BLOG: Forsvaret er langt fra målet om at kunne indsætte enheder med de mest moderne våbensystemer mod en “ligeværdig” modstander. I det eksisterende forsvarsforlig fra 2018 lovede politikerne Nato at kunne stille med en kampklar brigade på 4.000 soldater med udgangen af 2023. Det løfte er og var allerede dengang et blålys.

Tåge og regn lå tungt over Kastrup Lufthavn, da det amerikanske flyvevåbens store propelmaskine døbt “Columbine” forsøgte at lande. På jorden fulgte flyvelederen og de forsamlede danske toppolitikere med, mens den sølvskinnende flyvemaskine lagde an til en landing, der endelig, trods det usigtbare vejr, lykkedes.

Kalenderen viste 11. januar 1951, og den amerikanske gæst i Danmark var sejrherren fra 2. verdenskrig – den nyudnævnte chef for de allierede styrker i Europa (SACEUR) og senere præsident, feltmarskal Dwight D. Eisenhower. På jorden ventede den daværende udenrigsminister, Ole Bjørn Kraft (K), som tørrede sveden af panden, da den amerikanske gæst stod sikkert på dansk jord.

Men lige så dystert som vejret var Nato-chefens inspektion af dansk forsvars tilstand. Den kolde krig blev stadig mere anspændt, og Danmark havde i 1951 forøget sit forsvarsbudget til 2,1 pct. af BNP. Men det budget, som i forhold til dagens tal på 1,5 pct af BNP lyder højt, var dengang i den lave ende i forhold til de øvrige Nato-lande.

De næste par år øgede danskerne – efter uophørligt amerikansk pres – forsvarsbudgettet til et maksimum på 3,7 procent i 1953. Stillet overfor amerikanske trusler om at trække økonomisk valutahjælp tilbage, indvilgede den daværende socialdemokratisk ledede regering i Natos krav om at opstille en stående styrke på intet mindre end en division omfattende 18.000 soldater. Værnepligten blev forøget til 18 måneder, hvilket udløste et mindre mytteri på flere kaserne, hvor de værnepligtige gik hjem – og budgettet blev hævet.

Forsvarsbudgettet er stort set kun gået nedad

Lige siden er det danske forsvarsbudget målt i forhold til BNP stort set kun gået den anden vej, altså nedad, målt i forhold til BNP. I dag, hvor Rusland atter udgør den militære trussel mod Nato, er det Danmarks ambition og ikke mindst løfte til Nato at opstille en brigade på ca. 4.000 mand, som kan kæmpe selvstændigt. Det vil sige at klare sig selv med de nødvendige kapaciteter som luftværn, moderne våbensystemer, artilleri og logistik herunder ammunitionsbeholdninger til en måneds kamphandlinger.

I forsvarsforliget 2018-2024 fastslog et stort politisk flertal, at Forsvaret skulle have et “substantielt løft” og tilføjede et klart løfte: Den 1. januar 2024 skulle den nye 1. Brigade – den med de 4.000 soldater, kaldet “Hærens knytnæve” – stå klar til at blive udsendt til kamp Forleden blev cirka en tredjedel af brigaden svarende til en bataljon sendt på fem dages beredskab klar til afgang mod forventeligt de baltiske lande i tilfælde af russisk invasion i Ukraine og tilhørende trussel mod de østeuropæiske Nato-lande.

Men Ruslands præsident Putin behøver ikke at frygte for at møde en topmoderne omend mindre dansk kampbataljon. Den råder ikke over noget luftværn, eftersom dansk forsvar endnu ikke har besluttet sig for hvilket system, der skal anskaffes. De gamle Stinger-missiler, som Hæren var udrustet med, blev lagt i mølpose i 2009. Formentlig er det udgiften til destruktion, der er årsag til, at de ikke forlængst er destrueret – og i øvrigt er for gamle til at kunne give til ukrainerne, som har efterspurgt våben fra bl.a. Danmark.

For et års tid siden opgav forsvarschef Flemming Lentfer at indkøbe et stort og langtrækkende system, som kan beskytte hans soldater mod langtrækkende flybomber, missiler og droner. I stedet er ambitionen nu at anskaffe et system til nærluftforsvar.

Et muligt valg kunne være det amerikanske Stryker IM-SHORAD, som den amerikanske hær har valgt og nyligt har leveret til amerikanske enheder i Europa. Prisen ser ud til at ramme omkring 60 millioner kroner stykket for et hjulkøretøj med moderne Stinger-missiler med rækkevidde mod luftmål på små fem kilometer, suppleret af Hellfire-missiler og 30 mm maskinkanon. Desværre er der nok leveringstid. Det tog fem år fra den amerikanske hærs bestilling til levering af de første Strykers til Europa.

