Regeringens sikkerhedspolitiske strategi kunne være skrevet af enhver af de forrige tre regeringer, mener Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, som dog savner konkrete svar på, hvordan Danmark skal leve op til sine Nato-forpligtelser. Heller ikke i Enhedslisten er man ovenud begejstret for strategien.

Ordene i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er både »fine og flotte«. Det mener Michael Aastrup Jensen, som er udenrigsordfører i Venstre og næstformand i Udenrigspolitisk Nævn.

»For at være helt ærlig er det jo noget, som en Lars Løkke-regering, en Helle Thorning-regering og for den sags skyld også en Anders Fogh-regering kunne have skrevet, så alt i alt kan jeg gå ind for 99 procent af de ord, der står,« han.

Tirsdag gæstede han sammen med Enhedslistens Eva Flyvholm og Socialdemokratiets udenrigsordfører Annette Lind Frontlinjen på Radio4 til en debat om strategien, om værdibaseret udenrigspolitik, og om hvor Forsvaret skal og bør bevæge sig hen i de kommende år. Men selvom Michael Aastrup Jensen altså kan stå inde for det meste af indholdet, giver den stort anlagte strategi langt fra alle de nødvendige svar, mener han.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

»Problemet er straks værre, når man skal sætte handling bag ordene. Det er det, der mangler i den her strategi. Der er ikke nogen plan for, hvordan vi når de to procent af forsvarsudgifterne, så vi kan nå op til den Nato-adgangsbillet, som vi jo selv har skrevet under på, at vi vil forfølge,« lød det fra Aastrup med henvisning til Wales-målsætningen, som kun flygtigt berøres i strategiteksten.

I Enhedslisten er man overvejende enige i, at planen lader en del tilbage at ønske i forhold til dens praktiske anvendelighed i den daglige udmøntning dansk udenrigspolitik, erkendte Eva Flyvholm, som er sit partis udenrigsordfører og forsvarsordfører. Der er med strategien ikke lagt en plan for de kommende årtiers.

»Nej, der tror jeg, at det er for ukonkret til, at man kan se det på den måde.«

EL: Ingen læring fra Afghanistan og Irak

I regeringens støtteparti Enhedslisten er man glad for den værdibaserede udenrigspolitik. Men mens regeringen i teksten taler menneskerettighederne op, træder den dem under fode, når man i den virkelige verden sender flygtningen tilbage til Syrien, mener Eva Flyvholm. Kritikken stopper dog ikke der:

»På samme måde savner jeg i virkelig høj grad, at alt det, vi har set ske med krigene i Afghanistan og Irak, havde givet anledning til noget mere refleksion over, hvordan man skal agere udenrigspolitisk og i de krige, Danmark er involveret i. Det er jo heller ikke en læring, der endnu er taget ind i strategien. Jeg synes, at det er enormt vigtigt at reflektere over det. Her siger man bare, at USA er vores allervigtigste allierede uanset hvad. Helt ærligt, her må man da stille spørgsmål til, hvad det er for en kurs, de har ført os ud på de sidste 20 år, men det sker ikke rigtig,« sagde Eva Flyvholm.

Artiklen fortsætter under billedet …

For Michael Aastrup og Venstre er det dog især status i Forsvaret, der fylder noget. Regeringen skriver i strategien alene, at Wales-målsætningen – altså at Danmark og de øvrige lande i Nato skal hæve forsvarsbudgetterne og nærme sig to procent af bnp inden 2024 – skal være forudsætningen for det kommende forsvarsforlig. Men det er ikke nok, mener man i oppositionspartiet, hvor man helst så, at forligsforhandlingerne blev åbnet nu, så der kunne lægges en plan for, hvornår det mål kan nås.

I regeringspartiet vil man dog ikke lægge nogle konkrete planer eller stille nogen en fast tidshorisont i udsigt, slog udenrigsordfører Annette Lind fast, da hun blev bedt om at forholde sig til.

»Det skal man selvfølgelig diskutere i forbindelse med forsvarsforliget, og det handler ikke kun om Socialdemokratiet, men om, hvad man kan blive enige om i den brede forligskreds. Vi skal arbejde hen imod målet, akkurat som vi har lovet, og det skal forhandles med de andre partier. Det er noget af det, vi gør i fællesskab. Vi skal se på Danmarks behov og på, hvad vi arbejder med.«

Afviser at indkalde til forligsforhandlinger

I Venstre havde man i regeringsperioden 2015-2019 selv muligheden for at udstikke en fast kurs mod Natos målsætning, som Danmark skrev under på året forinden ved Nato-topmødet i Wales. Det gjorde

»Vi må desværre erkende, at der er sket meget bare i det seneste par år, som vi ikke have forventet. Vi oplever et Rusland, som agerer mere aggressivt, men desværre også har fået bygget deres militærstyrker op på en helt anden måde, end vi havde regnet med. De ser også ud til at være villige til at bruge dem i en eller anden grad. Det må vi tage bestik af,« sagde Venstres udenrigsordfører og erkendte, at

»Det danske forsvar mangler rigtig mange penge for bare at komme op på nogenlunde standard. Det, vi beder om, er ikke at få to procent næste år eller året efter, men at vi får lavet en plan. Det, synes vi ikke, er for meget forlangt, og det er det, Nato reelt kræver. Derfor har vi sagt: Lad os få indkaldt til de forsvarsforligsforhandlinger nu. Vi er jo enige med statsministeren i, at det er en ufatteligt svær situation med Putin, men så lad os få de forhandlinger nu og få lavet den plan om de to procent.«

I første omgang skal forligskredsen dog heller ikke forvente at blive indkaldt til forhandlinger, slog forsvarsminister Trine Bramsen (S) fast allerede ved mandagens præsentation af strategien på Marienborg.

»Det er jo et rammeforlig, så der foregår omprioriteringer hele tiden, eksempelvis i forhold til hvor vi skal bruge mandskab. Men det er vores klare tilgang, at såfremt der er økonomiske mangler, så er det ikke det, der kommer til at stå i vejen for, at vi sender yderligere bidrag afsted. Men at begynde at trække hele Forsvarskommandoen ned og begynde at forhandle et nyt forsvarsforlig i en situation, hvor alle sidder og følger situationen i Ukraine og har aktiveret store dele af det danske forsvar, mener vi ikke er det rigtige.«