En litauisk hovedstad svøbt i ukrainske farver danner i denne uge ramme om Natos årlige topmøde. Meget af ståhejet hører topmøder til, men det fylder mere end ellers i et Litauen, som er nødt være i højt beredskab og hører til blandt de mest forsvarsivrige i Nato. Velviljen er affødt af trusler fra både Rusland og Belarus.
VILNIUS, LITAUEN
Støtten til Ukraine er ikke til at tage fejl af for nogen politiker, journalist eller embedsmand, der i disse dage besøger Vilnius i anledning af Natos årlige topmøde: Det ukrainske nationalflag hænger ud af vinduerne og på hvert et gadehjørne, den karakteristiske blå-gule farvekombination pryder byens tv-tårn efter mørkets frembrud, og tirsdag var der ligefrem gjort plads til, at Volodymyr Zelenskij kunne adressere den litauiske befolkning fra et af Vilnius’ centrale torve.
Selvom de fleste besøgende nok er kommet for topmødet og tilbringer det meste af tiden i konferencecentrets LITEXPO’s mikrokosmos, står støtten til Ukraine stadig øverst på litauernes egen dagsorden. Støtteerklæringerne er tydeligvis mere end dydssignalering og letkøbt PR – her mener man hver en tilkendegivelse, hvert et ”Slava Ukraini” og hver en økonomisk håndsrækning. Som gæst får man indtryk af, at litauerne før topmødet må have håbet lige så meget på et ukrainsk medlemskab som ukrainerne selv.
Empatien handler som så meget andet om historiske erfaringer. I modsætning til mange andre europæiske stater – det øvrige Baltikum og en håndfuld østeuropæiske lande som undtagelser – er man i Litauen selv nødt til at forholde sig til en meget nær russisk trussel: Vender man blikket mod vest, er der fra Litauens hovedstad blot 150 kilometer til den russiske eksklave Kaliningrad. I modsat retning ligger Kremls vasalstat, Belarus, sølle 30 kilometer væk.
Artiklen fortsætter under afspilleren …
Den geografiske nærhed til de autokratiske naboer betyder meget for den trusselsopfattelse, befolkningen bærer rundt på. Den kan være svær at greje som vesteuropæer med sit på det tørre, forklarer freelancejournalist Maria Oien, da OLFI møder hende på den gamle rådhusplads, hvor George Bush i 2002 lovede Litauen en plads i Nato og dermed indvarslede et sikkerhedspolitisk paradigmeskifte i Baltikum.
Maria Oien har de seneste tre år selv boet og arbejdet i Vilnius og ved selvsyn bemærket de markante forskelle mellem Litauen og Danmark.
»Vi er ikke mange kilometer fra grænsen til Belarus. Det er noget, der især i krigens start betød, at man blev utrolig bange for, at man ville blive det næste mål for en russisk invasion. Den frygt, man havde for, at Sovjetunionen ville genopstå – at Rusland ville indtage de baltiske lande igen, og at man skulle tilbage til den tid – er blevet forstærket mange gange med invasionen af Ukraine. Det er derfor, at sikkerhedsbilledet ser ud, som det gør.«
På vej tilbage til totalforsvar
Når Maria Oien nævner sikkerhedsbilledet, taler hun ikke kun om de Patriot- og NASAMS-luftforsvarsmissiler, der af både praktiske og symbolske grunde midlertidigt er opstillet ved Vilnius’ lufthavn, de mange pansrede køretøjer med maskinkanontårne eller den myriade af politibetjente, der i skrivende stund fylder i gadebilledet. Det er i en langt mere permanent tilstand af beredthed og forsvarsvilje, der gennemsyrer det litauiske samfund og den baltiske måde at tænke på.
Artiklen fortsætter under billedet …
»Alt er sikkerhedspolitik i Litauen. Det kan virke underligt fra Danmark, for selvom forsvarspolitikken fylder rigtig meget i øjeblikket, har den især det sidste halvandet år fyldt alt i den politiske debat i Litauen og i nabolandene Estland og Letland,« forklarer Maria Oien.
