KOMMENTAR: Når Forsvaret figurerer på mediernes dagsorden, er det som regel med udgangspunkt i dækningen af af materielindkøb og sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark. Forsvarets udfordringer er imidlertid flerfoldige og handler i høj grad også om fastholdelse. Det er derfor på høje tid, at politikere og medier lytter til soldaterne på jorden.

Når man dækker Forsvaret journalistisk, noterer man sig undervejs nogle gennemgående tendenser i den offentlige samtale. En af disse tendenser er, at forsvarsdebatten i hovedreglen drejer sig om økonomiske dispositioner og milliarddyre materielanskaffelser af skibe, missiler eller luftværnssystemer og typisk noget mindre om de irritationsmomenter, som soldaterne oplever på tjenestesteder i hverdagen. Enkelte aktører – navnlig de faglige organisationer for menig- og sergentgrupperne – gør deres for at supplere, nuancere og italesætte, hvordan Forsvaret kan holde på sine soldater, men derudover fylder “manden på jorden” ikke forfærdelig meget.

Det er selvsagt både naturligt og uhyre relevant med en åben og ærlig diskussion om, hvilket militært isenkram Forsvaret skal udstyres med, og i hvilke internationale indsatser det kan og skal bringes i anvendelse, når årtiers faste verdensorden er i opbrud, fredsdividenden endegyldigt udbetalt, og krigen i skrivende stund raser på det europæiske kontinent. Det er bare ikke sikkert, at det er tilstrækkeligt.

Det evindelige helikopterperspektiv og altoverskyggende fokus på overordnede økonomiske rammer og udenrigspolitiske linjer betyder indirekte, at en række meget konkrete bekymringer og udfordringer hos Forsvarets primære ressource, soldaterne, sjældent bliver adresseret og i bedste fald kun flygtigt. En af de væsentligste velkendte udfordringer er problemerne med fastholdelse, som Forsvaret har kæmpet med i efterhånden mange år, men som det går trægt med for alvor at rette op på.

Når der ikke er forbedring at spore i forhold til fastholdelsen af Forsvarets personel, har det formentlig at gøre med, at forholdene for soldaterne ikke forbedres nævneværdigt. Og når forholdene ikke forbedres, har det måske at gøre med, at samtalen om Forsvaret foregår hen over hovederne på netop soldaterne. Det er en skam, for det er ofte nogle andre forhold, der betyder noget i en soldats hverdag, end det er for for beslutningstagere, journalister og det kommentariat, der driver den bredere diskurs om Forsvaret – og det ses.

Diskrepans i opfattelsen af problemers vigtighed

At der kan være endog meget delte meninger om, hvad der er væsentligt at diskutere, og hvad der er vigtig forsvarsjournalistik, fik denne signatur syn for, da jeg sammen med min kollega Lene Færch Overgaard i oktober skrev en artikelserie om kunstinstallationer på Forsvarets tjenestesteder. Artiklerne tog udgangspunkt i en række soldaters undren over, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) er nødt til afsætte midler til kunst, mens indkvartering og træningsfaciliteter halter, og basale fornødenheder mangler.

Helt konkret eksemplificerede vi soldaternes undren med et besøg på Haderslev Kaserne, hvor man netop har anlagt en milliondyr stenmosaik i kasernegården, mens idrætshallen henstår med huller i gulvet og generelt savner en kærlig hånd.

Artiklen fortsætter under billedet …

Efterfølgende kunne jeg på både personlige henvendelser og ved at følge med i diverse kommentarspor konstatere, at nogle læsere kritiserede artiklernes præmis og fandt det komplet fjollet at diskutere disse ubetydelige kunstinstallationer. Hvad er en halv eller en hel million kroner til en stenmosaik, vægudsmykning eller en bronzeskulptur ud af et samlet forsvarsbudget på svimlende 27 milliarder?

Omvendt fik vi på OLFI også masser af positive tilbagemeldinger, både direkte og indirekte, fra soldater, som selv havde undret sig over de økonomiske prioriteringer. Responsen på artikelserien var med andre ord mere broget end som så. Der var dog alligevel visse mønstre at spore ved at dykke ned i de forskellige holdningstilkendegivelser.

Fælles for de kritiske røster var, at de primært kom fra folk, der enten ikke selv har fungeret på manuelt niveau i Forsvaret, eller for hvem det ligger så langt tilbage i tiden, at de måske har glemt, hvordan det er. Der var tale om iagttagere, debattører og andre videnspersoner, som i deres daglige virke er vant til at drøfte de overordnede økonomiske rammer og geopolitiske strømninger, og som var hurtige til at afskrive artikelserien som et udtryk for både rindalisme og doven journalistik. Til gengæld var modtagelsen blandt folk ude på tjenestestederne – hovedsageligt i konstabelgruppen – en anden, og mange medlemmer af denne personalegruppe bød i forskellige fora ind med egne eksempler på kunstinstallationer, som de selv undrede sig over formålstjenligheden af.

Selvom ovenstående naturligvis kan afskrives som en anekdotisk betragtning, afslørede reaktionerne på artikelserien i mine øjne en diskrepans mellem, hvad (visse) beslutningstagere, topofficerer og journalister, der bevæger sig i de øvre sfærer af forsvarsdebatten, finder vigtigt, og hvad mange konstabler, sergenter og til dels også yngre officerer finder væsentligt.

Det forekommer mig på den baggrund, at der skal bygges bro mellem anskuelserne og findes en fælles forståelse for, at selv små irritationsmomenter kan have betydning for at holde på soldaterne. Hvis Forsvaret udelukkende betragtes som politisk værktøj gennem en sikkerhedspolitisk prisme, får vi aldrig blik for det, der ansporer soldater til at søge mod det civile arbejdsmarked med høj personaleomsætning og markante videnstab for Forsvaret til følge. Forsvaret er udover at være en fysisk manifestation af skiftende regeringers udenrigs- og forsvarspolitik også noget så kedeligt som en arbejdsplads, hvor en laden stå til i forhold til arbejdsvilkår nøjagtig som i det civile kan have alvorlige konsekvenser for “bundlinjen”.

Debatten skal rykkes ud af elfenbenstårnet

Jeg slår selvsagt ikke på tromme for at presse, debattører og beslutningstagere ikke skal beskæftige sig med de store linjer eller de enorme pengesummer, der skal bruges på Forsvaret de kommende år. Naturligvis skal de (og vi) det.

Det er for eksempel rasende godt og relevant journalistisk arbejde, når TV 2 kan fortælle om intern kritik af det luftværn, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er i gang med at indkøbe til Hærens 1. Brigade, og som måske ikke får den dronenedskydningsevne i form af high velocity-kanoner, som mange havde håbet på. Systemet kommer potentielt til at beløbe sig til fem milliarder kroner finansieret af skatteborgerne, hvorfor historien med rette bør have forrang for artikler om manglende uniformsstumper, halvsløj kantinemad eller, nå ja, kunstinstallationer.

Men skal man holde på de mange dygtige soldater – dem, der rent faktisk skal anvende luftværnssystemet, bemande 1. Brigade, sejle Søværnets skibe eller vedligeholde de nye F-35-kampfly – er vi nødt til i højere grad at adressere de umiddelbart mere undseelige problemstillinger, som gør folk trætte af at trække i uniformen. Dækningen af forsvarsstoffet skal rykkes fra udelukkende at foregå i og omkring elfenbenstårnet på Holmens Kanal 9 og Christiansborg til også at dyrke dagligdagsproblemerne på tjenestestederne – i hvert fald hvis medarbejdernes motivation og lyst til at “gå til soldat” har nogen politisk interesse forud for det kommende forlig og mere generelt.

Tidligere på året skrev OLFI om netop fastholdelsesudfordringen, og jeg talte i den forbindelse selv med fagforeningsformændene for henholdsvis Centralforeningen for Stampersonel (CS), Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD). Jesper Korsgaard Hansen fra CS fortalte i den forbindelse om en konference, hvor han netop havde holdt oplæg for sine afdelingsformænd og tillidsrepræsentanter. Eksemplet, han trak frem, indrammer meget godt pointen:

»På konferencen begyndte jeg at tale om HR-strategi og det ene og det andet. Det endte med, at de sagde: ‘Prøv at høre, Jesper, det handler om manglen på lokumspapir’. De mest basale ting i dagligdagen er ikke til stede, og når de ikke er det, bliver folk utilfredse med at være ansat i Forsvaret.«

Artiklen fortsætter under billedet …

HKKF-formand Tom Block udtalte i samme forbindelse – og vel at mærke uafhængigt af sin formandskollega – at irritationsmomenterne i hverdagen betyder mere for den enkelte soldat, end mange måske forestiller sig:

»Det er meget mere end kun materiel. Det er de forhold, vi møder ude på garnisonerne til hverdag, det er indkvarteringsforholdene, det er de generelle bade- og omklædningsfaciliteter, det er, om vi nu også har det materiel og den udrustning, vi skal have. Kan vi gå op og bytte tingene og få noget nyt udleveret, eller skal det virkelig være et problem?«

Jeg kan konstatere, at mange af fagforeningsformændenes talepunkter er de samme, som da jeg i fordums tid selv sejlede i Søværnet, hvilket efterhånden er et årti siden. At man fortsat i 2022 diskuterer den slags ting ude i geledderne og på diverse enheder, illustrerer behovet for, at folkene på gulvet langt om længe tages seriøst. Det bidrager også til at forklare, hvorfor Forsvaret ikke er kommet videre med at løse fastholdelsesudfordringen. Bemærk i øvrigt, at ingen repræsentanter for soldaterne slår i bordet og kræver lønforhøjelse og tårnhøje ydelser (selvom begge dele ville blive taget imod med kyshånd) – blot en hverdag, der fungerer uden for meget bøvl.

Behov for fælles forståelse for problemerne

Det er selvsagt uvedkommende – måske ligefrem uinteressant – for hr. og fru Danmark at høre om rengøring på kaserner i provinsen. Den type historier kommer næppe nogensinde til at trække gule breaking-bjælker hos landets tabloidmedier, ligesom manglende o-ringe i maskinrummet på et patruljefartøj ikke sælger billetter i en nyhedsudsendelse på TV. Men som absolut minimum skal politikerne og Forsvarets ledelse være bevidste om udfordringerne, og her spiller medierne – og måske særligt os på fag- og nichemedierne – en vigtig rolle i at være et talerør for soldaterne.

Nogle læsere vil måske indvende, at det er lige lovlig unuanceret af mig at påstå, at vi som samfund ikke taler om fastholdelse og helt overser soldaten på jorden. Af og til har mediedækningen jo faktisk handlet om faneflugten i de forskellige personelgrupper, og fra tid til anden trækker det sågar også overskrifter i netop dagspressen. Det er for så vidt også korrekt. Alt for ofte debatteres der imidlertid om soldaterne fremfor med dem. Soldaterne omtales som en homogen gruppe, og personaleomsætning som et problem, der skal løses, men uden at se nærmere på bagvedliggende årsagssammenhænge. Det er en skam, for nøglen til at vende udviklingen er formentlig at lytte til konstablernes (og de øvrige personelgruppers) bekymringer, om den så er reservedelsmangel, undren over manglende dispensationsmuligheder i kunstcirkulæret eller noget helt tredje.

At en samtale om de sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark aktuelt er mere presserende, er en kendsgerning, de færreste vil argumentere imod. Det gør bare ikke føromtalte irritationsmomenter ligegyldige. Ved konsekvent at relativere og rangordne emner med relation til Forsvaret, kommer hverdagsproblemerne hurtigt til at virke insignifikante for alle andre end dem, der bøvler med dem. Det er en eklatant fejl, som kan vise sig at blive fatal, og som kan gøre det vanskeligt at standse den personelblødning, der er under opsejling og visse steder i fuld gang.

Handler det så om, at konstabler (og andre soldater, der formaster sig til at pege på problemer) har et lavere abstraktionsniveau eller svært ved at afgøre, hvad der i virkeligheden er vigtigt? Nej, ingenlunde. Men det er soldaterne langt fra magtens korridorer, der i hovedreglen er indkvarteret i utætte bygninger, skal træne i utidssvarende træningslokaler og mangler grej og reservedele i hverdagen. Det bør vi, der skriver om og debatterer Forsvarets fremtid, komme i hu. Og det bør beslutningstagerne – de tiltrædende forsvarsordførere, Forsvarets øverste ledelseslag samt læsere, der har svært ved at se relevansen af at skrive om kunstinvesteringer – også komme i hu. Det fantastiske er, at partiernes forsvarsordførere har en kærkommen lejlighed til det netop nu, hvor forligsforhandlingerne er nært forestående. Der er altså ikke længere nogen undskyldning for at videreføre den undladelsessynd, der har bragt os til, hvor Forsvaret står i dag.

Mit ærinde med nærværende kommentar er ikke at så splid mellem personel og ledelse eller at negligere de massive udfordringer, Forsvaret har på materielsiden og i forhold til den alvorlige sikkerhedspolitiske situation, Danmark og Europa står i. Jeg ønsker alene at minde om, at de problemer, som ikke blev ryddet af vejen, mens vi endnu høstede fredsdividenden og aldrig skænkede Rusland en tanke, er her endnu. Problemerne er slet ikke så undseelige endda, og de mærkes hver dag af soldaterne.

Bærende billede: Soldater fra 1. Brigades panseringeniørbataljon på vej til at etablere bro over et vandløb ifm. øvelse Brave Lion 2022. Foto: Mads Rolf Ahrenskjær/Forsvarsgalleriet