Finland og Sverige ønsker at blive en del af Nato, og velviljen blandt alliancens partnerlande er stor. Tyrkiets præsident, Recep Erdoğan, truer dog med at nedlægge veto mod optagelsen af de to lande, og det er der flere bagvedliggende grunde til, forklarer historiker og Tyrkiet-ekspert Mathias Findalen Bickersteth.

Finland og Sverige står begge med det ene ben i Nato, efter at begge lande har besluttet at søge om optagelse i forsvarsalliancen. Nato-ambitionerne er blev mødt af bred velvilje, men midt i den ellers åbne dør til hovedkvarteret i Bruxelles står Tyrkiets præsident, Recep Erdoğan, nu og truer med at gøre brug af Tyrkiets vetoret.

»Ingen af de to lande har vist en åben, klar afstandtagen til terrororganisationer,« slog den tyrkiske præsident fast mandag, hvor han samtidig kaldte Sverige for et “gæstehus for terrororganisationer” med henvisning til, at Sverige med tyrkiske øjne ikke har taget tilstrækkeligt livtag med den militante kurdiske selvstændighedsbevægelse PKK. Både EU, USA og Tyrkiet selv betegner PKK som en terrororganisation.

Erdoğan har tidligere lagt sig ud med sine Nato-allierede og blev i 2019 smidt ud af det amerikanskledede F-35-projekt, da Tyrkiet trods højlydte protester valgte at købe S-400-missiler fra Rusland. Der er med andre ord tale om et land, som sjældent danser efter Vestens pibe, og nu står Nato altså igen med en trodsig Erdoğan. Han har imidlertid sine grunde til at stille sig på bagben. Det forklarer historiker Mathias Findalen Bickersteth, der er forfatter til bogen “Det Tyrkiet der splitter” og tirsdag medvirkede i Frontlinjen på Radio 4.

Artiklen fortsætter under playeren …

»Det er lidt hans rolle i det internationale samfund, og især når det angår Nato og EU. Der er nogle forskellige ting, som er komplekse for Tyrkiet: Der er desværre spørgsmålet om kurdiske fraktioner, som er ret stærke i europæiske lande – blandt andet PYD i Syrien og PKK i Tyrkiet, som er lidt samme bevægelse.«

Kræver svensk armslængde til kurdiske bevægelser

Tyrkiet bekæmper i forvejen PKK i Tyrkisk Kurdistan. I Ankara frygter man, at den syriske søsterorganisation PYD på sigt kan trænge ind i landet og medvirke til at underminere den tyrkiske stats kontrol. Derfor ser man heller ikke med milde øjne på lande, som i tyrkisk optik er venligt stemte overfor den kurdiske selvstændighedsbevægelse, in casu Sverige.

»Det interessante er, at PKK er på EU’s terrorliste, men det er PYD ikke, selvom de i bund og grund er samme organisation. Det er noget af det, der pisser Erdogan af: At man har en lovgivning mod PKK’s aktivitet i Europa, men ikke mod PYD,« siger Mathias Findalen Bickersteth, som ikke tør spå om, hvordan uenighederne om den svensk-finske Nato-ansøgning bliver løst.

For Tyrkiets vedkommende ved man dog godt, hvilke indrømmelser, man ønsker sig fra særligt Sverige for at blåstemple den svensk-finske ansøgning, som skal vedtages i enstemmighed.

»Tyrkiet har lavet nogle lidt urimelige krav, for de vil gerne have udleveret en række kurdere fra især Sverige til retsforfølgelse i Tyrkiet. Det bliver svært at gøre, for det vil gå imod en del menneskeretslovgivning. Man vil nok have Sverige til aktivt at gå ind og trække sig fra området og bemærke, at man de næste år ikke vil være særlig aktiv på det kurdiske spørgsmål, som man ellers har kendt for at være,« lyder skudsmålet fra Mathias Findalen Bickersteth.

Vil ikke irritere Putin

Det er dog ikke alene det kurdiske spørgsmål, der ansporer Erdogan til – som den hidtil eneste statsleder – offentligt at slå sig i tøjret ved udsigten til Sveriges og Finlands optagelse. Tyrkerne skal til stemmeurnerne i 2023, hvorfor den finsk-svenske Nato-flirt er en kærkommen lejlighed til at henvende sig til den nationalistiske del af den tyrkiske befolkning, som sætter lighedstegn mellem Nato og USA.

Dertil kommer så Erdoğans personlige forhold til Vladimir Putin og den verserende krig i Ukraine, hvor Tyrkiet har leveret Bayraktar-droner til den ukrainske modstandsbevægelse. Trods hjælpen til Ukraine orienterer Tyrkiet sig dog ikke entydigt mod Vesten, og der kan derfor være god ræson i at pleje forholdet til Ruslands præsident.

»Erdogan skal mediere mellem Ukraine og Rusland, og derfor skal han være forsigtig i forhold til ikke bare at gå ud og sige: ’Det er fint, Sverige og Finland, kom I bare ind i fællesskabet’. Det vil Putin blive irriteret over, og derfor skal han spille kortene rigtigt. Det er det, han er i gang med lige nu,« forklarer Mathias Findalen Bickersteth.

»Tyrkiet og Rusland er i bund og grund ikke særlig tætte allierede, men det er Putin og Erdoğan. Det er lidt komplekst, for faktisk har de mange interessekonflikter; i Syrien, Libyen, Armenien og Aserbajdsjan er de slet ikke på samme boldbane. Men de to, Putin og Erdoğan, har en vis respekt for hinanden. Erdoğan har meget respekt for Putin, fordi han har fået nogle klaps af ham i tidernes løb og efter, at et russisk kampfly blev skudt ned over tyrkisk territorium. Så han er og skal være varsom.«