Hendes udlægning bakkes op af en anden af Vilnius’ udlandsdanskere. Oberst Peter Nielsen står til daglig i spidsen for en af Natos såkaldte Force Integration Units (NFIU). Den skal facilitere og lette samarbejdet mellem Nato og værtslandets myndigheder i både fredstid, og hvis “ballonen går op”. Peter Nielsen har selv boet to år i Litauens hovedstad og peger ligesom Maria Oien på, at invasionen af Ukraine blev en skelsættende begivenhed i den lille baltiske stat og hans egen stab i NFIU:
»Det var jo en udvikling, hvor de første signaler begyndte fire-fem måneder forud for invasionen. Men det hele skiftede og blev meget mere alvorligt. Nato aktiverede sine forsvarsplaner, og pludselig fløj der konstant jagerfly i luften for at markere grænsen til Nato, og flådeskibe deployerede til Østersøen. Så der var jo en markant forøget tilstedeværelse af Nato-styrker i Litauen og langs hele den nordøstlige del af østflanken.«
Litauen selv trækker selv så meget af læsset, som det er muligt for et land med kun 2,8 mio. indbyggere. Det kan aflæses direkte i Natos opgørelser over forsvarsudgifter: Litauen bruger aktuelt et beløb svarende til 2,54 pct. af sit bnp på forsvar efter at have gennemført en stigning på en halv procent på blot ni måneder. Det placerer landet på en sjetteplads i opgørelsen af investeringer. I Letland og Estland er tallene henholdsvis 2,27 og 2,73 pct.
»Udviklingen med at sætte samfundet op til det gamle totalforsvar, som vi kender fra Den Kolde Krig, blev også accelereret som en konsekvens. Anskaffelser til det litauiske forsvar blev sat i gang. De får HIMARS, for eksempel, og de får infanterikampkøretøjer. Der er store anskaffelser på vej, og de forbereder ikke bare forsvaret, men samfundet til en eventuel konflikt,« forklarer Peter Nielsen.
Ingen sure miner over fodslæbende partnere
Da OLFI sætter Peter Nielsen stævne, blæser den ene kortege af VIP- og ministerbiler efter den anden afsted bag os. Politisirener bryder periodisk den for en storby uvante og besynderlige stilhed, der opstår, når man for en stund formener private bilister adgang til bymidten. Store dele af Vilnius er i disse dage spærret af eller ensrettet, og politiet forhindrer med myndige fagter alle optræk til fumlegængeri. Der er styr på tingene.
Artiklen fortsætter under billedet …
Meget af det forhøjede beredskab foregår dog bag kulisserne og er usynligt på gadeplan. I luften over Vilnius patruljerer Combat Air Patrols og overvågningsfly i et næsten tomt luftrum. Der er nedlagt civilt flyveforbud, mens topmødet står på. I de lidt lavere luftlag flyver droner og helikoptere rundt og holder øje.
Vilnius er på mange måde på den anden ende, men befolkningen ser ud til at tage det hele fra oven og ned. Måske fordi de det sidste halvandet år er blevet vænnet til tanken om, at man ikke kan føle sig sikker uden at arbejde for det. Litauen har da også længe været foran sine Nato-allierede og brugt langt flere penge på forsvar og sikkerhed, end Natos retningslinjer dikterer. På mange måde spejler udviklingen den, som andre østeuropæiske lande – med Polen som en bemærkelsesværdig førernation – lige nu gennemgår.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Kollektive traumer sætter turbo på massive polske forsvarsinvesteringer
»Litauen tager det utroligt alvorligt, og man bliver nødt til at forstå, hvorfor de gør det, ved at kigge på den historie, de har. Det er jo ikke mere end godt 30 år siden, de fik deres frihed fra den russiske besættelse og mindre end 30 år siden, at de sidste russiske styrker forlod landet. Så de er utrolig følsomme overfor truslen fra Rusland. Så det er klart, de reagerede stærkt på det.«
Selvom Litauen er ét ud af kun 11 af Natos 31 medlemslande, der lever op til Wales-målsætningen, er der dog ingen sure miner over, at to tredjedele af alliancen halter bagefter.
»Det litauiske samfund er meget venligt stillet over for alle andre nationer. De er ekstremt taknemmelige for den tilstedeværelse, som vi leverer. Et udenlandsk flag er særdeles velset rundt omkring i samfundet. Derfor har vi også i weekenderne op til det her været rundt og deltage i Nato-festivaler for at vise Nato-flaget. Men jeg oplever ikke noget negativt syn på andre nationer. Måske lidt hovedrysten over, hvorfor vi ikke forstår og ikke kan se truslen, som de ser den,« siger Peter Nielsen.