ANALYSE: Blandt forligspartnere og i forsvarets ledelse var han et politisk fyrtårn, som sikrede nye mia. til forsvaret. Længere nede i geledderne ser mange på den nu forhenværende forsvarsminister som manden, der både skamferede og civiliserede forsvaret – og siden tog æren for at få det tilbage på niveau.

Alt afhænger af øjnene, der ser. Og sjældent har meningerne om en forsvarsminister været så delte, som dem man hører om Venstres Claus Hjort Frederiksen, der torsdag sagde farvel og overdrog stafetten til socialdemokraternes Trine Bramsen (S) under en ceremoni i Forsvarsministeriet.

For nogle et politisk fyrtårn, der efter årtiers nedskæringer på forsvaret sikrede et løft på sammenlagt 14,3 mia. kr. de kommende seks år. For andre en bøddel, som barberede 15 pct. af forsvarsbudget for år senere at give pengene tilbage igen med en sang om, at forsvaret var blevet løftet markant. Oven i købet kommer de store penge først om fem år, og flere tvivler derfor på, om de nogensinde kommer. Om forliget holder perioden ud eller bliver afløst af smalhals, hvis præsident Trump ikke bliver genvalgt, og et politisk flertal kræver forsvarsforliget ændret inden indfrielsen af de mange mia. Seks år er meget lang tid i politik, og de seneste forlig har ikke holdt perioden ud.

Artiklen fortsætter under billedet …

Teaser Hjort2
OLFI interviewede i vinteren 2017 daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) om Forsvarets økonomiske ramme, budgetanalyserne og det kommende forsvarsforlig. Klik på billedet for at læse artiklen.

Men hvordan havnede Claus Hjort Frederiksen i Forsvarsministeriet? Det skete midt i regerings-kaosset i november 2016, da han måtte forlade Finansministeriet og overlade det til næstformand Kristian Jensen (V), fordi daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) pludselig skulle finde ministertaburetter til Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Ud af Forsvarsministeriet røg den ellers vellidte Peter Christensen (V), som ikke var blevet valgt til Folketinget, og ind kom Claus Hjort Frederiksen, der på det militærfaglige område mindede om et nyt barn i trafikken.

»Jeg betragter stadig mig selv som lærling på dette område, og jeg er ved at sætte mig ind i, hvad jeg egentlig er minister for,« sagde han ærligt, da OLFI interviewede ham første gang tre måneder efter sin tiltrædelse i slutningen af november 2016.

Tænkte først og fremmest på økonomi

Interviewet blev bragt i begyndelsen af marts 2017, og det afslørede en minister, der var overrasket over omfanget af truslen fra Rusland, men dog først og fremmest tænkte på økonomi. Årsagen var det netop indgåede tillægsforlig om købet af nye kampfly, som ikke hang sammen. Selv om Danmark kun køber 27 stk. F-35 Joint Strike Fighter, som ifølge mange eksperter er for lidt for at kunne løfte samme opgaver som i dag, manglede der ved den politiske aftaleindgåelse i juni 2016 en mia. kr.

Den pålagde Claus Hjort Frederiksen som finansminister sammen med forligspartierne forsvaret selv at finde, og det var årsagen til den meget omtalte budgetanalyse, som gennem 2017 og 2018 martrede store dele af Forsvaret. Konsulenthuset Struensee & Co., som havde en helt særlig forbindelse til viceforsvarschef Per Ludvigsen, blev sluppet løs og kommanderede rundt med Forsvarets medarbejdere, som gennem det mange måneder lange forløb oparbejdede massive mængder overarbejde for at tilfredsstille de eksterne konsulenter med mere eller mindre brugbare tal.

Artiklen fortsætter under billedet …

20171213 STM Forlig2
Den 11. oktober 2017 præsenterede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regeringens udspil til et kommende forsvarsforlig i Spejlsalen i Statsministeriet på Christiansborg. Arkivfoto: Ernstved

I det første udkast af budgetanalysen stod Hærens regimenter til lukning for at skabe en enstrenget struktur i Hæren. Men efter OLFIs graven i sagen hen over sommeren og efteråret 2017 brød debatten for alvor ud i lys lue måneder før forligets indgåelse. Den debat var ifølge mange helt afgørende for, at Forsvaret og i særdeleshed Hæren slap for de vildeste af de oprindelige forslag.

Substantielt løft kom alene på grund af pres fra USA

Ved indgåelsen af det nye forsvarsforlig i januar 2018 triumferede Claus Hjort Frederiksen ved at lande en bred aftale med »et substantielt løft« til forsvaret i form af en forøgelse af forsvarsbudgettet på 12,8 mia. kr. over seks år. Det lød godt, men kritikerne bed også mærke i, at det reelle løft først kommer i de sidste år af forliget. I 2018 voksede budgettet alene med 800 mio. kr., og det samme gør sig gældende for 2019.

