DEBAT: Medierne bærer en stor del af skylden for FE-sagerne, som vil vise sig at give Danmark store problemer. Det mener pensioneret kontreadmiral og formand for Folk & Sikkerhed Torben Ørting Jørgensen, som her sender en gedigen bredside afsted mod både sagens hovedpersoner, dagspressen og de politikere, der i hans optik lugtede blod, men glemte at tænke på Danmarks sikkerhed.

FE-sagen er på mange måder helt absurd. Der er vendt op på ret og vrang. Der er udvist en håbløs politisk tilgang til sagen, der får Christiansborg til at agere som et provinsielt sogneråd og ikke et nationalt parlament. Værst af alt har den såkaldt 4. statsmagt placeret sig i en rolle, hvor man kritikløst har viderebragt lækkede statshemmeligheder, kastet tilsynsmyndigheden (Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET)) under bussen og kritikløst banaliseret, at vi i Danmarks skal leve med, at vores frihedsrettigheder begrænses ved at alt digital kommunikation tappes, analyseres og videregives til fremmede magter.

Sort er hvidvasket i en sådan grad, at det savner sidestykke i vores nyere historie, og konsekvenserne af sagen er, at Danmark formentlig er blevet en utroværdig samarbejdspartner på det efterretningsmæssige område, at Danmarks position som en troværdig samarbejdspartner er blevet undergravet, og at Danmarks mulighed for at stille kompetente personer til internationale stillinger (Nato, EU, Den Europæiske Centralbank) og til et medlemskab af FN’s sikkerhedsråd formentlig også er forduftet.

Men værst af alt kan det på et tidspunkt, hvor også vores del af verden er i brand, være blevet farligere at være dansker, fordi vi ikke længere får adgang til de samme efterretningsinformationer som tidligere. For hvem ønsker at dele hemmeligheder med et land, der ikke kan holde på dem, og hvor læk af statshemmeligheder ikke har nogen konsekvenser?

Hvad var starten på sagen?

FE-sagen tog som bekendt sin begyndelse, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) den 21. august 2020 udsendte den pressemeddelelse, hvori der, uden at nævne et hemmeligt kabelsamarbejde med et ord, udtales en alvorlig kritik af FE. Blandt andet anklages chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, for siden tilsynets oprettelse i 2014 til sommeren 2020 at have tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger til tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger. Dernæst konstaterer TET, at der i FE’s ledelse og dele af tjenesten eksisterer en uhensigtsmæssig legalitetskultur, hvor tjenestens eventuelle uberettigede aktiviteter eller uhensigtsmæssige forhold søges skrinlagt, herunder ved at undlade at orientere tilsynet om forhold af relevans for dets kontrol.

Som nævnt ovenfor, nævner TET ikke med et ord et hemmeligt kabelsamarbejde, men det står klart, at TET-undersøgelsen er resultatet af, at en eller flere whistleblowers i fortrolighed og under hensyntagen til informationernes hemmelige karakter har indleveret omfattende materiale til brug for TET undersøgelse. Altså helt efter bogen.

Det er værd at nævne, at TET’s kritik også omfatter perioden, hvor Claus Hjort Frederiksen var forsvarsminister. Den stærke kritik gav anledning til, at forsvarsminister Trine Bramsen hjemsendte FE’s ledelse, herunder chefen, Lars Findsen. Det skal pointeres, at TET er en uafhængig tilsynsmyndighed, der har beføjelser til at udsende egne pressemeddelelser, og som arbejder ud fra et grundlag fastsat i lov om Politiets Efterretningstjeneste, der ligesom lov om Forsvarets Efterretningstjeneste trådte i kraft den 1. januar 2014.

Blev denne sag dækket anderledes end man kunne have forventet?

Efter hjemsendelsen af FE’s ledelse brød helvedet løs. Forsvarsminister Trine Bramsen havde formentligt troet, at en normalt fungerende kritisk presse ville have forholdt sig til den kritik som TET rejste, men der skete imidlertid det stik modsatte. I stedet begyndte pressen over en bred kam at videregive en syndflod af informationer om et hemmeligt kabelsamarbejde, der på ingen måder var omtalt af hverken TET eller andre. For mig blev det absolutte lavpunkt nået i den artikel, som Berlingske offentliggjorde den 13. september 2020 under overskriften ”Et pengeskab på Kastellet har i årevis gemt på et dybt fortroligt dokument. Nu er hemmeligheden brudt”.

