DEBAT: Hvis vi ønsker kritisk debat og fri forskning, skal vi væk fra politiserede båndlagte midler til økonomisk afhængige miljøer og personer. Vi skal satse mere på frie midler, som kan søges af forskere med de bedste idéer. Vi skal turde bryde grænser i vores tænkning og fremme tværfaglig indsigt i forsvar, krig, konflikt og fredsløsning, skriver professor Sten Rynning.
Det burde vel være en selvfølge i et demokratisk samfund, at dets forsvarspolitik skal udsættes for oplyst, kritisk debat understøttet af fri forskning? Forsvaret er en ultimativ garanti for samfundets sikkerhed; det giver tyngde til landets udenrigspolitik; og det koster mange penge — så naturligvis har et demokrati brug for viden og kritisk debat herom. Men meget tyder på, at vi i Danmark er bedre til at hylde princippet om fri forskning og debat end at udleve den. De kritiske forskningsbaserede indspark i debatten er for få, og vi kunne få meget mere ud af vores ressourcer — kloge hoveder og pengene til dem — hvis vi turde slippe tøjlerne.
Sagens kerne handler om armslængde, uafhængighed og pluralitet. I sidste uge, d. 5.-6. marts, rejste Berlingske en debat ved i et par artikler at stille kritiske spørgsmål til finansieringen af forsvarspolitisk forskning og analyse her i landet. Folketinget har besluttet, at ca. 38 mio. kr. årligt skal gå til forskning, som ”skaber grobund for politiske drøftelser og højner Forsvarets faglige niveau”, som det hedder sig i forsvarsforliget fra januar 2018. Men pengene kanaliseres i realiteten til en række nøje udvalgte institutioner (Center for Militære Studier, Dansk Institut for Internationale Studier, Atlantsammenslutningen, Det Udenrigspolitiske Selskab og Folk & Forsvar), som forventes at cleare deres dagsorden med Forsvarsministeriet. Det ligner en lukket fest.
Kristian Mouritzen, som skrev artiklerne, oplevede en intens debat og konstaterede på Facebook: ”Jeg har ramt en følsom nerve”. Der er en reel risiko for, konstaterede Mouritzen, at der i et lille land ”udvikles en kultur af gensidig afhængighed i lukkede kredsløb”, hvilket understregedes af, at det kun var et fåtal af de 30 kilder, Mouritzen havde brugt, der ville citeres ved navns nævnelse (herunder forfatteren til denne artikel).
Forskningen politiseres af økonomisk afhængighed
Just som man kunne forledes til at tro, at debatten måske ville dø ud af mangel på gode indlæg, skubbede et hold af forskere fra København, Aalborg og Aarhus den videre. I en kronik i Berlingske 12. marts argumenterer Ole Wæver, Søren Schmidt, Vibeke Vindeløv, Gorm Haste, Anine Hagemann og Isabel Bramsen dygtigt for, at Danmark savner tilstrækkelig ”grundig og opdateret analyse” om de konflikter, som landet kan finde på at sende soldater til. Forskerne henviser til krigsudredningen, som udkom 1. februar i år, men lægger sig også i kølvandet på debatten i Berlingske. Hvis der var tvivl om forandringens nødvendighed, så måtte den nu være død — tvivlen altså.
Ironisk nok tager forskerholdet så et skridt til siden og plæderer for en ”ny, permanent institution” med speciale i ”dansk freds- og konfliktforskning”. Selv om de lader det være et åbent spørgsmål, hvor en sådan institution skal ligge, så er det klart, at også de ønsker, at offentlige penge øremærkes til et bestemt center og en særlig vinkel på den store problematik om krig og fred. Og så er vi jo egentlig tilbage ved udgangspunktet: at skabe uhensigtsmæssige afhængigheder ved at øremærke offentlige penge til udvalgte forskningsinstitutioner. Det er noget skidt, for institutionerne, som er 100 pct. afhængige af, at der også ved næste forlig afsættes penge til dem, kan ikke undgå, at deres forskning politiseres. Kritisk forskning og total økonomisk afhængighed går bare ikke godt i spænd.
Alligevel ser vi, at politikerne synes godt om båndlagte midler. Vi skal ikke længere tilbage end til 2007, da et flertal til højre besluttede at skyde penge i et nyt Center for Koldkrigsforskning ledet af Bent Jensen. Årsagen var, at dette flertal var utilfredse med den udredning om den Kolde Krig, som Dansk Institut for Internationale Studier offentliggjorde i 2005. I 2011 svarede et flertal til venstre igen ved at hælde penge i en strategisk fond for Freds- og Konfliktforskning. Siden har de politiske flertal holdt sig på måtten, men måske kunne flertallet blive fristet til at oprette nævnte institut for Freds- og Konfliktforskning — hvis et folketingsvalg skifter flertallet, formoder man. Og i alle tilfælde har det brede politiske flertal bag forsvarsforliget besluttet sig for at holde kort snor i Forsvarets forskningspenge.
