KOMMENTAR: Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer er et utal af gange omtalt som alvorlige og fremtidsudsigterne som dystre. Overraskende er de til gengæld kun, hvis man har levet under en sten det seneste årti. Derfor er det forstemmende, når den danske politikerstand spiller forbavsede over Zilmer-Johns’ rapport og insisterer på at fortsætte nøleriet.

Dyster fremtid, dystre perspektiver, dystre forudsigelser. Skulle man reducere sin beskrivelse af ambassadør Michael Zilmer-Johns’ analysegruppes rapport om Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer frem mod 2035 til et enkelt ord, ville det uvægerligt ende med netop dét adjektiv: dystert.

Ordet fyldte meget, da rapporten mandag blev fremlagt på Frederiksberg Slot, og er da også velvalgt i en tid, hvor Putins Rusland på ottende måned demonstrerer sin indifference overfor folkeretten, hvor Kina spiller med musklerne og byder USA op til dans militært og økonomisk, og hvor planeten udfordres af klimaforandringer med potentielt massive flygtningestrømme fra ”det globale syd” til følge. Plus alle de andre katastrofer, som truer vores sikkerhed, naturligvis.

Mens udsigterne er dystre, burde rapportens indhold imidlertid ikke være overraskende for andre end de mest tungnemme iagttagere af international sikkerhedspolitik. Ikke desto mindre kunne man i forbindelse med lækket af føromtalte rapport for et par uger siden se diverse politikere råbe op om, at NU måtte der gøres noget, NU var det altså også på tide med de forligsforhandlinger, og NU måtte Danmarks selvforsvarsevne én gang for alle sikres. Den pludselige handlelyst har selvfølgelig sin forklaring i Ruslands ageren i Ukraine, og politikerne har helt evident ret i, at det næsten kun kan gå for langsomt med at sætte gang i de forligsforhandlinger, som alle med tilknytning til Forsvaret kollektivt i lighed med mange andre venter på. Men hvorfor skulle der en krig på det europæiske kontinent og en skriftlig afrapportering til, før handlekraften manifesterede sig?

Læs hele rapporten: “Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2025”

Det er lige dele tragisk og bekymrende, at erkendelsen af de sikkerhedspolitiske kendsgerninger først indfinder sig nu. Sagen er jo, at det i årevis har været åbenbart, at Vladimir Putin løbende ville udfordre den etablerede, regelbaserede verdensorden. Putin anerkender ikke de geopolitiske spilleregler, som med russiske øjne er en vestlig konstruktion uden nævneværdig legitimitet. Allerede i 1999 instigerede han krigen i Tjetjenien, i 2008 sendte han russiske tropper ind i Georgien, og i 2014 annekterede han så Ukraines Krim-halvø, uden at det udløste mere end et diplomatisk ”fy” fra Vesten – herunder Danmark.

Amerikansk Asien-fokus stiller nye krav

Det forekom med andre ord Putin at være næsten risikofrit at invadere nabolandet Ukraine, og selvom han simultant overvurderede sine egne væbnede styrker og undervurderede ukrainernes kampmoral, var den bagvedliggende kalkule i en vis udstrækning korrekt: Lande som Danmark fremstod handlingslammede og ville først på bagkant foretage sig noget som helst, der bare minder om oprustning. Deri fik han ret, for det er først nu, at alvoren virker til at være gået op for danske politikere, som indtil en skæbnesvanger februardag i år har brugt det meste af krudtet på at ”effektivisere” et i forvejen udsultet forsvar.

At lade som om, at det er en overraskelse, at Putin efter sin ulovlige – men ikke desto mindre succesfulde – annektering af Krim i 2014 nogle år senere udfordrede skæbnen yderligere, er at lade hånt om de stemmer i både den danske og den internationale debat, som over årene har råbt op. De har været legio, og jeg er overbevist om, at havde vores politiske niveau haft en interesse i at få et retvisende billede af virkeligheden, havde der siddet stribevis af forskere klar til at oplyse. Det kom de til sidst også til, og forskerne er selvsagt helt uden skyld i, at de alt for sent fik opdraget.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det er selvfølgelig ikke kun Rusland, Danmark kommer til at skulle forholde sig til de kommende år og årtier. Billedet af et passivt politisk parnas med sit primære fokus på økonomiske besparelser går dog igen, når man betragter en anden af vestlige magthaveres store hovedbrud, Kina, som også fylder en del i Zilmer-Johns-rapporten. Også her har skriften været at læse på væggen i flere år, og Kinas ambitioner klare for enhver med blikket rettet mod Indo-Pacific. Initiativer som infrastrukturprojektet Belt & Road opstår ikke ud af den blå luft, og massive investeringer i moderne krigsmateriel burde have givet et fingerpeg om, i hvilken retning regimets ambitioner peger og har peget længe: Kina vil slet og ret være en stormagt på lige vilkår med USA, og derfor har sidstnævnte over de seneste år i stigende grad rettet sit udenrigspolitiske fokus mod Indo-Pacific. Det betyder – udover at vi skal genoverveje vores diplomatiske og handelsmæssige forbindelser med Kina – at Danmark og resten af Europa skal tage større ansvar for sin egen sikkerhed fremover, fortalte Michael Zilmer-Johns, da han mandag præsenterede sin analysegruppes grundige rapport.

