spot_img

Jeg savner ordentlighed i veteranpolitikken

KOMMENTAR: Kravet om en indsats for veteraner udmønter sig politisk i tiltag, hvor virksomheder tilbydes penge for at antage veteraner, ligesom de prioriteres forrest i køen ved statslige jobs. Det er til gengæld den helt forkerte vej, skriver den politisk aktive reserveofficer Klaus Kroll i dette debatindlæg.

Egentlig har jeg et stærkt anstrengt forhold til ordet veteran. Tidligere udsendt eller bare soldat er vel egentlig et bedre dækkende begreb, da udsendelser ligger ret naturligt i soldatergerningen. Veteran lyder som en spiller på et old boys hold i forstæderne. Uagtet det vil tidligere udsendte i det nedenstående blive omtalt som veteran.

Gerningen som soldat kan indeholde udsendelser – for nogle ofte, for andre aldrig. Fælles for alle er, at vi helt frivilligt tager af sted, men næppe bliver klappet på skulderen ved at nægte. Udsendelser slider på krop og sjæl, ligesom de længerevarende missioner er en belastning for pårørende og de familier, man efterlader hjemme.

Langt de fleste kommer styrkede hjem med en ny dimension i form af en bedre forståelse for kulturer og dynamikker i regioner, som de fleste kun oplever i forbindelse med et kort nyhedsindslag i radio eller tv. Der bliver knyttet stærke bånd mellem de udsendte. Særligt når man har stået i pressede situationer sammen, og netop de bånd og den korpsånd er det, der skal være med til at sikre en ordentlig overgang til perioden efter udsendelse, uanset om det er i det militære eller civilt.

Veterandebatten tager et forkert afsæt

Veterandebatten tager ofte udgangspunkt i, at vi alle nok lider af PTSD, uanset om vi har været i transit i Kabul lufthavn eller har oplevet at blive udsat for vejsidebomber, direkte beskydning eller andre voldsomme oplevelser. Jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange en eller anden kigger bekymret på en og helt oprigtigt spørger, om man har taget skade. Når man så lægger antallet af udsendelser til, er man i vedkommendes øjne enten selvmordstruet eller klar til akutindlæggelse på den lukkede.

I stedet for konstant at fokusere på PTSD ville det være en behagelig forandring at oplyse det civile erhvervsliv om de mange positive sider ved at have tilbragt en større eller mindre del af ens liv som udsendt og tidligere ansat i det grønne. At komme til tiden er en selvfølge, at være ordentligt forberedt siger sig selv, og at man ikke stopper, før opgaven er løst.

Har man ikke lige de rigtige værktøjer, finder man på en løsning, for det gjorde man også, da man stod i en håbløs situation i den ene eller anden ørken. Arbejdsdisciplinen glemmer de fleste aldrig, og den almindelige dannelse, der følger med en tur igennem Forsvaret, kommer til at ligge som en del af selvopfattelsen resten af livet. Den historie bliver fuldstændigt glemt i mængden af historier om den haltende veteranpolitik.

De fleste veteraner får et job

Historierne om selvmordstruede veteraner, dårligt behandlede traumer og soldater, der kæmper imod et uoverskueligt bureaukrati, tager langt mere af sendefladen, end den fokus der burde være på indsatsen for at lade samme gruppe glide ind på arbejdsmarkedet – eventuelt gennem en forudgående efteruddannelse.

For langt den største gruppe af veteraner gælder, at en overgang til det civile samfund er funderet i et uddannelsesforløb og efterfølgende job. Har jeg belæg for den påstand? Næh, men fra en hel del kollegaer kan jeg se, at de, der enten selv eller via netværk kommer ud på arbejdsmarkedet, trives, modsat de, der kæmper med at finde fodfæste i en civil verden, hvor de militære dyder ikke længere gælder.

Derfor bør den overvejende del af veteranindsatsen gælde en overgang til det civile i form af job og uddannelsesvejledning. Nogle klarer det hele selv, hvor andre skal bruge langt mere støtte for at finde den rette hylde. Det bør især overvejes, om det er en god ide at gå direkte fra en udsendelse til civil status uden at være akklimatiseret i en længere periode i Forsvaret. Med de få enheder tilbage er det svært at gøre sidstnævnte, men en direkte overgang fra presset udsendelse til et civilt job kan være svær.

Kravet om en indsats for veteraner udmønter sig politisk i tiltag, hvor virksomheder tilbydes penge for at antage veteraner, ligesom de prioriteres forrest i køen ved statslige jobs. Det er til gengæld den helt forkerte vej. Hverken i sundhedssystemet eller på jobmarkedet skal soldater forrest i køen. Det vil skabe frustration blandt andre trængende grupper og skabe mistillid til tidligere udsendte.

Veteraners sager skal tages seriøst

Veteraner skal derimod behandles ordentligt og have taget deres sager seriøst – en ret der burde være et gennemgående tema for alle grupper med særlige behov. I stedet for positiv særbehandling bør netværkene være med til at suge de arbejdsduelige op netop på grund af deres kvalifikationer og ikke som endnu et statsstøttet politisk projekt uden langsigtet perspektiv. Få det eksisterende system til at fungere i stedet for at finde på alverdens lappeløsninger, der kun komplicerer sagsgangene.

Du og din virksomhed kan starte med at kigge på de ansøgningerne og vægte de kvalifikationer, som veteraner byder på højere end det sker i dag. Det vil skabe værdi for tidligere udsendte at vide, at netop deres færdigheder er værdsat. Samtidig kan man politisk rydde op i de uheldige sager, hvor veteraner med tydelige fysiske såvel som psykiske skader skal vente i uendeligheder på en afgørelse, ligesom man med fordel kunne prøve at lægge en logisk slutning på reglen om, at psykiske skader på det nærmeste skal anmeldes, inden de er opstået.

Jeg savner ordentlighed i veteranpolitikken, og det er et slag i luften at poste penge i tilskuds- og støtteordninger, hvor det primære politiske formål er at få det til at se ud som om, at man gør noget. Det skaber blot en industri af ”foreninger”, hvis primære formål er at tjene penge og kun sekundært hjælpe veteranerne videre.

Klaus Kroll er politisk aktiv i NyeBorgerlige.

Klaus Kroll har været tjenestegørende som reserveofficer i Hæren i mere end 20 år med flere udsendelser til internationale missioner - senest som en del af det danske træningsbidrag til Operation Inherent Resolve (OIR) i Irak fra juli 2015 til februar 2016. Foto: Privatfoto
Klaus Kroll har været tjenestegørende som reserveofficer i Hæren i mere end 20 år med flere udsendelser til internationale missioner – senest som en del af det danske træningsbidrag til Operation Inherent Resolve (OIR) i Irak fra juli 2015 til februar 2016. Foto: Privatfoto

OBS! Har du noget på hjerte, og kunne du tænke dig at blande dig i den offentlige debat om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik? Så send et læserbrev til OLFI, som stiller spalterne til rådighed for alle uanset politisk holdning og ståsted. Eneste kriterium er, at du skal have en klar mening og kunne argumentere for din sag.

Andre læste også

Statsrevisorerne udtaler skarp kritik af Forsvarsministeriets materielanskaffelser

Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriet. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som viser, at Forsvarsministeriets større anskaffelser i snit er 4,5 år forsinket, og at »flere af anskaffelserne ikke har levet op til det planlagte indhold«. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt mandag. Statsrevisorerne retter...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer