DEBAT: Forsvarets ansatte opfordres ofte til at blande sig i den offentlige debat. Major Kasper Kyvsgaard Bie følger her opfordringen og udpeger en række fokusområder, som politikerne bør overveje inden de forestående forligsforhandlinger. Blandt andet kan en længere værnepligt føre til lavere frivillighed og flere disciplinar- og straffesager, mener han.

Flere politikere, journalister og kommentatorer har opfordret mine kolleger og jeg til at deltage i den offentlige debat. Opfordringerne tager udgangspunkt i en meget rimelig forventning om, at vi skal bidrage med vores faglighed og indsigt, men jeg har selv tøvet. Sådanne bidrag bør være relevante og faglige, men samtidigt kan de dårligt være en samlet gennemanalyseret løsning på de overordnede udfordringer, da sådan noget kræver mange ressourcer. På mit niveau er vi ikke inddraget i forligsforberedelserne og besidder ikke tilstrækkeligt indblik til, at jeg kan komme med selvstændige anbefalinger, men jeg ønsker samtidigt ikke blot at lufte brede holdninger og løse ønsker til Forsvarets fremtid.

Jeg mener dog nu at have fundet en relevant måde at bidrage på, idet jeg er stødt på nogle konkrete dele af den offentlige debat, hvor min faglighed potentielt kan give lidt perspektiv. Alle pointer står helt for egen regning og skal ikke ses som officielle holdninger fra min arbejdsplads.

Flere kommentatorer har fremført, at den analytisk korrekte tilgang ville være en definering af Forsvarets opgaver, identificering af afledte behov og fastlæggelse af forsvarsbudgettet på den baggrund. Jeg er for så vidt ikke uenig, men det vil i praksis være tæt på umulig, idet ingen vil være i stand til at beskrive opgaven detaljeret nok til, at der kunne laves en ædruelig behovsopgørelse. De overordnede militære anbefalinger kan godt tage udgangspunkt i efterretningstjenestens vurdering af trusler imod nationen, men sådanne vurderinger vil næppe kunne oversættes til konkrete behov, da dette vil kræve fastlæggelse af dimensionerede enkeltdele (hvor meget/hvor/hvor hurtigt/hvor længe o.s.v).

Personligt ser jeg det på den baggrund fornuftigt, at man i rammen af Nato fastlægger et minimumskrav, så enkelte medlemslande ikke ”suger på lappen”, men bidrager meningsfuldt til den fælles sikkerhed. Dette fritager os naturligvis ikke fra at skulle drøfte og beslutte hvorledes, midlerne anvendes med størst effekt på vores nationale sikkerhed, men økonomien kan i mine øjne godt dimensionere slutresultatet, hvis blot et politiske niveau afstemmer forventningerne hermed.

Kan blive nødvendigt med eget divisionsniveau

Såfremt forsvaret af dansk territorium til lands er en opgave, som Hæren skal løse, vil dette som minimum afføde behov for et divisionsniveau, hvilket jeg generelt savner omtalt. Det kan virke åbenlyst, at Hæren skal forsvare de nationale landområder, men Sveriges og Finlands forventede medlemskab af Nato kan vel potentielt give mulighed for at gentænke dette, da vi på det tidspunkt ikke længere vil være frontlinjestat.

Såfremt Hæren alene skal bidrage til Natos landbaserede forsvar med en kvalificeret enhed, kan dette ske ved opstilling af en brigade, som kan afgives i kommando til en anden nations divisionsniveau. Dette er historisk velkendt, idet danske brigader både har været tilknyttet tyske og engelske divisioner, og vores aktuelle deltagelse i de multinationale divisioner kan synes oplagte til dette formål. Denne tilgang vil dels kræve, at en sådan brigade udgjorde en kapabel enhed (hvad 1. Brigade i skrivende stund ikke ses at gøre), og så vil vi forventeligt ikke slippe for også at skulle bidrage til divisionsniveauets øvrige kapaciteter.

Hvis Hæren selvstændig skal kunne forsvare vores territorium, bliver det imidlertid nødvendigt at opstille vores eget divisionsniveau. En brigade er den mindste doktrinære troppeenhed, fordi den indeholder de nødvendige kamp-, kampstøtte og støttemidler til at kunne kæmpe selvstændigt inden for et tildelt ansvarsområde. Den er imidlertid ikke designet til at kæmpe isoleret, men har behov for naboer og et bagland.

En division er netop designet til selvstændig og isoleret indsættelse i et geografisk område. Den indeholder tilstrækkelige kapaciteter til at sikre sine flanker, kontrollere sit bagland, indhente efterretninger på lang afstand og forme modstanderen, inden dens brigader møder ham. En division vil f.eks. ofte råde over:

• langtrækkende droner eller specialstyrker til lokalisering af fjenden
• langtrækkende raketkastere eller missilsystemer til bekæmpelse af højt prioriterede mål i dybden
• ingeniørmidler til udbedring og etablering af infrastruktur
• logistiske kapaciteter med lav mobilitet så som felthospitaler, større depoter eller store reparationsenheder
• Enheder til sikring af installationer og flanker
• En mobil kampenhed til tyngdeforlægning såsom kampvogne eller angrebshelikoptere

En division vil være den mindste enhed, vi doktrinært vil kunne bede om at gennemføre et selvstændigt forsvar af Danmark. Den vil ikke kunne dække hele landet, men vil kunne standse en fjendtlig fremtrængning i en del af landet.