Artiklen beretter i detaljer om et tophemmeligt efterretningssamarbejde mellem amerikanske National Security Agency (NSA) og FE, der indtil dette tidspunkt kun var kendt af en meget snæver kreds af personer. Da TET’s pressemeddelelse på intet tidspunkt omtaler kabelsamarbejdet, er det vanskeligt at forstå, hvad kilden bag denne lækage ville opnå, ud over at tilføje FE og Danmarks sikkerhed mest mulig skade. Berlingske må ikke have været i tvivl om, at de afslørede en dyb hemmelighed. Avisen har formentlig skønnet, at man med den eller de kilder, man havde, uden problemer kunne bringe artiklen, uagtet at det må have stået klart, at man på denne måde afslørede det hemmeligste af det hemmelige i FE’s arbejde. Man citerer sågar en kilde, der nævner, at vedkommende »kender ikke noget, som har større efterretningsmæssig og sikkerhedspolitisk værdi for Danmark«.

Der er i den brede mediedækning ingen kritik af de forhold, som TET har rejst, herunder at der angiveligt udleveres følsomme informationer om danske borgeres digitale kommunikation til en fremmed magt, hvilket man umiddelbart skulle mene ville have den kritiske presses interesse.

De omfattende læk af hemmelige informationer fra en bred kreds af udvalgte medier gav anledning til, at cheferne for FE og Politiets Efterretningstjeneste (PET) aflagde redaktionerne et besøg for at orientere om, at straffelovens § 109 ikke alene gør læk af statshemmeligheder strafbar, det samme gør sig også gældende for viderebringelse af statshemmeligheder. Desuden blev det gjort klart for redaktionerne, at det normale princip om kildebeskyttelse ikke omfatter kriminelle handlinger, der kan henføres under straffelovens § 109. Ulovligheden er efter straffeloven ganske enkelt for alvorlig til at kildebeskyttelse kan påberåbes.

Der blev truffet en aftale i Folketinget om nedsættelse af en undersøgelseskommission, der skulle vurdere rigtigheden af de kritikforhold, som TET havde rejst med, henblik på at afklare, om hjemsendelsen af FE’s ledelse var rigtig. Denne landsdommerkommission, der blev nedsat efter et hemmeligt kommissorium, konkluderede i dens beretning den 13. december 2021, at der ikke er grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar eller for at rejse kritik af FE eller de fem (hjemsendte) medarbejdere. Nu kunne man forvente, at en kritisk presse ville anfægte landsdommerkommisionens afgørelse, ikke mindst i lyset af at TET er under ledelse af en landsdommer og har yderligere fire prominente og velanskrevne medlemmer fra den akademiske verden. Men medierne tog landsdommerkommissionens afgørelse for pålydende, hvilket medvirkede til at få TET til at fremstå som håbløs og whistlebloweren som en vildfaren tosse.

På det foreliggende grundlag er der al mulig grund til at tro, at TET på intet tidspunkt har været informeret om det hemmelige kabelsamarbejde, der blev betragtet som tophemmeligt. Der er ligeledes al mulig grund til at antage, at det hemmelige kommissorium, som landsdommerkommissionen arbejdede efter, har fastlagt, at det hemmelige kabelsamarbejde var godkendt af skiftende regeringer, og at denne dimension af FEs virke således ikke skulle indgå i undersøgelsen.

Forsvarsminister Bramsen udtalte i forbindelse med offentliggørelsen af landsdommerkommissiones afgørelse, at kritikken fra TET’s undersøgelse ikke længere vil være til hinder for, at de (tjenestefritagede) kan gøre tjeneste ved FE.

Hermed kunne historien være afsluttet, men på grund af en PET-efterforskning af de forskellige lækager blev en række personer anholdt, herunder Lars Findsen, og sigtet for overtrædelse af straffelovens §109.

Ændrede redaktører holdning, da de selv kom i fare for lovbrud?

