INTERVIEW: Den kaotiske evakueringsindsats i Afghanistan kunne være undgået, hvis Udenrigsministeriet havde lært af historien og revideret evakueringsplanerne for ambassaden i tide. Det mener Bruno Kalhøj, der som sikkerhedsrådgiver i Syrien selv oplevede ministeriet sidde risikovurderinger overhørig.

Meget er sagt og skrevet om Udenrigsministeriets håndtering af evakueringen af den danske ambassade i Kabul, som i al hast blev skudt i gang, da Taliban søndag 15. august stod på indfaldsvejene til den afghanske hovedstad. En stor del af hastværket skyldes angiveligt, at Udenrigsministeriet længe undlod at opdatere evakueringsplaner for ambassaden.

Det kommer ikke bag på Bruno Kalhøj, som fra 2010 til 2012 var sikkerhedsrådgiver for Udenrigsministeriet og tilknyttet ambassaderne i Jordan og siden Damaskus i Syrien, fortæller han i Radio4-programmet Frontlinjen:

»Jeg er helt sikker på, at den sikkerhedsrådgiver, der har siddet der (i Kabul, red.), har presset på for, at det skulle ske. Men der har ikke været noget ønske om det hjemme i baglandet. Det er fuldstændig det samme, som skete for mig i Syrien,« fortæller Bruno Kalhøj med henvisning til sin egne oplevelser under Det Arabiske Forår i Syrien i 2012.

Her forsøgte Bruno Kalhøj ad flere omgange at tilskynde ministeriet til at forberede en evakuering – uden held.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

»Efterhånden som situationen i Syrien blev værre, var jeg mere og mere direkte i min tale, om man ikke i Udenrigsministeriet skulle revurdere situationen og sige: ’På baggrund af den situation, vi har nu, giver det så politisk, økonomisk og konsulært mening at forblive i landet med den risiko, det har for medarbejderne?’ Det ønskede man ikke. Man ville ikke revurdere, men lod det køre videre og sagde, at ’så slemt er det ikke endnu’.«

Ignorerede fælles risikovurdering

Sammen med sine skandinaviske kolleger havde Bruno Kalhøj forinden udarbejdet en risikovurdering, som han præsenterede for den lokale ambassadør og for Udenrigsministeriet. Risikovurderingen viste, at antallet af incidents – alvorlige hændelser – i Syrien var sammenligneligt med Afghanistan og Iran, som på samme tidspunkt var plaget af uro. Med risikovurderingen håbede Bruno Kalhøj at blive taget alvorligt i ministeriet, og han var indledningsvis optimistisk.

»Reaktionen fra ambassadøren var, at den ville man ikke kunne sidde overhørig i Udenrigsministeriet, og at man derfor ville være nødt til at evakuere – eller i hvert fald lukke ambassaden på et tidspunkt inden frygtelig længe. Formentlig ikke evakuere, men planlægge en nedlukning,« fortæller Bruno Kalhøj, der dog blev skuffet, da det siden viste sig, at der ikke var den store lyst til at træffe så vidtgående en beslutning.

Bruno Kalhøj fik ret, men var selv stoppet på ambassaden, da den få måneder senere alligevel endte med at blive rømmet. Siden gentog situationen sig hos en kollega på den danske ambassade i Cairo.

»Det var en anden situation, men alligevel noget lignende, da Det Arabiske Forår ramte Egypten. Pludselig skulle man evakuere danskere og personale fra ambassaden ud af Cairo. Mærsk havde sendt et fly ned for at evakuere sine egne ansatte og tilbudt Udenrigsministeriet, at de kunne få nogle medarbejdere med, men det krævede et forholdsvis hurtigt svar. Det var man ikke i stand til at give dem. Det vil sige, at man principielt ikke var klar, og jeg ved fra mine kollega, som var sikkerhedsrådgiver på ambassaden i Cairo, at det ikke føltes supergodt, for han havde også været fremme og sige, at man skulle være klar til at evakuere.«