Værnepligt hænger uløseligt sammen med mobiliseringsberedskab

Det kan givet være en god ide med en længere værnepligt med et større indtag, men det kræver i mine øjne, at man i så fald udnytter dette personel i et mobiliseringsberedskab. Hvis det alene skal være en ”rugekasse” for kommende professionelle soldater, vil en længere værnepligt næppe være udgifterne værd.

Jeg forholder mig efterfølgende til mobilisering, men vil indledningsvist advare imod at fortsætte drøftelserne på et bagtæppe af den nuværende grad af frivillighed. Jeg har hørt flere politikere og kommentatorer fremhæve og argumentere ud fra, at stort set alle værnepligtige er frivillige i dag, og at der er lang ventetid på at kunne aftjene sin værnepligt. Dette er naturligvis korrekt, men vil næppe fortsætte, hvis vi returnerer til indkaldelseslængder og antal, som da jeg startede i Forsvaret for 25 år siden.

Hæren har tidligere været dygtige til at uddanne værnepligtige med en lavere grad af frivillighed, men man bør i så fald have appetit på et sammenligneligt antal disciplinarsager, absentanthåndtering af militærpolitiet og flere straffesager. En sådan situation vil være helt naturlig for os, der var en del af det sidste gang, men jeg kan godt frygte, at den brede befolkning vil blive lidt overrasket.

Jeg mener som sagt, at den tidligere værnepligt hænger uløseligt sammen med et mobiliseringsforsvar. Det giver begrænset mening at anvende ressourcer på at uddanne færdige enheder, hvis man ikke efterfølgende kan mobilisere disse med henblik på indsættelse. Man kunne forestille sig en model med en mellemlang værnepligt, som blot omfatter funktionsuddannelse, men igen vil det kun give mening, hvis den pågældende soldat senere kan mobiliseres.

Den nuværende værnepligt er forholdsvis let på omkostninger til materiel. Den grundlæggende basisuddannelse kræver primært basal personlig standardudrustning, som er langt billigere end specialiseret funktionsudrustning. Det er indlysende, at hvis man udvider uddannelsesmålet for værnepligten ved en forlængelse, så medfører det øget omkostning til den enkelte soldats udrustning og yderligere øgning, hvis antallet stiger. Såfremt større værnepligtshold skal enhedsuddannes, så skal de principielt også anvende det samme materiel som de nuværende stående enheder, såsom mandskabsvogne, artilleripjecer og lastvogne.

Da Hæren i sin tid rådede over en mobiliseringskapacitet, var der ikke blot behov for ovenstående materiel til de stående enheder og de enheder, som var under uddannelse. Der var også behov for depoter med krigsdueligt materiel, som mobiliserede enheder kunne tage i brug ved aktivering. En sådan tilgang båndlægger naturligt mange ressourcer til indkøb, vedligehold og opgraderinger, som ikke i hverdagen vil levere en synlig effekt. Man kan evt. se på, hvilke ressourcer det amerikanske forsvar anvender på at have materiel til en enkelt brigade i Kuwait på sådanne vilkår, hvis man har behov for konkrete tidssvarende tal.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg ikke taler imod et relevant mobiliseringsberedskab. Jeg mener heller ikke, at det er et uegnet middel til et troværdigt forsvar af Danmark, men jeg ser behov for, at vi har åbne øjne overfor omkostningerne når vi drøfter det.

Rammevilkårene bør gås efter i sømmene

Rammevilkårene for Forsvaret er blevet bredt italesat, og det er rigtigt godt. De fysiske rammer i form af etablissement og materielinddækning har ved tidligere forligsdrøftelser ikke fyldt meget, hvilket, jeg mener, var en fejl. Jeg vil dog meget gerne udvide rammen for disse vilkår.

Hæren (og måske også resten af Forsvaret) er igennem de sidste 20-30 år blevet begrænset mere og mere i udførelsen af sine kerneopgaver i takt med, at vi er blevet tilpasset det øvrige samfunds rammevilkår. Helt generelt bør vi søge at mindske begrænsningerne på Forsvarets aktiviteter mest muligt med henblik på at opnå størst muligt effekt for de afsatte midler. Jeg ser derfor behov for justeringer af relevante bestemmelses- og lovgrundlag, som ikke kræver særskilt finansiering, men vil have stor effekt på styrkeproduktion.

Det vil spænde for vidt at opremse alle emner, og jeg kender uden tvivl heller ikke til dem alle. Men som eksempel volder det ofte så store kvaler at bevæge sig med vores platforme uden for øvelsesterrænerne, at enhederne ikke bliver uddannet tilstrækkeligt i brugen af disse. Da der ikke er beskrevet platformskategorier specifikt til Forsvaret, skal vi ”klemmes ind” under civile regelsæt, som ikke er designet til vores aktiviteter.

