Krigsudredningen dokumenterer det, vi egentlig godt vidste i forvejen

Forskningsleder Rasmus Mariager var efter præsentationen af Krigsudredningen på Københavns Universitet på Amager en efterspurgt herre for pressen. Foto: Ernstved

ANALYSE: Tirsdag offentliggjorde forskerne bag Krigsudredningen rapporten, som dog kun afdækker en del af kapitlerne om Danmarks deltagelse i tre krige. Den rummer flere ubekvemme sandheder, som imidlertid ikke overrasker: At spin, stramninger og hemmeligheder er en del af krigsførelsen, og at politikerne har brugt Forsvaret mere for at stå godt alliancemæssigt end som resultatet af en overordnet national sikkerhedspolitisk strategi.

Der er blevet sagt og skrevet meget om Danmarks deltagelse i diverse krige, siden udsendelsen af korvetten ”Olfert Fischer” til Irak i 1990 blev begyndelsen på det, der siden fik navnet ”Danmarks aktivistiske udenrigspolitik”. Tirsdag offentliggjorde forskerne bag Krigsudredningen – Rasmus Mariager og Anders Wivel – så endelig de fire bind og mere end 2.000 sider om beslutningsgrundlagene for at gå i krig i henholdsvis Kosovo (1998 og 1999), Afghanistan (2001) og Irak (2003).

Krigsudredningen har været kritiseret for sit kommissorium, som alene gav forskerne til opdrag at se på beslutningsgrundlaget op til krigene i stedet for også at se på selve krigene og de beslutninger, der blev taget undervejs. Det var den nyvalgte Venstre-regering med Søren Pind som daværende justitsminister, der efter regeringsovertagelsen i 2015 lukkede den haltende Irak- og Afghanistankommission og i stedet i foråret 2016 valgte at iværksætte udarbejdelsen af den rapport, som blev præsenteret tirsdag.

Artiklen fortsætter under billedet …

Forskningsleder Rasmus Mariager og viceforskningsleder Anders Wivel var tirsdag fælles om at præsentere Krigsudredningen på Københavns Universitet på Amager. Foto: Ernstved

Og selv om den altså er en noget amputeret udgave af en afdækning af Danmarks samlede krigsførelse, hvad fortæller den så? Det korte svar er, at den blot dokumenterer meget af det, som vi godt vidste i forvejen. Først og fremmest, at Danmark gennem årene har fulgt USA’s og Storbritanniens politik i tykt og tyndt uden at stille de store spørgsmål til hverken udførelse eller konsekvenser.

Sagde humanitær hjælp, men mente allianceforhold

Vel fremkommer der mængder af interessante oplysninger, og Krigsudredningen rummer tillige en del yderst ubekvemme sandheder, som vil forfølge og præge eftermælet af såvel tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K). Men også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) agerede på en måde, som i hvert fald forskerne stiller spørgsmålstegn ved.

Et gennemgående tema for alle beslutningerne er, 1) at ganske få mennesker i realiteten træffer afgørelserne, 2) at Danmark i typisk giver tilsagn om deltagelse i en krig, inden at Udenrigspolitisk Nævn eller Folketinget er orienteret, og 3) at der er ganske stor diskrepans mellem, hvad regeringen argumenterer for internt i regeringen, og hvad Folketinget og offentligheden hører som regeringens argumentation for en krigsdeltagelse.

Lad os tage eksemplet med Kosovo, hvor regeringen med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) over for pressen, Folketinget og Det Udenrigspolitiske Nævn argumenterede for, at Danmark skulle bidrage til den påtænkte militære operation af humanitære årsager. Men internt i regeringen var hovedargumentet alliancehensyn.

»Det betyder, at regeringen undlod at oplyse Folketinget og offentligheden om en vigtig drivkraft bag beslutningen: at regeringen ønskede, at Danmark skulle fremstå som en aktiv alliancepartner, der var villig til at yde en indsats, når alliancen vurderede, at det var vigtigt. Set gennem dette perspektiv er det udredningens vurdering, at SR-regeringen over for Folketinget motiverede beslutningsforslag nr. B 4 med humanitære argumenter, da sådanne argumenter var mere egnede til at til at opnå almindelig opbakning i befolkning og Folketinget end argumenter om Danmarks forhold til Nato,« skriver forskerne.

Spin, stramninger og bevidste fortielser

Præcis dette forhold bliver endnu mere udtalt i beslutningen om at gå ind i Irak i 2003. Her fremgår det, at regeringen om målet for den militære intervention i Irak over for Folketinget og Udenrigspolitisk Nævn siger, at det var en »afvæbning« af Saddam Hussein, mens målet for missionen under behandlingen i Statsminisiteriet og Udenrigsministeriet handlede om et »regimeskift«.

