Ruslands krig i Europa nødvendiggør et politisk og militært paradigmeskift

DEBAT: Der er behov for både store materielanskaffelser og betydelige organisatoriske ændringer, hvis Forsvaret skal kunne håndtere truslen mod Danmark. Samtidig er det nødvendigt med et politisk og militært paradigmeskift, mener brigadegeneral og forsvarsattaché Carsten Rasmussen, som i dette indlæg skitserer en række fokuspunkter.

Ruslands uprovokerede angreb på Ukraine og det revanchistiske russiske regimes ambitioner om at forøge sin egen sikkerhed på bekostning af nabolandenes sikkerhed har bragt Europa i en akut sikkerhedspolitisk krise, som kan udvikle sig til en eksistentiel krise for de europæiske demokratier.

Situationen er en strategisk konfrontation mellem Vesten og Rusland. Konfrontationen foregår i flere domæner med vekslende intensitet. I de politiske, finansielle, økonomiske og informationsdomænerne er konfrontationen allerede global og intensiteten er stadig eskalerende.

I det militære domæne er konfrontationen indtil videre geografisk begrænset til Rusland, Belarus og Ukraine. Men kræfter i kernen af det russiske regime og den statsstyrede russiske propagandamaskine leger næsten dagligt med ideen om at udvide de militære operationer. Der er blevet talt om at angribe vestlige våbenleverancer til Ukraine i tredjelande, og præsident Putin har ved flere lejligheder truet med at anvende sine nukleare våben. Det ville i lyset af udviklingen op til overfaldet på Ukraine være naivt at ignorere de russiske trusler.

Konfrontationen mellem Vesten og Rusland har stadig masser af eskalationspotentiale. I vort eget umiddelbare nærområde indebærer f.eks. den russisk-litauiske disput om russisk land- og lufttransit til Kaliningrad eksklaven en alvorlig risiko for stabiliteten. Russiske politikere har siden overfaldet på Ukraine truet med at anvende militær magt for at sikre transitten.

I den aktuelle situation kan tærsklen mellem krise og krig blive overskredet når som helst. Når det hævdes, at der ikke aktuelt er nogen militær trussel mod Danmark, er det nok korrekt i dag, men ikke nødvendigvis i morgen. Europa og Danmark befinder sig i en nær-krigssituation.

Det er efter min vurdering af afgørende vigtighed, at vi forholder os til, hvad truslen mod Danmark kan være i morgen, og ikke mindst hvad vi kan gøre for at imødegå den.

Truslen mod Danmark

Risikoen for, at situationen uden noget strategisk varsel kan eskalere fra krise til krig, vurderes konstant at ville være til stede i de kommende år. Det eneste, der kan ændre situationen, er et regimekollaps i Moskva. En våbenhvile eller fredsslutning, som er ugunstig for Rusland eller Ukraine vil ikke ændre den overordnede situation. En sådan ordning vil blot give et lidt længere varsel.

I forbindelse med russiske operationer i Baltikum eller Nordøsteuropa vil Bornholm være truet. Kontrol over Bornholm vil bidrage til at sikre russiske operationer ved at skabe dybde og hindre Nato-intervention via Østersøen. Bornholm er et nøgleterræn for kontrollen med den sydøstlige del af Østersøen. En russisk invasion af Bornholm må derfor betragtes som en reel trussel.

Truslen mod resten af Danmark vurderes først og fremmest at kunne manifestere sig fra luftrummet og søterritoriet. Truslen på landterritoriet vurderes at kunne komme fra specialoperationsstyrker eller luftbårne enheder, som indsættes i raids med henblik på at ødelægge kritisk infrastruktur og forstyrre Natos opmarch, transit eller logistiske operationer i Danmark.

Danmark vil, også når (hvis) Sverige og Finland bliver medlemmer af alliancen, være bagland for Nato-operationer i Østersøområdet. Allierede styrker skal kunne deployeres og støttes via dansk territorium. Allierede styrker må ikke bringes i en situation, hvor de tvinges til at binde kapaciteter i Danmark for at sikre eget bagland.

Genopbygning af Danmarks forsvarsevne

I 2014 støttede den daværende regering Wales-erklæringen. Men da statsministeren var kommet hjem fra Nato-topmødet, fortsatte demonteringen af Danmarks nationale forsvarsevne ufortrødent. Det skete med støtte fra et bredt politisk flertal. Danmark og enkelte andre Nato-lande sov tornerosesøvn i otte år. Det var et historisk svigt.

