spot_img

Putin mod Vesten – hvad er stillingen?

DEBAT: Både Natos og EU’s topledelse har udtrykt uhørt offentlig bekymring om Ukraine-krigens gang – at Ukraine kan stå overfor at tabe. I weekenden vandt Putin præsidentvalget i Rusland. Hvad er op og ned i krigen mellem Vesten og Putin? Sikkerhedspolitisk kommentator Jens Worning giver her sit bud.

Krigen er lidt som en anormal fodboldkamp. Der er som sådan altid grund til at gøre status ved halvleg, så langt så godt. Men i dette tilfælde er der mere en blot to halvlege, der er tværtom uendeligt mange halvlege forude. Der er ikke kun to hold på banen, og fra tid til anden ved man ikke helt, hvilke hold der sender spillere ind i næste halvleg – eller om nogle af dem står over en halvleg eller to; Ungarn, Slovakiet, Tyskland, Frankrig med flere.

Så hvor står vi med Putin, hvor står Putin med os, hvad er stillingen lige nu?

På den ene side ikke pokkers optimistisk set fra et ukrainsk synspunkt, på den anden side heller ikke kropumuligt og uden håb.

Sikkert er det, at Putin går inden til den kommende halvleg – der som nævnt på ingen måde er den sidste – med stor optimisme og selvtillid. Søndag vandt han med historiske tal det russiske præsidentvalg, hvilket naturligvis i høj grad var orkestreret, styret og uden alternativer. Russerne havde ét valg: Putin. Det gør i et globalt perspektiv ingenlunde valget af Putin illegitimt. Udenfor den vestlige verden modtages signalet, at Putin og Rusland har styr på deres kiosk, og det er vigtigere i disse dele af verden, end hvad vi i Vesten måtte have af moralske, folkeretlige og politiske kvababbelser derved. Dermed betyder det også rigtig meget for hvordan og hvornår den ikke-vestlige verden overvejer, om de skal placere deres jetoner ved rouletten på rød eller sort, når det gælder krigen i Ukraine. Eller stå en runde eller to over.

Artillerigranater er den altoverskyggende udfordring

Putin’s nuværende optimisme kommer også fra de faktiske forhold ved fronten og Natos og EU’s åbenlyse udmeldinger: Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde, at Ukraine er ved at løbe tør for mod og ammunition, EU’s udenrigstalsmand, Josep Borrell, sagde, at krigen kan ende dette forår eller sommer – begges budskab var, at Ukraine er tæt på at tabe krigen.

Er Ukraine det, så er Nato og EU det jo også – aldrig har de to internationale og Europa-definerende organisationer været tilnærmelsesvist så politisk som økonomisk involverede i en krig som denne. Aldrig i de to organisationers historie har en krig af denne størrelse været helt op ad deres fælles ydre grænse.

Stoltenbergs og Borrells bekymringer handler om flere forhold, men kan koges ned i én Maggi-terning, som OLFIs læsere kender til bevidstløshed – artillerigranater. Rusland har omstillet sig til en krigsøkonomi og dets militærproduktion ligeså på meget kort tid. Logistikken, når det gælder artillerigranater, har de også fået styr på – de når frem til fronten. Ukraines vestlige allierede har lovet massive forsyninger af samme – men kan aktuelt ikke levere det halve af, hvad der er lovet. Så for tiden har Ukraine måske to artillerigranater, når Rusland har ti – og der affyres tusindvis af disse fra begge sider hver eneste uge. Den, der har færrest af disse, står ikke lige frem til at vinde krigen.

Bliver vi i fodboldsproget har Rusland lige nu 10 skud på mål i hver halvleg, hvor Ukraine maksimalt har et par stykker.

Ikke alt er godt for Putin

Præsidentvalget i Rusland er jo helt og aldeles en totalitær stats fake operation, synes vi. Putin har jo bare kåret sig selv. Igen.

I andre betydende stor- og regionale magter ser man ikke så meget på de formelle spilleregler. Så vigtig er demokratisk praksis heller ikke i disse egne af kloden, der omfatter nationer på det afrikanske og det sydamerikanske kontinent og naturligvis Kina, Indien og Tyrkiet – for ikke at tale om Iran og Nordkorea. Her er spørgsmålet: Har du styr på din kiosk, Vladimir Vladimirovitj? Svaret søndag var et klart og højt ”ja”, og det noterer man sig udenfor den vestlige verden.

Men alt er ikke kun godt for Putin, når det gælder krigen.

Ukrainske droner anretter betydelige skader mod den russiske sortehavsflåde, der knap længere er en kapacitet, Rusland kan drage nytte af i krigen. Ligeledes står Rusland ikke symmetrisk styrket, når det gælder luftrummet, hvor man også er sat tilbage i kapacitet – de russiske fly har det med at gå op i røg og brand. Og så er der de ukrainske nålestiksoperationer – oftest med droner – på russisk territorium, der både skaber ødelæggelse og skræk i Rusland.

