spot_img

Et sikkerhedspolitisk fyrtårn er væltet

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

NEKROLOG: Uffe Ellemann-Jensen var en kriger og kæmpede Forsvarets sag til sin død natten til søndag. Gennem hele sit voksenliv argumenterede han for, at vi i Danmark skulle tage vores egen sikkerhed langt mere alvorligt. I 2016 advarede han mod Putin og forsøgte at råbe politikerne på Christiansborg op. Havde de dog bare lyttet.

Natten til søndag sov tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen stille ind omgivet af sin nærmeste familie. Gennem længere tid havde han kæmpet mod den kræft, som til sidst tog livet af ham i en alder af 80 år. Det afholdt ham dog ikke fra at gå helhjertet ind i afstemningen om EU-forsvarsforbeholdet for tre uger siden. Som den glødende europæer og koldkriger, Uffe Ellemann-Jensen var, nød han at være tilbage på den scene, som var hans gennem hele livet – som journalist, redaktør, politiker, forfatter, debattør, kronikør og blogger om særligt dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Han var på mange måder en tidlig udgave af det, som man i dag ville kalde influencer. Ikke på den selvpromoverende måde, hvor det mentale indhold sjældent flugter med udseendet. Nej han var en politiker, som inspirerede ung og gammel ikke bare i Danmark, men også i de lande omkring os, som han besøgte i sin tid som udenrigsminister.

I de baltiske lande var han med god grund en helt, som med sit personlige engagement spillede en helt afgørende rolle i den hurtige optagelse af Estland, Letland og Litauen i både EU og Nato. Han var en mand med mod, integritet og format, og som slet ikke kunne holde ud at se, hvordan vi i Danmark snyltede vores Nato-medlemskab ved ikke at betale det, som vi burde til det kollektive selvforsvar.

Uffe Ellemann-Jensen var selv et produkt af Forsvaret, og han diskuterede jævnligt den bekymrende udvikling i Forsvaret og i verden, når han gik de ugentlige spadsereture med sin nære ven, generalløjtnant Keld Hillingsø. Da krigen brød ud i Ukraine, udtalte han sågar, at de to gamle krigere sammen havde lyst til at drage i krig for at forsvare det uafhængige land mod Rusland.

Uffes far var den første til at vise mig Folketinget

Det kan nogle gange virke en smule overvældende, når en person dør, og kondolencerne strømmer ind. Mange, som kendte eller havde et personligt minde med den afdøde, har ofte et behov for at fortælle om egne oplevelser og anekdoter med den afdøde. Det skal vi ikke være kede af, for alle som en fortæller de små brikker om det liv, som er forbi.

Jeg har aldrig haft noget nært forhold til Uffe Ellemann-Jensen, og alligevel føler jeg, at jeg som soldat, journalist, (forsvars)politisk interesseret og redaktør på en eller anden forunderlig måde har haft et pudsigt skæbnefællesskab med ham og familien Ellemann-Jensen. Da jeg som lille dreng første gang besøgte Christiansborg formentlig i slutningen af 1970’erne, var min vært Uffes far, Jens Peter Jensen.

Han var gift med Edith Ellemann Jensen og var flyttet til Odense i 1969, da han blev chefredaktør på Fyns Tidende. Jens Peter Jensen sad ved siden af sit chefredaktørjob i Folketinget for Venstre fra 1969 og 20 år frem. Edith var dybt engageret i OK-klubben sammen med min onkel. Edith og Jens Peter blev venner med min onkel og tante, og på den måde stiftede jeg altså bekendtskab med politik og Christiansborg første gang, da Jens Peter inviterede børnene ind og se Folketinget.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse OLFIs interview med Uffe Ellemann-Jensen fra februar 2016 …

Da jeg kom i gymnasiet, besøgte jeg ofte min gode ven på Sundvej i Hellerup. Her boede Uffe Ellemann-Jensen for enden af vejen i nummer 50 i et smukt, gammelt og gult murstensrækkehus med udsigt over Øresund. Det var dog ikke den yderste matrikel. Naboen til Uffe Ellemann-Jensens rækkehus er en lille fodboldbane, som medlemmer af vejlauget på Sundvej frit kan benytte, og i tilknytning til den ligger der en lille strand og en badebro.

