Midt- og Vestjyllands Politi har overdraget sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse til bagmandspolitiet. Whistlebloweren bag afsløringen er overrasket over omfanget af sagen, hvor fem personer er politianmeldt for bestikkelse.
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – også kaldet bagmandspolitiet – overtager efterforskningen af sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor fem personer er politianmeldt for blandt andet bestikkelse.
Sagen drejer sig blandt andet om en række indkøb, tjenesteydelser og kontrakter, der er foretaget og indgået af medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og på den baggrund er fem personer anmeldt til Midt- og Vestjyllands Politi. Hidtil har sagen ligget hos Midt- og Vestjyllands Politi, men nu flytter sagen til statsadvokaten. Det oplyser Thomas Anderskov Riis, der er chefpolitiinspektør hos SØIK.
Artiklen fortsætter under billedet …
»Sagen har en kompleksitet og et omfang, der gør, at det er blevet besluttet, at SØIK efterforsker videre på sagen. Midt- og Vestjyllands Politi, vil dog fortsat være inde over efterforskningen, da politikredsen fremover vil assistere SØIK,« siger Thomas Anderskov Riis.
Overrasket over sagens omfang
Det var revisoren Karsten Hamborg Ravnsgaard, som gik til Rigsrevisionen, da han opdagede ulovlighederne hos den elinstallatør i Holstebro, hvor han arbejdede. Han var nyansat som økonomiansvarlig opdagede en skyggeøkonomi, hvor Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse handlede uden om de officielle kanaler.
Først gik Karsten Hamborg Ravnsgaard til sin egen chef, som ikke ville gøre noget ved sagen. Siden fortalte Karsten Hamborg Ravnsgaard virksomhedens egen revisor om skyggeøkonomien, men heller ikke han ville gøre noget. Først derefter gik han til Rigsrevisionen, som i december afleverede en rapport, som rettede en sønderlemmende kritik af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Siden blev direktøren i ejendomsstyrelsen sendt hjem, og det samme gjorde koncernstyringsdirektøren i Forsvarsministeriets departement, ligesom elinstallatørens eksterne revisor fik en fyreseddel. I dag er Karsten Hamborg Ravnsgaard mildest talt overrasket over at se, hvordan sagen er blevet ved med at udvikle sig, siden han rettede henvendelse til Rigsrevisionen.
»Jeg synes, at det er vildt, at det har stort et omfang, at de må overdrage sagen til SØIK. Det virker som, at sagen er større, end nogen havde forestillet sig,« siger Karsten Hamborg Ravnsgaard.