Krigens nære fremtid

Ukraine har ingenlunde tabt. Putin vandt nok seneste halvleg, men mange halvlege er forude, og det er baggrunden for Stoltenbergs og Borrells udmeldinger – de er som trænere, der i pausen beder alle omkring sig, spillere og ikke mindst sponsorer, at træde i karakter og komme ind i kampen igen.

Så hold øje med næste halvleg. Kommer der markant flere artillerigranater til Ukraine? Får Ukraine flere offensive våben, fx ved at Tyskland går med til at sende Taurus-missiler til Ukraine, som man hidtil har nægtet? Som de for mere end et år siden nægtede at sende Leopard-kampvogne, der nu både er på vej og i operation? Får Biden kongressen til at udløse den næste støttepakke, og hvis ikke, samler EU så den regning op?

Alle disse forhold afgør, hvem der får flest skud på mål i næste halvleg, og om Ukraine kan beskyttes mod at tvinges til et forhandlingsbord, hvor Putin med sikkerhed vil vinde.

For denne krig handler i sin kerne om evne til geopolitik. I international politik fokuserer man ofte på staternes sammenlignelige styrker – økonomi, militær magt, befolkning, geografi. Putin har vist, at det afgørende moment her er vilje til at udøve og handle på sine geopolitiske ambitioner. EU er på alle traditionelle parametre i international politik stærkere end Rusland, USA endnu stærkere. Så hvorfor sætter hverken EU eller USA dagsordenen i Ukraine, nu for tiende år siden Ruslands ulovlige annektering af Krim? Hvorfor gør Rusland? Fordi Rusland har viljen og Vesten – indtil nu – forsat tøver.

Jens Worning har været tilknyttet OLFI som sikkerhedspolitisk kommentator og analytiker siden 2023. Foto: Ernstved

Andre læste også

Et kriseramt Boeing retter blikket mod Europa og udvider på hjemmebanen

Abonnement
REPORTAGE: Boeings civile forretning står i problemer til halsen, men koncernens forsvarsgren øjner store salg til et oprustningsvilligt Europa. Senere på måneden viser Boeing sine produkter frem på flyshowet i Farnborough, og som en del af optakten inviterede flygiganten OLFI og en række andre europæiske og amerikanske forsvarsmedier på...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

5 KOMMENTARER

guest
5 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
René V. Nielsen
Læser
René V. Nielsen
19. marts 2024 9:22

Stillingen for vesten imod Putin er lige nu ikke ret god, men uanset præsidentvalget står Putins på en brændende platform eller skulle jeg sige olieraffinaderier?

Jeg tror at Ukraine over vinteren har indset, at EU trods gode intentioner ikke er i stand til at leverer de nødvendige våben og ammunition og i USA har Trump reelt virket som Putins forlængede arm i spørgsmålet om Ukraine.

Hvad gør Ukraine så?

Jeg tror at konklusionen var Ukraine har indset, at Ukraine ikke er i stand til at vinde krigen indenfor de næste 2-4 år på den militære slagmark. Ukraine er nødt til at opgive territorium for tid.

Jeg tror at Ukraine bevist har ventet med at angribe russiske olieraffinaderier for ikke at skabe inflation via stigende oliepriser hos sine donorer – den slags angreb giver altid ”rystelser” på olieprisen

Rusland har omkring 45 megastore olieraffinaderier hvoraf de fleste ligger i den vestlige del af Rusland og indenfor rækkevidde af Ukrainske droner og sidst jeg chekede var Ukraine oppe på at have ramt 13 russiske olieraffinaderier.

Jeg er ikke i tvivl om at Rusland har oparbejdet et lager af reservedele til olieraffinaderier, men når det lager er brugt, så er netop disse forsyninger belagt med sanktioner i modsætning til Mercedes eller Audi’s biler, Eccos sko eller Rockwools isolering.

Allerede i sidste måned meddelte Rusland et tidsbestemt forbud imod eksport af Diesel da der skulle være nok til landmændene – som om nogen russisk landmand ville være tosset nok til kører ud med traktoren i februar måned?

Den kolde sandhed er nok nærmere at der allerede nu er mangel på Diesel i Rusland imedens forsætter Ukraine med at skære de økonomiske testikler af Putin ved at ødelægge russiske olieraffinaderier. Gårsdagen angreb – tog 13% af Ruslands raffinaderikapacitet off-line. Og selvom olieraffinaderiet kan repareres, er den slags hundedyrt – forudsat Rusland har know-how og reservedele og det tvivler jeg på at Rusland har (nok) af til alle de angreb på olieraffinaderier.