Det fremgår videre, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) allerede i marts 2002 på et møde med den amerikanske viceforsvarsminister Poul Wolfowitz sagde, at »Danmark vil til sin tid utvivlsomt yde sin støtte« – dog under den forudsætning, at USA fandt bevis for Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Krigsudredningen underbygger den allerede gængse viden, at statsministeren ønskede at styrke båndene til USA og derfor agtede at leve op til det allerede givne løfte, mens den konservative udenrigsminister Per Stig Møller var mere tøvende og i højere grad ønskede at støtte sig til FN. Men forholdet til USA vejede tungest:

»Regeringen regnede med flere positive konsekvenser af beslutningen om dansk militær deltagelse i Irak. Først og fremmest var det statsministerens håb, at de transatlantiske bånd ville blive styrket af beslutningen. Dette var af afgørende vigtighed, da Danmarks sikkerhed i statsministerens optik kun kunne garanteres af den eneste tilbageværende supermagt, USA. Muligvis var det også beslutningstagernes forhåbning, at beslutningen ville give den danske regering øget adgang til den amerikanske administration. Regeringen regnede med yderligere gevinster i form af fred og sikkerhed i regionen, ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og styrkelse af den internationale retsorden, men disse gevinster synes at have været af sekundær betydning i forhold til det transatlantiske forhold.«

Dernæst dokumenterer rapporten, hvordan Danmarks deltagelse i diverse krige har været omgærdet af en solid omgang politisk spin, stramninger af embedsværkets konklusioner og meget bevidste fortielser af ubekvemme sandheder for Udenrigspolitisk Nævn.

»Det kan konstateres, at regeringen i en række tilfælde ikke videregav vigtige oplysninger til Folketinget, eller at regeringen ”strammede” oplysninger, så de gav Folketinget et ufuldstændigt billede af situationen,« skriver forskerne i bindet om Irak og viser dernæst denne grafik:

I bind 3 af Krigsudredningen, “Hvorfor gik Danmark i krig?”, kan man se denne illustration over informationsflowet fra embedsværket til via regeringen til Folketinget, Udenrigspolitisk Nævn og medierne.

Beslutninger snarere »formes« end direkte »træffes«

Ifølge forskerne er det tydeligt, at der sjældent er tale om et direkte amerikansk pres for at gå med i militære operationer. Selv om forskerne har fundet eksempler på, at USA efterspørger en klar dansk stillingstagen, er normen snarere, at Danmark iagttager USA’s ønsker og derefter imødekommer den uopfordret.

Forskerne bider videre mærke i, at beslutninger snarere »formes« end direkte »træffes«. Det er de små skridts politik, hvor det ene møde tager det andet, og hvor forventninger om dansk deltagelse i internationale missioner gradvist bygges op. Dialogen mellem regeringen og Folketinget foregår typisk ad uformelle kanaler, og i realiteten er det en lille håndfuld personer bestående af statsministeren, udenrigsministeren og et par centrale topembedsmænd, der træffer afgørelsen om en militær indsats.

Det fremgår af rapporten, at Udenrigspolitisk Nævn således kun får dele af sandheden bag et beslutningsgrundlag, og at nævnet generelt er dårligt til at stille kritiske spørgsmål. Ikke desto mindre spiller nævnet ifølge forskerne en vigtig rolle og fungerer som et vigtigt pejlemærke for embedsmændene til at forme beslutninger, som afspejler de forskellige politiske holdninger.

Danmarks sikkerhedspolitiske strategi hedder “følg USA”

Tilbage står, at Krigsudredningen på mange måder udstiller Danmarks manglende nationale sikkerhedsstrategi. Den herskende tværpolitiske strategi kan beskrives som ”følg USA” og udstiller en række svagheder, som har store konsekvenser for ikke mindst Forsvaret. Forskerne fortæller selv, hvordan en manglende overordnet sikkerhedspolitisk strategi med klare prioriteringer gør hverdagen og virkeligheden i særligt i Forsvaret usikker.

Danmark rækker hånden op, når nogen kalder – og beder derpå Forsvaret om at løse opgaven. Det resulterer i hovsa-missioner, som det er umuligt at langtidsplanlægge. Ifølge forskerne har Danmark siden 1990 deltaget i 76 internationale missioner af større eller mindre omfang i regi af FN, Nato, OSCE og internationale koalitioner. Samtidig forårsager de mange pludselige missioner et slid på Forsvaret – både materielmæssigt og mandskabsmæssigt, som giver Forsvaret en række problemer og udfordringer.

Dernæst betyder praksis med en begrænset skriftlighed i beslutningsprocessen, at den vigtige erfaringsopsamling hæmmes. Man lærer med andre ord ikke af fortidens fejl, men bliver ved med at gentage dem. Den strategi passer fint sammen med det manglende ønske om at gennemføre en regulær kommissionsundersøgelse af krigene i Irak og Afghanistan, som var det oprindelige opdrag. Den borgerlige regerings afvisning af dette viser, at den politiske frygt for en klapjagt mod ledende politikere for muligt ansvarspådragende handlinger vejer langt tungere end ønsket om at lære og undgå fejl i fremtiden.

De færreste vil argumentere imod, at det for en småstat som Danmark giver god mening at lægge sig op ad sine vigtigste alliancepartnere. Alligevel burde Krigsudredningen føre til en fornyet debat om en overordnet national sikkerhedsstrategi med fokus på at forsvare danske interesser. Den debat har endnu lange udsigter.