Artiklen fortsætter under billedet …

20180128 Forlig3
I januar 2018 kunne daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) præsentere et nyt og seksårigt forsvarsforlig i Forsvarsministeriets nye domicil på Holmens Kanal 9. Arkivfoto: Ernstved

Samtidig herskede der ikke meget tvivl om, at pengene alene kom på grund af et kolossalt pres fra USA og ikke på grund af den borgerlige regerings reelle ønsker om at tilføre forsvaret flere penge. De kom heller ikke på baggrund af en analyse af Forsvarets behov, men udelukkende ud fra en kalkule af, hvor lidt regeringen kunne nøjes med at øge budgettet for at tilfredsstille USA.

Forliget skal også ses i lyset af, at Claus Hjort Frederiksen som finansminister i 2011 pålagde Forsvaret en besparelse på 15 pct. svarende til sammenlagt omkring 3 mia. kr. om året. Med det nye forlig fra 2018 ville forsvaret alene nå tilbage på det oprindelige niveau fra 2011 i år 2023. Så meget for et substantielt løft. Til regeringens store frustration stillede Donald Trump og USA sig dog ikke tilfreds med de 12,8 mia. kr., som ifølge storebror på den anden side af Atlanten slet ikke slog til og alene ville få Danmark op på at bruge 1,3 pct. af bnp i 2023.

Hvad gør man så? Man skeler til, hvor meget Tyskland vil bruge på forsvar og lægger sig på præcis det samme beløb, ændrer opgørelsesmetoden til Nato og finder 3 mia. kr. i andre regnskaber, som man kan bogføre hos forsvaret (pensioner og civil uddannelse) og får forligspartierne med på at tilføre yderligere 1,5 mia. kr. Så står vi lige med vores naboer og lander i 2023 på 1,5 pct. af bnp. Dygtigt politisk håndværk, men hvem er det, man forsøger at narre?

Man kan spørge sig selv, om manøvren var Claus Hjort Frederiksens egen genistreg – eller blot blev udført med en pistol for panden. Noget tyder på det sidste, og mon ikke at Trine Bramsen var tvunget til at komme igennem med præcis det samme resultat, havde det været hende, der havde ansvaret og stirrede ind i Donald Trumps twitter-pistolmunding?

Hjorts beslutning resulterede i en civilisering af hele forsvaret

Claus Hjort Frederiksens 15 pct. besparelse for otte år siden resulterede i helt nye og i brede dele af forsvaret forhadte tiltag som en gennemgribende civilisering af forsvarets organisation med en marginaliseret forsvarschef, oprettelsen af civile styrelser med reference til departementschefen i stedet for forsvarschefen, en helt ny uddannelsesstruktur og et nyt ansættelsessystem, som ifølge medarbejderne kun ser ud til at gavne dem i toppen. Denne opfattelse er for medarbejderne til fulde blevet bekræftet med alle sagerne om inhabilitet og nepotisme i efteråret.

Alt dette skete samtidig med, at politikerne pålagde forsvaret flere og flere opgaver med nye internationale missioner og overtagelse af nogle af politiets tungeste opgaver med grænsekontrol og bevogtning af jødiske installationer rundt om i landet. De mange opgaver stemmer ifølge mange medarbejdere ikke overens med midlerne, og resultatet har været både vrede og frustrationer.

Artiklen fortsætter under billedet …

20180502 CHF1 1
Claus Hjort Frederiksen mener, at hans nu tidligere kontor minder om en bankdirektørs. Arkivfoto: Ernstved

Harmen blandt medarbejderne retter sig dog ikke alene mod Claus Hjort Frederiksen, men lige så meget mod Forsvarets ledelse og i særdeleshed daværende forsvarschef Peter Bartram, som efter sin tiltrædelse i 2012 frejdigt proklamerede, at forsvaret kunne løfte de samme operative opgaver som hidtil med tre mia. kr. færre om året. Ikke så underligt, at SF’s Holger K. Nielsen havde svært ved at tro sine egne ører, dengang han hørte det.

»Så skulle besparelsen jo have været gennemført længe før!,« som han sagde det under en debat på Folkemødet i 2018.

Træerne voksede imidlertid ikke ind i himlen. Nok fortsatte Forsvaret med at løse de samme opgaver, men langsomt begyndte forsvaret at degenerere indefra. Materiellet gik i stykker, men kunne ikke repareres pga. manglende reservedele. Personellet sygemeldte sig med stress over evige udsendelser i internationale missioner (med mindre man var kæreste med chefen), familier gik i stykker, og det civile samfund tog gladeligt imod de mange militærfolk af alle rangklasser, som havde fået nok.

Står som personificeringen af alle dårligdommene

For mange ansatte står Claus Hjort Frederiksen som personificeringen af alle dårligdommene. At han bredt høster ros for at have løftet forsvarsbudgettet tilbage på niveau, har man svært ved at juble over i Forsvaret. Naturligvis ser personellet med tilfredshed på, at det peger mod lysere tider, men historien og skiftende ministres fatamorgana–udtalelser om forsvarets ve og vel har udstyret de ansatte med en solid omgang skepsis.

