ANALYSE: Rusland gør klar til en lang sommer med indkaldelse af rigelig kanonføde og bruger nu internationale konventioner til at inkriminere Ukraine for terrorangrebet i Moskva forrige fredag. I Kreml mener man, det går mod lysere tider – både på fronten i Ukraine og globalt, lyder analysen fra Jens Worning.
Lørdag den 30. marts satte Ruslands præsident, Vladimir Putin, sin pen i bunden af et dekret, der indkalder yderligere 150.000 mand mellem 18 og 30 år til den russiske hær – alle ved, hvor de skal sendes hen. Disse unge mænd vil blive kontaktet fra nu og frem til 15. juli i år og bedes melde sig ved det lokale hvervekontor.
Ved den ”delvise massemobilisering” for halvandet år siden flygtede flere hundredetusinde unge mænd landet af frygt for at blive indkaldt – det samme sker næppe denne gang, for fortællingen om krigen, Rusland og omverdenen har sat sig fast i den russiske befolkning. Skæbnen undviger man ikke i Rusland, det ved de fleste på de kanter.
Den nye ”mobilisering” skal tages med to gran salt.
Det første er, at Rusland de seneste måneder angiveligt har indrulleret omkring 30.000 mand pr. måned uden officielle udmeldinger eller kampagne. Mobiliseringen er altså allerede i gang.
Det andet er, at dekretet også trækker folk, der har været indrulleret ufrivilligt, ud af tjeneste.
Dekretet tjener et inderigs- og udenrigspublikum
Indenrigs er der to budskaber: For det første, at nationen er i en eksistentiel krig, hvor alle må yde deres ofre, og for det andet, at staten er retfærdig – du bedes om at gøre din pligt i en periode, og overlever du, er du fri bagefter. Det er en social kontrakt om krigen mellem staten og undersåtterne – den ser lige nu ud til at være godkendt af begge parter.
Udenrigs er budskabet klart: ‘Vi kan blive ved til den bitre ende – kan I?’
”I” er her både Ukraine og dets vestlige allierede. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er i gang med en intens lobbyindsats for at få den støttepakke fra USA, som præsident Joe Biden har lovet, igennem den amerikanske kongres, hvor den holdes som gidsel i indenrigspolitiske affærer og – ikke mindst – præsidentvalget i USA til november.
På slagmarken er status helt sædvanligt mudret. Ukraine har sine succeser for tiden – særligt med at ukampdygtiggøre den russiske sortehavsflåde samt med at smadre russiske olieraffinaderier. Det sidste ser ud til at have en reel negativ økonomisk effekt på Rusland, det første er bare pinligt for – for Rusland – og tab af vigtig kapacitet, der ikke lader sig erstatte, mens krigen pågår.
Omvendt vinder Rusland frem ved fronten, særligt omkring Kharkiv, Ukraines næststørste by, hvor energiforsyningen i weekenden stort set blev ødelagt. Budskabet her er, at Kharkiv kan falde, om den så skal bombes sønder og sammen, hvilket ikke er en tanke, der holder den russiske hærledelse eller Kreml tilbage. Falder Kharkiv, går krigen ind i en ny fase med Rusland i offensiven og Ukraine i den ene taktiske retræte efter den anden. Det vil rejse spørgsmålet hos Ukraines vestlige allierede; er det indsatsen værd? Det er Ruslands taktiske mål politisk at skabe splid og yderligere forsinke og reducere Vestens faktuelle støtte til Ukraine. Det er sådan, Ukraine langsomt, men i så fald sikkert, kan miste sin selvstændighed.
Kreml mener, at man går mod lysere tider
I Moskva har man fået styr på narrativerne om terrorangrebet for to uger siden.
Udenrigsministeriet har meddelt, at man med henvisning til to internationale konventioner om henholdsvis forhindring af terrorangreb med bomber (1997) og finansiering af terrorisme (1999) via diplomatiske kanaler har henvendt sig til Ukraine for – groft sagt – at få Ukraine til at erkende sin medskyld i terrorangrebet i Crocus City Hall. Det sidste har naturligvis intet på sig, og Ruslands respekt for international lov er ikke eksisterende.
Men man slår flere fluer med et smæk her: For det første lader man glemslen sænke sig over det ydmygende nederlag, som terroren i Moskva var for efterretningstjenesten FSB, der ikke kunne beskytte Moskvas borgere, mens deres kolleger i USA åbenlyst havde advaret om, at et IS-angreb i Rusland var under forberedelse.
For det andet spindes Ukraine ind i krigens fortælling som aggressor – en meningsmåling før påske viste, at 50 pct. af de adspurgte russere tror, at Ukraine står bag angrebet udført af Islamisk Stat. Kremls fortælling om fjende, ven og krigens årsag er stærk i Rusland.
