BLOG: Forsvarsminister Morten Bødskovs intentioner er prisværdige, men der må handling bag ordene. Skal forsvarsdebatten sættes fri og fagligheden tilbage i højsædet, bør han derfor starte med at nedlægge styrelserne og give forsvarschefen sit helhedsansvar tilbage, mener reserveofficer Klaus Kroll.

Udnævnelsen af Morten Bødskov (S) blev nok mødt af et lettelsens suk mange steder, uagtet at oprydningsarbejdet efter Trine Bramsen (S) bliver særdeles omfattende. I et interview med OLFI og Frontlinjen på Radio4 fremhæver Morten Bødskov åbenhed som en dyd, forsvarschefen må igen kalde sig forsvarschef, vi skal vænne os til at lytte til de militærfaglige råd igen, og så er danskerne åbenbart ikke så ubegavede endda, at vi ikke evner at tale og skrive om forsvar i det offentlige rum. Så langt så godt.

Den nytiltrådte forsvarsminister mener derimod ikke, at strukturen er noget, som vi behøver kigge på, hvorfor styrelsesstrukturen og den politiske detailstyring vil fortsætte ufortrødent. Heri ligger kimen til et fortsat dysfunktionelt forsvar. Går man ind på Forsvarsministeriets hjemmeside og klikker ind under ministerområdet, står der følgende tekst:

»Forsvarskommandoen (populært kaldet ”Forsvaret”) er en militær myndighed (styrelse) under forsvarsministeriets område, som ledes af forsvarschefen. Forsvarschefen er samtidig forsvarsministerens øverste militærfaglige rådgiver.«

I praksis betyder teksten, at forsvarschefen ikke længere har helhedsansvaret for økonomi, personel, materiel og bygninger, fordi forsvarsområdet i dag er organiseret i styrelser direkte under Forsvarsministeriets departement. Dermed er forsvarschefen de facto en styrelseschef alene med ansvar for det uniformerede personel under Forsvarskommandoens paraply.

Artiklen fortsætter under billedet …

Netop tankegangen bag ordet ”styrelse” er en udfordring, da det udmønter sig i bureaukrati, ansvarsforflygtigelse og dysfunktionalitet. For at kunne kalde sig forsvarschef skal ansvaret samles under én hat, styrelserne nedbrydes og fagligheden styrkes. Med nedlæggelsen af den myriade af styrelser, der ligger under Forsvarsministeriet, bør der samtidig luges ud i de civile bureaukrater, og uniformerne genplaceres, da det er ulig meget nemmere at sætte sig ind i folkene på jordens situation, når man selv har stået i et skyttehul i Oksbøl eller pløjet igennem bølgerne i det nordatlantiske.

Med andre ord bør Forsvaret i overvejende grad bestå af soldater, med en soldat som øverste ansvarlige chef. Men selvfølgelig har Forsvaret stadig brug for civile kompetencer, der styrker fagligheden i forsvaret. De civile skal bare koncentrere sig om det, de har forstand på i stedet for at fortælle soldater, hvordan Forsvaret fungerer.

Bør skele til debatten i vores nabolande

Morten Bødskov vil gerne lytte til den militære faglighed. Men det kommer han aldrig til, så længe de faglige råd er sovset ind i politik, allerede inden de når hans skrivebord. Som minister får han aldrig den rå og uindpakkede sandhed, når mødet med Forsvaret sker gennem en censureret virkelighed. Exceltallene ser måske fine ud på papiret, mens de faktuelle tal ser helt anderledes ud, når man kradser lidt i overfladen. Derfor er den absolut første og vigtigste opgave at give forsvarschefen helhedsansvaret tilbage og begrave styrelsesstrukturen.

Forsvaret er udpint efter flere årtiers besparelser, og den effektive kampkraft er yderst begrænset. Plantede vi hele det danske forsvar på Bornholm, kunne vi end ikke doktrinært holde klippeøen, fordi vi kvantitativt er sparet ihjel. Forsvaret er hele fundamentet for vores frie samfund, og derfor bør det være en politisk topprioritet at genskabe Forsvaret, så vi kan ranke ryggen og med rimelig samvittighed hævde, at vi som et minimum kan leve op til Natos artikel III om selvstændigt at kunne imødegå angreb på dansk territorie.

I Norge og Sverige har man i stadigt mere kradse vendinger beskrevet udfordringerne, og i vores nabolande forventer politikerne, at de militære chefer blander sig i den offentlige debat i medierne, siger deres mening og forklarer, hvad der skal til for at leve op til deres ansvar. De skal med andre ord i fuld offentlighed beskrive den faktuelle virkelighed, som den ser ud fra de respektive forsvarschefers bord.

Den tilgang bør vi også have i Danmark, for derved ville Forsvarets kritiske situation blive lysende klar for befolkningen. I Sverige og Norge har deres respektive forsvar været i samme situation som i Danmark. Men blandt andet gennem offentlig debat er fokus sat på udfordringerne, hvilket har mundet ud i genetablering af en række enheder i begge lande.

Opgør med styrelsesstrukturen er altafgørende

Faktum er blot, at den offentlige debat om Forsvaret ikke kommer til at foregå i Danmark, før forsvarschefens rolle er gendefineret og renset for politisk farvning, inden den når offentligheden eller for den sags skyld de bonede gulve på Christiansborg. Forsvarschefen skal være fyrtårnet for faglighed ulastelig gennem en beskrivelse af de faktiske forhold og virkeligheden.

Han skal bruge den samme tid til seminarer, i pressen, på offentlige møder og i diverse udvalg på Christiansborg, som han bruger på sit eget kontor, udelukkende for at offentligheden og politikerne har en mulighed for at beslutte sig for, hvor Forsvaret skal hen, hvilken forsvarsevne vi behøver, og hvor mange skattekroner vi er indstillet på at bruge.

Han skal ikke navigere rundt i en Machiavellisk sump af styrelser, hvor politiske særinteresser vejer tungere end hensynet til landets sikkerhed, men være i stand til at styre Forsvaret sikkert frem mod de politisk fastsatte målsætninger. Han skal ikke ligge under for, hvornår det passer ministeren at tage et interview eller klappe virkeligheden af med departementschefen, inden han ytrer sig, for så ryger fagligheden direkte ud med badevandet.

Morten Bødskovs intentioner er måske fine nok, men en ændring af strukturen er altafgørende for, at vi kommer tilbage til fagligheden, og en forudsætning for at ministeren opnår præcis det, som han selv gerne vil, hvis han ellers mener, det han siger.

Nedlæg styrelserne, giv forsvarschefen helhedsansvaret tilbage og præsenter derefter en plan for, hvordan vi når op på at bruge 2 pct. af bnp på forsvar. Faktorernes orden er ikke uvæsentlig.