Det var ikke så få gange, at vi skød bolden ind i Uffe Ellemann-Jensens have. Han var dog sjældent hjemme dengang i slutningen af 1980’erne, hvor han til gengæld var en markant og værdifuld udenrigsminister for Danmark. Det var kort efter, at han meget mod sin vilje måtte rejse til møder i Nato-kredsen med fodnoter, fordi et alternativt politisk flertal i Folketinget tvang ham til det. Han lagde aldrig skjul på sin foragt over for fodnoterne, og det gav ham så mange politiske næser, at det til sidst var svært at holde tal på dem.

Først senere forstod jeg hans betydning for Danmark, og da jeg selv blev indkaldt som soldat til Den Kgl. Livgarde i 1991, var han et stort forbillede. Jeg kom på sergentskole, og i 1992 var jeg som sergent instruktør for Uffes søn Jakob, da han var på vej på sergentskole i Sønderborg.

Fra marts 1993 og et halvt år frem var jeg udsendt som FN-soldat med UNPROFOR til Kiseljak og Sarajevo i Bosnien-Hercegovina, som Uffe besøgte kort inden min egen ankomst, og det var her, at min store interesse for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik for alvor blev vækket.

Talte dunder mod de danske politikere

Da jeg i 2016 stiftede OLFI, ville jeg gerne fortælle historien om udsendelsen af korvetten ”Olfert Fischer” til Den Persiske Golf i 1991 – den korvet, som har lagt navn til OLFI, og som siden er blevet selve symbolet på begyndelsen af den aktivistiske udenrigspolitik. Jeg kontaktede derfor Uffe, som gladelig inviterede mig indenfor i hjemmet for enden af Sundvej. Jeg fortalte ham både om mit møde med hans far som barn, og at jeg havde været på besøg i hans have som ung for at lede efter fodbolde og i øvrigt forrettet tjeneste med Jakob i livgarden.

Det syntes den gamle koldkriger var morsomt, og han gnæggede, mens han lavede kaffe.

Artiklen fortsætter under videoen …

Og så fortalte han levende om tiden, da Muren var faldet, Sovjetunionen gået i opløsning, og Danmark sendte et krigsskib ud på den første internationale mission i mands minde. Han talte dunder mod Putin og advarede om, at vi måtte være forberedte på det værste, når Putin kunne finde på at sende små grønne mænd ind i Donbas, gå i krig og annektere Krim.

Når jeg siden har læst, hvad Uffe for nyligt har sagt om Putin, kan man ikke beskylde ham for at være bagklog. Han så truslen klart og tydeligt allerede dengang i 2016, og han talte dunder mod de danske politikere, som fortsatte med at skære ned på Forsvaret, mens truslen fra Putin bare voksede og voksede.

Advarslerne kom han ikke kun med over for mig. Han skrev jævnligt i Berlingskes spalter, havde sit eget talkshow med tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft på TV2 News, og han øsede gerne af sin viden og advarsler, når nogen gad lytte. Det gjorde mange, men det politiske flertal var lige glad. Havde flere dog bare lyttet og handlet på hans kloge ord, mens han var i live.

Han var vidende, holdt sig opdateret til det sidste, læste naturligvis OLFI og betalte sit årsabonnement så sent som i marts. Med Uffe Ellemann-Jensen er et europæisk og sikkerhedspolitisk fyrtårn væltet, men hans navn og fornemme eftermæle vil leve videre for evigt. Æret være hans minde.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Før eller siden er vi nødt til at sende Nato-tropper til Ukraine

DEBAT: Folk, der advokerer for en total ukrainsk sejr, må kalibrere deres retorik og strategi, for den kommer ikke, medmindre Nato engagerer sig militært i Ukraine, skriver debattør og historiestuderende Kasper Valentin Poulsen. Der er i sandhed sorte skyer over Ukraine i disse måneder. Både præsident Volodymyr Zelenskyj og hans...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer