KOMMENTAR: En frisk og energifyldt Jakob Ellemann-Jensen vendte tirsdag tilbage som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. Nu skal han vise, at han kan løfte opgaven og klare udfordringerne. Det bliver ikke let, og sagerne på hans skrivebord hober sig op.

Det er ikke en fair sammenligning. Men man kunne ikke undgå at høre ekkoet af den fallerede byggematador Kurt Thorsen synge, ”her har I mig tilbage,” da Jakob Ellemann-Jensen tirsdag efter et halvt års sygefravær vendte tilbage til Christiansborg og de magtfulde poster som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. I et nærmest bizart medie-setup sendte DR og TV2 News tirsdag aften synkront hver sit interview med Jakob Ellemann-Jensen optaget i Folketinget om eftermiddagen. Både spørgsmål og svar lød ganske ens på de to kanaler, selv om Ellemann på DR sad i hvid skjorte og på TV2 havde jakke på.

Her havde vi Ellemann tilbage, og han havde noget på hjerte.

Havde man frygtet at kunne læse bekymringer og sygdom i Jakob Ellemann-Jensens ansigt, kunne seerne ånde lettede op. Den tidligere kampvognsdelingsfører, kaptajn og FN-soldat virkede glad og energifyldt, og han gjorde meget ud af at fortælle, at han atter havde lysten til politik i stedet for alene at køre videre på en motor med brændstof af pligt. I februar gik det galt, og Jakob Ellemann-Jensen kørte i grøften, som han selv forklarede det. Tynget af et enormt arbejdspres, far Uffes død, valgkamp og regeringsdannelse uden en eneste chance for at puste ud og trække vejret. Indledningsvis troede Ellemann, at han bare skulle være væk i et par uger. Men de første tre gik det kun ned ad bakke. På et tidspunkt sad han bare og stirrede ind i en væg troede ikke, at han nogensinde ville kunne klare et helt almindeligt job igen.

Således fik seerne et hudløst ærligt indblik i, hvad det vil sige at have stress, og Jakob Ellemann-Jensen kan vide sig sikker på, at han har både befolkningens og kollegernes sympati og respekt for sin åbenhed omkring sin sygdomsoplevelse. Men lykken er lunefuld, og allerede onsdag bankede den politiske virkelighed for alvor på.

Som det første træder Jakob Ellemann-Jensen direkte ind i ren krisestyring, som vækker minder om Muhammed-krisen efter voksende pres fra muslimske lande over koranafbrændinger i Danmark og Sverige. Regeringen har brug vicestatsministeren – både i håndteringen af krisen, men også til at hjælpe på de elendige meningsmålinger. Samme forventninger har medlemmerne af Venstre, og i baglandet ytrer man glæde over at have kaptajnen tilbage på broen uden at nævne de massive forventninger … og meget store bekymringer for, om Jakob Ellemann-Jensen kan stå distancen, når arbejdspresset, opgaverne og udfordringerne alene er vokset siden februar.

Brug for mere ærlighed og åbenhed

I Forsvarsministeriet ligger den første møgsag klar på ministerens bord i form af en redegørelse fra Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Den handler om indkøbet af artillerisystemerne Atmos og Puls i januar til den nette sum af 1,74 mia. kr. Beslutningen om hasteindkøbet blev foretaget under massivt tidspres, hvor Folketingets Finansudvalg fik få timer til at godkende handelen, fordi fristen ifølge det vedhæftede aktstykke udløb med udgangen af januar.

Men efter Jakob Ellemann-Jensens sygemelding afdækkede mediet Altinget, at tilbuddet fra den israelske producent Elbit først udløb den 30. juni. Det fik en økonomiprofessor til at sige, at det så ud som om, at Jakob Ellemann-Jensen havde »vildledt« Folketinget, og fra oppositionen lød der massiv kritik af Ellemann for at have »misinformeret« Folketinget og have brugt »falske argumenter«. Troels Lund Poulsen holdt som fungerende forsvarsminister sagen ud i strakt arm. Han slog fast, at han hed ”Troels Lund” og ikke Jakob Ellemann, og at han havde bedt systemet om en redegørelse.

I interviewene tirsdag blev Jakob Ellemann-Jensen spurgt ind til, om han havde vildledt Folketinget? Til det var svaret »nej«.

»Jeg har viderebragt de ting, som jeg har fået at vide fra mit ministerium og fra Forsvarets materielindkøb. De ting har jeg givet videre til Folketinget. Jeg har ikke pyntet på dem, jeg har ikke ændret på dem, jeg har ikke haft interesse i at justere på dem,« sagde forsvarsministeren til TV2.

Han gjorde det samtidig klart, at han ikke havde læst redegørelsen endnu, men at Folketinget ville få svar på de mange meget forståelige spørgsmål, og at offentligheden også ville få indsigt i redegørelsen. På den måde kom Jakob Ellemann-Jensen godt fra start, idet åbenhed og ærlighed er en udsøgt mangelvare i det danske forsvar. Hvis den tilstand skal ændre sig, skal ministeren lægge kursen og vise vejen, og det gjorde han faktisk ganske overbevisende.

