DEBAT: Hvis vi ønsker ordentlighed i veteranpolitikken, kunne vi starte med at prioritere indsatser, som adresserede veteraners hjemløshed, misbrugsproblemer, selvmordsadfærd og socialpsykiatriske problemer, skriver Claus Stenberg fra Veteranalliancen i dette debatindlæg.
Den politisk aktive reserveofficer Klaus Kroll skrev d. 5. november, at han savner ordentlighed i veteranpolitikken. Virksomheder skal ikke bestikkes med nye løntilskudsordninger, men anerkende og nyttiggøre de mange kompetencer, som veteraner har erhvervet sig i Forsvaret og under udsendelserne.
Endvidere skal der efter Klaus Krolls mening gøres op med det stereotype billede af Danmarks veteraner, som nogle selvmordstruede, PTSD-ramte stakler. Langt de fleste kommer jo bare hjem fra missionerne, børster ørkenstøvet af sig, og bliver opsuget på det forjættede arbejdsmarked. Ledigheden blandt veteraner er kun halvt så høj, som i den generelle befolkning.
Alt dette er vi i Veteranalliancen enige i. Og vi advokerer også for mere ordentlighed i veteranpolitikken, og de afledte indsatser for landets veteraner, og deres pårørende.
Men selv om de selvmordstruede, socialt isolerede, PTSD-ramte veteraner, med alskens psykosociale problemer er et absolut mindretal, så findes de. Og de vil for tid og evighed være mere interessante for landets journalister, end de mange historier om styrkede veteraner, som kommer hjem fra missioner, starter familier, og lever ordinære liv med arbejde og sunde fritidsinteresser.
Veteranpolitikken har svært ved at nu ud til de ramte
Når de få så reagerer i afmagt eller desperation, fordi de møder manglende forståelse, manglende ressourcer, og manglende vilje til at hjælpe dem med deres ofte komplekse psykosociale problemer, så står journalisterne klar. Så gløder min telefon, fordi alle vil vide, hvorfor det kunne gå så galt. Og hver gang må jeg give den samme forklaring – at veteranpolitikken, og de afledte indsatser fokuserer på de mange, og har svært ved at nå ud til de få, som sidder med de mange problemer.
Læs også: Veteraner farer vild i junglen af gode viljer
Således adskiller veteranpolitikken sig ikke fra andre politikområder. Uanset om man taler om prostituerede, misbrugere, hjemløse, psykisk syge, indvandrere eller andre udsatte grupper, så er der i Danmark tradition for, at vi laver politikker og indsatser for de fleste, og accepterer at den lille gruppe af udsatte med de største behov for behandling, hjælp og støtte ryger igennem hullerne i de mange sikkerhedsnet vi spænder ud i de gode sagers tjeneste.
Hvis vi, som Klaus Kroll giver udtryk for, skulle have mere ordentlighed i veteranpolitikken, så skulle vi måske starte med at se på, om vi har en blind vinkel i forhold til de hårdest ramte veteraner, og deres fortvivlede pårørende. Dem der stadig bor i skovene, på herberger, eller i deres biler på parkeringspladser. Dem der dagligt, eller et par gange om ugen, overvejer selvmord, fordi summen af psykiske lidelser og afledte sociale problemer gør livet svært at udholde. Dem der afvises af psykiatrien, opgives af Veterancentret, smides ud fra veteranhjemmene på grund af aktive misbrug, og havner på herberg blandt civile med aktive misbrug, personlighedsforstyrrelser, psykoser, udadreagerende adfærd og kriminalitet.
Politikere soler sig, mens veteraner lever forfærdelige liv
Disse veteraner findes. Mange er Balkanveteraner, som fik problemer et mindst et årti før den første veteranpolitik blev vedtaget i 2010. De er en del af virkeligheden, som vi er nødt til at forholde os til, hvis vi vil undgå nogle af de triste sager i medierne, som stigmatiserer os alle. Og hvis vi vil undgå at møde op til flere parader, hvor vi stolte og smilende ignorerer de 10 pct. veteraner, som har PTSD, og som aldrig vil nærme sig parader, eller andre større forsamlinger af mennesker. Hvor vi modtager medaljer for 2,3 mio. kroner, mens mere end 100 af vores kammerater mangler noget så basalt som steder at bo. Hvor vi lader politikerne sole sig i blitzlyset, mens hundredvis af traumatiserede veteraner lever forfærdelige liv, hvor de flygter fra virkeligheden via misbrug af hash, stoffer, alkohol og receptpligtig medicin.
Læs også: Behandlingen af veteraner savner fælles retningslinjer
Disse veteraner er der ikke mange indsatser for. Disse veteraner bliver ikke bare opsuget på arbejdsmarkedet, via løntilskud eller personlige netværk. I bedste fald bliver de visiteret til et fleksjob, nogle få timer om ugen. Men det bliver de hverken raske eller mindre stressede af. Disse veteraner ser bare til med foragt, når veteranpolitikkens fædre bruger 35-40 mio. kroner på to arkitekttegnede veteranhjem, 2,3 mio. kroner på medaljer, og 20 mio. kroner på erhvervsstøtte, forklædt som veteranindsats.
Så hvis vi skal have ordentlighed ind i veteranpolitikken, så kunne vi starte med at sætte tæring efter næring. Vi kunne starte med at bruge nogle af de mange millioner på målrettede indsatser, som adresserede hjemløshed, misbrugsproblemer, selvmordsadfærd og socialpsykiatriske problemer hos de hårdest ramte veteraner. Vi kunne lægge os mere i selen for at slukke den brændende platform, som alt for mange veteraner står på, mens vi andre pynter os med medaljer, og skriver Ph.d-afhandlinger om hvor styrket vi alle kommer hjem fra mission.
Dèt ville være ordentligt. Og når vi har løst de mest akutte problemer, for de veteraner som trænger mest til hjælp og støtte, så virker det også mere legitimt at holde fester og parader. For så er der noget at fejre. Men al denne ordentlighed starter med en forståelse og accept af, at veteraner ikke er ens, og ikke har identiske problemer, som kræver ensartede løsninger.
