkerhedspolitiske situation indebærer en væsentlig forøgelse af Forsvarets opgaver frem mod 2035. Danmark skal yde mere til Vestens forsvar mod den militære trussel fra Rusland og til aflastningen af USA i Europa. Hovedopgaverne må forventes at blive fremskudt forsvar i Østersøregionen, herunder flere styrker på kort beredskab samt skærpet overvågning i Arktis og Nordatlanten. Forsvaret er forpligtet til at leve op til Natos styrkemål. Alene at nå de eksisterende styrkemål vil være meget dyrt og tidskrævende. De fremtidige styrkemål for Danmark må forventes forøget. Også fortsat støtte til Ukraine med bl.a. træning og våbenhjælp kan blive en ressourcekrævende opgave.«

Artiklen fortsætter under billedet …

20221003 TEASER Zilmer
Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om ambassadør Michael Zilmer-Johns dystre rapport om fremtidens forsvars- og sikkerhedspolitik …

Derfor bliver den politiske prioritering af forsvarets fremtidige opgaver helt afgørende. Her har Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 ændret det europæiske sikkerhedspolitiske landskab dramatisk. Rusland har nu vist vilje til at anvende militær magt for at opnå politiske mål. Og Rusland har også vist viljen til at ofre indtil videre op imod 100.000 døde og sårede soldater på at forsøge at opnå disse politiske mål. Samtidigt er Ruslands evne til at indsætte større konventionelle landstyrker mod et eller flere af Nato-landene – i hvert fald for en periode – noget reduceret. Krig omkring og i Østersøen er ikke længere en usandsynlig og teoretisk risiko. Det er en reel og sandsynlig risiko, som både Nato og Danmark skal tage højde for.

De afgørende parametre i det nye forsvarsforlig

I det følgende vil jeg analysere de afgørende parametre i en ny dansk forsvarsaftale:

Nato

Natos styrkemål er en central del af alliancens forsvarsplanlægning. Det er her, at Nato-staben i Bruxelles sætter rammen for Natos kollektive forsvar og afskrækkelse over for Rusland og tildeler de enkelte lande styrkemål. Styrkemålene er de luft-, flåde, og landstyrker, det enkelte land skal stille til rådighed for forsvarsalliancens kollektive forsvar. Ruslands invasion af Ukraine har betydet, at væsentligt færre russiske landstyrker umiddelbart kan true de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Men Natos styrker skal være på plads i fredstid eller på meget højt beredskab med veltrænede og ikke mindst veludrustede kampstyrker med komplet logistik til umiddelbar kamp for at kunne afskrække Rusland fra nye militære “eventyr”.

Danmark

Forsvarets vigtigste opgave er naturligvis at forsvare Danmark. Det omfatter fredsmæssig overvågning og patruljering af luftrummet og det maritime interesseområde over beredskabsforøgelser i krisetid op til krigsmæssigt forsvar. Her er den danske geografi og kontrollen af adgangen til Østersøen altafgørende. Danmarks geostrategiske beliggenhed har igennem mere end 800 år formet dansk sikkerhedspolitik. Det vil den også gøre fremover, når en stormagt som Rusland truer med at anvende militær magt i og omkring Østersøen.

Rigsfællesskabet

Grønland og Færøerne er kommet tilbage til en sikkerhedspolitisk rolle, som ligner den, de havde under Den Kolde Krig. Men en væsentlig parameter er ændret: De to rigsdele har fået langt større politisk ansvar for egne forhold, og det smitter af på sikkerhedspolitikken. Det er slut med at tage forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutninger hen over hovedet på de stedlige regeringer og parlamenter. Fremover skal det ske i dialog. Men geografisk er Grønland særdeles væsentlig for USA’s forsvar, og Færøerne ligger lige midt i Nordatlanten, hvor både overvågning af havområdet og luftrummet er central. Samtidig skal dansk forsvar fortsat kunne løse kystvagts- og redningsopgaver i de to rigsdele, selvom der langsomt opbygges en stigende lokal kapacitet til løsning af visse af disse opgaver.

Verden

Problemerne i Mellemøsten og på/omkring det afrikanske kontinent forsvinder ikke, selv om der er krig i Ukraine. Islamisk fundamentalisme, oprør, klimaforandringer, pirateri og anden kriminalitet samt migration forventes fortsat at plage disse områder i fremtiden. Militære virkemidler har kun begrænset effekt herpå, men visse militære kapaciteter kan understøtte andre virkemidler. Danske militære bidrag i regi af FN, EU eller koalitioner må fortsat forudses at være efterspurgte.

Prioritering

Prioritet 1 hos Nato og forsvarspolitikerne er og bliver Natos styrkemål. Disse kendes endnu ikke, men her er mine kvalificerede bud baseret på Nato-topmødet i Madrid i sommeren 2022 og de efterfølgende signaler fra alliancen:

Danmark skal fortsat stille en medium brigade til forsvaret af et af de baltiske lande, men fremover på et væsentligt højere beredskab (max 30 dage) og formentligt med en bataljon permanent eller semipermanent udsendt (lige som det er tilfældet i øjeblikket). Denne opgave vil kræve en stor indsats af den danske hær og kræve omlægning af hærens uddannelsesstruktur, således at den kommer til at minde om Helmand-perioden, hvor Hæren konstant uddannede og trænede soldater til en bataljonskampgruppe.