Absolut intet er sket siden krigsudbruddet

Desværre er åbenhed og ærlighed ikke nok. Der skal træffes beslutninger i et helt andet tempo, end dansk politik har været i stand til, efter at Rusland gik ind i Ukraine for anden gang den 22. februar sidste år. Den grusomme krig har vendt op og ned på dansk politik, hvor forsvar pludselig er blevet det vigtigste politiske emne. I juni landede vikaren Troels Lund Poulsen et historisk forsvarsforlig med 10 aftalepartier, som over de næste 10 år vil tilføre dansk forsvar yderligere 143 mia. kr. Det lyder af et svimlende beløb, som må få alle soldater til at klappe i hænderne, men virkeligheden er en ganske anden.

De første 38 mia. kr. ryger direkte ned i sort hul til at udbedre manglerne af det enorme efterslæb, som Forsvaret har opbygget gennem de seneste 10 år. Dernæst hænger dansk forsvar i laser og er ved at bryde sammen. Medarbejderflugten fra Forsvaret fortsætter i alarmerende grad, og mens systemet bliver mere og mere presset, fortsætter politikerne med at pålægge Forsvaret flere opgaver. Øget beredskab og uddannelse af ukrainske soldater og jagerpiloter. Det hele foregår, mens forsvarsledelsen fortsætter med at nikke og sige javel, selv om systemet er ved at bukke under.

For halvandet år siden – den 2. marts 2022 – krævede Jakob Ellemann-Jensen som leder af oppositionen sammen med partilederne i blå blok i et åbent brev til statsministeren, at dansk forsvar skulle have flere penge »her og nu«.

»Der er behov for et markant og væsentligt beløb allerede i år som en særbevilling til at opruste og fylde lagrene. Vi opfordrer derfor regeringen til øjeblikkeligt at sætte gang i politiske drøftelser på området, så vi kan vedtage et nyt forsvarsforlig, så hurtigt som muligt.«

Siden er der absolut intet sket ud over, at opgaverne er vokset og slitagen af både personel, materiel og udstyr er taget til. I Hæren mangler hver fjerde konstabel, og blandt officererne er afgangen oppe på 13 pct. og stigende. Uden sidekammeraten må hver mand løfte mere, og byrden vokser for hver dag. Derudover mangler der våben, ammunition, køretøjer, reservedele, materiel, udstyr, tidssvarende it, og dertil kommer de mange kaserner og tjenestesteder med skimmelsvamp og huller i gymnastiksalenes gulve.

Risikerer at hive hele Forsvaret med i grøften igen

Krigen fik vores nabolande til at hasteinvestere i forsvar, og i både Sverige, Norge og Tyskland når forsvarsudgifterne i 2026 op på de lovede to pct. af bnp, som er Nato-målet fra 2014. Men i Danmark slår forsvarschefen korsets tegn og siger, at det slet ikke lader sig gøre så hurtigt. Derfor indeholder forsvarsforliget fra juni alene den økonomiske ramme, og så er det op til Jakob Ellemann-Jensen at lande den første delaftale om et mere præcist indhold i løbet af efteråret. Stærkt går det ikke.

»Her skal gives mandat til at igangsætte analyser, der skal styrke beslutningsgrundlaget til senere politisk stillingtagen,« står der i forliget.

Der skal til den tid også nedsættes et »ekspertudvalg, som skal komme med anbefalinger til en veldrevet og effektiv organisation«, og på de følgende sider i forligsteksten kan man læse lange passager om styrkelse af den danske forsvarsindustri, offentligt-private partnerskaber, sikring af danske arbejdspladser og om prioritet til forsknings- og folkeoplysningsinstitutioner. Og så skal Danmark engagere sig i EU og forfølge danske interesser, når det blandt andet kommer til indsatsen på klimaområdet.

Men der står ikke ét ord om at styrke Forsvarets kampkraft, som nu en gang må være et nationalt forsvars kernekompetence. Det står ikke noget om, at Danmark i langt højere grad skal kunne leve op til Atlantpagtens Artikel 3 om at forsvare sit eget territorium, og i det hele taget er det militære indhold forduftet i det dokument, som skulle lægge planen for fremtidens forsvar.

Det er trist og nærmest uforståeligt. Man må håbe, at Jakob Ellemann-Jensen med sin militære baggrund og fornyede kampgejst får processen op i omdrejninger og truffet beslutninger, der gavner det danske forsvar og styrker både forsvarsevnen og kampkraften i stedet for alle mulige andre pseudo-forsvars-agendaer. Hvis ikke risikerer Jakob Ellemann-Jensen ikke alene at ende i grøften igen. Det samme gør hele det danske forsvar.

Denne klumme er også publiceret i redigeret form i Weekendavisen 4. august 2023.