Siden de udvalgte redaktioner på landet største medier fik besøg af cheferne for FE og PET og herunder blev orienteret om, at videregivelse af statshemmeligheder også er en strafbar handling efter straffelovens § 109, har medierne efter min opfattelse haft et klart bias i dækningen af FE-sagen. Ved at videregive de topklassificerede statshemmeligheder, de har modtaget fra en eller flere kilder, har de pågældende chefredaktører placeret sig på det samme fluepapir som Lars Findsen. Der er ganske enkelt skabt et skæbne- og interessefællesskab om at gøre alt for at overtrædelserne af straffelovens § 109 aldrig kom for en dommer.

Fra det tidspunkt har medier som eksempelvis Berlingske opgivet enhver form for kritisk og balanceret dækning af sagen, men i stedet bedrevet kampagnejournalistik, der klart har haft til formål at fremstille sagen på en anden måde end det, der var og er realiteterne. Man har tilsyneladende ageret ud fra en pludselig erkendelse af, at hvis Findsen blev dømt efter § 109, så var redaktører bag de medier, der lækkede statshemmelighederne, de næste der stod for tur. Med en straframme på op til 12 års ubetinget fængsel, kan det måske ikke undre, at indsatsen har været rettet imod at få sagen fremstillet til den sigtedes fordel, fremfor at forholde sig kritisk og objektivt til det, der reelt foregik.

I stedet har man udfoldet sig store anstrengelser for at få FE-sagen til at handle om noget andet end det, der er væsentligt, nemlig at Danmarks største internationale efterretningsmæssige hemmelighed er blevet lækket til offentligheden med f.eks. Berlingske som villigt instrument. I stedet har man forsøgt at fremstille, at det hemmelige kabelsamarbejde var alment kendt siden 2014, hvor Snowden lækkede NSA informationer til offentligheden. Men kendsgerningen er imidlertid, at end ikke informationer fra Snowden-lækken giver andet end indicier. Der er ikke en rygende pistol i noget som helst af det materiale, der tidligere har været fremlagt. Dette forhold understreges også i Berlingskes artikel fra 13. september 2020, hvor det netop pointeres, at den største efterretningsmæssige hemmelighed nu er blevet afsløret, ligesom ejeren af informationerne fortsat har klassificeret samarbejdet som yderst hemmeligt.

Det interessante er, at kabelsamarbejdet ikke er blevet afsløret af TET i deres pressemeddelelse. Faktisk kan man vove den påstand, at TET intet vidste om det formaliserede efterretningssamarbejde på det tidspunkt, det udarbejdede sin kritik. Den information har man formentlig først fået på det tidspunkt, man kunne læse om de lækkede informationer i udvalgte medier.

Derimod er der konstrueret en forklaring om, at fordi FE’s ledelse er sendt hjem efter TET’s kritik, så er det en logisk følge, at denne statshemmelighed i detaljer bliver afsløret.

Intet kan være mere forkert. Der er absolut intet i forløbet, der på nogen måde retfærdiggør, at Danmark og den danske efterretningstjeneste tilføres så dyb skade, blot fordi en række enkeltpersoner hjemsendes, og at mennesker, der i betroede stillinger burde vide bedre, efterfølgende har lækket statshemmeligheder. Det er lækket af statshemmeligheder, der er grundsubstansen i FE-sagen og ikke beslutningen om hjemsendelse af FE-ledelse. Dette forhold understreges også ved, at alle de hjemsendte kunne have fortsat i deres tjeneste i FE efter landsdommerkommissionens hemmelige undersøgelse, hvis ikke en – eller flere – af dem havde lækket informationer.

Den mediemæssige bias er fortsat med uformindsket kraft. Alt i sagen er blevet vinklet til fordel for Findsen, eller for den sags skyld Claus Hjort Frederiksen, der som bekendt medvirkede til at lække statshemmeligheder ved som tidligere forsvarsminister at bekræfte indholdet af dem.

Man har lagt alenlang spalteplads af til, at personer med juridisk visdom, de fleste pensionerede, kunne have en stjernestund ved at udtale sig om forhold, de ikke har haft konkret viden om eller indsigt i. Derimod er det overraskende at opleve, at så mange jurister så villigt har kastet vrag på det juridiske system, de selv er formet af, og aktivt har medvirket til at undergrave de myndigheder, der er sat i verden for at retsforfølge personer, der bryder loven.

