DEBAT: Politisk træghed fører til stagnation, som bringer forventningerne til et velfungerende forsvars og beredskab i fare. Skal man den problematik til livs, er det imidlertid ikke alene et spørgsmål om penge, men om ikke at lade militærfagligheden vige for politiske interesser, mener korporal af reserven Jens Graff.
I de seneste år har genopbygningen af Danmarks Forsvar og Beredskab været genstand for politisk opmærksomhed og løfter. Dog, når man træder tilbage og betragter processen, kan man ikke undgå at blive slået af en følelse af modløshed og frustration. Den politiske træghed, der har præget genopbygningsprocessen, står i skarp kontrast til det presserende behov for et funktionelt og robust forsvar og beredskab.
Modløsheden opstår især som følge af den langsomme politiske handling. Mens de ansatte i Forsvaret og Beredskabet desperat venter på den lovede fremdrift, synes den politiske beslutningsproces at være præget af passivitet og ligegyldighed. Resultatet er en stagnation, der bringer vores forventninger til et velfungerende forsvar og beredskab i fare.
Det er dog værd at bemærke, at problemet ikke blot drejer sig om penge. Den militærfaglige argumentation bliver fortsat overhørt i en grad, der er uacceptabel. Trods stigende frustrationer bliver vigtige militærfaglige hensyn ignorerede til fordel for politiske interesser. Denne tendens afspejles tydeligt i offentligheden gennem utallige kritiske indlæg i medierne og på sociale platforme. Men uden den store virkning på det politiske niveau.
Spørgsmålet melder sig igen
Skal Danmark stå over for en reel militær konflikt, før den militærfaglige argumentation bliver ligeværdig med politiske hensyn og ambitioner for Forsvaret? Det er en tankevækkende observation, der rejser alvorlige spørgsmål om vores nationale sikkerhed og prioriteringer.
En sådan situation ville ikke blot være en fiasko for vores politiske system, men det ville også få alvorlige konsekvenser for vores nationale sikkerhed. En nøje afbalanceret tilgang, der prioriterer både de militærfaglige og politiske hensyn, er afgørende for at opretholde et troværdigt og effektivt forsvar og beredskab.
I sidste ende må vi erkende, at vores nationale sikkerhed ikke kan overlades til politisk uansvarlighed og træghed. Det kræver et fælles engagement og en reel vilje til at prioritere det militærfaglige perspektiv for at sikre Danmarks og rigsfællesskabets fremtidige sikkerhed og stabilitet.
Jens har jo desværre fuldstændig ret. Vi er i en endnu værre situation end i perioden før Anden Verdenskrig. En lang periode med gode tider har fremavlet en skare apatiske og snæversynede politikere, der synes blottet for selv den mindste stump af historisk kendskab. De bruger deres tid på at drøfte, om Ane i Kærets børn skal have samfundsbetalte bleer, fordi faderen var krybskytte i en statsskov. De fatter ikke – som de heller ikke gjorde det i 1940 – at der er gået ild i det hus,. de bor i. De laller bare rundt i deres urealistiske drømmeverden i håbet om, at der – ligesom sidst – kommer nogen og rager kastanjerne ud af ilden for dem.
I de sidste 40 år har man – fuldt bevidst – år for år skåret ned på Forsvaret, så de nu kun er en symbolsk funktion, der holdes i live af nogle få prisværdige idealister.
Tænk, hvis man lavede en statusopgørelse. Hvad har vi tilbage af Hæren? Hvor er Søværnets ubåde, torpedobåde og de andre enheder, der skulle bevogte vore farvande. Hvor mange flyvemaskiner har vi tilbage? Hvor mange år vil det tage at genopbygge et anvendeligt forsvar? Og hvorfor er vi endnu ikke kommet længere end intetsigende snak uden handling? Det er snart 2 år siden, Rusland viste, hvad de agtede. Har vore politikere gjort andet end at sidde og lallesnakke, mens vores forsvar dag for dag faldt mere og mere fra hinanden? Antikke granater, kanoner, der ikke kan skyde – eller ikke eksisterer. Underbemanding alle steder, fordi alle andre end de mest idealistiske kan se, at det er en dødsejler, de holder kunstigt liv i.
Tag dog for pokker og få fingeren ud, og gå i gang med at lappe den gamle, misrøgtede cykel, i stedet for bare at snakke udenom. Det forsøgte vores politikere at klare sig med i 1939, og vi ved alle, hvad det resulterede i.
Til pumperne folkens! Ikke mere snak! Kom i gang! Historien vil dømme de sidste 40 års politikere hårdt, hvis de ikke overvinder erkendelsen af, at de fjumrer rundt i deres lalleglade drømmeverden.
Hans Chr. Dahlerup Koch
Kommandørkaptajn (pens)
Vi står langt værre end dengang. Men hvem ved, måske er det en helt bevidst politik fra diverse politikeres side. Forhåbentligt ikke.
Med hensyn til 1939, lige et spørgsmål. Var det ikke dengang General Prior, som forsøgte sig med en indsamling af private midler til anskaffelse af blot en smule luftværn til Hovedstaden?