Hvorfor er vi så bange for fri forskning og debat på forsvarsområdet?

Professor Sten Rynning er leder Center for War Studies på Syddansk Universitet i Odense. Foto: SDU

DEBAT: Hvis vi ønsker kritisk debat og fri forskning, skal vi væk fra politiserede båndlagte midler til økonomisk afhængige miljøer og personer. Vi skal satse mere på frie midler, som kan søges af forskere med de bedste idéer. Vi skal turde bryde grænser i vores tænkning og fremme tværfaglig indsigt i forsvar, krig, konflikt og fredsløsning, skriver professor Sten Rynning.

Det burde vel være en selvfølge i et demokratisk samfund, at dets forsvarspolitik skal udsættes for oplyst, kritisk debat understøttet af fri forskning? Forsvaret er en ultimativ garanti for samfundets sikkerhed; det giver tyngde til landets udenrigspolitik; og det koster mange penge — så naturligvis har et demokrati brug for viden og kritisk debat herom. Men meget tyder på, at vi i Danmark er bedre til at hylde princippet om fri forskning og debat end at udleve den. De kritiske forskningsbaserede indspark i debatten er for få, og vi kunne få meget mere ud af vores ressourcer — kloge hoveder og pengene til dem — hvis vi turde slippe tøjlerne.

Sagens kerne handler om armslængde, uafhængighed og pluralitet. I sidste uge, d. 5.-6. marts, rejste Berlingske en debat ved i et par artikler at stille kritiske spørgsmål til finansieringen af forsvarspolitisk forskning og analyse her i landet. Folketinget har besluttet, at ca. 38 mio. kr. årligt skal gå til forskning, som ”skaber grobund for politiske drøftelser og højner Forsvarets faglige niveau”, som det hedder sig i forsvarsforliget fra januar 2018. Men pengene kanaliseres i realiteten til en række nøje udvalgte institutioner (Center for Militære Studier, Dansk Institut for Internationale Studier, Atlantsammenslutningen, Det Udenrigspolitiske Selskab og Folk & Forsvar), som forventes at cleare deres dagsorden med Forsvarsministeriet. Det ligner en lukket fest.

Kristian Mouritzen, som skrev artiklerne, oplevede en intens debat og konstaterede på Facebook: ”Jeg har ramt en følsom nerve”. Der er en reel risiko for, konstaterede Mouritzen, at der i et lille land ”udvikles en kultur af gensidig afhængighed i lukkede kredsløb”, hvilket understregedes af, at det kun var et fåtal af de 30 kilder, Mouritzen havde brugt, der ville citeres ved navns nævnelse (herunder forfatteren til denne artikel).

Forskningen politiseres af økonomisk afhængighed

Just som man kunne forledes til at tro, at debatten måske ville dø ud af mangel på gode indlæg, skubbede et hold af forskere fra København, Aalborg og Aarhus den videre. I en kronik i Berlingske 12. marts argumenterer Ole Wæver, Søren Schmidt, Vibeke Vindeløv, Gorm Haste, Anine Hagemann og Isabel Bramsen dygtigt for, at Danmark savner tilstrækkelig ”grundig og opdateret analyse” om de konflikter, som landet kan finde på at sende soldater til. Forskerne henviser til krigsudredningen, som udkom 1. februar i år, men lægger sig også i kølvandet på debatten i Berlingske. Hvis der var tvivl om forandringens nødvendighed, så måtte den nu være død — tvivlen altså.

Ironisk nok tager forskerholdet så et skridt til siden og plæderer for en ”ny, permanent institution” med speciale i ”dansk freds- og konfliktforskning”. Selv om de lader det være et åbent spørgsmål, hvor en sådan institution skal ligge, så er det klart, at også de ønsker, at offentlige penge øremærkes til et bestemt center og en særlig vinkel på den store problematik om krig og fred. Og så er vi jo egentlig tilbage ved udgangspunktet: at skabe uhensigtsmæssige afhængigheder ved at øremærke offentlige penge til udvalgte forskningsinstitutioner. Det er noget skidt, for institutionerne, som er 100 pct. afhængige af, at der også ved næste forlig afsættes penge til dem, kan ikke undgå, at deres forskning politiseres. Kritisk forskning og total økonomisk afhængighed går bare ikke godt i spænd.