Der er gamle efterretningskoryfæer, der har kastet sig ind i kampen til fordel for Findsen og ladet os alle forstå, at det er helt usædvanligt, at efterretningschefer hjemsendes eller fyres, og at det er det, der har tilføjet Danmark skade. Intet er mere forkert. Ved simpel google-søgning kan man se, at der er talrige fyringer af efterretningschefer over de seneste år. Således er der fra 2016 fyret to tyske, en fransk, en spansk, en ukrainsk, en algerisk, en iransk og en amerikansk efterretningschef. Derimod er det helt usædvanligt, at en efterretningschef sigtes for at have lækket statshemmeligheder, således som det var tilfældet med Findsen.

Anholdelsen af Findsen i Kastrup Lufthavn er fremstillet som om, at PET’s aktionsgruppe med maskinpistoler trak Findsen i håndjern gennem lufthavnen. Sandheden er, at anholdelsen var så diskret, at den netop ikke fandt vej til medierne og længe forblev en hemmelighed.

Ville PET begå karaktermord på Findsen?

Så er der sagen om Findsens seksuelle forhold. Her fremstilles det som om, at chefen for PET har fortalt udvalgte politiske ledere om Findsens seksuelle præferencer for at miskreditere ham. Jeg kender naturligvis heller ikke detaljer, men det må dog antages at være helt forkert at tro, at PET-chefen ikke havde belæg for sin briefing, som jo heller ikke kunne holdes hemmelig.

Det må vel antages, at der i forbindelse med efterforskningen af Findsen er fundet forhold vedrørende hans seksualitet, der afviger fra det, der vurderes som normalt. Det er i sig selv fløjtende ligegyldigt, hvis Findsen har været åben om det. Hvis der derimod er tale om forhold, som Findsen ikke vil vedstå sig offentligt, så er det i sammenhæng med den stilling, han sad i, en potentiel risiko, der kunne betyde, at Findsen kunne afpresses, hvis informationen kom i hænderne på fjendtlige efterretningsorganisationer. Sagen gav anledning til, at vi alle fik mulighed for at demonstrere vores frisind, men det er såmænd en kendsgerning, at sådanne forhold giver mulighed for afpresning, hvis den pågældende ikke vedstår sig dem.

Findsen var i sin tid som chef for FE øverste nationale sikkerhedsmyndighed indenfor Forsvarsministeriets område og godt bekendt med, hvilke rammer og kriterier der knytter sig til sikkerhedsgodkendelser.

Hvad sker der med hemmeligheder, der deles eller bekræftes offentligt?

Med Højesterets afgørelse om delvist åbne døre for retssagerne imod Findsen og Hjort valgte rigsadvokaten efter indstilling fra FE at lade sagerne falde. Rigsadvokaten har efterfølgende præciseret, at både Findsen og Hjort er uskyldige.

Dette forhold ændrer dog ikke ved, at landets næsthøjeste retslige instans, Østre Landsret, efter 20 timers intens behandling over to dage af anklagemyndighedens ønske om at forlænge Findsens varetægtsfængsling traf beslutning om, at der i seks ud af ni anklagepunkter var begrundet mistanke om, at Findsen havde overtrådt straffelovens § 109. Retten fandt desuden, at beviserne var så solide, at Findsen ikke ville have mulighed for at påvirke udfaldet af retssagen, selvom han blev løsladt, hvilket han blev.

Højesterets afgørelse og Rigsadvokatens beslutning om at lade sagen falde har givet sognerådspolitikkerne på Christiansborg fornyet vind i sejlene til at rette nye angreb på regeringen for at profitere på den indflydelse, især Claus Hjort Frederiksen måtte have på Venstre. Den falske historie, som medierne ved deres kampagnejournalistik har skabt, om, at vi alle kendte til det hemmelige kabelsamarbejde, bliver bestyrket af Claus Hjort Frederiksens seneste udtalelser om sagen. Han mener, at Højesteret de facto har frikendt ham og godtaget hans forklaring om, at alle vidste om kabelsamarbejdet siden Snowden-lækket i 2014. Her kan man igen kaste et blik på artiklen fra 13. september 2020, der blev bragt i Berlingske, og TET’s pressemeddelelser fra tiden, hvor Claus Hjort Frederiksen var forsvarsminister. Allerede i Hjorts forsvarsministerperiode var TET kritisk overfor de samme forhold, som efterfølgende blev præsenteret for Hjorts efterfølger, Trine Bramsen, efter TET havde modtaget yderligere informationer fra en eller flere whistleblowers. Havde det været en kendsgerning, at kabelsamarbejdet var offentlig viden, kunne Claus Hjort Frederiksen blot have fortalt TET om det og demonteret sagen der. Det gjorde han ikke, netop fordi kabelsamarbejdet var dybt hemmeligt og af så stor betydning for Danmarks sikkerhed og internationale efterretningssamarbejde, at det ikke tålte dagens lys.