Her er vi ved sagens kerne. Claus Hjort Frederiksens og for den sags skyld forsvarets ledelses beskrivelse af de faktiske forhold i jernindustrien stemmer ganske enkelt ikke overens med medarbejdernes oplevelser. Slesk tale og rosenrøde beskrivelser vækker kun harme, når virkeligheden viser sig helt anderledes alvorlig med mangel på materiel, ekstra vagter, aflysning af uddannelse, inddragelse af friheder og udsendelser i et væk.

Set i det lys virkede det som en hån og en rød klud i hovedet på forsvarets vigtigste ressource, da Claus Hjort Frederiksen bramfrit bemærkede, at besparelserne ikke er gået ud over Forsvarets kampkraft, og at Forsvaret har leveret på alt, hvad politikerne har bedt dem om.

Artiklen fortsætter under billedet …

20190627 Bramsen9
Afgående forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) takker sin afløser form af Trine Bramsen for den drone, hun netop har givet ham i afskedsgave, så han kan overvåge blå blok. Foto: Ernstved

De mange sager om inhabilitet har heller ikke gavnet medarbejdernes syn på den øverste politiske chef. I stedet for at indlede et markant opgør med en ledelseskultur præget af inhabilitet og nepotisme tog Claus Hjort Frederiksen sine chefer i forsvar, negligerede på trods af alvoren flere af sagerne og kaldte dem »petitesser« og kaldte personaledirektøren for »pure frifundet«, selv om Kammeradvokatens rapport om hende afslørede adskillige yderst problematiske forhold. Hvad der videre sker vil personaledirektøren ikke svare på spørgsmål fra OLFI om.

Da personalestyrelsen endelig offentliggjorde Forsvarsministeriets til lejligheden udarbejdede retningslinjer om inhabilitet, skete det ved som det første at slå fast, at man som chef og næstkommanderende i Forsvaret godt kan være kærestepar og ægtefæller. Har ministeren, ministeriet, styrelserne og ledelsen slet ikke forstået budskabet? Åbenbart ikke.

Som debatten om råddenskab i forsvarets ledelse afslørede på Folkemødet i år, handler sagerne om inhabilitet ikke så meget om jura, men om simpel ledelse, moral og etik. Den skal man efter to et halvt år med Claus Hjort Frederiksen ved roret åbenbart stadig lede længe efter i Forsvarsministeriets øverste lag.

Udenforstående ser med beundring på Hjort

Anderledes positiv lyder omtalen af Claus Hjort Frederiksen, når man taler med politiske med- og modspillere. Det er svært at finde nogen, der har noget negativt at sige. Claus Hjort Frederiksen er en dreven politiker, som er inde i sagerne. Han ved, hvor han vil hen, og han har som tidligere finansminister den politiske tyngde til at nå derhen.

Politisk har han dygtigt holdt forligspartnerne i hånden og inddraget dem i større beslutninger, længe inden de skulle træffes officielt. På den måde har han formået at få selv De Radikale med på to omfattende forøgelser af forsvarsbudgettet. Det i sig selv er en bedrift. Omvendt må man spørge sig selv, om det var Claus Hjort Frederiksens fortjeneste eller det umisforståelige pres fra USA?

Artiklen fortsætter under billedet …

20180110 EFP DEP06
Daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) gav sig god tid til at komme rundt i hangaren i Roskilde Lufthavn for at hilse på både soldater og pårørende inden det første danske bidrag til Enhanced Forward Presence (EFP) rejste til Estland. Arkivfoto: Ernstved

Som et af regeringens fremmeste medlemmer med naturligt sæde i regeringens koordinationsudvalg har Claus Hjort Frederiksen på mange måder overtaget noget af udenrigsministerens domæne. Denne har med Liberal Alliances Anders Samuelsen i stolen på Asiatisk Plads været svækket og har på trods af sin formelle og ministerielle storebror-rolle ikke kunnet stille noget op i forhold til Hjort, som overtog scenen, når begge ministre eksempelvis deltog i Nato-møder.

Man kan roligt regne med, at dette forhold nu bliver normaliseret med Jeppe Kofod (S) som udenrigsminister og Trine Bramsen som Claus Hjort Frederiksens afløser. Hans personlige og tætte forhold til USA’s tidligere forsvarsminister James Mattis hører med til historien om den danske forsvarsminister, som har optrådt som en dygtig diplomat i internationalt regi og knyttet stærke bånd til vigtige alliancepartnere.

Blandt medarbejderne i Forsvarsministeriet er Claus Hjort Frederiksen kendt som en minister, der respekterer høj og lav og går ind i folk med – om ikke træsko på – så med sin evige mulepose i hånden, som departementschef Thomas Ahrenkiel sagde det i sin takketale til Hjort ved ministeroverdragelsen torsdag. På den konto har han vundet mange point, lige som han har svømmet som en fisk i vandet, når han har været rundt og besøge tjenestesteder og hilst på familier og pårørende til udsendte.

Hvordan vil eftertiden så huske ham? Det afhænger helt af øjnene, der ser.

guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer