ANALYSE: Man kan læse meget ud af udnævnelsen af Forsvarsministeriets departementschef til ambassadør i Berlin. Det opsigtsvækkende karriereskifte løser et voksende problem for forsvarsminister Trine Bramsen, men rejser samtidig en række ubesvarede spørgsmål. For ministeren består hovedproblemet, og det er stadig manglende tillid til sit ministerium og til forsvarschefen.

Han kom til Forsvarsministeriet som et lysende talent og et bud på en fremtidig departementschef i Statsministeriet. Små fem år senere forlader han samme ministerium vingeskudt og med lidet flatterende ord knyttet til sin person, som vil blive husket for to altoverskyggende sager. Onsdag sendte Forsvarsministeriet en kortfattet pressemeddelelse ud, hvori man kunne læse, at departementschef Thomas Ahrenkiel »har ønsket« at vende tilbage til udenrigstjenesten og per 1. september er udnævnt til Danmarks ambassadør i Berlin.

Sagt på en anden måde havde Thomas Ahrenkiel ingen anden udvej end at forlade stillingen. Han var blevet en belastning, og det mest overraskende er sådan set, at der skulle gå så mange måneder. Da skandalen med svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) rullede på direkte tv i december, viste Thomas Ahrenkiel sig at spille en hovedrolle. Og den var ikke køn. Han havde ikke orienteret sig om de løbende advarsler til ministeriet om rod i regnskaberne i ejendomsstyrelsen, han havde ikke læst en afgørende mail, havde ikke læst det forberedende materiale til et møde, som havde sagen på dagsordenen og satte ikke punktet på dagsordenen for et senere møde.

Samtidig tørrede han i sin egen redegørelse en stor del af ansvaret af på »departementet«, og resultatet blev, at koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen blev fritstillet sammen med Hans J. Høyer, som var direktør i ejendomsstyrelsen. Dette til trods for, at Per Pugholm Olsen havde sendt en mail til departementschefen om den undersøgelse fra Rigsrevisionen, som var på trapperne. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) var »vred« over en elendig ministerbetjening, og hun iværksatte derfor en advokatundersøgelse. Den forventes at munde ud i en rapport i august, og her regner mange med, at departementschefen vil få med krabasken. Så hellere forlade ministeriet i tide.

Oven i det havde Thomas Ahrenkiel i sin personalemappe sagen fra 2018, da Kammeradvokaten rettede kritik af ham for ikke at leve op til forvaltningslovens regler om habilitet. Det skete, fordi han i 2016 havde siddet med i et møde, hvor hans dengang hemmelige kæreste i form af Forsvarsministeriets kommunikationschef fik tildelt et engangsvederlag på 75.000 kr. og en lønforhøjelse på 1.500 kr. om måneden.

Statsministeren har måttet  håndtere problemet Ahrenkiel

Når Thomas Ahrenkiel »har ønsket« at vende tilbage til udenrigstjenesten, kan man vide sig ganske sikker, at det ikke er en ønskepost for manden, selv om det for udenforstående på det nærmeste kan virke som en forfremmelse. Hvad der er sket bag Forsvarsministeriets tykke mure, kan man imidlertid kun gisne om. Og det gør mange så.

Men sikkert er det, at stillingerne som departementschef i Forsvarsministeriet og ambassadør i Berlin bliver diskuteret og godkendt i regeringens ansættelsesudvalg, som bl.a. behandler sager om udnævnelse af højtplacerede embedsmænd, departementschefer og højere internationale stillinger. Udvalget består ifølge Statsministeriet kun af statsministeren som formand og finansministeren. Vi kan således vide os ganske sikre på, at problemet Ahrenkiel er blevet vendt og drejet ad flere omgange af både statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S). Men hvorfor tog det så lang tid at finde ud af, hvad der skulle ske?

Artiklen fortsætter under billedet …

Det ligger fast, at Thomas Ahrenkiel i hvert fald ikke indledningsvis havde nogen som helst planer om at forlade sin stilling. Han svarede i hvert fald ganske klart »nej«, da nyhedsbureauet Ritzau spurgte ham i forbindelse med skandalen i ejendomsstyrelsen i december. Siden voksede presset på ham, og hvis man skal finde en logisk forklaring, kan det være, at man ganske enkelt ikke vidste, hvad man skulle gøre af ham.

Forsvarsminister Trine Bramsen har gennem hele forløbet forsøgt at fremstå som en hård og kontant minister, der ville rydde op og ikke var bange for at fyre chefer, som ikke levede op til deres betroede ansvar. Men den praktiske udførelse har udstillet hendes usikkerhed og rysten på hånden. Trine Bramsen har tvivlet, tøvet og samtidig talt dunder mod sit eget system uden at udvise nogen nævneværdig handlekraft bag de hårde ord. Man kan samtidig vide sig sikker på, at forsvarsministeren ikke har fået lov at træffe en så afgørende beslutning som at fyre en departementschef uden at have fået lov af statsministeren. Men det kræver et ønske om at gøre det.

Det hører her med til historien, at Thomas Ahrenkiel var Christian Kettel Thomsens mand. Han var ind til januar departementschef i Statsministeriet, og da han blev sendt af sted som vicedirektør i Den Europæiske Investeringsbank, mistede Ahrenkiel sin beskytter i Statsministeriet. Set i det lys kommer hans exit fra Forsvarsministeriet ingenlunde som en overraskelse.