Claus Hjort Frederiksen vidste tilsyneladende udmærket godt, at han tilsidesatte tavshedspligten, da han hos Lippert bekræftede informationerne. Han er også ved en anden lejlighed citeret for, at han da sagtens kunne sidde tre måneder i fængsel, hvis han havde sagt noget, han ikke måtte sige. Da han blev konfronteret med den mulighed ved den sigtelse, der blev rejst mod ham, slap modet og den overlegne tilgang op for i stedet at blive erstattet af en patetiske argumentation om, at han ikke havde røbet noget, som den brede offentlighed ikke vidste. Intet er mere forkert.

Det er netop den omstændighed, at en tidligere forsvarsminister bekræfter lækkede informationer, der gør, at disse informationer bekræftes. Og hele sagen vedrørende kabelsamarbejdet er ikke et lokalt dansk anliggende, som man ellers kunne få indtryk af, når man ser på f.eks. Berlingske efter min opfattelse uansvarlige dækning af sagen.

Mister man tillid i et partnerskab, når en af partnerne bryder den fælles tillid?

Kabelsagen var og er et dybt hemmeligt anliggende mellem Danmark og USA. Sagen er af afgørende betydning for Danmarks position som troværdig international samarbejdspartner på det efterretningsmæssige område. I stedet for at fokusere på sagen om de lækkede statshemmeligheder, har medierne valgt at gøre sagen til et spørgsmål om politisk håndtering, hvor en klodset håndtering giver ret til at røbe og lække alt.

Medierne ved – i modsætning til anklagemyndigheden, regeringen og alle os andre – præcist hvem, der står bag de lækkede informationer. Med detaljeringsgraden og synkroniseringen af informationstilgangen forekommer det nærliggende at antage, at Findsen kunne være kilden til en eller flere af lækkede informationer. Det ved medierne, der var i den modtagende ende af informationsstrømmen med de højt klassificerede lækkede statshemmeligheder. Hvis Findsen er kilden, eller en af dem, har borgere været udsat for det største mediemæssige bedrag i nyere tid.

Symbiosen mellem Findsen og udvalgte journalister er påfaldende. Og kan man tale om mediemæssig integritet, når det i forbindelse med Samsams sag imod den danske stat er blevet klart, at en af journalisterne bag Berlingskes artikel fra 13. september 2020, Simon Andersen, har udført diskrete opgaver for Lars Findsen og bl.a. formidlede kontakten til SamSam tidligere advokat, som det er fremgået af offentlige kilder?

Af Berlingskes artikel fremgår det klart, at de lækkede statshemmeligheder vil få dybe, alvorlige og skadelige konsekvenser for Danmark. Med en verden i brand i både Ukraine og Mellemøsten bliver Danmark ramt af et troværdighedsproblem, der kan få katastrofale følger.

At vi i Danmark har evnet at holde landet frit for større terrorhandlinger, er bl.a. en direkte konsekvens af det internationale efterretningssamarbejde. Dette samarbejde hviler på en præmis om, at de deltagende lande er i stand til at holde på hemmeligheder. Der er ingen, der er interesseret i at dele informationer med nationer, der ikke kan holde på hemmeligheder, og hvor læk af dybe statshemmeligheder ikke har konsekvenser. Det er den situation, der er skabt i Danmark med mediernes vinklede dækning af FE-sagen og den mangel på omtanke, man har udvist ved at viderebringe dybt klassificerede informationer.

