BLOG: Før angrebet på Ukraine vurderede de fleste, at Rusland ville sejre på grund af sin meget overlegne hær med tusinder af kampvogne. Sådan gik det ikke, og det (gen)lærer os noget om militær magts begrænsninger og fantasien om lynkrig, argumenterer militærhistoriker Niels Klingenberg Vistisen i sit seneste blogindlæg.

Før Rusland angreb Ukraine i februar 2022, var den russiske hær blevet studeret i årevis, til en vis grad med ærefrygtindgydende respekt. Gardepanserarméer, T-90-kampvogne, aktive beskyttelsessystemer, læssevis af artilleri og raketkastere. Det var en formidabel hær, som Nato stod overfor, var de fleste enige om, selvom det varierede i detaljen.

Jeg husker selv noget af retorikken fra 2014, da Anders Fogh Rasmussen som Natos generalsekretær advarede mod Ruslands militære intentioner og ambitioner. Dengang lød det som om, at russiske kampvogne kunne rulle gennem Bruxelles efter ganske få dage, og en general vurderede, at Rusland kunne indtage Ukraine på 3-5 dage. Jeg må indrømme at jeg selv tænkte på, hvor mange gange der skulle skiftes bælter på en T-72 på turen fra Moskva til Bruxelles, og der skal da tankes et par gange. Adskillige krigsspil og studier af tænketanke advarede om, at det ville tage russerne 48 timer eller mindre at indtage alle tre baltiske lande.

Lynkrig, militær overmagt, det var ikke til at tage fejl af. Ruslands fejlslagne overraskelsesangreb i februar 2022 og de efterfølgende ni måneders krig har påvist nogle meget strategiske begrænsninger for, hvad militær magt rent faktisk kan opnå. Det bør vi selv lære lidt af i vesten.

Lynkrig hører til i fantasien

Selv Clausewitz forstod, og skrev, at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Krig som den i Ukraine kan derfor ikke reduceres til en skematisk styrkeprøve mellem to hære i et afgrænset geografisk område. Ukraine har vist, hvordan politik influerede den militære manøvre (det russiske angreb), og hvordan forsvarsvilje i dén grad betyder noget.

Mest af alt hæfter jeg mig ved de forholdsvist begrænsede fremrykninger på begge sider af fronten. Der er langt fra tale om lynkrig eller deciderede kollaps af frontafsnit. Det er rigtigt, at den russiske fremrykning mod især Kiev i februar gik stærkt, men den gik også i stå. Dels på grund af ukrainsk modstand, men tilsyneladende også på grund af egne forsyningsvanskeligheder. For nylig blev det ukrainske angreb mod Kherson og det russiske brohoved beskrevet som lynangreb med en meget hurtig fremrykning. Men hvis man ser det lidt bagefter, tog det otte uger, fra angrebet begyndte, til russerne trak sig tilbage. De daglige fremrykninger var, målt i kilometer, ganske små.

Det tager egentlig ikke noget fra den ukrainske militære bedrift, men det er en påmindelse til os i Vesten – særligt de som ikke har solid taktisk forståelse – om, at lynkrig med fremrykninger på hundrede af kilometer er noget, der hører til i fantasien. Krig tager tid. Fremrykning og kamp på slagmarken tager tid og går relativt langsomt. At man har en stor hær med mange kampvogne, gør ikke, at man på timer kan erobre andre lande. I hvert fald ikke som hovedregel, og medmindre der er noget politisk der understøtter det, præcis som Clausewitz beskrev.

Besættelsen af Danmark er det tætteste på lynkrig, man kommer

Historisk set har en storkrig heller ikke været garanti for nogen lynkrig. Kampene i efteråret 1914 skulle have været kortvarige, og mange forventede en hurtig afgørelse i en rask lille krig. Det udviklede sig som bekendt til Første Verdenskrig. Tyskernes berømte og berygtede Blitzkrieg fra begyndelsen af Anden Verdenskrig er nok det, der kommer tættest på rigtig lynkrig, selvom det også har nuancer. Felttoget mod Polen tog flere uger, mens overfaldet på Danmark 9. april nok desværre er det bedste eksempel på egentlig lynkrig – igen med en decideret politisk dimension.

Frankrigs fald i sommeren 1940 havde også en politisk baggrund i den franske selvforståelse og forsvarsvilje, selvom de tyske sejre i felten var imponerende. I overfaldet på Sovjetunionen, Operation Barbarossa, i 1942 tog det trods enorme omringningsslag og taktiske sejre tyskerne seks måneder at nå frem til Moskva. Den enorme allierede hær i Frankrig i efteråret 1944 gik i stå mod Vestvolden pga. tysk modstand og egne forsyningsvanskeligheder, vel at mærke med en fuldt mobiliseret krigsøkonomi og -produktion i USA og England.

I nyere tid står de to golfkrige – dem, hvor Vesten var med – som eksempler. Hvor sejren over Irak og den irakiske hær i 1991 var massiv, tog det et halvt år for Vesten at opbygge en hær, der kunne klare opgaven. Det var det, hele vesten kunne opbyde. I 2003 var det en lille allieret, primært amerikansk styrke, og det gik da heller ikke så let. Det tog tre uger at erobre Bagdad, og en måned før krigen sluttede. Det var ikke noget med 48 timer eller dage. Jeg vil ikke dvæle ved hvad 130.000 allierede tropper fik ud af Afghanistan.

Militær magts potentiale skal ikke overdrives

En vigtig strategisk lektie af krigen i Ukraine er efter min mening derfor, at der er væsentlige begrænsninger for militær magt. Det er noget, der er blevet lært mange gange gennem krigshistorien. Nu skal vi huske at lære af det. Ikke noget “ihh, hvor vi gungrer” her, tak.

Det skal i fairness siges, at når man har hørt “Hærens Knytnæve”, også kendt som 1. Brigade (uden luftværn og artilleri), så er de ærlige om deres indsættelsestid: 48 timer eller noget i den stil. Jeg er ikke sikker på, at alle er klar over, hvor lidt det batter, både i kilometer og i geografisk udstrækning – og ikke mindst i effekt på en kampplads. Hære med hundredtusindvis af soldater og hundreder af kampvogne rykker langsomt frem, og går i stå på grund af manglende logistik. Ukraine er nu ved at være lidt krigshistorie, og en af variationerne af krigshistorien er, igen, at militær magt har sin begrænsning. Rusland med en stor hær med tusinder af kampvogne kunne ikke indtage Ukraine på 3-5 dage.

Militær magt, som store hære og/eller et stort militær generelt, i Rusland, Kina eller USA, skal tages alvorligt, men deres potentiale skal ikke overdrives. Lynkrige på 3-5 dage hører til sjældenhederne. Det er vigtigt med en realistisk forståelse af truslen, også den rent militære. Herunder hører, hvor svært det i praksis er at projicere militær magt over store afstande, og at det sjældent sker rigtig hurtigt. Det er formentlig kun blevet værre, efter at lagrene i de fleste lande er tomme. Rå militær magt har – gudskelov – sin begrænsning.

Bærende billede: Mobiliserede russiske soldater under træning før de indsættes i Ukraine. Foto: Ruslands forsvarsministerium