DEBAT: Fremfor at stirre sig blind på Natos to pct.-målsætning bør Folketinget først og fremmest forbedre Forsvarets evne til at løse de nødvendige opgaver. Det betyder et øget fokus på opstilling og uddannelse af enheder samt anskaffelse og implementering af materiel, personel, fly, skibe og køretøjer, argumenterer major og folketingskandidat Steen Holm Iversen (K).

Nato gør klar til krig. Sådan er konklusionen fra det netop overståede Nato-topmøde i Madrid, hvor stats- og regeringscheferne i lyset af Ruslands invasion af Ukraine blandt andet besluttede at forøge alliancens beredskabsenheder fra de nuværende 40.000 til 300.000 og sætte dem på et meget højt beredskab på hhv. 10 og 30 dage. Til sammenligning er 1. Brigade – eller det, som nogen gerne vil kalde Hærens knytnæve – på 180 dages beredskab.

Natos fokus er nu tydeligt fokuseret på at afskrække Rusland og Kina fra en konventionel militær konfrontation med Nato.

I Danmark indgik en række partier en aftale om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik den 6. marts, det såkaldte nationale kompromis. Aftalen, der blev betegnet som historisk, fastlægger den budgetmæssige udvikling i forsvarsbudgetterne frem imod 2033, hvor Natos 2 pct.-mål senest skal være opnået. Det nationale kompromis har været udsat for massiv kritik. Kritikken bunder i, at kritikerne mener, at en 10-årig genopbygningshorisont er for lang, og at den ikke afspejler den overhængende trussel, som Ruslands ageren udgør imod Danmark.

Forsvarsministeren argumenterer modsat for, at Forsvarets tilstand slet ikke er så ringe endda, og at der ikke er en direkte militær trussel imod Danmark eller imod rigsfællesskabet. Ministeren påstår sågar, at udsendelsen af en bataljonskampgruppe til Letland ligefrem er en styrkelse af Forsvaret, hvilket står i skærende kontrast til de anstrengelser, som Forsvaret og Hæren har haft med at kunne løse opgaven, og som har set Hæren tømme alle ”hylderne” for at kunne skrabe enheden sammen.

Problemerne udstiller nok engang den kroniske syge, Forsvaret har med at holde enhederne tilfredsstillende bemandet og udrustet med både det nødvendige materiel og personel.

Jeg har ikke mødt en eneste i Forsvaret, der kan genkende ministerens synspunkt. De ser deres kolleger forsvinde. De står og mangler deres materiel. De mangler deres køretøjer og har ikke den ammunition, der skal til, for at de kan gennemføre den uddannelsem, der er helt afgørende for, at vi kan opstille og udsende troværdige og kampduelige enheder.

To pct. af bnp ikke nok som troværdig allieret

I det nationale kompromis blev der afsat syv mia. kroner til “her-og-nu-initiativer”. Heraf var de fem mia. dedikeret til Forsvaret. De penge er brugt, og hverken de syv mia. eller det substantielle løft, som Forsvaret blev lovet i sidste forlig, har reelt haft nogen synlig effekt. De er i stedet blevet brugt til at lukke de huller, der er opstået ved bl.a. donationerne til Ukraine, udsendelsen af bataljonskampgruppen til Letland og ikke mindst til “genopretning af forsvarets finansielle balancer”, som det så smukt hedder i Forsvarsministeriets redegørelse.

I den politiske diskussion handler meget om de nok så berømte to pct. af bnp. Det fokus og den politiske diskussion risikerer at skærme for det, der burde være vores egentlige fokus i det kommende forlig. Det er ikke tilstrækkeligt blot at fokusere de to pct., hvis vi vil generhverve en status som en troværdig allieret og genopbygge Forsvaret til at kunne forsvare vores territorium og vores rigsfællesskab og understøtte Nato med de kapaciteter, som Nato efterspørger fra Danmark.

I 2020 gennemførte Nato et strategic review af dansk forsvar. Gennemgangen udløste en hård, alvorlig og ubarmhjertig kritik af tilstanden af Forsvarets kapaciteter og de planer, der ligger for at opbygge det. Det er værd at bemærke, at Natos gennemgang blev lavet på baggrund af Nato daværende strategiske koncept og de nationale capability targets, som Nato har opstillet for Danmark. Efter topmødet i Madrid ser vi nu ind i et nyt strategisk koncept med betydeligt skærpede målsætninger og krav, både til dansk forsvar, men ikke mindst også til de beredskaber, som efter topmødeerklæringerne skal være plads allerede i 2023.