Alligevel ser vi, at politikerne synes godt om båndlagte midler. Vi skal ikke længere tilbage end til 2007, da et flertal til højre besluttede at skyde penge i et nyt Center for Koldkrigsforskning ledet af Bent Jensen. Årsagen var, at dette flertal var utilfredse med den udredning om den Kolde Krig, som Dansk Institut for Internationale Studier offentliggjorde i 2005. I 2011 svarede et flertal til venstre igen ved at hælde penge i en strategisk fond for Freds- og Konfliktforskning. Siden har de politiske flertal holdt sig på måtten, men måske kunne flertallet blive fristet til at oprette nævnte institut for Freds- og Konfliktforskning — hvis et folketingsvalg skifter flertallet, formoder man. Og i alle tilfælde har det brede politiske flertal bag forsvarsforliget besluttet sig for at holde kort snor i Forsvarets forskningspenge.

Hvis vi ønsker kritisk debat og fri forskning, skal vi væk fra politiserede båndlagte midler til økonomisk afhængige miljøer og personer. Vi skal satse mere på frie midler, som kan søges af forskere med de bedste idéer. Vi skal turde bryde grænser i vores tænkning og fremme tværfaglig indsigt i forsvar, krig, konflikt og fredsløsning. Tingene hænger jo sammen. Og vi skal stille krav til frie forskere om, at de skal være samfundsrelevante — at de skal udlede policy perspektiver af deres grundforskning og koble dem ind i den offentlige debat. Naturligvis. De gode gamle dage med elfenbenstårne er long gone. Mange af mine kolleger, også dem udenfor København, har gode idéer her, og der findes solide principper at navigere efter.

Danmark ville stå stærkere med en kritisk og åben debat om Forsvaret

På Center for War Studies (som forfatteren er leder af) på Syddansk Universitet har vi valgt war studies, fordi vi ønsker at styre efter principper som kritisk og samfundsengageret forskning. War Studies opstod i Storbritannien i 1950erne som reaktion på to verdenskrige, man så at sige var gået baglæns ind i. Hvis vi vil forstå krig og konflikt, konkluderede grundlæggeren, historikeren Michael Howard fra King’s College London, så må vi fordomsfrit studere krig og konflikt. Vi må ikke lade vores forståelse binde af en politisk dagsorden eller forskeres ønske om at skære kagen på en bestemt måde i forhold til strategi, fred, stabilisering, kultur, jura, historie etc. Vi må åbne sluserne, ikke bygge siloer. Og selvfølgelig skal forskere forpligte sig på, at viden skal være relevant for samfundet, for det gælder krig og fred.

Danmark ville stå med en meget stærkere, kritisk og åben offentlig debat om Forsvaret, hvis man fra politisk side kunne holde sig disse eller lignende principper for øje. Det er naturligvis helt fair, at man fra politisk hold har en række konkrete ønsker til analyser, som skal indgå i politiske overvejelser. Men for at fremme en oplyst og kritisk debat bør politikerne arbejde med et skarpt skel mellem på den ene side udredning og analyse, som sker på bestilling fra Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, og på den anden side samfundsrelevant grundforskning, som især — men ikke alene — udspringer fra universiteterne.

På udrednings- og analysesiden kunne man fra politisk hold tilføre midler til institutioner, som er i stand til at levere skarpe produkter i forhold til konkrete politiske behov. Dansk Institut for Internationale Studier og Det Udenrigspolitiske Selskab er oplagte at satse på i denne sammenhæng.

Men der er i høj grad også brug for frie midler. De kunne fordeles via en særlig pulje, som forvaltes af Danmarks Frie Forskningsråd (under Uddannelses- og Forskningsministeriet), hvilket ikke ville være særligt ressourcekrævende sammenlignet med situationen i dag. Alle universiteter og også Forsvarsakademiet, hvor der i dag er en anseelig forskningskapacitet, burde have mulighed for at søge midler til konkrete og afgrænsede forskningsprojekter. Den særlige pulje skulle afgrænse sit område—til f.eks. sikkerheds- og forsvarspolitik; fremme konkurrencen om frie midler baseret på merit; og således fremme uafhængig og kritisk viden om forsvarspolitik.

Et demokrati fortjener såvel myndighedsbetjening som en så kvalificeret og kritisk debat om Forsvaret som muligt. Og det kan vi få, hvis politikerne tør slippe tøjlerne.

Professor Sten Rynning er leder Center for War Studies på Syddansk Universitet i Odense. Foto: SDU