BLOG: Når man i forvejen opererer med den såkaldte bachelormodel i forbindelse med optagelse af kadetter på officersskolerne, kan man lige så godt inddrage universiteterne i rekrutteringen og den indledende militære træning, mener Niels Klingenberg Vistisen. Han har personlig erfaring med en britisk model, som i en tilpasset version kunne indføres i Danmark.
Selvom det lyder til, at der efterhånden ikke er rekrutteringsproblemer til officersuddannelserne, skal det alligevel være mit forslag at målrette et tilbud til de universitetsstuderende, som man gør i Storbritannien.
Da jeg som studerende læste i Oxford, blev jeg nærmest ved et tilfælde medlem af The Oxford University Officer Training Corps og fik derigennem et indblik i en helt unik og meget spøjs rekrutteringsorganisation, samtidig med at jeg fik gode kontakter og oplevelser. Femten år senere har Danmark nu ændret sin officersuddannelse til at kræve en bachelor, og jeg tror, at vi i Danmark kunne kopiere konceptet, tilpasset danske forhold, for at forbedre både rekruttering til officersuddannelserne, men også med gevinst for Forsvarets omdømme, InterForce og reserven.
Et University Officer Training Corps (UOTC) er en enhed på bataljonsniveau med en oberstløjtnant i spidsen. Der er et antal af dem rundt om i Storbritannien, hvor der er mange universiteter; London, Oxford, Liverpool, Cambridge, Edinburgh – i alt vist 26 steder over hele øen. I min tid var de inddelt i våbenarter med infanteri, ingeniører, artilleri og panser, og der var både hær, flåde og flyvevåben.
Der var tre kompagnier svarende til de tre årgange, man læste på universitetet, således at man begyndte i 1. kompagni og gennemførte enkeltmandsuddannelse på første studieår. På andet år avancerede man og fik noget, der lignede let befalingsmandsuddannelse. På tredje år begyndte man på noget, der lignede lederniveau og delingsføreraktiviteter. Med danske øjne lignede det nærmest lidt Hjemmeværnet, for man “trænede” én aften om ugen med nogle timers undervisning i teori og praksis for så bagefter at gå i baren og få lidt mad og nogle øl. Det var meget hyggeligt en tirsdag aften i Oxford, når man var en 22-årig studerende. Så var der weekender i felten og på skydebanen og et par ugeøvelser om året. Alle aktiviteter havde både en grøn fase, som var militær træning, og en hvid fase, som var det, vi vil kalde outdoor-aktiviteter. De stod på ski, de sejlede små skibe og yachts, vandrede i bjergene osv. Det hele var betalt, og man fik en lillebitte løn for sin deltagelse.
Opbygger velvilje overfor militæret
Da jeg om til Oxford, så jeg Oxford University Officer Training Corps til en messe for nye studerende, og de havde en 105 mm let kanon med til udstillingen! Ca. 200 nye studerende begyndte på forløbet, hvoraf en del hurtigt faldt fra, bl.a. pga. lægetjek, men der var stadig mere end 100 tilbage, nok til at enkadrere i fire delinger efter de fire våbenarter. Nogle studerede til ingeniør, og så var det jo fedt nok at få lov at skrue i en kampvogn eller være på et våbenværksted. Hos flyverne fik mange studerende faktisk et flycertifikat. Instruktørerne var en håndfuld faste befalingsmænd og officerer, som så ud til at nyde den lette tjeneste med at undervise universitetsstuderende. Omkring en tredjedel af kadetterne var piger.
Jeg talte dengang en del med chefen, oberstløjtnant Herbert, som var meget ærlig og tydelig omkring, at formålet ikke var at rekruttere direkte til officersskolerne. Det var faktisk mere gennemtænkt end det: Man vidste, at de fleste universitetsstuderende, særligt fra Oxford eller lignende universiteter, højst sandsynligt en dag ville sidde i gode stillinger som chefer og direktører. Hvis de på universiteterne havde fået en positiv oplevelse af militæret, var forhåbningen, at de generelt ville være forsvarsvenlige og udvise goodwill til medarbejdere, der skulle træne og udsendes med reserven.
Det var også en del af konceptet, at man tilbød de studerende noget lederuddannelse. Det var altså ikke kun manuel militær træning. Det skulle være noget, som de kunne se, at de kunne bruge og lære af sammen med deres universitetsuddannelse, også selvom de ikke fortsatte på officersskole. Stemningen og motivationen var helt i top, alle var glade, og alt var spændende. Jeg fik faktisk etableret en udveksling med et dansk hjemmeværnsdistrikt, hvor kadetter fra Oxford deltog i øvelser i Danmark, og danske hjemmeværnssoldater deltog i øvelser i England. Det døde desværre ud, da det var lidt før, at den slags udvekslinger blev mainstream.
Oplagt at udvide rekrutteringsindsatsen
Vi har i dag muligheden for at tage det bedste af det britiske University Officer Training Corps og sammensætte et lignende koncept, som kan øge rekrutteringen til officersskolerne, måske øge tiltrækningen af kvinder, og lægge et fundament for en øget forsvarsvilje til gavn for Interforce og reserven. Det hele skal naturligvis tilpasses danske forhold – særligt det, at vi ikke rigtig har tradition for at træne studerende med våben. Det skal også have et relevant højt niveau, der svarer til universitetets. Men forestil jer sådan en enhed i de store universitetsbyer; Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København, hvor studerende i tre år, mens de læser en bachelor, kan træne militært og ledelse i fritiden.
Ja, det ligner lidt Hjemmeværnet, men det skal være mere målrettet. Man begynder som kadet det første år, får en stribe på uniformen og mødes én gang i ugen til lidt teori og praksis. Giv noget, der ligner dagpenge for weekender og efterårs- og vinterferien. Lederen i hver by kan være en kaptajn, der læser MMS, og instruktørerne kan være reservister, som måske selv arbejder på universiteterne, eller det kan være skånestillinger. Det skal ikke kun være eksercits og skydebane, men også undervisning i ledelse, f.eks. de små “ledelse i praksis”-moduler, og der skal være noget sjov: deltagelse i Forsvarschefens sikkerhedspolitiske kurser, lukkede foredrag om sikkerhedspolitik og ledelse, gratis adgang til et motionscenter og tilsvarende.
Hvis man sælger det rigtigt, kunne man sagtens finde 30 eller 50 studerende i hver by, som ville være oprigtig motiverede og møde op. De skal naturligvis screenes for helbred og uddannelse. Hvis de vælger officersvejen, er de godt forberedt, og hvis de ikke gør, så går de ud som fantastiske ambassadører for Forsvaret. Tænk, hvis halvdelen af dem var kvinder, fordi det faglige indhold i ledelsesmodulerne også tiltalte dem, og at de studerende – kadetterne – blev behandlet som voksne og som kommende officerer og ledere? Det skal være sjovt, det skal være sejt, det skal være akademisk, og det skal være ordentligt udført. Så ville det også kunne virke i Danmark!
Forsvaret har nu valgt en model, hvor der kræves en bachelor (eller tilsvarende) for at blive optaget på officersuddannelsen. Derfor ville det også være naturligt at udvide rekrutteringsaktiviteterne til de studerende på universiteterne. Her kan vi skele til University Officer Training Corps i Storbritannien og kopiere det bedste derfra, og tilpasse det danske forhold. Der er aktier i det for både værnene, officersskolerne, rekrutteringen, reserven, Interforce og Hjemmeværnet. Det kunne blive rigtig godt.
BILLEDTEKST: Britiske universitetskadetter på øvelse i felten. Foto: The North West of England and the Isle of Man Reserve Forces’ and Cadets’ Association (NW RFCA)