Et andet eksempel kunne være bestemmelserne for transport af farligt gods, hvor de internationale traktater giver mulighed for at dispensere i forhold til Forsvaret, men i Danmark har vi alene valgt at udnytte dette til ammunitionsgenstande. Et tredje eksempel kunne være anvendelse af arbejdsmiljøloven, hvor bevæbnet bevogtning af militære installationer f.eks. ikke regnes som egentlig militær tjeneste.

Ovenstående er naturligvis ikke forhold, som normalt indgår i forligsforhandlinger, men jeg vil klart opfordre til, at det sker denne gang, da det ikke koster penge og kan have omfattende positiv effekt.

Opbygningstempo

Det er endnu ikke besluttet med hvilket tempo, det øgede forsvarsbudget skal implementeres i løbet af forligsperioden. Der er løseligt blevet argumenteret for, at det ikke vil være muligt for Forsvaret at anvende midlerne fra starten, og det må jeg stole på er korrekt, selvom de bagvedliggende delkonklusioner ikke står helt klare for mig. Men med det udgangspunkt, synes det logisk for mig, at der bør ske en nærmest eksponentiel tilvækst op til det maksimale beløb ret kort tid inde i forliget. Så snart forliget er besluttet, så bør de relevante anskaffelses- og konstruktionsprocesser kunne startes parallelt, hvorefter alene leveringstiden bliver den forsinkende faktor.

Hvis man var mere sortseende, så kunne man måske frygte, at det vindende argument for en gradvis opbygning i højere grad skal findes i opgaven med at frigøre midlerne i det offentlige budget. Dette ville i værste fald kunne føre til den famøse ”hockey stav”-model, som desværre også fint beskriver budgetøgningen i indeværende forlig.

Grøn omstilling

Det er på alle måder en god ide at minimere Hærens forbrug af fossile brændstoffer. Ikke bare er det godt for planetens tilstand, men det reducerer samtidigt også belastningen på den logistiske kæde. Det er imidlertid afgørende, at dette ikke sker i konkurrence med de operative behov og jeg var derfor også glad for at høre Anne Valentina Berthelsen fra Socialistisk Folkeparti i Frontlinjen den 21. juni sige, at eventuelle grønne løsninger skal virke til det operationelle. I krig kan et overlegent teknologisk niveau potentielt veksles til sejr og færre tab af egne liv, hvorfor vi altid skal søge at få den bedste taktiske teknologi, som vi har råd til. Hvis den samtidigt kan være god for klimaet, så skal det naturligvis også udnyttes.

Et lille eksempel på det modsatte kan for eksempel findes i de nye Scania-lastvogne. Da man civilt tilsætter additiver til dieslen for at sænke emissionen, skal Hærens nye lastvogne nu også tankes med AdBlue. Det udgør en ekstra separat væske i den logistiske kæde, som skal bruges i større mængder, ikke kan opbevares i samme beholdere, og ikke mindsker brændstofforbruget eller øger effekten, hvorfor der ikke er nogle operative fordele forbundet hermed.

I Frontlinjen den 13. september kom Martin Lidegaard fra Radikale Venstre til at sige, at det koster ni liter brændstof, at få én liter frem til frontlinjen i en ”aktiv konflikt”. Han argumenterede på den baggrund for en reduktion gennem anvendelse af solceller og henviste til britiske og amerikanske erfaringer. Jeg mener at kunne gætte, hvor Hr. Lideggard har sine oplysninger fra, men de blev i så fald her anvendt noget ude af sammenhæng. Tallet 1 til 9 stammer formentlig fra undersøgelser af Natos indsættelse i Afghanistan, men der var her tale om flere særlige forhold, som ikke vil gøre sig gældende i en doktrinær indsættelse på vores eget territorium.

I Afghanistan skulle alt brændstof til Helmand-provinsen fragtes med lokale civile køretøjer op igennem Pakistan og det sydlige Afghanistan, hvor noget ofte gik tabt under vejs. Samtidigt blev langt den største andel ikke anvendt til at drive de taktiske platforme, men derimod til drift af lejrenes infrastruktur, da disse skulle være selvforsynende med strøm. Der er netop denne sidste del, som briterne og amerikanerne med nogen succes har søgt at reducere gennem anvendelsen af solceller, hvilket er meget positivt. Behovet vil imidlertid ikke eksistere i en doktrinær krig imod en ligeværdig modstander, hvor vi ikke bygger permanente selvforsynende lejre med hjemlig komfort. Langt størstedelen af brændstoffet vil i det tilfælde blive anvendt i vores taktiske platforme, og forsyningsvejene vil primært anvende skibe og rørledninger. For den sidste del af transporten, så kan vi opstille et fiktivt, men ganske realistisk regnestykke, hvor en lastvogn med 24.000 liter brændstof skal bringe det 500 kilometer frem til fronten. Det vil i den situation blot kræve 5 milliliter brændstof at levere en enkelt liter.

BÆRENDE BILLEDE: Værnepligtige ved Trænregimentet gennemfører en vandpassage under en øvelse. Foto: Niels Porsbøl, Trænregimentet, Forsvaret