Og det er som jeg tidligere har skrevet, den Ukrainske analyse, at krigen skal vindes på at ødelægge Ruslands økonomi ved angreb på Ruslands olieraffinaderier.

Jeg tror at Rusland bliver økonomisk tvunget til at opgive krigen i løbet af sommeren 2024 fordi selv ikke Putin kan overleve en russisk vinter hvor hans befolkning mangler brændstof og samtidig galopperende inflation i Rusland. Det vil Putin indse i løbet af sommeren.

Forvent over de næste måneder forsatte Ukrainske angreb imod russiske olieraffinaderier, at literprisen herhjemme på benzin/diesel stiger, stigende inflation og ihærdige russiske forsøg på forhandling – uden reelt indhold imedens Rusland foregiver et ”stærkt udgangspunkt”.

Karsten Baun
Læser
Karsten Baun
18. marts 2024 18:50

Nu ligner den russiske sorte havs flåde den tyske efter Jyllandsslaget. Skibene er der men de kommer ikke ud.
På landjorden er Ukraine presset på grund af for lidt artilleri ammunition, men det kan ændre sig til mere jævnbyrdigt, efterhånden som vesten får kørt produktionen op, og især hvis og når USA kommer på banen igen.
Økonomisk er Rusland tiltagende presset af sanktionerne og tiltagende angreb på olieraffinaderier.
Strategisk har begge fat i struben på modstanderen uden udsigt til en afgørelse foreløbig.

René V. Nielsen
Læser
René V. Nielsen
21. marts 2024 12:01

”Thomas Dahl” selvom jeg tvivler på at det er dit navn, så afslører dine ”talking points” at du med stor sandsynlighed er en russisk trold med maskinoversættelse.

Dit indlæg er som flået ud at Russisk TV1 når Olga Skabeeva gir den gas.

Jeg ønsker ikke at træne din robot, men din tekst er udansk.

Vidste du at USA sendte våbenhjælp til Sovjetunionen under 2. verdenskrig? Nej vel? Udover millioner af tons af mad så sendte USA på ca. 3 år;

400,000 jeeps & lastbiler14,000 fly8,000 traktorer13,000 tanks 
Så USA mangler jo at leverer noget til Ukraine – ikke sandt?
 
Men det har Putin naturligvis glemt at fortælle dig – ikke også?
 
Men forestil dig Putins glæde når han læser om den ”Discharge Petition” som lige nu ligger i den amerikanske kongres, får stemmer nok?

Man kan købe rigtig mange kampvogne, fly, ammunition for de penge!

Sidst ændret 3 måneder siden af René V. Nielsen
Finn Bjerrehave
Læser
Finn Bjerrehave
23. marts 2024 13:16

Joe Biden trækker tæppet væk under Ukraine, Ukraine får forbud mod at bombe olieanlæg hvor Putin konstant bomber olie i Ukraine. Tyskland vil ikke levere Taurus missiler , må ikke skyde ind over den Russiske grænse,
Hamas Israel krigen prøvede FN at stoppe, men Rusland Kina nedlagde veto, altså Putin ønsker stadig en 2 front og Gaza betaler prisen.
Putin optræder dermed som verdens mægtigste mand, og vesten bare iagttager, kan det fortsætte ??

Thomas Dahl
Læser
Thomas Dahl
20. marts 2024 18:36

Rusland vinder krigen uden de helt store udfordringer, og i værste fald kan russerne trække på Kommunistkina og Nord Korea for logistik og ‘frivillige’.
At tro at der kan vindes en konventionel krig mod Rusland er en afart af det samme vanvid og emotionelle hysteri der udløste Den Store Krig.
Enhver krig, uanset om den starter som en gradvis eskalerende begrænset konventionel krig, Mellem NATO og Rusland vil uundgåeligt udvikle sig til atomkrig, og der står Rusland med sine enorme vidder og geografi stærkere end NATO med Europa med sin befolkninger, infrastruktur og industri samlet på et langt langt mindre areal. Rusland kan vinde en atomkrig – det kan vi ikke.
Ukraines krig med Rusland er ikke vores problem og de eneste i Vesten/NATO/EU der har noget på spil, eller som står til at miste noget, er vores magthavere og nogle aktører fra erhvervslivet/finansverdenen.
Det er ikke befolkningernes problem og Rusland udgør som udgangspunkt ikke en trussel mod disse, med mindre vore politikere gradvist eskalerer krigsdeltagelsen for at komme i en begrænset konventionel krig med Rusland, som det ser ud til at de har tænkt sig at gøre.
Der var engang en organisation der kaldte sig ‘Fredens Projekt’ der før i tiden var de første til at foreslå våbenhvile og fredsforhandlinger i væbnede konflikter men som nu går all-in på krigseskalering.