Ikke et partipolitisk spørgsmål

Bruno Kalhøj nævner desuden opgøret mellem de gule og røde skjorter i Thailand i 2010 som et andet eksempel på, at Udenrigsministeriet undlader at skære igennem og træffe de svære beslutninger. Her lå ambassadørens træbolig midt i et af de mest uroplagede kvarterer, hvor fyrværkeriet føg om ørerne på folk, og hvor det var forbundet med fare at opholde sig. Heller ikke i denne situation traf ministeriet ifølge Bruno Kalhøj beslutning om at evakuere.

»Jeg har forskellige eksempler rundt omkring fra, hvor jeg undrer mig over, at man ikke følger de sikkerhedsrådgivere, som man rent faktisk har ansat, og heller ikke bruger den støtte, man kunne få fra FE og PET i forhold til at have de rigtige informationer.«

Med situationen i Afghanistan in mente tegner der sig et mønster og et billede af, at Udenrigsministeriet sidder ekspertvurderinger overhørig og ikke reagerer rettidigt, mener Bruno Kalhøj. Han understreger, at hans kritik ikke er rettet mod regeringen, men at problematikken i hans optik har rod i ministeriets embedsværk.

»Det er på ingen måde politisk, for jeg tror, at lige meget hvem, der havde siddet ved magten, havde resultatet været det samme. Det kan jeg ikke vide, men det vil jeg tro. Et eller andet sted er det måske en form for arrogance i Udenrigsministeriet. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, for jeg forstår den simpelthen ikke. Især ikke efter at man valgte at ansætte nogle professionelle sikkerhedsrådgivere, som netop kunne rådgive om de her ting. Når man så har ansat dem, lytter man ikke til dem. Det har jeg svært ved at forstå.«

Ingen reagerede på dansk sitrep

Det er tilsyneladende ikke alene behovet for bedre evakueringsplaner, de danske myndigheder har undladt at lytte til. Berlingske har således fået indsigt i en såkaldt sitrep – en ugentlig militær situationsrapport – som allerede i juni beskrev Talibans hastige erobringer og en afghansk hær på randen af opløsning.

Rapporten er sendt til Forsvarskommandoen og står i skærende kontrast til Jeppe Kofods forklaringerne om mangelfulde efterretninger i kølvandet på Talibans overraskende erobring af Kabul. Det er dog uvist, om Jeppe Kofod er blevet gjort opmærksom på indholdet i rapporten. Hos Forsvarsministeriet afviser man at svare på, om man var bekendt med dens indhold. Situationsrapporten er dateret den 16. juni og har chefen for de danske styrker, oberst Timm Willum Larsen, som afsender. Han skriver blandt andet:

»ANDSF (den afghanske regeringshær, red.) er udfordret på stort set alle parametre, og TB (Taliban, red.) vinder frem. I maj måned gennemførte TB 130 angreb på distriktscentre, sammenlignet med 32 i maj måned 2020. 15 distriktscentre er blevet erobret af TB i maj måned alene, og der løber til stadighed meldinger ind om ANDSF poster som forlades uden kamp. Hertil kommer TB nu fuldstændige dominans på Highway 1 og tilnærmelsesvis isolation af Kabul. Sikkerhedssituationen i landet er stærkt udfordret.«

Som OLFI tidligere har beskrevet, har også civile eksperter og analytikere løbende advaret om, at Afghanistan kunne falde før snarere end senere.  Blandt andre advarede chefkonsulent ved Forsvarsakademiet og Afghanistan-ekspert David Vestenskov allerede i efteråret 2020 om en kort tidshorisont for Talibans magtovertagelse – en forudsigelse, som siden har vist sig at holde stik.

OLFI har bedt Udenrigsministeriet om at forholde sig til Bruno Kalhøjs kritik, men ministeriet meddeler, at man netop nu »prioriterer arbejdet med den pågående evakueringssituation«.