Den omstændighed, at man bliver fritaget for tjeneste, berettiger ikke til, at man kan lække statshemmeligheder, og det berettiger heller ikke medierne til at viderebringe disse informationer. Det var heller ikke nødvendigt at lække informationerne for at forholde sig kritisk til regeringens håndtering af TET’s pressemeddelelse, der som nævnt ikke indeholder et ord om det kabelsamarbejde, TET efter alt at dømme ikke var informeret om eksistensen af.

Og fremfor at tegne et billede af, at det er almenviden og en normalitet, at vi alle bliver tappet i vores digitale kommunikation, kunne man have forholdt sig kritisk og undersøgende til de observationer, TET havde gjort sig. Men her vælger medierne over en kam at vinkle dækningen på en måde, hvor tapningen er en normalitet, mens kritik af FE’s ledelse er et overgreb, selvom Findsen med jægerbogssagen allerede havde været i en prekær situation, der kostede både en forsvarschef og en forsvarsminister deres stillinger.

Jeg kan kun anbefale, at de udvalgte medier, der nød godt af en eller flere kilder, der mod bedre vidende lækkede statshemmeligheder, sætter sig ned og kortlægger informationsstrømmen og hvem, der stod bag dem. Skulle en sådan intern undersøgelse godtgøre, at det er samme kilde, der har leveret de væsentligste informationer, bør næste skridt være at vurdere, om der bevidst er skabt en situation, hvor de forskellige redaktioner har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 109 og dermed er bragt i en situation, hvor de er blevet part i sagen på bekostning af deres journalistisk integritet.

Hvad de gør med resultatet af en sådan intern undersøgelse, er op til de enkelte redaktioner. Men hvis det viser sig, at medierne er blevet taget på en skovtur, må det give anledning til både konsekvenser og interne overvejelser. For det, der er på spil her, er faktisk den fjerde statsmagts troværdighed.

Imens må Danmark leve med, at vi formentlig ikke længere kan regnes for en troværdig international samarbejdspartner på det efterretningsmæssige område. Ikke alene kan man uden problemer lække statshemmeligheder i Danmark – man kan også gøre det, uden at det får nogen som helst konsekvenser.

Det kan komme til at koste dyrt, især hvis vi ikke får de informationer, vi tidligere har nydt godt af, og som har sikret, at vi har kunnet holde terror ude af Danmark.

Danmark skal næppe heller sætte næsen op efter en plads i FN’s sikkerhedsråd, for der behandler man også sager, hvor evnen til at kunne håndtere hemmeligheder er en præmis. Vi behøver næppe heller at tænke på en international karriere for tunge danske politikere i hverken Nato eller EU. Også der er det en præmis, at man kan omgås hemmelige informationer. Det vil kunne påvirke både Mette Frederiksens mulighed for at få en international toppost udenfor Christiansborg, og selv en kapacitet som Margrethe Vestager kan blive ramt af konsekvenserne af denne sag, når stillingen som præsident for den europæiske investeringsbank skal besættes.

FE-sagen har kun tabere og umådeligt negative konsekvenser for Danmark. Jo før vores politikere på tværs af partierne erkender det, jo hurtigere kommer Danmark tilbage på sporet igen. Og som det fremgår af artiklen i Berlingske fra 13. september 2020, vil det kun tage en 20-30 år før Danmark er tilbage på sporet. Det er bare at komme i gang.

Det betyder også, at vi kommer til at finde en lovgivningsmæssig ramme, der gør det muligt at retsforfølge personer, der overtræder straffelovens § 109. Alle nationer ved, at der findes brodne kar også i efterretningsorganisationer, som eksempelvis Snowden. Det, man måler de nationer, der har brodne kar på, er, at de er åbne om kompromitteringens mulige omfang, og at der håndfast gribes ind overfor de mennesker, der udfører den. I Snowdens tilfælde er det indlysende, at han vil blive retsforfulgt af USA, hvis han stikker næsen ud af Rusland. Det samme gør sig desværre ikke gældende i Danmark, hvor vi netop har oplevet, at man kan lække/bekræfte statshemmeligheder uden konsekvenser. Det er indlysende, at det er en uholdbar situation, der ikke på nogen måde styrker interessen for et efterretningsmæssigt samarbejde med Danmark.

Tilsvarende kan det heller ikke være rigtigt, at medier kan slippe afsted med at viderebringe lækkede statshemmeligheder, uden at det får konsekvenser for de implicerede.

