INTERVIEW: Det har alvorlige konsekvenser for Forsvaret, at officerer bliver knægtet for at ytre sig i det offentlige rum. Det mener oberstløjtnant Per L. Hinrichsen, som selv blev kaldt hjem fra Kuwait med henblik på forflyttelse efter kritisk udtalelser til pressen om den irakiske hær. 

Denne artikel er lavet i samarbejde med Jacob Svendsen og publiceret i Politiken fredag den 3. juni 2016.

Det gør ondt at se på. Oberstløjtnant Per Lorenz Hinrichsen sidder på sit kontor i hovedbygningen på Vordingborg Kaserne. Han smiler let og ryster på hovedet over det han kalder udsigten til et forsvar i forfald. Færre end hver anden medarbejder føler sig motiveret i jobbet, og hver fjerde søger aktivt stillinger uden for Forsvaret. Alene i Hæren er det næsten 40 pct. af officererne, som aktuelt bare vil væk. Det viste den seneste trivselsmåling fra Forsvaret i efteråret.

Samtidig aner politikerne ifølge Per Hinrichsen ikke, hvor alvorlig situationen er, eller hvad der foregår internt i Forsvaret, for den eneste kilde til information om ”Rigets sande tilstand” er Forsvarets øverste ledelse. Meldingen herfra er, at der er styr på det hele, og at Danmark har et stærkt og respekteret forsvar. Ingen officer, oversergent eller konstabel tør åbne munden og sige ledelsen imod, for konsekvensen kender alle: Skideballe, karrierestop og en tur på ”gulvtæppet”, som det hedder sig i militærjargon.

»Vi tror, at vi effektiviserer og rebalancerer og får mere for mindre, men i virkeligheden har vi kun skabt kaos og ineffektivitet og står i øjeblikket med et utilstrækkeligt og uforberedt forsvar. Vi giver politikerne et helt forkert indtryk af, hvordan det står til i Forsvaret. Det værste er, at ingen tør sige sandheden, for så er man færdig,« siger Per Hinrichsen.

Forsvarets ledelse havde mistet tilliden

Han ved, hvad han taler om, for han har prøvet det selv. I oktober sidste år stillede han som Danmarks øverste repræsentant ved Operation Inherent Resolve i Irak og Kuwait mod Islamisk Stat i Irak op til interview med henholdsvis DR og Information, som besøgte ham i Kuwait. Ifølge Forsvarets ledelse svarede han for ærligt – og blev dermed den direkte årsag til en offentlig debat om indsatsen i Irak og et åbent samråd med forsvarsministeren om sagen.

»Irak har styrker nok til at tage Islamisk Stat, hvis de ville. Men det vil de simpelthen ikke,« sagde Per Hinrichsen bl.a. i artiklen, hvor han forklarede om en irakisk hær med manglende evner og udbredt korruption, der blandt andet går ud over udstyr doneret af Vesten til irakerne.

»Meget af materialet forsvinder på forunderlig vis. Meget af det går til Islamisk Stat«, forklarede Hinrichsen til Danmarks Radio. 

Hvordan reagerede Forsvarets øverste ledelse på din optræden i medierne?

»Jeg modtog efter tre dage en mail, hvor der bare stod, at jeg skulle komme hjem til møde i Værnsfælles Forsvarskommando (VFK) med henblik på repatriering. Forsvarets ledelse havde mistet tilliden til mig og beskyldte mig for at have udleveret klassificerede operative oplysninger, have talt nedsættende om en samarbejdspartner og have skadet Danmarks omdømme.«

Hvordan reagerede du på det?

»Det var en anklage om at have bedrevet landsskadelig virksomhed, og det chokerede mig. Jeg fik et døgn til at skrive en partshøring, og det er det værste døgn, som jeg nogensinde har oplevet. Jeg ville hellere stå i en skyttegrav under konstant beskydning end det, som jeg blev udsat for.«

Men Per Hinrichsen havde ikke i sinde at lægge sig fladt ned. Tvært om. Han kontaktede Officersforeningen, som stillede med en bisidder. På mødet med ledelse i VFK kunne Per Hinrichsen henvise til en række åbne kilder, som dokumenterede sandheden i sine udtalelser. Samtidig havde USA’s forsvarsminister, Ashton Carter, næsten ordret sagt det samme om den irakiske hær nogle måneder forinden i et interview med CNN, som oven i købet ligger frit tilgængeligt på internettet. 

Om det var det, der fik VFK til at ombestemme sig, står ikke klart, men efter en meget lang weekend modtog Per Hinrichsen en mail mandag morgen kl. 06.00 med besked om, at ledelsen havde læst hans partshøring, og at man nu havde tillid til ham igen, og at han derfor kunne rejse tilbage til Irak.

Forsvaret reagerede på dine udtalelser og handlede på dem. Var det ikke i orden?