Danmark skal stille flådeenheder til både Østersøområdet og Nordatlanten. Disse flådeenheder skal kunne bidrage til at sikre den frie sejlads og forsvare sig selv og andre flådeenheder mod luft-, overflade- og undervandsangreb.

Danmark skal stille kampfly til Østersøområdet. I freds- og spændingsperiode skal disse fly medvirke til at forsvare Nato-territorium. I krigstid skal de kunne anvendes offensivt mod Ruslands missilsystemer som truer Nato-landene og den frie bevægelighed i Østersøen. Kun på denne måde kan Danmark bidrage til den fornødne afskrækkelse af Rusland. Her vil det lave antal kampfly, Danmark har anskaffet, blive en begrænsende faktor.

Danmark skal kunne forsvare eget territorium mod luftangreb (hvor missiler er den altdominerende trussel). Danmark skal også til enhver tid fastholde fri sejlads igennem de danske stræder.

Nato udvikler ikke styrkemål til det arktiske område. Men USA har klare forventninger til, at Danmark kan bidrage til øget overvågning og suverænitetshævdelse i og umiddelbart omkring Grønland. Overvågningen af luftrummet og havterritoriet omkring Grønland skal derfor øges væsentligt i fremtiden.

Ovennævnte styrkemål og nationale prioriteringer peger på følgende udviklingsbehov i Forsvaret:

  1. Flere værnepligtige og en større reserve. Det vil være nærmest umuligt for Forsvaret at rekruttere og derefter fastholde væsentligt flere soldater end i dag. Derfor må den nødvendige forøgelse af personelstyrken hovedsageligt ske via en væsentligt større reserve, som kan aktiveres med kort varsel. Værnepligtige vil ved en væsentlig længere tjenestetid (9-12 måneder) kunne løse en lang række opgaver ligesom under Den Kolde Krig og dermed frigøre fast personel til mere specialiserede opgaver. Efter værnepligtstiden vil de kunne indgå i reserven.
  2. Fuld opbygning af en kampklar medium brigade med alle de nødvendige våbensystemer samt fuld logistisk understøttelse inklusiv ammunition og forsyninger til minimum 30 dages kamp.
  3. Etablering af et jordbaseret luftforsvar til beskyttelse af vitale områder og installationer mod den russiske missiltrussel fra især Kaliningradområdet.
  4. Udrustning af Søværnets fregatter med opdaterede forsvarsmidler mod luft- og undervandstrusler samt anskaffelse af nye velbevæbnede patruljeskibe til anvendelse i de danske og tilstødende farvande. Desuden projektering af nye arktiske patruljeskibe (fregatter) til erstatning for de nuværende fire inspektionsskibe som i øjeblikket er ca. 30 år gamle. Disse arktiske fregatter bør også have en kapacitet til overvågning og bekæmpelse af undervandsmål i og nær de grønlandske farvande.
  5. Anskaffelse af moderne “stand-off”-våben til F-35-kampflyene samt anskaffelse af yderligere fly til anvendelse både nationalt og som en del af Nato-afskrækkelsen i Østersøregionen. Anskaffelse af yderligere et mindre antal MH-60R Seahawk til brug for intensiveret overvågning i de danske farvandsområder.
  6. Anskaffelse af nye overvågningsfly til erstatning for Challenger-flyene, som anvendes over og omkring Færøerne og Grønland. Disse overvågningsfly bør være af en type som både kan overvåge havområdet, luftrummet samt indhente elektroniske signaler, som eksempelvis de svenskbyggede Global Eye. Sådanne overvågningsfly vil også kunne anvendes i krisesituationer i Østersøområdet eller internationalt, hvis behovet igen opstår.
  7. Opbygning af en robust dansk totalforsvarsstyrke, som integrerer reservebaserede lokalforsvarsenheder, Hjemmeværnet samt Beredskabsstyrelsens enheder.

Konklusion

Det vigtigste i en ny forsvarsaftale – ud over prioriteringer – er tilstrækkelige økonomiske midler. Det nationale kompromis af 6. marts 2022 anviser en meget langsom tildeling af midler til Forsvaret. Når de sidste midler tilføres i år 2033, vil de afledte forsvarskapaciteter først være fuldt operative 5-7 år senere. Det dur ikke. Forsvaret kan kun forstærkes, såfremt økonomiske midler er klar til brug fra starten. Anskaffelse af forsvarsmateriel, rekruttering, uddannelse og træning af personel kræver midler up-front. Derfor må og skal det nationale kompromis justeres, således at opbygningen af dansk forsvar sker væsentligt hurtigere. Ellers overlader Danmark igen forsvarsopgaven til vores Nato-partnere, som alle opbygger deres forsvar væsentligt hurtigere end Danmark.

Dette indlæg er et forsøg på at skabe en debat om den politiske prioritering af Forsvarets fremtidige opgaver samt et bud på, hvorledes disse opgaver kan/bør omsættes til militær kapabilitet (både de teknologiske systemer og tilstrækkeligt veltrænet personel til at bemande forsvarets enheder). Kommentarer og synspunkter er meget velkomne.

Bærende billede: Soldater fra Den Kongelige Livgarde under årets største hærøvelse, Brave Lion. Foto: Tobias Roed Jensen/Forsvarsgalleriet

20170318 HansPeterMichaelsen
Hans Peter Michaelsen er uafhængig forsvarsanalytiker ved Forsvarsanalyse.dk samt Folk & Sikkerhed. han har haft 41 års tjeneste i Forsvaret og virkede til sin pensionering som militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Arkivfoto
guest
8 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer