BAGGRUND: På trods af krigen i Ukraine tager mange europæiske lande sig god tid med forsvarsinvesteringerne. Helt anderledes griber man tingene an i Polen, som opruster i et historisk omfang og fra starten af næste år vil være Natos suverænt største bidragyder målt på bidrag i forhold til sit bnp. Forklaringen skal findes i landets tragiske historie – og en flig af polsk allianceskepsis.

Det sikkerhedspolitiske klima bliver koldere og koldere, og Europa over ruster lande sig i disse år til krig i en skala, som forhåbentlig aldrig igen manifesterer sig i virkeligheden. Virkelig er krigen dog for længst blevet i Ukraine, som på 16. måned forsvarer sig med næb og klør mod Ruslands invasionsstyrker, mens vi i Vesten slipper nådigt afsted med at føre, hvad eksperter og politologer kalder en proxykrig med en lind strøm af moralsk, økonomisk og ikke mindst materiel opbakning til de trængte ukrainere.

Krigen har ikke desto mindre givet anledning til svære hovedbrud på resten af kontinentet. Her står det nu klart for de fleste, at fredelig sameksistens med Putins Rusland er et sikkerhedspolitisk fatamorgana – et ideal, man efter 24. februar 2022 endegyldigt har måttet opgive. Det har i Nato ført til oprustning på tværs af alliancen, men oprustninger der stadig foregår i vidt forskellige tempi, og som ser ud til at korrelere med de enkelte medlemslandes geografiske nærhed til konfliktområdet og deraf varierende trusselsopfattelser.

I mange vesteuropæiske lande problematiserer iagttagere, at skiftende politiske flertal både før, under og efter Ruslands invasion ikke virker til at lade sig mærke af nogen uopsættelighed på forsvarsområdet. I Danmark vil man ikke varigt leve op til to pct.-målet i Wales-erklæringen før i 2030, idet bidrag til netop Ukraine fører til en midlertidig målopfyldelse de næste to år. Lignende tidshorisonter finder man i en række andre europæiske lande, som først på bagkant af Ruslands angrebskrig i Ukraine er begyndt at reagere med flere penge til deres militære styrker.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Natos forhøjede beredskab mod øst er på vej til at blive en ny normaltilstand

Andre steder – og måske særligt i Natos frontlinjestater i Baltikum og Østeuropa – er virkeligheden og alvorsgraden en ganske anden. Der findes næppe noget europæisk land, som lige nu er eksponent for antitesen til ”den danske tilgang” i samme grad som Polen, som OLFI og flere andre danske medier havde lejlighed til at besøge i slutningen af maj. Det er der gode grunde til, forklarer oberst og forsvarsattaché Johnny Jespersen:

»Det er vigtigt at forstå perceptionen af at bo ved siden af aggressive naboer, der er villige til at anvende vold til at nå politiske mål. Der er ikke nogen elefant i rummet her. Man taler åbent om, at det er Rusland, der er problemet. Den erkendelse begyndte, da Rusland invaderede Georgien i 2008.«

Johnny Jespersen har selv sin daglige gang på den danske ambassade i Warszawa, hvorfra han på nærmeste hold kan følge med i moderniseringen af det polske forsvar og de massive investeringer, som med bred politisk opbakning kendetegner udviklingen. I marts 2022 gjorde det polske parlament det til lov, at man skal afsætte tre pct. af bnp til forsvaret allerede i 2023 – det svarer til cirka 155 mia. danske kroner. I januar i år blev barren så sat endnu højere, og Polen skal nu bruge svimlende fire procent af sit bruttonationalprodukt på forsvar og sikkerhed inden 2024.

Vil opbygge Europas næststørste hær

Selvom pengene flyder ind i det polske militær i en lind strøm, kan de hurtigt få ben at gå på. Ønskelisten er alenlang og ambitionsniveauet for især hæren tilsvarende højt, forklarer Johnny Jespersen.

»Man vil have det hele; pansrede køretøjer, kampvogne, raketartilleri og forskellige højteknologiske systemer som luftforsvar. Man vil have det hele og meget af det, og det er selvfølgelig dyrt.«

Med Belarus og den russiske enklave Kaliningrad som sine nærmeste naboer og en række store våbendonationer til Ukraine in mente skal moderniseringen af forsvaret ske nu og her, og derfor har et polsk fokus været at indkøbe materiel med kort leveringstid, ligesom også forsyningssikkerhed har været et centralt tema i de løbende politiske drøftelser. Af samme grund har man derudover satset kraftigt på bilaterale partnerskaber og specifikt udvalgt amerikansk og sydkoreansk materiel, som det ikke tager adskillige år at anskaffe. Den polske regering har endvidere indgået aftaler om Transfer of Technology med sydkoreanske leverandører, der udsteder licenser, så dele af våbenproduktionen kan foregå på polsk jord.

Indtil videre har de nye tider i polsk forsvars- og sikkerhedspolitik resulteret i gennemførte eller planlagte indkøb af både HIMARS-systemer, F-35-fly, Apache-kamphelikoptere, Abrams-kampvogne, Global Eye-overvågningsfly og K-9-artilleri – alt sammen i stort antal.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Polen indgår historisk våbenhandel med USA om køb af Patriot-missiler

Beslutningen om at skrue kraftigt op for forsvarsudgifterne møder bred – men ikke universel – opbakning i det polske parlament. Oppositionspolitiker og tidligere forsvarsminister Tomasz Siemoniak fra partiet Borgerplatformen har blandt andet kritiseret den polske regering for at indkøbe i blinde og uden en konkret plan. Andre kritiserer i samme dur, at der mangler det nødvendige logistiske og doktrinære setup til at understøtte så mange nyanskaffelser. Argumentet vinder gehør i dele af det polske tænketanksmiljø, hvilket OLFI også selv konstaterede i en samtale med en senioranalytiker, der dog alene udtalte sig til baggrund.

Også på personelsiden giver ambitionsniveauet udfordringer. Polen ønsker i 2035 at kunne mønstre i alt 300.000 soldater, hvoraf 250.000 skal være professionelle og de resterende 50.000 tilhøre en hjemmeværnslignende styrke. Bliver det en realitet, vil Polen ifølge Johnny Jespersen have et godt potentiale til at blive »en betydende regional militærmagt i Europa«. Ligesom i Danmark oplever man imidlertid lav arbejdsløshed på den civile side af hegnet. Derfor kan de højtravende planer om at etablere Europas næststørste hær, kun overgået af Tyrkiet, blive svære at indfri.

Invasion af Ukraine vakte kollektive traumer til live

Skal man forstå, hvorfor Polen trods åbenlyse udfordringer med både mål og metoder alligevel handler så resolut og uden større parlamentariske sværdslag om kursen, er man nødt til at forstå landets historie: Polen led i århundreder – men nok særligt i det 20. århundrede – en langt mere krank skæbne end de fleste andre europæiske nationer. Først efter Sovjetunionens fald blev Polen til den stat, vi kender i dag, men inden da havde både nazister og kommunister i årtier udsat den befolkningen for næsten ufattelige overgreb. Går man endnu længere tilbage i historien, var det Preussen, Rusland og Østrig-Ungarn, der agerede Polens betvingere. Historien som nation og folk underlagt andres luner har lagt sig som et historisk åg i den polske bevidsthed, og man vil gå meget langt for at forhindre, at historien nogensinde gentager sig.

Ruslands angreb på Georgien i 2008 markerede starten på en bekymring, som blot blev bestyrket igen med den russiske invasion af Krim i 2014 og nu igen i 2022. Polens historiske traumer er i dag vakt til live på en måde, der kan være svær for vesteuropæere at forstå, men som de polske politikere hverken kan eller vil sidde overhørige: Det er nu, der skal investeres i forsvar, hvis ikke det 20. århundredes forbrydelser ved både nazisternes og Sovjetunionens hænder igen i fremtiden skal overgå det polske folk. Tilsvarende vil man gøre meget for at sikre, at det heller ikke bliver tilfældet for ukrainerne, som man føler et vist skæbnefællesskab med.

»Polakkerne ser deres historie gentage sig i, at et land bliver overfaldet på brutal vis. Derudover vil det også betyde for polakkerne, at de også på sydfronten får russerne tæt på, hvilket man ikke bryder sig om. Det ser man på med meget stor alvor. Det er det, der driver polsk forsvars- og sikkerhedspolitik, den her sense of urgency (uopsættelighed, red.) i forhold til trusselsperceptionen,« forklarer Johnny Jespersen.

Danmarks ambassadør til Polen, Ole Toft, istemmer Johnny Jespersens vurdering og forklarer om den folkelige følelse af uopsættelighed:

»I befolkningen manifesterer den sig som en stor og konkret frygt, som vi måske kan have svært ved at forstå. Men Polen har haft en meget voldsom historie, også i nyere tid i det 20. århundrede. Man frygter virkelig krig her. Både fordi der er krig i nabolandet Ukraine, og fordi man ser Belarus blive et land, der i militære termer i stigende grad er kontrolleret af Rusland. Det skaber bekymring, fordi man simpelthen har truslen op mod sin grænse.«

De med danske øjne næsten ubegribeligt store investeringer hænger derfor sammen med et behov for at handle, mens tid er. At Rusland lige nu er optaget andetsteds, giver Polen mulighed for at opruste, så man er klar, hvis russerne efter krigens afslutning genopbygger deres militære kapacitet og retter blikket mod nye mål.

»I Polen har man følt denne form for uopsættelighed – at man simpelthen er nødt til at frontloade investeringerne. Det hænger også sammen med, at man har afgivet virkelig, virkelig mange våben. Våben, man har haft tilbage fra Warszawa-pagttiden, som de 230 russiskproducerede kampvogne, man har givet til Ukraine. Der skal jo så købes nye våbensystemer ind. Og det frontloader man simpelthen, fordi man føler, at man ikke kan vente,« forklarer Ole Toft og tilføjer, at polakkerne betragter situationen som den rette lejlighed til at tage et opgør med den postsovjetiske materielarv.

Polen kan gå forrest og inspirere alliancepartnere

Et andet tungtvejende hensyn, der både dikterer Polens nyindkøb og donationerne til Ukraine er, at polakkerne gerne vil være på den rigtige side af historien. Under især Anden Verdenskrig følte polakkerne sig i flere situationer ladt i stikken af det internationale samfund, og det vil man ikke selv gøre sig skyldig i.

Ni ud af ti polakker har ifølge tænketanken Pew Research Center et positivt syn på både Nato og EU, så at tale om en mistillid til internationale alliancer er at tage munden alt for fuld. Ikke desto mindre hersker der i både den polske befolkning og på det politiske niveau en erkendelse af, at man ikke blindt kan lægge sin skæbne i andres hænder. Derfor er polsk sikkerhed i dag først og fremmest et spørgsmål om at gøre sit ruste sig selv, støtte sine trængte naboer og søge det internationale samarbejde – både i Nato, men i særdeleshed gennem det bilaterale forhold til USA. Det skyldes ikke mindst ovenfor nævnte følelse af, at visse alliancepartnere tager den tilspidsede sikkerhedssituation med ophøjet ro. I Warszawa er man da heller ikke for alvor imponeret af de af alliancepartnerne, der henslæber tilværelsen bagerst i feltet af bidragydere – og heller ikke af den mellemgruppe af lande, der i lighed med Danmark trods alt har fremlagt konkrete planer for at nå de forjættede to procent.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Regeringen håner Forsvarets ansatte ved at prale med at nå 2 pct. af bnp i 2023

Det går den rigtige vej, men for langsomt, mener Polens viceudenrigsminister Paweł Jabłoński, som i sidste uge mødtes med repræsentanter for den danske presse i det polske udenrigsministerium. Trods den udbredte fodslæbende tilgang til forsvar og sikkerhed i det øvrige Europa aner han dog en mulighed for, at Polen kan være foregangsland, påvirke Nato-partnerlandene til at leve op til deres løfter og på sigt måske ligefrem nærme sig det polske ambitionsniveau.

»Det håber jeg da! Jeg håber, at vi allerede har inspireret nogle, for vi har opfordret allierede til at efterleve to pct.-målet i årevis. Men i dag er der brug for endnu mere. Vi er nødt til at forberede os på det værste, så vi mener, at det bør øges i endnu højere grad,« siger Paweł Jabłoński.

Den polske viceudenrigsminister er ikke enig med de af sine landsmænd, der giver udtryk for, at det går alt for stærkt med investeringerne. Han mener heller ikke, at det er et gangbart argument synspunkt i et land som Danmark, da OLFI forklarer, at det også har været en del af den danske forsvarsdebat og blandt andet været et af Forsvarets egne argumenter forud for det kommende danske forsvarsforlig.

»Jeg forstår det ikke rigtigt. Militære styrker er effektive til at tilpasse sig nye situationer. Det ligger i deres natur. De kan sagtens absorbere midler, hvis tingene er planlagt ordentligt,« siger Paweł Jabłoński og fortsætter:

»Meget har også ændret sig i Polen. Jeg kan huske, at det, da vi besluttede at købe F-35 for tre år siden, blev kritiseret vidt og bredt af de politiske partier i Polen: ’Vi bruger for mange penge, vi burde bruge dem til innovation’ og så videre. Og det skal vi også, men ikke på bekostning af vores sikkerhed. I dag tror jeg, at alle forstår, at sikkerhed er kritisk vigtigt. Hvis vi vil udvikle os økonomisk, skal vi føle os sikre, og vi skal have garantier for, at enhver investering vil blive beskyttet af det vigtigste sikkerhedselement, som er den hær, der forsvarer vores territorium og afskrækker potentiel aggression. Så jeg håber, at der allerede er truffet en masse beslutninger (i det øvrige Europa, red.) om at øge budgetterne, selvom de ikke er implementeret endnu.«

Ifølge Paweł Jabłoński viser Tysklands forsvarspolitiske Zeitenwende, at tiderne og den tilbagelænede mentalitet i Europa er ved at skifte. Selvom det ikke går så hurtigt, som man godt kunne tænke sig i Polen, er det et vigtigt første skridt. I den polske regering opfordrer man derfor kraftigt til, at resten af Europa – og altså også Danmark – fremskynder processen med at gøre sig “klar til at være klar”.

»Jeg synes, det skal gå stærkere, og vi opfordrer alle regeringer til at sætte tempoet op. For i sidste ende, hvis aggressionen gentager sig fra enten Rusland eller et andet land, og hvis de europæiske forsvarsevner bliver sat på prøve – vi håber ikke, at det sker, men man ved aldrig – skal vi være klar, og vi skal være klar så hurtigt som muligt. Jo før, jo bedre. Vi opfordrer både den danske regering og alle andre regeringer til at gøre det hurtigere og i højere grad.«

BILLEDTEKST: En soldat under en polsk øvelse i brugen af luftværn og missilforsvar tidligere på året. Foto: Aleksander Perz/Polens forsvarsministerium