Hvem skulle afløse Friis Arne Petersen?

I Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads bed man mærke i, at den opslåede stilling som ambassadør i Berlin efter Friis Arne Petersen ikke blev besat i den større ambassadørrokade, som fandt sted hen over nytåret. Mange regnede med, at Jeppe Tranholm-Mikkelsen skulle have posten, såfremt han efter fem år ikke blev forlænget som generalsekretær for Det Europæiske Råd. Det blev han imidlertid i april, men hvem skulle så have den eftertragtede og ledige post i Tysklands hovedstad? Udmeldingen blev trukket i langdrag.

Kun få ved, om Thomas Ahrenkiel frivilligt er gået med til at træde ned ad karrierestigen for at blive ambassadør i Berlin. En anden mulig årsag til det langtrukne farvel til Forsvarsministeriet kan være, at han har været gennem en tjenestemandssag og har måttet acceptere en omplacering. I så fald har fagforeningen DJØF formentlig været inde over sagen og haft en finger med i spillet om, hvilken post man kunne give den uønskede departementschef. Men det er gisninger.

Det hører med til historien om Thomas Ahrenkiel, at han overtog en rodebutik fra sin forgænger, Lars Findsen, og har høstet meget ros internt for at få rettet skuden op. Men han tog for let på sit ansvar. Forsvarsministeriet har ikke bare haft ry for at være et kaotisk ministerium, som har en tendens til at være arnested for skandalesager – det har i sandhed levet op til sit ry og rygte og mildest talt ikke ændret sig i Thomas Ahrenkiels tid, hvor han selv blev hovedperson i to pinlige sager.

Tilbage står, at Thomas Ahrenkiel forlader sin stilling i unåde. For udenforstående virker en ”fyring” til jobbet som ambassadør i Berlin som en hån mod de medarbejdere, som bliver straffet og får sat karrierer i stå for langt mindre foreteelser. Trine Bramsen handlede ikke, da hun kunne have fyret Thomas Ahrenkiel på gråt papir i december, men ser ud til at være hjulpet til at skille sig af med sin departementschef med et halvt års forsinkelse.

Vi skal her ikke glemme, at hun så sent som for under en uge siden på et åbent samråd i Folketingets Forsvarsudvalg sagde, at hun havde fuld tillid til både sin departementschef og forsvarschef.

Forsvarschefen er forsvarsministerens største problem

Og her er vi ved sagens kerne. For hvis departementschef Thomas Ahrenkiel efterhånden havde udviklet sig til en stor og stadigt voksende belastning for ministeren og Forsvarsministeriet, mangler forsvarsministeren stadig at finde en løsning på sit nu altoverskyggende problem. Det er den forsvarschef, som hun har udtalt »stor, stor tillid til«, og som de færreste i det militære system længere har nogen nævneværdig respekt for.

Forsvarschef Bjørn Bisserup har det helt overordnede ansvar for den kultur, som har tilladt nepotisme og inhabilitet, vennetjenester og kammerateri. Det er i denne usunde ledelseskultur, at den ene møgsag og skandale efter den anden har kunnet udspille sig gang på gang på gang blandt de allerøverste chefer i det militære hierarki.

Da dette medie skrev historien om den nu tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen, som blev anklaget for at have hjulpet sin kæreste frem i karrieren, kunne forsvarschefen ikke se, at »der var noget at komme efter«. Bjørn Bisserup havde »sat sig grundigt ind i den sag«, han havde »undersøgt den«, og »der var ikke noget, der stak ud«. Forsvarschefen kunne »ikke reagere på anonyme kilder« og havde i det hele taget den opfattelse, at det primært var dette medies skyld, at han havde følt sig nødsaget til at fjerne Hans-Christian Mathiesens kæreste fra en stilling under Mathiesen i Hærstaben.

Hvad Bjørn Bisserup ikke kunne se og prøvede at lukke ned ved at svare uden om, takserede en dommer ved Retten i Viborg i maj til 60 dages ubetinget fængsel. Efterfølgende prøvede forsvarschefen at tørre en del af ansvaret for de mange møgsager af på medarbejderne, som ifølge ham ikke gjorde nok for at råbe op om ulovligheder og misforhold vel vidende, at han over en bred kam selv er blevet tudet ørerne fulde med advarsler, som han imidlertid aktivt har valgt at sidde overhørige.

Nu kommer ankesagen med Hans-Christian Mathiesen så for Vestre Landsret i august, og spørgsmålet er, om en eventuel stadfæstelse vil give forsvarschefen selv eller forsvarsministeren anledningen til at træffe nogle yderligere beslutninger for at få ryddet op i Forsvarets skadelige ledelseskultur. Hidtil har forsvarsministerens løsning på forsvarschefens og andre topchefers og direktørers manglende evne til at efterleve forvaltningsloven været et kursus til alle militære og civile chefer i lønramme 37 og derover – inklusive forsvarschefen. Med departementschefens exit kommer en af stolene til at stå tom.

Spørgsmålet er, om der er flere tomme stole på vej?