Med hensyn til det sidste har vi endnu ikke haft lejlighed til at konstatere, om retsforfølgelse er mulig. Det vil måske blive afprøvet, for jeg overvejer, med henvisning til førnævnte artikel i Berlingskes, at politianmelde chefredaktør Tom Jensen for overtrædelse af straffelovens § 109. En eventuel sag her kan sagtens føres for åbne døre. Her skal det blot konstateres, om artiklen indeholdte statshemmeligheder på det tidspunkt artiklen blev offentliggjort. Det, er der for mig at se ingen tvivl om, er tilfældet, men igen skal man ikke undervurdere mediernes evne til at gøre sort til hvidt.

Lars Findsen vil som alle andre i hans situation efterhånden forsvinde ud i glemslen. Når potentialet af velmenende hattedamer er udtømt, vil der heller ikke være kunder til de mange foredrag, han holder. Findsen kommer næppe tilbage i nogen betydningsfuld stilling under Forsvarsministeriet af den simple grund, at han skal sikkerhedsgodkendes. Afgørelsen her er – som Findsen ved – diskretionær og kan ikke umiddelbart appelleres, hvilket også var tilfældet med Henrik Sass Larsen. Han vil ikke dø af sult, fordi han som tjenestemand vil få ventepenge og pension, når/hvis han afskediges, fordi man ikke kan finde en efter tjenestemandslovens bestemmelser passende stilling.

Claus Hjort Fredriksen har fortsat en vis nyhedsværdi, fordi oppositionen lugter blod og ser en mulighed for, at han med sin position i Venstre vil kunne være med til at tvinge Venstre ud af regeringen. Mon ikke hans popularitet hurtigt dør ud, for der er næppe nogen tænkende væsener i Venstre, der vil falde på deres sværd i et forsvar af en mand, der mod bedre vidende bekræftede lækkede statshemmeligheder om et internationalt og tophemmeligt efterretningssamarbejde og dermed medvirkede til at gøre uoprettelig skade på Danmark. En sådan person vil man hurtigt glemme.

Helliger målet virkelig midlerne?

De politikere i oppositionen, som fortsat ønsker at bruge FE-sagen til at vælte regeringen, bør nøje overveje, om tiden ikke er til at sætte Danmarks sikkerhed i centrum og undertrykke kortfristede politiske ambitioner om at overtage regeringsmagten. Der kommer sikkert langt mere relevante sager at beskæftige sig politisk med end at fortsætte processen med at undergrave FE, PET, anklagemyndigheden og den tilsynsmyndighed (TET), der på vores alles vegne fører tilsyn med, at efterretningstjenesterne agerer indenfor lovens rammer. Vi har faktisk mere end nogensinde et påtrængende behov for, at disse myndigheder fungerer.

Medierne kommer til at gennemgå en selvransagelse, og har jeg ret i mine antagelser, må det forventes, at der sker en større udskiftning på chefredaktionerne, hvis tilliden til en uafhængig presse skal genoprettes. En fortsættelse af kampagnejournalistik er åbenlys ikke vejen frem.

Har en del af drivkraften også været, at dele af pressen og højre del af salen var indædt forbandede på departementschef Barbara Bertelsen og statsminister Mette Frederiksens ageren og ansvarsfriholdelse i minksagen – at de kunne bruge denne sag til endelig at miskreditere de to?

Den brede, almindelige danske befolkning kommer til at forholde sig til en verden, hvor det er blevet mere usikkert af være dansker. Det brænder mange steder i vores nærområder og ikke mindst krigen i Mellemøsten har vist, at der også indenfor landet findes kræfter, der ikke ønsker vores liberale demokrati. Indtil efterretningssamarbejdet bliver genoprettet vil det være de borgere der bliver ramt af terror, der kommer til at betale prisen.

Det er konsekvensen af den egentlige FE-sag, hvor mennesker i betroede stillinger ikke kunne overholde deres tavshedspligt, men uden omtanke undergravede det meste hemmelige internationale efterretningssamarbejde Danmark i nyere tid har været en del af. Og det er det demokratiske problem, vi skal have løst – hurtigt!

Billedtekst (bærende billede): Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har hjemme på Kastellet i København. Arkivfoto: Keld Navntoft/Scanpix