DEBAT: Både Natos og EU’s topledelse har udtrykt uhørt offentlig bekymring om Ukraine-krigens gang – at Ukraine kan stå overfor at tabe. I weekenden vandt Putin præsidentvalget i Rusland. Hvad er op og ned i krigen mellem Vesten og Putin? Sikkerhedspolitisk kommentator Jens Worning giver her sit bud.

Krigen er lidt som en anormal fodboldkamp. Der er som sådan altid grund til at gøre status ved halvleg, så langt så godt. Men i dette tilfælde er der mere en blot to halvlege, der er tværtom uendeligt mange halvlege forude. Der er ikke kun to hold på banen, og fra tid til anden ved man ikke helt, hvilke hold der sender spillere ind i næste halvleg – eller om nogle af dem står over en halvleg eller to; Ungarn, Slovakiet, Tyskland, Frankrig med flere.

Så hvor står vi med Putin, hvor står Putin med os, hvad er stillingen lige nu?

På den ene side ikke pokkers optimistisk set fra et ukrainsk synspunkt, på den anden side heller ikke kropumuligt og uden håb.

Sikkert er det, at Putin går inden til den kommende halvleg – der som nævnt på ingen måde er den sidste – med stor optimisme og selvtillid. Søndag vandt han med historiske tal det russiske præsidentvalg, hvilket naturligvis i høj grad var orkestreret, styret og uden alternativer. Russerne havde ét valg: Putin. Det gør i et globalt perspektiv ingenlunde valget af Putin illegitimt. Udenfor den vestlige verden modtages signalet, at Putin og Rusland har styr på deres kiosk, og det er vigtigere i disse dele af verden, end hvad vi i Vesten måtte have af moralske, folkeretlige og politiske kvababbelser derved. Dermed betyder det også rigtig meget for hvordan og hvornår den ikke-vestlige verden overvejer, om de skal placere deres jetoner ved rouletten på rød eller sort, når det gælder krigen i Ukraine. Eller stå en runde eller to over.

Artillerigranater er den altoverskyggende udfordring

Putin’s nuværende optimisme kommer også fra de faktiske forhold ved fronten og Natos og EU’s åbenlyse udmeldinger: Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde, at Ukraine er ved at løbe tør for mod og ammunition, EU’s udenrigstalsmand, Josep Borrell, sagde, at krigen kan ende dette forår eller sommer – begges budskab var, at Ukraine er tæt på at tabe krigen.

Er Ukraine det, så er Nato og EU det jo også – aldrig har de to internationale og Europa-definerende organisationer været tilnærmelsesvist så politisk som økonomisk involverede i en krig som denne. Aldrig i de to organisationers historie har en krig af denne størrelse været helt op ad deres fælles ydre grænse.

Stoltenbergs og Borrells bekymringer handler om flere forhold, men kan koges ned i én Maggi-terning, som OLFIs læsere kender til bevidstløshed – artillerigranater. Rusland har omstillet sig til en krigsøkonomi og dets militærproduktion ligeså på meget kort tid. Logistikken, når det gælder artillerigranater, har de også fået styr på – de når frem til fronten. Ukraines vestlige allierede har lovet massive forsyninger af samme – men kan aktuelt ikke levere det halve af, hvad der er lovet. Så for tiden har Ukraine måske to artillerigranater, når Rusland har ti – og der affyres tusindvis af disse fra begge sider hver eneste uge. Den, der har færrest af disse, står ikke lige frem til at vinde krigen.

Bliver vi i fodboldsproget har Rusland lige nu 10 skud på mål i hver halvleg, hvor Ukraine maksimalt har et par stykker.

Ikke alt er godt for Putin

Præsidentvalget i Rusland er jo helt og aldeles en totalitær stats fake operation, synes vi. Putin har jo bare kåret sig selv. Igen.

I andre betydende stor- og regionale magter ser man ikke så meget på de formelle spilleregler. Så vigtig er demokratisk praksis heller ikke i disse egne af kloden, der omfatter nationer på det afrikanske og det sydamerikanske kontinent og naturligvis Kina, Indien og Tyrkiet – for ikke at tale om Iran og Nordkorea. Her er spørgsmålet: Har du styr på din kiosk, Vladimir Vladimirovitj? Svaret søndag var et klart og højt ”ja”, og det noterer man sig udenfor den vestlige verden.

Men alt er ikke kun godt for Putin, når det gælder krigen.

Ukrainske droner anretter betydelige skader mod den russiske sortehavsflåde, der knap længere er en kapacitet, Rusland kan drage nytte af i krigen. Ligeledes står Rusland ikke symmetrisk styrket, når det gælder luftrummet, hvor man også er sat tilbage i kapacitet – de russiske fly har det med at gå op i røg og brand. Og så er der de ukrainske nålestiksoperationer – oftest med droner – på russisk territorium, der både skaber ødelæggelse og skræk i Rusland.

Krigens nære fremtid

Ukraine har ingenlunde tabt. Putin vandt nok seneste halvleg, men mange halvlege er forude, og det er baggrunden for Stoltenbergs og Borrells udmeldinger – de er som trænere, der i pausen beder alle omkring sig, spillere og ikke mindst sponsorer, at træde i karakter og komme ind i kampen igen.

Så hold øje med næste halvleg. Kommer der markant flere artillerigranater til Ukraine? Får Ukraine flere offensive våben, fx ved at Tyskland går med til at sende Taurus-missiler til Ukraine, som man hidtil har nægtet? Som de for mere end et år siden nægtede at sende Leopard-kampvogne, der nu både er på vej og i operation? Får Biden kongressen til at udløse den næste støttepakke, og hvis ikke, samler EU så den regning op?

Alle disse forhold afgør, hvem der får flest skud på mål i næste halvleg, og om Ukraine kan beskyttes mod at tvinges til et forhandlingsbord, hvor Putin med sikkerhed vil vinde.

For denne krig handler i sin kerne om evne til geopolitik. I international politik fokuserer man ofte på staternes sammenlignelige styrker – økonomi, militær magt, befolkning, geografi. Putin har vist, at det afgørende moment her er vilje til at udøve og handle på sine geopolitiske ambitioner. EU er på alle traditionelle parametre i international politik stærkere end Rusland, USA endnu stærkere. Så hvorfor sætter hverken EU eller USA dagsordenen i Ukraine, nu for tiende år siden Ruslands ulovlige annektering af Krim? Hvorfor gør Rusland? Fordi Rusland har viljen og Vesten – indtil nu – forsat tøver.