Reportage. Søndag vendte forsvarsminister Troels Lund Poulsen hjem fra en todages rejse til Ukraine, hvor han bl.a. holdt møder med ledende politikere og deltog i en dansk-ukrainsk forsvarsindustriel konference. Rejsen gjorde det klart, at hjælpen til Ukraine er nødt til at ændre karakter. Med på turen til Kyiv var fire folketingspolitikere, og det samme var OLFI.

Det går lidt for stærkt. Så bremser kortegen ned og holder for rødt. Grønt lys og atter fuld fart gennem Kyivs oplyste gader med civile politibiler forrest, sirener og blå blink.

Jeg forstår det ikke helt, og det virker ærlig talt en smule paradoksalt. Hvorfor dog køre med sirener og udrykning, når man stopper for rødt, det er mørkt, og man skal eskortere VIP’er gennem en trafikeret millionby? Det virker lidt som at skrige ”her kommer vi vigtige mennesker – skyd, hvis I vil os det ondt”! Nå, men de må jo vide, hvad de gør, ukrainerne. Det hører efterhånden til hverdagsrutinerne, at en delegation af politikere og højtstående regeringsrepræsentanter fra Vesten skal transporteres rundt i byen.

Det er lørdag aften, og i en af de forreste biler sidder forsvarsminister Troels Lund Poulsen (S) sammen med nogle embedsmænd. I en minibus bag dem sidder partiformændene Inger Støjberg (DD) og Pia Olsen Dyhr (SF), udenrigsordfører Trine Pertou Mach (EL) og forsvarsordfører Simon Kollerup (S) sammen med nogle PET-vagter og andre embedsmænd, og i endnu en minibus sidder fire repræsentanter fra pressen i form af Børsen, Altinget, Euroman og OLFI. Den ukrainske ambassadør til Danmark er også med i kortegen.

Vi er på vej mod banegården i Kyiv for at nå nattoget mod Przemysl i Polen. Med et lukket luftrum er det den hurtigste, sikreste og mest behagelige vej ind og ud af det krigshærgede land. Vi ankom fredag morgen, og efter to hektiske dage går det atter hjemover.

»Du skal ind i kupé nummer ni,« siger embedsmanden fra Forsvarsministeriets Ukrainekontor til mig, da vi har parkeret bilerne ved perronen og fået en pose med en madpakke stukket i hånden. En svært kedelig sandwich bestående af hvidt toastbrød og alt for meget mayonnaise, en yoghurt, lidt frugt og en appelsinjuice.

Kupeen deler jeg med Andreas Krog fra Altinget, som jeg kender fra tidligere rejser og pressemøder med forsvar for øje. I den næste vogn har politikerne fået ”enkeltværelser”, men der går hurtigt hygge i den del af selskabet, som ikke nødvendigvis skal arbejde. Troels Lund Poulsen har haft et hektisk besøg med en del flere programpunkter end de, som vi fra pressen fik lov at være med på.

Møder med både forsvarsminister og Zelenskyj

Han har holdt møde med præsident Zelenskyj og to møder med den nye ukrainske forsvarsminister. Da jeg sætter mig overfor den danske forsvarsminister i hans kupé lørdag aften, lægger han heller ikke skjul på, at det har været et udbytterigt besøg.

»Jeg har fået en masse indtryk af, hvordan situationen er i Ukraine. Og ikke mindst en god fornemmelse for nogle af de store udfordringer, som Zelenskyj og for den sags skyld også min kollega, den ukrainske forsvarsminister, står overfor. Det er jo stadigvæk de samme ting, som fylder det. Ammunition – og så er det ikke mindst, at der er mange donationer, der bliver forsinket, og hvad det så har af indvirkning på den måde, som de kan forsvare sig på,« siger Troels Lund Poulsen.

Problemet er velkendt. Umiddelbart efter krigsudbruddet handlede det bare om få skippet våben, ammunition og brugbart materiel til Ukraine. Alt, hvad der kunne skyde, eksplodere, flyve, køre og sejle skulle bare afsted, og lidt var bedre end ingenting. Siden har det stået lysende klart, at den største mangelvare for ukrainerne er ammunition, våben, luftforsvarssystemer og langtrækkende missiler.

Artiklen fortsætter under billedet …

I dag er situationen langt mere kompleks, og det går ud over ukrainernes evne til at forsvare sig, når lovede donationer udebliver, og materiellet kommer fra mange forskellige producenter. Når det går ned, kræver reparationer og vedligehold en logistisk støttestruktur af en anden verden, som ifølge Troels Lund Poulsen er en gigantisk udfordring.

