spot_img

Hemmeligheden på havets bund og sandheden om truslen mod Danmark

ANALYSE: Det er nu op til tyskerne, om offentligheden skal have svar på, hvem der sprængte Nord Stream-gasrørledningerne. Uanset hvem der måtte stå bag, er det dog sikkert, at Østersøen er blevet et “ufredens hav”, og at de danske sårbarheder på havets bund skal adresseres, skriver udenrigspolitisk analytiker Jens Worning.

Vi får – formodentligt – aldrig opklaret, hvem der stod bag sabotagen af naturgasledningerne Nord Stream 1 og 2. Det er i dag monumentet over, at Østersøen er gået fra at være “fredens hav” til “ufredens hav” – Østersøens vener er de danske bælter og sund, flådens største opgave.

Mandag d. 26. februar gav de danske myndigheder op, og efterforskningen af sabotagen mod Nord Stream i dansk søterritorium blev indstillet. Sverige gjorde det samme d. 7. februar i år med den efterforskning, der havde fundet sted i svensk søterritorium. Sverige har overdraget sit materiale til Tyskland, Danmark vil sikkert gøre det samme.

Så må tyskerne jo finde ud af, om man vil kende sandheden – for den kan være særdeles ubekvem. Vi får efter al sandsynlighed aldrig svaret, men i stedet får vi meget andet, for nu har sabotagen mytologisk karakter. Journalister og eventyrere vil forsætte deres søgen efter sandheden. Der vil komme dokumentarer, bøger, tv-serier og film ud af materialet. Ingredienserne er der: havets uudgrundelige dragen, krigen, fjenden – som altid russisk – og mulige helte. Eller skurke.

Det er materiale, som forfatterholdene bag James Bond-, Jason Bourne- og Mission Impossible-filmene må have med i deres overvejelser til fremtidige projekter.

Hvem stod bag?

Listen af mistænkte er ganske kort. Hvem har motiv?

USA har. Mandag d. 7.februar 2022, to uger inden invasionen (som CIA da på dato vidste var planlagt), sagde den amerikanske præsident, Joe Biden:

»If Russia invades — that means tanks or troops crossing the border of Ukraine — then there will be no longer a Nord Stream 2. We will bring an end to it.«

USA deltog i en flådeøvelse i Østersøen op til sabotagen. Joe Biden sagde efter invasionen på et pressemøde i Det Hvide Hus med den tyske kansler ved sin side, at hvis ikke Scholz stoppede gassen fra Putin, så skulle han nok selv gøre det – underforstået fysisk ødelæggelse af af naturgasledningerne. Af USA.

Scholz stoppede gassen. Biden fik sit ønske igennem politisk og fik dermed et væsentligt svagere motiv for at gøre noget militært. Men …

Ukraine har et indlysende motiv – skade på fjendens prestigeprojekt, der blandt andet skulle isolere Ukraine som transitland. Ikke blot er Putins projekt dødt, indtægterne fra gasledningerne er væk, og en investering til et to-cifret milliardbeløb i dollars er værdiløs. Pist væk, rublerne kan ikke bjærges fra havets bund.

Og så er der Rusland selv, der på sin egen sædvanlige bagvendte måde altid bringer sig i søgelyset som potentiel skurk. I russisk magtkultur handler det om at vise styrke, herunder vise hvad man er parat til at gå væk fra, hvad man er parat til at ofre. Rusland opfatter sig som i krig med Europa – lang tid før tanken begyndte at komme til os. Sabotagen kan være “den brændte jords taktik” i en undervandsudgave.

Motiv er ikke nok; man skal have den nødvendige kapacitet. Her har mange – inklusiv jeg selv – betvivlet, om ukrainske specialstyrker har den. At USA og Rusland har kapaciteten, er indlysende, Ukraine mindre sandsynligt. Amerikanske efterretninger peger en pil mod Ukraine, men ikke Zelenskyj eller landets militære top – i så fald skal det være en sabotagegruppe, der har handlet på egen hånd. Det kan ikke udelukkes og er særdeles kulørt stof – Ukraine har som bekendt ingen grænse til Østersøen, så mandskab og sprængstoffer skulle i så fald gennem en havn i f.eks. Polen eller Tyskland, et højrisikoprojekt. En Mission Impossible.

Storbritannien har naturligvis også kapaciteten, men er politisk ret sikkert udelukket – den politiske pris i relation til Tyskland ville være for høj, og det direkte motiv nærmest ikke til stede. Sverige også, men ønsket om at komme ind i Nato udelukker den mulighed.

Hvordan går det med den russiske gas i Europa?