Hvis vi ønsker kritisk debat og fri forskning, skal vi væk fra politiserede båndlagte midler til økonomisk afhængige miljøer og personer. Vi skal satse mere på frie midler, som kan søges af forskere med de bedste idéer. Vi skal turde bryde grænser i vores tænkning og fremme tværfaglig indsigt i forsvar, krig, konflikt og fredsløsning. Tingene hænger jo sammen. Og vi skal stille krav til frie forskere om, at de skal være samfundsrelevante — at de skal udlede policy perspektiver af deres grundforskning og koble dem ind i den offentlige debat. Naturligvis. De gode gamle dage med elfenbenstårne er long gone. Mange af mine kolleger, også dem udenfor København, har gode idéer her, og der findes solide principper at navigere efter.
Danmark ville stå stærkere med en kritisk og åben debat om Forsvaret
På Center for War Studies (som forfatteren er leder af) på Syddansk Universitet har vi valgt war studies, fordi vi ønsker at styre efter principper som kritisk og samfundsengageret forskning. War Studies opstod i Storbritannien i 1950erne som reaktion på to verdenskrige, man så at sige var gået baglæns ind i. Hvis vi vil forstå krig og konflikt, konkluderede grundlæggeren, historikeren Michael Howard fra King’s College London, så må vi fordomsfrit studere krig og konflikt. Vi må ikke lade vores forståelse binde af en politisk dagsorden eller forskeres ønske om at skære kagen på en bestemt måde i forhold til strategi, fred, stabilisering, kultur, jura, historie etc. Vi må åbne sluserne, ikke bygge siloer. Og selvfølgelig skal forskere forpligte sig på, at viden skal være relevant for samfundet, for det gælder krig og fred.
Danmark ville stå med en meget stærkere, kritisk og åben offentlig debat om Forsvaret, hvis man fra politisk side kunne holde sig disse eller lignende principper for øje. Det er naturligvis helt fair, at man fra politisk hold har en række konkrete ønsker til analyser, som skal indgå i politiske overvejelser. Men for at fremme en oplyst og kritisk debat bør politikerne arbejde med et skarpt skel mellem på den ene side udredning og analyse, som sker på bestilling fra Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, og på den anden side samfundsrelevant grundforskning, som især — men ikke alene — udspringer fra universiteterne.
På udrednings- og analysesiden kunne man fra politisk hold tilføre midler til institutioner, som er i stand til at levere skarpe produkter i forhold til konkrete politiske behov. Dansk Institut for Internationale Studier og Det Udenrigspolitiske Selskab er oplagte at satse på i denne sammenhæng.
Men der er i høj grad også brug for frie midler. De kunne fordeles via en særlig pulje, som forvaltes af Danmarks Frie Forskningsråd (under Uddannelses- og Forskningsministeriet), hvilket ikke ville være særligt ressourcekrævende sammenlignet med situationen i dag. Alle universiteter og også Forsvarsakademiet, hvor der i dag er en anseelig forskningskapacitet, burde have mulighed for at søge midler til konkrete og afgrænsede forskningsprojekter. Den særlige pulje skulle afgrænse sit område—til f.eks. sikkerheds- og forsvarspolitik; fremme konkurrencen om frie midler baseret på merit; og således fremme uafhængig og kritisk viden om forsvarspolitik.
Et demokrati fortjener såvel myndighedsbetjening som en så kvalificeret og kritisk debat om Forsvaret som muligt. Og det kan vi få, hvis politikerne tør slippe tøjlerne.
Tak til professor Sten Rynning for en god og relevant artikel, der sætter fokus på behovet for armslængde, uafhængighed og pluralitet.
Havde man haft en åben og fri debat samt analyse, i stil med den måde som forfatteren efterlyser, ville Center for Cybersikkerhed ikke være blevet underlagt Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarsministeriet.
Udgangspunktet for etableringen af Center for Cybersikkerhed i 2012 var frygten for, at fremmede magter skulle undergrave det danske samfund igennem et velorkestreret cyberangreb eller spionage mod myndigheder og virksomheder. Efter et internt rivegilde i centraladministrationen blev det besluttet, at Center for Cybersikkerhed skulle placeres under Forsvarsministeriet i rammen af Forsvarets Efterretningstjeneste. Politikerne og beslutningstagerne blev ikke præsenteret for andre muligheder, idet kampen alene foregik mellem Justitsministeriet og Forsvarsministeriet. Andre åbenlyse løsningsmodeller, som benyttes af andre lande, vi normalt sammenligner os med, kom ikke på tale.
Cybertruslen udfordrer den måde en række af de traditionelle skillelinjer, som vi normalt bruger til at indrette vores samfund og sikkerhedspolitik efter, herunder skellet mellem offentlig og privat. Statens og forsvarets historiske monopol på den nationale sikkerhed er kraftigt udfordret på cyberområdet. Det skyldes dels, at truslen går på tværs af mange af de skillelinjer, som vi normalt organiserer rigets sikkerhed på baggrund af, dels at hovedparten af den kritiske infrastruktur er privat ejet og drevet.
I de sidste år er der igangsat en række initiativer, der har til hensigt at sikre samfundet og befolkningen mod de mange og næsten daglige angreb fra banditterne i cyberspace. Men initiativerne er en lukket fest og et bureaukratisk kafkask makværk, som er dømt til at mislykkes. Det skyldes, at det overordnede ansvar for sikring af vores samfund i cyberspace er lagt i hænderne på FE og Center for Cybersikkerhed. I FE arbejdes der bag hermetisk lukkede døre og bag nedrullede gardiner. Og man har nu opbygget et gigantisk bureaukratisk set-up med en militær myndighed – Forsvarets Efterretningstjeneste – som en ”edderkop i spindelvævet”, der samler både militær og civile data og informationer både indenfor og udenfor landets grænser.
Det ligger ikke i en efterretningstjenestes DNA at være åben, og sådan må det nødvendigvis være. Det giver for så vidt god mening, at vi har en efterretnings-tjeneste, der arbejder i det skjulte, men vi har også brug for viden og indsigt fra den civile verden, der kan gå sammen om at løse de opgaver, der kan og skal foregå i det åbne, herunder vidensdeling om angreb og igangsættelse af mod-foranstaltninger. Ganske lidt har med alvorlige cyberangreb at gøre, mens hovedparten vedrører cyberkriminalitet, som i lang større grad berører den enkelte borger og samfundet som helhed.
Derfor er der brug for andre løsninger, der muliggør, at befolkningen kan føle sig tryg og inddrages i kampen mod de kræfter, der vil os det ondt. Inddragelse af hele befolkningen er nødvendigt, netop fordi størstedelen af angrebene – op mod 90 pct. – er rettet mod den enkelte borger og de systemer, som borgernes oplysninger ligger (tvangs)oplagret i. Næsten dagligt kan man læse om de mange sikkerheds-hændelser og fejl, som befolkningen udsættes for. Angreb som dag for dag er med til at undergrave befolkningens tillid. Og som i værste fald kan betyde en under-gravning af tilliden til vores myndigheder og institutioner og dermed underminere demokratiet.
En fri og åben debat samt analyse ville have afdækket andre og mere relevante og hensigtsmæssige løsningsmuligheder, end den valgte, der er resultatet af en intern magtkamp mellem Justitsministeriet og Forsvarsministeriet. En uskøn kamp om magt, penge og ressourcer, som ikke er i samfundets og befolkningens interesse.
Stor tak til Sten Rynning for et sober og relevant indlæg i debatten om fri forskning indenfor forsvarsområdet. Der er i den grad behov for, at der bliver etableret en egentlig tradition for fri forskning på det forsvarsmæssige område, hvor integritet ikke kan beklikkes med henvisning til finansiering af udvalgte forskningsinstitutioner over forsvarsbudgettet. Hvis vi sætter forskningen fri, ville vi måske også en dag opleve, at der fra forskerside bliver stillet krav om mere forsvar, når de sikkerhedspolitiske rammebetingelser ændrer sig. Som det fremgår af den forskningsmæssige dækning af det seneste forlig, så var det forskningsmæssige establishment reduceret til klakører, der alene brugte kræfter på at viderebringe forsvarsministerens hule påstand om substantiel løft af forsvarsbudgettet, fremfor at forholde sig kritisk til substansen. I nyere tid har jeg faktisk kun oplevet Sten Rynning, som eneste repræsentant for sikkerheds- og forsvarspolitisk forskning argumentere for flere penge til forsvaret. Det er i sig selv besynderligt, når man sammenligner med det forskningsmæssige engagement indenfor andre politikområder. Jeg håber, at Sten Rynning indlæg bliver læst af alle med interesse for forsvarsområdet, herunder de politikere, som snart er på valg. Der er et ualmindeligt påtrængende behov for uafhængig og fri forskning indenfor det forsvarsmæssige område og det kan kun gå for langsomt med at komme i gang.
Kære Sten, det er bestemt svært at være uenig i, at vi bør stræbe mod kritisk forsvarsdebat og fri forskning. Det står mig dog uklart hvordan en “særlig vinkel på den store problematik om krig og fred”, ikke kan være fri og kritisk, selvom den den kommer fra en center der er finansieret af staten. Den enkelte forsker har jo altid en forsningsetisk og et videnskabeligt ansvar for egen forskning. Herudover tror jeg ikke på, at en “særlig pulje” ville give mere fri og kritisk forskning. Hvem skal bestemme hvad der er en god ide??
Kære Henrik, når man direkte finansieres over forsvarsbudgettet, så hæger man på et yderligt mandat, hvis man ikke har forskningsmæssig klangbund i enten forligskredsen eller hos regeringen. Det påvirker alt andet lige den såkaldte fri forskning – uanset forskningsetik og videnskabeligt ansvar.