I 2020 affærdigede den daværende forsvarsminister, Trine Bramsen, Natos kritik med den samme argumentation, som skiftende regeringer i årtier fastholdt, og som den nuværende forsvarsminister har overtaget: Danmark leverer substantielle bidrag til Natos militære operationer, og selvom vi ikke leverede på to pct.-budgetmålsætningen, så kompenserer det fuldt og helt.

Indsættelser æder budgettet op indefra

Det må stå klart for enhver, at problemet med den politik er, at den har medført en betydelig nedslidning af såvel materiel, bygninger, depoter og ikke mindst af Forsvarets personel. Det må også stå fuldstændig klart, at det ikke længere er farbar vej eller brugbar politik, hvis vi skal lykkes med at genopbygge dansk forsvar til at varetage de opgaver, der blandt andet nu genereres af såvel den ændrede sikkerhedspolitiske situation som af Natos ændrede strategiske fokus imod øst.

Den sikkerhedspolitiske situation og den hast, hvormed den har udviklet sig siden 24. februar, udstiller i høj grad Forsvarets svaghed overfor hastige udviklinger i Danmarks sikkerhedspolitiske situation, herunder de afledte krav, der er til indsættelse af Forsvarets enheder. Kort sagt æder Forsvarets indsættelser og internationale operationer forsvarsbudgettet op indefra. Vi fodrer så at sige hunden med sin egen hale, og vi ser igen og igen de kritiske og afgørende vanskeligheder, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har med “bare” at holde Forsvarets enheder “kørende”, og hvor også forligsprojekter udskydes for “bare” at finansiere driften.

Vi bør derfor i det kommende forlig sikre Forsvarets kerne og kapacitetsopbygning ro. Forsvarsbudgettet bør derfor fokuseres på Forsvarets kerne og kapacitetsopbygning – altså opstilling og uddannelse af Forsvarets enheder og anskaffelse og implementering af materiel, personel, fly, skibe og køretøjer. Ønsker Folketinget og regeringen at indsætte og gøre brug af Forsvarets kapaciteter udover de stående opgaver, som Forsvaret løser på rutinemæssig basis, skal det koste, og der skal tilføres flere midler i form af egentlige missionsbudgetter.

Opgaverne og udgifterne skal ikke, som i dag, i stor stil pålægges Forsvaret at afholde “indenfor egen ramme”, da vi tydeligt kan se hvilke konsekvenser, det har for Forsvarets generelle kapacitet og evne til at fastholde en kapacitetsopbygning og -udvikling.

Går ikke længere at fodre hunden med sin egen hale

Forsvaret står overfor en stor og omfattende genopbygning til et konventionelt territorialforsvar. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Natos fokus på det landmilitære domæne er udtalt, og at der i det kommende forlig skal balanceres nøje, således at vi opnår en robust styrkelse i alle domæner og ikke kun i udvalgte. Styrende for alle beslutninger bør være Natos forventninger og krav til Danmark.

Regeringen har i økonomiaftalen med kommuner og regioner brugt det nationale kompromis og den sikkerhedspolitiske situation som begrundelse for at indgå en stram aftale med kommunerne. Regeringen burde i samme åndedrag have inddraget det faktum, at den har hævet skatter og afgifter i Danmark med 22,8 mia. kroner i løbet af de sidste tre år. Vi kan ikke stille Forsvarets økonomi, vores frihed og opretholdelse af allianceforpligtigelser op imod velfærden, som regeringen gør det. Uden frihed og uden suverænitet vil vores velfærdsniveau i mine øjne være ligegyldigt.

Verden blev fundamentalt forandret 24. februar. Så langt synes alle enige. Det gentages igen og igen, både i den nationale debat og senest i forbindelse med det netop overståede Nato-topmøde. Det skal vi forstå, og det skal vi tage konsekvensen af. Det betyder også, at vi må ændre på det, vi i dag kan se, ikke er tilstrækkeligt, eller som ikke virker. At fodre hunden med sin egen hale dur ikke i den forandrede sikkerhedspolitiske virkelighed og er ikke længere tilstrækkeligt.

Lad os i stedet for at stirre os blinde på to pct. af bnp i 2033 fokusere på Forsvarets kapacitet og evne til at håndtere opgaver i det worst case-scenarie, som Rusland arbejder i. Det er det, man har forsikringer til, og det dur ikke at brandslangen først er klar om ti år, hvis der er ild i taget nu.

Bærende billedtekst: En dansk Leopard 2A7-kampvogn på Defender Europe 22-øvelsen i Polen i maj. Foto: Tue Skals/Forsvarskommandoen