Finansministeriets evne til at udforme dansk forsvar er stærkt bekymrende

Danmark bliver onsdag i denne uge en del af den britiske Joint Expeditionary Force (JEF). Foto: British Armed Forces

BLOG: Dansk forsvar lider, og det er en befrielse at se en ansvarlig politiker som Rasmus Jarlov lægge sine bekymringer ud. Lad os få fakta om det danske forsvar frem i lyset, så den politiske gren kan beslutte vejen for dansk forsvar på et oplyst grundlag.

Onsdag sidste uge blev Rasmus Jarlov (K) ny erhvervsminister og optrådte samtidig i et opsigtsvækkende interview her på OLFI, hvori han kritiserer Forsvarets øverste lag og Finansministeriets indblanding i Forsvarsministeriets forhold. Den kritik giver anledning til bekymring.

Verden er ikke blevet fredeligere, og set i det perspektiv er Finansministeriets evne til at diktere udformningen af forsvaret stærkt bekymrende. Det samme er tvivlen om en amputeret forsvarstops manglende evne og vilje til at give en objektiv vurdering af Forsvarets størrelse samt kapaciteter, der næppe reflekterer meget andet end Finansministeriets ønsker.

Dengang meningerne ikke blev pakket ind

Jeg husker med vemod tilbage til tiden med general Knud Bartels, der skrev direkte til ministeren og forholdt sig til det militærfaglige i en udsendelse af en radar og sagde tingene uindpakket, uanset om det passede ind i de politiske ønsker og den politiske virkelighed. Der fandtes også en tid med general Hillingsø og general Lyng, som fortalte politikerne, hvad status var på jorden uden at dyppe deres meninger i den politiske sovsekande, så den kunne støde embedsværket i Finans- og Forsvarsministeriet.

Ved flere lejligheder har jeg talt med siddende forsvarspolitikere og beskrevet, hvordan virkeligheden er ude i garagerne og på jorden i forskellige missioner. Efter et par minutter er samtalerne drejet i en anden retning, og mine beskrivelser er blevet affejet med, at det ikke er det, de hører fra Forsvarsministeriet eller Forsvarets top.

Det skyldes typisk to ting. Den ene er, at soldaten på jorden oplever tingene gennem sine egne briller, hvor der kan være skyklapper af varierende størrelse. Den anden og mere bekymrende er, at man op gennem systemet pynter gevaldigt på de udfordringer, et hensygnende dansk forsvar lider under.

Adskil den militære og politiske gren

Faktum er stadig, at vi har en alt for lille hær, savner adskillige kapaciteter i Søværnet og får for få fly til Flyvevåbnet. Læg dertil, at Hjemmeværnet og Beredskabet er kronisk skåret ned til en skygge af sig selv, uden at politikernes ambitioner for den samlede sikkerhedsstyrke er væsentligt reduceret – nærmere tværtimod.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse interviewet med erhvervsminister Rasmus Jarlov, som ind til onsdag var formand for Folketingets Forsvarsudvalg og de konservatives forsvarsordfører.

Mandag breakede nyheden om, at Danmark er tilmeldt en ny reaktionsstyrke, Europæiske Interventions Initiativ (EI2), samt nærmer os effektueringen af Joint Expeditionary Force (JEF). Måske burde politikerne kigge dybt i værktøjskassen og erfare, at vi næppe har en brøkdel af de enheder, der tilmeldes i flæng, og at hele manøvren er en papirøvelse, for at få et marginalt bidrag til at se substantielt ud. Tordenskjolds brigade får travlt.

Midlet til at imødegå den udvikling, hvor skrivebordskrigernes styrke langt overgår den fagligt funderede, er adskillelsen af den militære og politiske gren. Giv forsvarschefen ansvaret tilbage for personel, materiel, uddannelse og bygningsmasse. Adskil ministeriet fra kommandoerne, og lad den politiske gren beslutte vejen for dansk forsvar på et oplyst grundlag i stedet for at bestille rapporter, der har en prædefineret konklusion og dikteret indhold.

Akademikeren skal ud af soldaten

Uddannelsen af nye soldater skal tilbage til Hærens Officersskole i sit fulde omfang, og man skal glemme de mærkværdige ideer om at meritere en officersuddannelse til det resterende uddannelsessystem. Ideen om at skøjte rundt mellem geologistudiet og en officeruddannelse er dødfødt – selvom det for medarbejderen er et stort plus at kunne bygge videre på en officeruddannelse. 

At lære kunsten at slå ihjel med færrest mulige midler men mest mulig effekt kan og skal ikke sidestilles med det civile uddannelsessystem, hvis formål og virke har en helt anden hensigt.

Den eneste optimering man opnår ved den model, er en akademisering af et fag, hvor mulden under neglene, saltvand i håret og luft til kinderne er vigtigere end teoretiske modeller for optimering. Soldaten skal tilbage i officeren og akademikeren ud.

Artiklen fortsætter under tweetet … 

Fortæl sandheden om forsvarets tilstand

Dansk forsvar lider, og det er en befrielse at se en ansvarlig politiker lægge sine bekymringer ud, hvilket bringer håb om, at der trods alt findes politikere på Christiansborg, der har set et glimt af lyset.

Med det ganske lille glimt af klarsyn kan vi håbe og tro på, at den danske vælgerskare opdager vigtigheden af vores reducerede sikkerhedsapparat, når særligt Forsvarets øverste ledelse lukker op for den sandfærdige historie om forsvarets tilstand i stedet for at blive ved med at synge den samme sang om effektiviseringernes fremragende effekt.

En samlet indsats fra en ledelse, jeg gerne så afløst af voksne ansvarlige generaler og admiraler, ville måske flytte på den manglende vilje, der er til at finansiere vores fælles sikkerhed.

I skrivende stund er forsvars- og sikkerhedspolitikken kun på radaren som det vigtigste emne for 4% af den samlede vælgerskare, og den glider kun endnu længere ned i takt med, at Forsvarets øverste ledelse fylder Finansministeriets krigere med historier om, hvor fremragende det går.

Hiv tallene ud i lyset, beskriv hvor forbløffende få kampvogne, vi har, at vi ikke ejer noget luftværn, ikke evner at se under havets overflade (medmindre man indregner landets flåde af privatejede trollingbåde) og ikke mindst helt ærligt beskriver konsekvenserne af at købe for få fly.

Vi skal væk fra den evindelige diskussion om finansiering

De politiske prioriteringer skal politikerne stå på mål for ved hvert valg. Det skal Forsvarets ansatte ikke. De skal fagligt, sagligt og objektivt vurdere og anbefale hvordan dagens og fremtidens forsvar skal skrues sammen, under behørig skelen til sikkerhedsudvikling og alliancehensyn. Det skal ikke være en leflen for Finansministeriet, som ikke har den fjerneste idé om, hvordan man passer på landets ydre grænser.

Hele forudsætningen for, at vi kan kalde os en nationalstat og bevare vores frie samfund, bygger på landets interne og eksterne sikkerhedsapparat. Et maskineri, der i dag kun kører på halv eller kvart kraft. Vi skal væk fra den evindelige diskussion om, hvad vi mister, hvis vi finansierer Forsvaret. I stedet skal det kvalificeret forklares, hvorfor det er nødvendigt at opretholde en række enheder og kapaciteter.

Det burde være både borgerlige politikeres og Forsvarets øverste ledelses forbandede pligt at kæmpe for at opretholde et troværdigt forsvar, der ikke kun er bygget på pyntede tal i SAP og DeMars.