Den 24. februar i år blev Danmark brat vækket af søvnen, og de fleste havde travlt med at spille overraskede. Det på trods af, at konturerne af Ruslands kurs mod en europæisk katastrofe havde været synlige siden 2007. Den 6. marts havde overraskelsen fortaget sig. Der blev indgået et nationalt kompromis, som sikrer, at vi når to procent-målsætningen i 2033. Det er for langsomt.

Wales-målsætningen havde til formål at genopbygge de europæiske landes forsvar, så vi kunne afskrække Rusland. Det lykkedes ikke. Rusland har angrebet et af sine nabolande. Der er krig i Europa. Vi skal derfor hurtigst muligt opbygge vores militære kapacitet – ikke blot til at afskrække Rusland, men så vi kan forsvare os mod Rusland. Det har vi ikke nødvendigvis et årti til. Krisen kan blive til krig i morgen.

Genopbygningen af Forsvaret kommer til at ske med nær-krigssituationen som bagtæppe. Der er derfor behov for en genopbygningsplan som sikrer, at de mest kritiske kapaciteter opbygges først. Med udgangspunkt i truslen ses der behov for følgende overordnede prioriteter i forbindelse med genopbygningen af den nationale forsvarskapacitet:

• Etablering af luft- og missilforsvar over hele territoriet, indledningsvis med prioritet til Bornholm og Østersøområdet.
• Etablering af en kapacitet til at yde et substantielt bidrag til at kunne holde Østersøen åben; herunder kunne nægte Rusland muligheden for at anvende Østersøen og angribe russiske offensive kapaciteter på russisk og belarusisk territorium.
• Etablering af kapacitet til at forsvare Bornholm mod invasionsforsøg.
• Etablering af kapacitet til at kunne forsvare kritiske installationer på dansk jord, herunder havne, lufthavne, flyvestationer, jernbane- og vejknudepunkter, energiforsyningsnetværk og kommunikationsnetværk. Dette tjener to formål: At sikre dansk territorium som bagland for allierede indsættelser i Østersøområdet og at sikre, at det danske samfund fortsat kan fungere under krigsforhold.

Forsvarschefen skal have helhedsansvaret tilbage

For at kunne gennemføre en hurtig opbygning af de nævnte kapaciteter, må de nødvendige politiske og strukturelle forudsætninger herfor først skabes. Regeringens budgetplan 2030, som fremlægges i 3. kvartal af 2022, skal sikre den nødvendige finansielle fleksibilitet. Et progressivt stigende forsvarsbudget, som lander på to procent af bnp i 2033, vil være en katastrofe. I lyset af nær-krigssituationen vil Forsvaret få behov for at foretage nogle meget store investeringer meget snart. Endeligt bør politikerne indenfor de kommende par måneder indgå et nyt forsvarsforlig. Det bør være et kortfattet rammeforlig, som fokuserer på, hvilke kapaciteter Forsvaret skal opbygge. Der er ikke behov for politisk detailstyring – forsvarspolitik må ikke længere være en politisk leg. Der er kun behov for målsætninger og en ramme, og så må forsvarschefen klare resten.

På strukturelt niveau er der behov for, at forsvarschefen får helhedsansvaret. Han skal kunne lede den samlede planlægning og implementering. Forsvarsministeriets mangfoldighed af styrelser bør underlægges forsvarschefen, så han frit kan styre processer og ressourceallokering. For at give forsvarschefen den maksimale handlefrihed bør udbudsregler suspenderes med henvisning til den nationale sikkerhed. Eventuelt etableres en tværpolitisk følgegruppe for at sikre transparens og demokratisk kontrol. Driftsmæssige begrænsninger på personel, materiel, våben, køretøjer, fly og skibe ophæves med hastebevillinger.

For at værnene hurtigt kan implementere store mængder nyt materiel og nye systemer, skal operative enheder og hovedkvarterer kun fokusere på at uddanne førere, mandskab og enheder. Der bør derfor etableres værnspecifikke studie- og udviklingsorganisationer under værnskommandoerne, som kan håndtere definition af taktiske og tekniske krav, koordinere indkøb og forestå taktisk og teknisk implementering. Organisationen ses forankret i værnskommandoerne, men udførelsen bør være decentral. Dette vil i praksis medføre, at tjenestegren- og våbenskoler skal genetableres.

Behov for materielanskaffelser og ny organisation

Når mine forslag til kapaciteter projiceres ned værnsniveau vil det blandt medføre følgende materielanskaffelser og organisationsopbygning. Listen er af hensyn til længden af denne artikel ikke udtømmende, men jeg håber, at den giver en idé om, hvad der er behov for, og om, hvor stor den udfordring, Forsvaret står over for, er.