»Dybden af det bliver større og større efterhånden, som tiden går. Ukrainerne kan ikke planlægge efter, hvad det er for kapaciteter, de kan få. Det påvirker den måde, de kan forsvare sig selv på. Og ikke mindst den måde, de potentielt kan angribe på,« siger han.

Derfor er han også kommet til en konklusion, som i virkeligheden også er bagtanken med den forsvarsindustrielle konference (Danish-Ukranian Defence Industry Conference), som han lørdag var med til at åbne på Hotel Hyatt tæt på Maidanpladsen i Kyiv.

»Den her tur har for alvor åbnet øjnene for mig i det, som vi bliver nødt til at gøre mere af; at opbygge Ukraines forsvarsindustri. Det er nok den største lære, jeg tager med hjem. Vi bliver nødt til at gøre dem i stand til at producere meget mere militært udstyr selv for også at give dem en større uafhængighed af de her donationer.

Donationerne kommer til at fastholde ukrainerne i nogle positioner, som ikke er godt for Ukraine. Så det er faktisk noget, jeg synes, at vi for alvor bliver nødt til at prioriteres noget mere.«

Skal sætte gang i produktionsbåndene

Den danske forsvarsminister ønsker ikke at uddybe konkret, hvad eller hvordan det kan ske. Men han lægger ikke skjul på, at det er langt bedre for Ukraine og Danmark, hvis de danske støttekroner går til virksomheder i Ukraine, som kan producere noget af alt det krigsmateriel, som ukrainerne står og mangler. Virksomhederne er der, produktionsbåndene står åbne, og de mangler bare ordrer i bogen.

Men det er også vigtigt at få danske og ukrainske forsvarsindustrielle virksomheder til at arbejde meget mere sammen. Derfor har Danmark taget initiativ til konferencen i Kyiv, som har til formål at understøtte en mere langsigtet og strategisk tilgang til involvering af danske virksomheder i forhold til den militære støtte til Ukraine. For nyligt indgik Danmark og Ukraine en tiårig aftale om sikkerhedstilsagn, der betyder, at den fremtidige militære og civile støtte rammesættes for de næste ti år i den bilaterale aftale.

Artiklen fortsætter under billedet …

Sikkerhedstilsagnene bliver økonomisk understøttet af den danske Ukraine-fond, som i øjeblikket er finansieret frem til 2028 med sammenlagt omkring 70 mia. kr., hvor halvdelen snart er brugt. I rammen af Ukraine-fonden har regeringen afsat 1,75 mia. kr. i en industripulje, som er målrettet indkøb af donationer til Ukraine fra forsvarsindustrien frem til og med 2026. Virksomheder har mulighed for at indmelde tilbud til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse for at komme i betragtning til puljen.

Det går ikke!

Mens nattoget forlader Kyiv og begiver sig ud i den ukrainske aften og nat, gør den danske delegation sig komfortabel om bord. Inger Støjberg har sat sig i sin kupé og vil gerne fortælle, hvad der har gjort det største indtryk på hende. Hun har to gange tidligere været i Ukraine, og selv om hun denne gang fik lejlighed til at sidde overfor præsident Zelenskyj i en time, er det en anden oplevelse, som står stærkest.

»Det har været tre vidt forskellige oplevelser. Men én ting står fuldstændig klart, og det har det gjort efter hvert besøg: Ukrainernes vilje til at kæmpe er uforandret. Men det står også mere og mere klart, hvor meget de mangler ammunition og alt militært udstyr. Jeg mener dermed også, at vi har en forpligtelse til at gøre, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe dem,« siger hun.

Samme holdning deler Trine Pertou Mach, som Enhedslistens udenrigsordfører. Hende har forsvarsministeren valgt også at invitere med, fordi partiet bakker helhjertet op om den danske støtte til Ukraine, selv om Enhedslisten som det eneste parti står uden for forsvarsforliget. Og Trine Pertou Mach er under sit besøg i Kyiv kun blevet bekræftet i, at vi skal hjælpe Ukraine endnu mere.

»Jeg vil sige det sådan, at stålsatheden hos de ukrainske politikere, som vi har mødt, forpligter os og andre til at få leveret. Men det er ikke bare os i Danmark. Vi ligger godt til, men vi skal have resten af Europa med. At få leveret på den lovede ammunition er fuldstændigt afgørende. Altså – det kan ikke blive ved ordene. Det går ikke!,« siger hun.

Men hvad tager du så med fra denne tur – er det mest optimisme eller pessimisime?

»Det er en bekymring, der har fået nogle flere billeder på. Et førstehåndsindtryk. Men vi bliver også nødt til at være optimister, fordi vi jo vil se krigen afsluttet på en retfærdig måde. Så er der også vilje til at gøre noget ved det.«