DEBAT: Forsvaret står et sted, hvor den politiske og den militære sfæres indbyrdes relation er i fare for at stå i vejen for en historisk genopretning. For at den kan føres ud i livet, skal der derfor ikke kun ses på organiseringen af forsvarsområdet, men på kulturen, som man kun langsomt kan ændre, skriver Richard Engelholm og Morten Kromann.

Sagen om “Iver Huitfeldt” og hjemsendelsen af forsvarschef Flemming Lentfer har fungeret som fremkaldervæske for det betændte samarbejdsklima, der eksisterer mellem det politiske niveau og den øverste militære ledelse. Lad os for en god ordens skyld sige, at vi med ”Forsvarets øverste ledelse” betragter hele den del af Forsvarskommandoen, der har en jævnlig/daglig kontakt til Forsvarsministeriets departement og forsvarsministeren. Herudover kan der formentlig også trækkes en række paralleller til øvrige styrelser.

Udviklingen er ikke sket henover natten – der er tale om en langvarig, selvforstærkende ond spiral, der har ført til en kultur præget af mistillid og tendens til fjendebilleder i både departementet og den øverste militære ledelse. Forstå os ret; det er hverken middelmådige eller onde mennesker, der bemander de to organisationer. Tværtimod er de rasende dygtige og ambitiøse, men udviklingen er kommet snigende over mere end ti år og har derfor været svær at få øje på. Hvem der kastede den første sten, er umuligt at sige, og det er også formålsløst at botanisere i – begge parter har været lige gode om det.

I et liberalt demokrati som vores vælges politikere og ministre på grund af deres holdninger, meninger og ambitioner – ikke deres faglige viden og indsigt (med enkelte undtagelser). For at sikre realismen og ordentligheden i udførelsen af de politiske mål, bidrager embedsværket med den faglige viden og indsigt. Politikerne udstikker kursen og tempoet, og embedsværket nedbryder det til konkrete handlinger og implementerer initiativerne.

Allerede hér opstår de første udfordringer, for hvad er egentligt opgaven for Forsvaret? I 80’erne skulle vi stoppe Sovjet, i 90’erne skulle vi til Balkan, i 00’erne kæmpede vi i fjerne egne, og i 10’erne skulle fredsdividenden for alvor høstes. Men hvad er Forsvarets primære opgave de næste 10-15 år? Skal vi forstærke Natos flanke i Baltikum eller fokusere på Host Nation Support og danske territorialgrænser? Skal vi patruljere i Østersøen eller i Arktis? Skal vi navigere efter Natos styrkemål eller fokusere mere på fx hjemligt luftforsvar?

Uden formulerede mål og prioriterede opgaver er det umuligt at lægge en strategi og arbejde systematisk og ressourcebevidst. Groft sagt – hvad er Forsvarets opgave egentlig?

Behov for at se på ledelsesstil, systemer og struktur

Effektiviteten i systemet hviler på, at politikerne respekterer embedsværkets faglighed, og at embedsværket er loyale overfor de politiske ønsker og mål. I tilfældet med Forsvaret kan vi imidlertid komme med talrige eksempler på, hvordan begge parter de seneste mange år har svigtet denne demokratiske overenskomst. Det politiske niveau har ikke haft den fornødne respekt for den militære faglighed, og Forsvarets øverste ledelse har optrådt med manglende loyalitet og til tider måske ligefrem forsøgt at underløbe det politiske niveau.

Vi står nu et sted, hvor de to sfærer og deres indbyrdes relation er i fare for at stå i vejen for en historisk genopretning af dansk forsvar og en hidtil uset investering af nationens ressourcer. Situationen er så kompleks, at det kræver et samlet blik på hele spillepladen. Det er ikke nok at hjemsende en enkelt chef eller to, og problemerne kan heller ikke alene tilskrives samplaceringen af Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen eller omorganiseringen fra 2014.

Det er tydeligt for de fleste, at der er et kulturelt problem, og det sidder efterhånden så fast i tapetet og gardinerne, at det ikke kan fikses med en idrætsdag og en sommerfest.

Så hvad er der behov for, for at skabe de bedst mulige forudsætninger for en succesfuld genopretning af dansk forsvar?

Det tager lang tid at ændre kulturen i en organisation, og kultur har ikke nogen håndtag, man kan tage direkte fat i. Kultur skal påvirkes langsomt og vedholdende gennem andre kanaler:

Ledelsesstil

Dét, man giver opmærksomhed, får man mere af! Ledere i både departementet og Forsvarskommandoen skal gå forrest og sætte standarden for dén adfærd, man vil have.