Brigaden er helt afhængig af hjælp udefra

Men som nævnt har Forsvarskommandoen ikke truffet nogle valg endnu – måske fordi der ikke er kontanter til formålet. Typisk kræver våbenindkøb fra regering til regering, som der vil være tale om her, en udbetaling på måske op til 30 procent. I 2018-forliget blev afsat ca. 750 mio. kroner til at anskaffe en “indledende kapacitet” til et luftforsvar, der både kunne beskytte på lange og korte afstande.

Brigaden – og den bataljon, der nu sættes i beredskab – må derfor forlade sig på, at nogle andre sørger for luftforsvaret, i fald det kommer til kamp. Bataljonen skal forventeligt samarbejde med britisk forsvar, hvis den sendes til Estland.

I Sverige, som grundet sin neutralitet og alliancefrihed ikke kan overlade forsvaret mod lufttrusler til andre nationer, har politikerne bestilt og er begyndt at modtage langtrækkende Patriot-missilbatterier. Det svenske indkøb ser ud til at koste svenskerne godt 20 mia. kroner, svarende til det meste af et års dansk forsvarsbudget. Ordren blev afgivet i 2018, og sidste efterår begyndte systemet at ankomme. Forventeligt opnår det indledende operativ status i år.

På jorden råder danskerne over moderne Piranha 5 pansrede køretøjer og ligeledes moderne svenskbyggede infanterikampkøretøjer CV90, hvis de ellers medbringer dem. De relativt nyanskaffede franske 155 mm haubits er efter det oplyste endnu ikke operative. Så danskerne har ikke noget rigtig tungt i værktøjskassen.

Og måske værst blandt hullerne er fraværet af moderne panserværn. Forsvaret afgav sidste år bestilling på det europæiske SPIKE LR2 system, der på afstande over fem kilometer præcist kan nedkæmpe selv tungt panser, befæstede stillinger og meget andet med stor præcision. Systemet kan anvendes fra køretøjer eller af enkeltmand og er solgt til en række lande. Det ventes operativt i 1. Brigade i løbet af 2024. Indtil da må bataljonen, der måske skal møde Putins panser i Østeuropa, efter det oplyste klare sig med de gamle, kortrækkende Carl Gustav panserværnskanoner fra dengang farfar var ung. Men de skulle dog, ligeledes efter det oplyste, være udrustet med bedre sigtemidler og ammunition siden dengang.

Forsvarsforliget var et hult løfte

Allerede da Eisenhower fortalte danskerne om amerikanernes krav om solidaritet overfor alliancepartnere, var det opfattelsen i Danmark, at et dansk forsvar ikke rigtigt nyttede noget. I giganternes kamp om Europa ville et dansk forsvar ikke betyde noget som helst, om så Danmark brugte hele nationalproduktet til formålet. Målet måtte være at kunne holde en del af landet, indtil forstærkninger fra England og USA kunne nå frem, og det kunne vel ikke tage mange dage.

Nu, hvor en række nye Nato-lande i Østeuropa har flyttet grænsen mod Rusland mod øst, er det Danmarks primære opgave – ud over at kontrollere stræderne – at fungere som transitland for forsyninger til Natos østlige medlemmer samt levere en selvbærende brigade, der opfylder Natos krav til en mellemtung brigade. Det sidste skulle ske i 2024 via et “substantielt løft.” Desværre bliver størstedelen af de ekstra penge først stillet til rådighed for Forsvaret i forligets sidste par år, altså i år og næste år.

Løftet om den moderne, selvbærende brigade var hult, allerede da det blev afgivet. Og skulle forsvarsforligspartierne nu beslutte sig for at levere på løfterne, vil det tage år, før materiel er anskaffet, personel ansat og uddannet. Og så har vi forresten slet ikke talt om den milliard eller to, der skal bruges til at anskaffe ammunition og anden logistik, herunder de nye missiler, som en selvbærende brigade skal have på lager for at kunne kæmpe, indtil genforsyning bliver mulig.

Men vi orker vel ikke at høre mere om det blålys, som det politiske flertal antændte med 2018-forliget?

Billedtekst (top): I august 2021 deltog 12 infanterikampkøretøjer fra Jydske Dragonregiment og 120 soldater fra Ruder 4-kompagniet i en skydeperiode i det amerikanske øvelsesterræn Grafenwöhr i Tyskland. Foto: Forsvaret/Tue Skals