»Hvis det var så alvorligt, kunne man have sendt en auditør ned. Jeg var trods alt tjenestegørende ved et hovedkvarter i krig, og det er ikke hensigtsmæssigt at hive folk hjem, som er indsat. Retrospektivt mener jeg, at det var uanstændigt og respektløst at kalde mig hjem. Jeg videreformidlede kun almen viden, som jeg løbende havde gjort opmærksom på i mine ugerapporter og overfor både forsvarschefen, den daværende forsvarsminister og Folketingets Forsvarsudvalg, da de var nede og besøge mig i august. Jeg fortalte sandheden, som jeg ønskede at afdække over for den danske befolkning. Det var først, da det kom i medierne, at det blev et problem,« siger Per Hinrichsen.

Ytringsfriheden aflyst af censur

Og her kommer vi ind til kernen i det, som Per Hinrichsen begræder mest ved Forsvaret i dag. Ifølge ham har Forsvaret udviklet sig til et sted, hvor ytringsfriheden ikke bare er under pres. Den er i visse tilfælde sat ud af kraft og erstattet med censur. Det oplevede Per Hinrichsen, da han som chef for Det Danske Internationale Logistikcenter (Danilog) i 2013 havde fået til opgave at lukke Danilog som et led i Forsvarets besparelser på 15 pct.

Per Hinrichsen argumenterede indædt mod nedlæggelsen og afgav dissens – en mindretalsudtalelse, som stred mod ledelsens opfattelse – og forklarede, at han ikke kunne stå inde for de militærfaglige konklusioner i en rapport om konsekvenserne. Men det kunne han godt have sparet sig. I den daværende Hærens Operative Kommando (HOK) ignorerede man dissensen.

»Jeg spurgte, hvad de bildte sig ind i HOK. Svaret var, at det ville se dårligt ud, hvis en af Forsvarets egne myndigheder havde indgivet dissens. Det kunne jeg ikke acceptere, så jeg gik niveauet op og forklarede, at det som chef for Danilog var min pligt at gøre opmærksom på de problemer, som nedlæggelsen ville afstedkomme. Men de var fuldstændigt ligeglade, for beslutningen var truffet. Jeg har så kunnet konstatere i Kuwait og Irak, at den logistiske operative tjeneste halter gevaldigt,« siger Per Hinrichsen.

Hvorfor gik du ikke i pressen dengang?

»Jeg skrev efterfølgende et indlæg til Krigsvidenskabeligt Selskab, som også blev trykt i Officersforeningens blad, hvor jeg kritiserede beslutningen og anbefalede ledelsen at genoprette tilliden, respekten og samarbejdet. Reaktionen var larmende tavshed og nul kommentarer, og ledelsen ignorerede det fuldstændigt. Men mundtligt fik jeg masser af positive tilkendegivelser fra kolleger rundt om i landet.«

En katastrofe for Forsvaret

Når du nu sidder her i Vordingborg og følger med i debatten om debatten i Forsvaret, hvad tænker du så, når du hører forsvarschef Peter Bartram opfordre til debat, mens han truer med fyringer over for illoyale medarbejdere?

»Det er direkte ødelæggende for den debatkultur, som vi burde have i Forsvaret – og cementerer kun frygten for at udtale sig. Forsvarschefen mener det ikke, når han siger, at folk skal stå frem med deres mening – uden at det får konsekvenser. Det ved alle, og derfor har vi ingen debat i Forsvaret. Ingen officer kunne finde på at skrive en artikel af sikkerhedspolitisk observans. Som officerer har vi mistet vores identitet

Hvad er der galt med debatkulturen i Forsvaret?

»I bedste fald er den syg. I værste fald er den død og ikke eksisterende. Selv i officerernes eget blad er det slut med indlæg af kritisk observans. De er væk. Man stikker piben ind og holder lav profil i stedet for at stå frem og pege på udfordringer og problemer. Det er trist og bedrøveligt, men ikke desto mindre sandt.«

Hvad betyder det?

”Det er katastrofalt for Forsvaret, fordi der ikke kommer indlæg med baggrund i den viden, som de underliggende niveauer har. Al kommunikation med de ansvarlige politikere foregår via Forsvarets øverste ledelse, som ligger under for politiske hensyn. Den militærfaglige viden sidder længere nede i basisorganisationen, men den bliver politikerne afskåret fra, og det er ødelæggende både for Forsvaret og for demokratiet.«

Hvorfor står du frem nu?

»Efter lange overvejelser er jeg kommet frem til, at det er min pligt at råbe vagt i gevær i loyalitet og kærlighed til Forsvaret. Om et år lægger jeg uniformen, og så ville det være for sent. Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg ikke i tide havde gjort opmærksom på, hvad jeg har været udsat for, og hvad jeg er vidne til,« siger Per Hinrichsen.

Læs interview med generalmajor Flemming Lentfer, som beordrede Per Hinrichsen hjem til samtale: “Jeg kan sagtens forstå, at det ikke er behageligt for nogen”

Kommentarer

1 kommentar

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here