• Lederens dør skal altid være åben, og lederen skal som udgangspunkt have større opmærksomhed nedadtil end opadtil.
• Der skal drages omsorg for dem, der begår fejl, og der skal skabes læring ud af fejlene.
• Medarbejdere skal tilskyndes til at nedbryde organisatoriske barrierer og inddrage fjernere ringhjørner af organisationen i deres daglige opgaveløsning.
• Medarbejdere på alle niveauer skal have et klap på skulderen, når de kommer med dårlige nyheder eller melder, at de ikke kan løse opgaven.
• Der skal skrides konsekvent ind overfor dem, der taler dårligt om andre, bidrager til mistilliden og fjendebillederne, eller som sætter sig selv over teamet.

Systemer

• Alle incitamentsstrukturer, både de formelle og de uformelle, skal understøtte den ønskede adfærd, og belønninger skal kun tilfalde dem, der har modet til at gøre det rigtige – også når det gør ondt.
• Systemer (fx beslutningsprocesser og informationsdeling) eksisterer både vertikalt og horisontalt, og systemer handler dybest set om at få ting gjort og problemer løst. De fleste medarbejdere har et godt blik for, om de lykkes på grund af procedurer eller på trods af procedurer. Det handler blot om at have modet til at få det kaldt frem og om nødvendigt lavet om.
• Systemer balancerer struktur, forstået på den måde, at ingen struktur er perfekt, og systemerne skal indrettes så de imødegår svaghederne ved den valgte struktur.
• Systemer kan være et særdeles effektivt værktøj, hvis der er behov for ændringer, men det ikke er muligt/ønskeligt at lave strukturændringer.

Struktur

Den nuværende situation taget i betragtning, er det decideret uforsvarligt at frede strukturændringer på forhånd. Der skal selvfølgelig ikke laves om i strukturen blot for ændringernes skyld, men man bør have modet til også at kaste et kritisk blik på strukturen:

• Det er i sidste ende de prioriterede opgaver og strategien, der er styrende for en organisations indretning. Opgaven med at genoprette dansk forsvar og strategien for at investere et trecifret milliardbeløb må være det altoverskyggende for organiseringen af Forsvarsministeriets myndighedsområde. Det kræver selvsagt, at Forsvarets opgave formuleres entydigt.
• En god tommelfingerregel er, at alle strategiske indsatsområder skal kunne aflæses direkte i organisationsskemaet på det niveau, hvor ansvar og indflydelse samles. Det betyder, at hvis en delstrategi handler specifikt om indkøb af materiel, skal der (med den nuværende organisering) være et organisatorisk element i Forsvarsministeriets departement, der hedder og beskæftiger sig med materielanskaffelser.
• Det er underordnet, hvordan strukturen har set ud tidligere. Glem tiden før 2014. Det afgørende er, hvad der er behov for de næste 10-15 år.
• Det er måske en overvejelse værd at inddrage medarbejdere i arbejdet med at designe en ny organisation. De fleste mennesker har lige så stor trang til udvikling, som de har modstand mod forandring, og ved at inddrage medarbejdere opnår man dels større ejerskab og derved sandsynlighed for succes, og dels at man kun justerer dér, hvor det konkret bidrager med værdi.
• Til at starte med bør departementets organisering justeres. Forsvarsministeriets myndighedsområde er den danske stats største driftsorganisation, men departementets indretning i teams og centre er i højere grad optimeret mod kollektiv og kreativ samskabelse end at drive en sådan driftsorganisation.
• Dernæst bør man kigge på strukturen mellem departementet og de underliggende myndigheder. Nogle af styrelserne er mere civile end militære og har det formentlig bedst, som det er i dag.
• Det er derimod en valid pointe, om det ikke ville være meningsfyldt at give forsvarschefen et større ansvar for fx egen HR-virksomhed og indkøbsfunktion. Det betyder ikke, at personalestyrelsen og materiel- og indkøbsstyrelsen 1:1 skal flyttes ind under forsvarschefens autoritet, men det skal være vores påstand, at langt de fleste ville have glæde af, at forsvarschefen ikke i samme grad som i dag er afhængig af sideordnede myndigheder for at lykkes med sin opgave.

Der er intet alternativ til genopretningen af Forsvaret. Sikkerhedssituationen kræver det, ligesom de danske borgere har krav på, at nationens ressourcer forvaltes med ordentlighed og respekt. Det kræver en fordomsfri tilgang til at foretage de nødvendige justeringer i strukturer, systemer og ledelsesstile, hvis Danmarks samlede militære operative kapacitet skal op på det rette niveau. Trin 1 i den proces er at formulere klare mål og prioritere opgaver, som medarbejderne kan samles om.