Svaret er, at det går rigtig skidt. I 2022-23 mærkede Europa afhængigheden af russisk gas, gasprisen steg til uanede højder, hvilket mange husejere mærkede på deres varmeregning, der kunne nærme sig det ubetalelige. I 2023-24 spiller russisk gas en meget, meget lille rolle i Europa, og den samlede russiske naturgaseksport er gået ned med mere end 40 procent. Europa var det vigtigste marked.

Anderledes går det med den russiske olieeksport, der i 2023 oversteg 2021. Forklaringen er den enkle, at olie er relativ let at omdirigere til nye markeder, naturgas ikke.

Spørg i Indien, hvor olieimporten far Rusland er steget dramatisk og nu står for 35 pct. af Indiens samlede olieimport. Indiske raffinaderier tager gladeligt imod den russiske olie, der er billigere end den saudiarabiske, og Indiens produktion af olieprodukter er er steget markant under Ukrainekrigen – og noget af produktionen importeres i Europa. Sanktioner er svære at gøre finmaskede i en global verdensøkonomi.

Østersøen – ufredens hav

Sovjetunionen døbte Østersøen til “Fredens Hav” – det havde i 1980’erne appel til venstreorienterede kredse hos os, der ønskede en atomvåbenfri zone i Norden og Østersøen. Det sovjetiske underbudskab var, at USA skulle holde sig væk. Set fra Moskva var Østersøen et “indre farvand” – de baltiske lande, Polen og det daværende DDR var jo under Moskvas kontrol dengang. USA accepterede naturligvis ikke Kremls ønske og håndhævede med jævnlige flådeøvelser Østersøen som internationalt farvand.

Med Sveriges tilgang til Nato, er Rusland nu i fjendeland, når vi taler Østersøen. Af landene omkring Østersøen er kun Rusland selv i dag ikke medlem af Nato. Rusland selv har kun eksklaven Kaliningrad mellem Polen og Litauen og Skt. Petersborg i bunden af Den Finske Bugt.

Rusland vil strategisk og langsigtet hævde sin indflydelse i Østersøen. Østersøen bliver igen “Ufredens Hav” som under Anden Aerdenskrig, hvor Tyskland en periode havde dominans og hvor voldsomme slag fandt sted.

Hvad der kommer ud og ind af Østersøen kan relativt nemt overvåges fra Danmark – vi er som nævnt venerne til Østersøen. Ubåde kan det knibe med at holde styr på, for vi har endnu ikke fået købt de kapaciteter, der kan klare den opgave, men her kan vi måske håbe på lidt broderlig assistance fra Sverige, klubbens nyeste medlem, der også på det punkt kan mere end os.

Med Finland inde i Nato og Sverige så godt som inde er den russiske oprustning i Nordvestrusland begyndt. I sin tale til nationen torsdag d. 29. februar kom Putin med sine sædvanlige rituelle trusler mod Vesten, herunder om risiko for atomkrig. Det er trusler, der skal tages alvorligt, og de gælder også for landene omkring Østersøen.

Sabotagen mod Nord Stream forbliver måske et evigt mysterium, men er om ikke andet end påmindelse om, at også vi er sårbare på havets bund, når det gælder kritisk infrastruktur – man må håbe forsvarsforligskredsen har dette på radaren, nu hvor forliget er genåbnet.

Jens Worning har været tilknyttet OLFI som sikkerhedspolitisk kommentator og analytiker siden 2023. Foto: Ernstved

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
7. marts 2024 11:09

Sprængningerne af tre af de fire NS-rør er ikke et mysterium. Motivet var lysende klart: Sabotagen demonstrerede, at Rusland har kapaciteten og viljen til at klippe energitilførslen til Vesteuropa ikke bare i Østersøen, men f.eks. også gasledningerne til Tyskland fra Norge og fra Danmark. Så den russiske besked til især Tyskland var: Hvis I går på tværs af russiske kerne-interesser, sprænger vi de andre gas og olieledninger også, og så går især tysk industri i stå med 10-15 mio. tabte jobs til følge.

Tyskland rettede delvis ind, men har siden suppleret russisk gas med andre energikilder, og er i dag ikke helt så akut sårbar som i vinteren 22-23.

Putin foreslog forleden i sit interview med Tucker Carlson, at Rusland og Tyskland genåbner det fjerde ikke-sprængte rør. Læg selv to og to sammen: Rusland gjorde det, og man behøver ikke vilde og komplicerede sammensværgelsesteorier, hvor USA, Norge eller Ukraine løber enorme risici ved opdagelse med minimal eller ingen gevinst.

(Og nej, amerikanerne havde ikke glemt at sprænge et af de fire rør, og nej, disse store og komplicerede sprængninger kan ikke fixes fra en lystbåd).

Finn Bjerrehave
Læser
Finn Bjerrehave
11. marts 2024 12:18

Hemmeligheden var og blev: Europa skal ikke fianancere Ruslands krig mod Ukraine, og denne ene succes er måske start på noget større ???