DEBAT: De vestlige lande skal af med deres fælles holocaustkompleks samt berøringsangsten overfor staten Israel, hvis de skal bidrage til en varig løsning i Mellemøsten. Samtidig skal især EU være bedre til at tale med én fælles stemme, skriver Preben Bonnén i dette debatindlæg.
Krigen mellem Israel og Hamas vil kunne tage måneder, og ingen ved, hvordan den vil ende og med hvor store tabstal. Ingen ved heller om krigen i Gaza vil eskalere i en sådan grad, at andre lande i naboregionen vil blive inddraget på direkte vis, hvilket uomtvisteligt vil komme til også at involvere USA mod landets vilje.
Når det handler om EU, er situationen en ganske anden, slet og ret fordi Europa ikke spiller nogen hverken vigtig eller vægtig rolle for Israel og derfor ikke har landets store opmærksomhed og gehør.
Derfor kan det synes, om ikke spild af tid, så et ihærdigt, men på forhånd forgæves forsøg fra europæernes side at spille sig på banen. 26. oktober 2023 brugte man mere end fem timer på at opnå enighed blandt medlemslandene om, hvordan vi i Europa skal positionere os, og hvordan vi kan hjælpe den palæstinensiske civilbefolkning.
Selvom EU gerne ynder at fremstå som en samlet fasttømret blok og demonstrerer enighed, er det langtfra altid sandheden. Det være sig i forhold til krigen i Ukraine, hvor der i det små kan øjnes sprækker i sammenholdet, og det gælder også, når det handler om Israels blokade af Gaza og indsættelsen af landtropper.
Irerne sympatiserer med palæstinenserne
Ligeså skeptisk som Ungarn og Slovakiet er over for fortsat økonomisk støtte og våbenhjælp til Ukraine, ligeså tøvende er lande som Spanien, og især Irland, når det handler om opbakningen til Israels offensiv. Det er ikke fordi, man betvivler Israels ret til selvforsvar, men derimod fordi man frygter konsekvenserne for den palæstinensiske civilbefolkning, hvoraf 40 procent er børn.
Vender vi blikket netop mod Irland, der ligesom alle andre medlemslande har fordømt Hamas’ terrorangreb på Israel, er der til nogles undren rent faktisk en stor sympati i den irske befolkning for palæstinenserne.
Skal man forsøge at forstå den irske forståelse for den palæstinensiske sag, skal vi tilbage i historien, til dengang irerne selv kæmpede en frihedskamp fra det britiske åg. Det var tiden under den irske uafhængighedskrig i perioden fra 1919 til 1921, som i 1922 førte til oprettelsen af Den Irske Fristat, efter 1948 kaldt Den Irske Republik.
Hvor 26 syd-, og vestlige grevskaber lagde grundstenen til et uafhængigt Irland, forblev de seks nordøstlige grevskaber en del af Storbritannien, kendt som Nordirland. Som det er tilfældet med dagens situation i Mellemøsten, hvor tungt bevæbnede israelske styrker bevæger sig ind i Gaza, gjorde britiske soldater det samme under den irske uafhængigskrig, og det var med store tabstal til følge på begge sider.
Selvom man selvsagt ikke sympatiserer med Hamas i Irland, har man omvendt forståelse for palæstinensernes ønske om at slippe ud af det israelske jerngreb og væk fra den israelske undertrykkelse. Ikke mindst har man forståelse for ønsket om en skønne dag at få sin egen stat, som det lykkes irerne.
Vesten skal af med sit holocaustkompleks
Det stærke sammenhold, som EU’s rådsformand, Charles Michel, taler så godt og meget om, er en sandhed med modifikationer. Det er korrekt, at der er sammenhold, men sammenholdet kredser om den absolut laveste fællesnævner.
Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, som insisterede på, at EU skulle kræve en øjeblikkelig våbenhvile, blev afvist af et flertal blandt medlemslandene, som til gengæld kunne indvillige i at være vært for en international fredskonference. Hvad fredskonferencen vil kunne bidrage med, som tidligere af slagsen ikke har kunnet, er at afvente, men forventningerne skal nok ikke sættes for højt, hvis der overhovedet er forventninger at øjne i horisonten.
Israel har gjort det krystalklart, at landet træffer sine egne beslutninger, og det er uagtet, hvad man vedtager i Bruxelles eller andetsteds. Af samme årsag synes det stærkt tvivlsomt, om en af EU arrangeret fredskonference vil bevæge eller flytte noget i den verserende væbnede kamp mellem Israel og Hamas.
Spørger man kommissionsformand Ursula von der Leyen, er hun optimistisk. Ifølge hende forudsætter det dog, at vi i Europa bliver bedre til at lytte til israelerne, hvis vi skal have mulighed for at påvirke deres beslutninger og retning. Hvad Ursula von der Leyen dog glemmer er, at vi ikke hjælper Israel ved at tale den til enhver tid siddende regering i Jerusalem efter munden. Kommissionsformanden og EU skal også turde at modsige og kritisere på de områder, hvor landet synes på vej i den gale retning og på den måde hjælpe landet på rette kurs.
Med andre ord: Vesten må komme af med sit holocaustkompleks og lægge berøringsangsten for Israel på hylden.
Det “fælles holocaustkompleks…”? Det er temmelig historieløst at hævde; Preben Bonnén.
Den grundlæggende årsag til Israels oprettelse som stat var erkendelsen af, at 2.000 års global forfølgelse af jøder – hvor Holocaust “blot” var en rent kvantitativ kulmination – nødvendiggjorde, at jøder omsider fik tilbuddet om leve i deres egen stat bag sikre grænser. Man valgte i sagens natur det område, hvor jøderne i sin tid havde haft deres egen stat, inden de blev fordrevet.
Det modsatte Israels arabiske naboer sig med det samme – på trods af en de facto to-stats delingsplan fra FN. Men araberne vile have all or nothing at all og tabte krigen til Israel. Og de har tabt stort set alle senere krige, som de næsten uden undtagelse selv har fremkaldt, direkte eller indirekte.
Problemets kerne er, Preben Bonnén, at palæstinenserne i Gaza har valgt at lægge deres skæbne i hænderne på Hamas; en organisation der har Israels udslettelse som sin raison d’etre. Det har imidlertid ikke fået den palæstinensiske befolkning til at forsøge at afsætte Hamas. Det svarer lidt til, at den tyske befolkning heller aldrig forsøgte at afsætte nazi-regimet, som de selv havde valgt, men i stedet støttede op om det til det allersidste.
Israel kan ikke forhandle med en modpart, hvis primære mål er at få Israel slettet fra landkortet. Som Golda Meir sagde (frit gengivet): “Man kan ikke forhandle med nogen, som udelukkende vil slå en ihjel”.
Alt dette ændrer ikke på, at også Israel skal følge krigens love. Om Israel reelt gør det, kan ingen i Vesten reelt vurdere, da næsten alle udgående informationer om situationen i Gaza er kontrolleret af Hamas. Det ændrer heller ikke på, at Israels bosættelsespolitik på Vestbredden er skadelig for en eventuel fredsproces.
Men på bundlinjen står, at Israels ofte hårdhændede fremfærd er genereret over 75 år som en reaktion på de palæstinensiske – og andre – naboers manglende accept af Israels eksistens som stat. Først når den accept foreligger – eksplicit – vil fred eventuelt være mulig.
Langt under OLFIs sædvanlige standard. Ahistorisk og usammenhængende.
Usammenhængende betragtninger om Irland og Israel (der næsten staves på samme måde) krydret med letkøbte føle-meninger. Sikkert velment, men langt fra gennemtænkt. OK opslag på Facebook, men hvad laver det her på Olfi?