Flyvevåbnet skal opbygge et nationalt luft- og missilforsvar. Der vil være behov for anskaffelse af både kortrækkende (NASAMS eller lign.) samt langtrækkende (PATRIOT eller lign.) luftforsvarssystemer til at kunne beskytte dansk infrastruktur samt indfri Natos behov for værtsnationsstøtte.

F-35-implementeringstakten skal fastholdes, men antallet af fly skal øges med henblik på at kunne indfri Natos styrkemål samt løse SEAD og DEAD- samt ASuW-opgaver (hhv. Suppression and Destruction of Enemy Air Defenses og Anti Surface Warfare, red.); sidstnævnte i samarbejde med Søværnets skibe. Der skal anskaffes strikemissiler samt længere rækkende luft-til-luft missiler til F-35 med henblik på at kunne udnytte flyets fulde potentiale.

Søværnets fregatter skal hurtigst muligt udrustes med det rette missilmix. SM2 missiler til områdeluftforsvar og eventuelt TLAM til angreb mod landmål. Udbygning af missilkapaciteten med SM6 og et nyt sømålsmissil til erstatning for HARPOON indledes i løbet af, men ikke nødvendigvis tidligt i, forligsperioden. Færdigudrustning af de to ASuW-fregatter bør tidligt i forligsperioden prioriteres højt.

Genetablering af ubådsvåbnet ville være en markant styrkelse af Søværnets evne til at operere i Østersøen. Danmark bør derfor overveje buy-in i det tysk/norske ubådsprojekt med henblik på anskaffelse af 2-3 ubåde. Der vil formentlig kunne etableres fælles uddannelse og vedligeholdelse sammen med de to lande. Derudover bør der anskaffes en ny klasse mindre kampenheder (korvetter) til Søværnet. Sådanne mindre enheder er velegnede til at operere i kystnære områder som Østersøen.

Hæren er det værn, hvor der er behov for de største ændringer. Danmark har ikke ressourcer til en stående hær, som har redundans nok til at opretholde eller regenerere styrker til en længerevarende eller intensiv konflikt. Danmark har derfor behov for at genskabe en skalérbar hær bestående af stående enheder, uddannende værnepligtsenheder, kadreenheder og mobiliseringsenheder. Hæren skal kunne skaleres fra en lille fredsstyrke, der fokuserer på uddannelse, opretholder et lavt beredskab og deltager i internationale operationer, til en betydelig krigsstyrke på højt beredskab. En hær, som kan indsætte styrker i og uden for Danmark – og samtidig kan opskalere uddannelsen, så Hærens kampkraft konstant regenereres.

Behov for gearskifte fra “krise” til “krig”

Det kortsigtede mål må være en hær, som kan uddanne og opstille bevogtningsenheder til landsdelskommandoerne og en kampgruppe til invasionsforsvar af Bornholm. Bevogtningsenhederne skal sikre, at Hæren, sammen med Hjemmeværnet, hurtigst muligt sættes i stand til at sikre dansk territoriums anvendelse som opmarch- og transitområde for allierede styrker, som skal indsættes i Baltikum/Østeuropa.

Hærens nuværende artikel 5-kapacitet, 1. Brigade, bør gentænkes, så den både organisatorisk, uddannelsesmæssigt og materielmæssigt passer ind i den nye hærstruktur. Samtidig vil det give mulighed for at adressere den hårde, men fuldt fortjente kritik, Nato har givet brigadeprojektet. I oktober 2020 skrev Nato:

»… until 2024 the Danish medium infantry brigade has critical combat deficiencies, and is likely to be unusable in practical terms in a high end conflict (given also that it is at 24 months’ notice).«

Også flere af materielprojekterne blev kritiseret hårdt – hvis Nato havde kunnet, havde de nok givet Danmark en ommer.

De ændringer jeg foreslår, medfører ikke blot behov for store materielanskaffelser og betydelige organisatoriske ændringer. Den trussel, Danmark står over for, nær-krigssituationen, medfører behov for et politisk og militært paradigmeskift. I den fremtid vi ser ind i, er krigsdeltagelse ikke noget, vi vælger for at behage vore allierede eller føre værdikamp i fjerne lande. Krig kan med kort varsel blive en eksistentiel for at bevare vores frihed og forsvare Danmarks territorielle integritet. Forsvaret skal konstant være klar til at skifte gear fra krise til krig – dette er udfordringen.

BÆRENDE BILLEDE: Soldater fra Jydske Dragonregiment på skydeperiode i det amerikanske øvelsesterræn Grafenwöhr. Foto: Tue Skals/FKO-KOM