Og for det tredje henviser man til international ret, og når man gør det illegitimt som her, gør man sit til at undergrave samme – det lykkes dog næppe.
I Kreml synes man, at man går mod lysere tider – ved fronten såvel som globalt.
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Tesen om at ”Kreml går mod lysere tider”, er så forkert som det overhoved kan blive og selvom kommentarsporet ikke er ideelt til sådanne diskussioner, så vil jeg alligevel forklarer hvorfor.
På slagmarken giver det god menig for Rusland at mobilisere – fordi realiteterne er, at fremrykning sker i samme tempo en mand kan gå. Hverken Rusland eller Ukraine har resurserne til mobil krigsførelse – så mere kanonføde, er vejen frem da det hårdt skåret kun kræver geværer og uniformer.
Kigger vi på økonomien, så står det slemt til Rusland. På papiret er det godt med en krigsøkonomi, men i realiteten svarer det til at du løber hurtigere end din iltoptagelse. Enhver som har prøvet dette ved, at før eller siden kommer ”iltgælden” frem i form af sidestik.
Denne ”iltgæld” bliver dækket i form den pensionsopsparing russerne har. På et tidspunkt løber denne finansieringskilde ud og til den tid vil der været seriøst være sidestik i begge lunger.
Når det alligevel går bedre for Rusland økonomisk på kort sigt, er det fordi arbejdspladser indenfor rustningsindustrien driver lønningerne op. Du bliver som tømrer meget bedre betalt for at lave geværer end for at lave bygninger.
Så selvom der burde være flere penge i den russiske statskasse fordi virksomheder indenfor rustningsindustrien og deres arbejdere betaler mere i skat, så vil den faldende civile produktion presser forbrugerpriserne op.
Det skyldes at både mobiliseringen såvel som rustningsindustrien trækker arbejdskraft væk fra civil produktion.
Det er derfor Putin sidder i fjernsynet og diskuterer priserne på æg i Rusland med russiske husmødre. For når pengemængden i samfundet og udbuddet falder – ja så stiger priserne.
Det kaldes inflation og for at bekæmpe dette hæver den russiske central renterne (lige som alle andre centralbanker) og lige nu er denne rente 15% og kun overgået at lande som Tyrkiet og Argentina.
Så når Kreml synes man, at man går mod lysere tider – så svare denne rente til ca. 42 grader i feber når lægen spørger (når vi taler nationaløkonomi i sammenligning med resten af verden).
Men så længe Rusland kan finansier krigen (uden at lade seddelpressen løbe løbsk), så hænger det sammen for Rusland.
Og det er i det lys at to ting som startede i december 2023 – det ene var at Ukraine nu begyndte at gå efter de russiske olieraffinaderier og det andet var den executive order præsident Biden underskrev om forøget ”policing” af Vestens sanktioner. EU fulgte kort tid efter med tilsvarende forøget ”policing”.
Det betyder at korrespondentbanker som en finansiel en mellemmand eller agent, der gennemfører forretningstransaktioner, på vegne af en anden typisk udenlandsk bank – nu skal dokumentere at den betaling som skal gennemføre på vegne af den udenlandske bank, overholder vestens sanktioner.
Gør den ikke det, falder hammeren og den udenlandske bank vil selv blive udsat for (sekundære) sanktioner.
Det er derfor EU og USA har lister med navngivne personer som er sanktioneret. For intet selskab som betalingen vedrører, må have disse personer eller selskaber i deres ejerkreds, bestyrelse mv.
Det er besværligt for enhver bank og måske derfor kan vi nu se via offentlige skibsdata, at russiske tankskibe nu i større og større omfang ligger stille, selvom oliepriserne er stigende.
Rusland havde i 2022 et BNP omkring 2,2 billioner USD. Til sammenligning har Vesten mere end 20 gange så stort et BNP og en lang historik for samhandel med især Kina og Indien.
Så det er vel næppe overraskende at banker i især Indien og Kina i stadig højere grad – ikke vil handle med Rusland for at bevarer den eksisterende handel med Vesten som jo er mere end 20 gange større.
Men for Ruslands evne til at finansier krigen betyder det at opsparingen i form af de russiske pensionsmidler skal betale og altså så penge som ikke kan bruges på pension.
Jeg frygter at den dag krigen er færdig, bliver Rusland en gentagelse af Tyskland efter første verdenskrig, med massearbejdsløshed, voldsom inflation, en løbsk seddelpresse, atombomber til salg og en masse krigsveteraner uden pension.
En giftig cocktail for jeg kan ikke se at Rusland kan vinde den krig – heller ikke selvom det politiske dødvande i USA forsætter.