Kinas stormagtsambitioner og USA’s deraf følgende ”Pivot to Asia”-strategi har som nævnt været længe undervejs. Danske politikeres ofte usagte, men underforståede narrativ om, at den sikkerhedspolitiske forandring både i vores nærområde og i Fjernøsten er sket så hurtigt, at vi her i landet og det øvrige Vesten ikke har haft mulighed for i tide at træffe de fornødne foranstaltninger, holder dermed ikke. Det ville være mere klædeligt at fremskynde forligsforhandlingerne end at fremture med den fortælling i endnu et debatindlæg eller tv-interview med alvorlige miner.

Lige så må alle politiske forsøg på at undslå sig at leve op til Natos styrkemål være en saga blot. Men ingen verdens hensigtserklæringer eller løfter om bod og bedring i de kommende år ændrer på, at alle tegn i sol, måne og stjerner har været der, og at Danmark er vågnet op til dåd for sent – og så har jeg end ikke taget hul på at problematisere de 12 år, der går, før Danmarks forsvarsudgifter rammer de forjættede to procent af bnp, som Mette Frederiksen så sent som mandag afslørede, at hun ikke længere var sikker på tilstrækkeligheden af.

Nedskæringer bliver hurtigt et fjernt minde

I skrivende stund står vi på tærsklen til et folketingsvalg, måske udskrevet få øjeblikke efter publiceringen af denne kommentar. I de efterfølgende valgkampsuger vil vi formentlig opleve den sædvanlige politiske mudderkastning, som vi desværre har vænnet os til. Det bør politikere og partier spare sig på forsvarsområdet. Dertil er situationen for alvorlig.

At gøre alt det ovenstående til et spørgsmål om den ene eller den anden regerings politiske farve, er både vildledende og grænsende til det skamløse. Mange partier har direkte eller indirekte gennem passivitet og laden stå til været faddere til den situation, vi som samfund befinder os i nu. Forsvarsforligene er bredt forankrede, og både røde og blå bør i den kommende valgperiode – og meget lang tid derefter – se sig selv dybt i øjnene og overveje, hvorfor man har bragt Forsvaret i den situation, som det står i. Det er et kollektivt politisk svigt, som alle må tage ansvar for, og som kommer til at tage årtier at rette op på.

Nedskæringerne i Forsvaret vil med de kommende års pengestrøm in mente hurtigt blive reduceret til et fjernt minde, men det vil tilsvarende klæde politikerne at komme deres eklatante fejltrin i hu, når freden og stabiliteten i vores ”baghave” forhåbentlig engang vender tilbage. Aldrig igen må vi tage freden for givet, lade forsvar være forsvar og blindt forlade os på amerikanernes velvilje.

Lad mig afslutningsvis slå fast, at jeg naturligvis ikke har nogen indvendinger mod, at regeringen indhenter kyndig assistance hos Michael Zilmer-Johns og hans analysegruppe. Ovenstående er heller ikke skrevet for at forklejne analysegruppens arbejde, som er både grundigt og vigtigt og forfattet af meget dygtige diplomater med kompetent støtte fra landets fremmeste forskere. Det er alene timingen af opdraget og vores politikeres hule formaninger om, at de har handlet efter bedste evne, jeg kritiserer. Det har de hverken med de senere års naive udenrigspolitik eller den nærmest uendeligt lange tidshorisont i det nationale kompromis. Udlægningen af, at man handlede i god tro på den forhåndenværende oplysninger, vinder næppe heller gehør noget sted i eller omkring Forsvaret.

Mit fromme ønske for de kommende valgperioder er, at ordet fredsdividende bliver strøget fra den forsvarspolitiske ordbog, at røde og blå partier fortsætter parløbet mod et stærkere forsvar, og at nuværende og tidligere soldater – og den danske befolkning i bredere forstand – aldrig igen skal lægge ører til forblommet retorik, som ikke følges op af handling. Det har vi ganske enkelt ikke råd til.