ANALYSE: Finland står med det ene ben i Nato, og det er godt nyt for begge parter. Finland får den forjættede Artikel 5-sikkerhedsgaranti, men kan med et slagkraftigt forsvar samtidig tjene som foregangsland og vise de europæiske alliancepartnere en vej ud af bnp-nøleriet.

Nu skulle det være ganske vist: Finland søger om optagelse i Nato i den allernærmeste fremtid. Landets premierminister, Sanne Marin, og præsident Sauli Niinistö slog i en fælles udtalelse torsdag morgen fast, at de mener, at Finland skal søge om optagelse, så snart det overhovedet er muligt. Den udmelding betragtes af de fleste iagttagere som en de facto bekræftelse af, at det finske parlament om føje tid sender en formel ansøgning afsted til Nato-hovedkvarteret i Bruxelles. Derefter skal Natos nuværende 30 medlemslande tage stilling til, om man vil optage Finland – og mon ikke man gerne vil det?

Med Finlands – og efter alt at dømme også Sveriges – pludselige interesse i Nato er det om at smede, mens jernet er varmt. Et Nato-medlemskab kommer nemlig så langt fra kun de to nordiske bejlere til gavn; en indlemmelse vil både give Natos militære afskrækkelse i Nordeuropa en ekstra dimension, men kan samtidig også pudse alliancens image af efter en længere periode, hvor de europæiske partnerlande med rette har fået skyld for at forlade sig for meget på USA.

Et udvidet Nato vil være ensbetydende med et stærkere Europa, som USA forhåbentlig også i fremtiden kan se perspektiverne i at satse helhjertet på samarbejdet med. Dermed er det til syvende og sidst en investering i europæisk sikkerhed at invitere Finland med i det gode selskab. Det er slet og ret, som Marin og Niinistö også anfører i deres pressemeddelelse, en gevinst for både Finland og Nato at slå pjalterne sammen. Og det bliver en endnu større gevinst for alle parter, hvis – eller når – Sverige følger trop.

Kan mobilisere 280.000 mand

En indlemmelse af Finland har imidlertid andre potentielle sidegevinster end de åbenlyse, som er klar vestlig signalgivning til Rusland og Artikel 5-beskyttelse af finsk territorium. Faktisk har finnerne en del af byde ind med i Nato.

I modsætning til mange andre europæiske lande har finnerne om nogen erfaring med, hvad det vil sige at være tvunget til at tage en fremmed trussel seriøst. Det har man gjort længe inden, Ukraine-krigen blev til blodig virkelighed den 24. februar i år. I 1939 til 1940 materialiserede truslen sig i Vinterkrigen mod Sovjetunionen, som har sat spor i den finske bevidsthed. I de følgende årtier har Finland ført nøje opsyn med troppebevægelser på den russiske side af grænsen og holdt sig klar til at reagere, hvis situationen skulle tilsige det. Putins løbende aggressioner mod lande i Ruslands ”interessesfære” og senest krigen i Ukraine har yderligere understreget nødvendigheden af rettidig omhu og sikkerhedsgarantier. Det er med andre ord ikke vanskeligt at få øje på, hvorfor et Nato-medlemskab nu trumfer den ellers populære alliancefrihed, som hidtil har tegnet sikkerhedspolitikken.

Finlands situation er på mange parametre analog med de baltiske lande, som allerede i 2004 blev medlemmer af Nato. I modsætning til finnerne er ressourcerne i de tidligere sovjetstater dog knappe og den militære modstand til at overkomme for et Rusland med drømme om stormagt og østersøherredømme. Af samme grund har Nato i kølvandet på Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2014 øget sin tilstedeværelse i Baltikum. Først med såkaldte tripwire forces, men i dag også med modstandsdygtige internationale styrker, der er tænkt som regulær militær afskrækkelse.

I Finland har den politiske devise som nævnt været at sætte sin lid til førnævnte alliancefrihed, som også svenskerne i en menneskealder har betragtet som en hjørnesten i deres nationale identitet. Det har for særligt finnernes vedkommende betydet, at man har måttet opbygge anseelige militære styrker og en kapabel reservestyrke. I krigstid kan landet mobilisere i omegnen af 280.000 soldater. Man har populært sagt været nødt til at holde sig ”klar til at være klar” i tilfælde af, at russerne en dag ville vælte over grænsen, som ukrainerne oplever det i disse uger og måneder.

Lad ydmygheden blive uden for døren

Måske kan de øvrige europæiske Nato-lande tage ved lære af, hvordan Finland historisk betragtet har taget eksistentielle trusler mod sin selvstændighed seriøst. Finlands virkelighed har for store dele af Nato været en abstrakt og fjerntliggende tanke, men indstillingen og trusselsopfattelsen har i mødet med et ekspansionslystent Rusland ændret karakter. Nu, hvor oprustningen er skudt i gang i store dele af Europa, er Finland et oplagt foregangsland at se til og Nato et tilsvarende oplagt forum at erfaringsudveksle i.

Finland har potentiale til som nyt medlemsland at indgyde Nato med den følelse af uopsættelighed, der har hersket i landet længe og derved tilføre alliancen troværdighed og legitimitet. Ikke at den for alvor har manglet efter 24. februar – Nato-landene har stået last og brast med Ukraine og hinanden – men hvis nogen efterhånden kan huske tiden før invasionen af Ukraine, så det ret sløjt ud med dedikationen til det fælles forsvar. Det kneb helt evident med at forstå de dystre perspektiver for Europa, men ukrainernes trængsler blev en øjenåbner.

Når Finland om nogle måneder med al sandsynlighed stempler ind i Nato, bør interessen for den finske måde at forholde sig til truslen fra øst anspore resten af Europa til at tage ved lære: Hvordan har Finland grebet sin rekruttering an? Hvad for noget materiel benytter man sig af? Hvilke militære doktriner afgør, hvordan Finland rent strategisk vil imødegå russisk aggression? Der er utvivlsomt noget at lære. Det gælder selvfølgelig også for Finland, for hvem Nato ikke er noget nyt bekendtskab, men som nu vil være at finde i de hellige haller, helt tæt på processen med at planlægge det kollektive forsvar fremover.

Finland har dog ingen grund til at gå for ydmygt til opgaven. Den finske regering gør klogt i at huske, at Nato ikke opererer med junior- og seniormedlemmer. Når Finland først er optaget, har regeringens repræsentanter lige så meget ret til at tale dunder mod sløseri og laden stå til, som USA har, og som skiftende amerikanske præsidenter har benyttet sig af i årevis. Premierminister Marin, forsvarsminister Kaikkonen og den finske regering bør således huske, at optagelsen i alliancen er til alles bedste, og at Finland langt hen ad vejen gør Nato en lige så stor tjeneste, som Nato gør Finland.

Sveriges ansøgning vil kun gøre ondt værre for Rusland

Mens Nato i Finland får en slagkraftig alliancepartner under fanerne, må rynkerne i Putins pande blive dybere og dybere – en sidegevinst, som man gerne tager med i både Washington, Bruxelles og Helsinki.

Jeg har tidligere kaldt udsigten til finsk Nato-medlemskab for en 1.300 kilometer lang streg i den russiske præsidents regning med henvisning til længden af den grænsestrækning, som Finland og Rusland deler med hinanden. Med udsigten til finsk optagelse i Nato første del af regningen så småt gøres op, og nettoresultatet ser pauvert ud for Rusland:

Dels har krigen i et rent militært og menneskeligt perspektiv været en omkostningsfuld affære, der har kostet liv og materiel i hobetal og ingenlunde bød på de ventede sejre. Dertil har aggressionen mod Ukraine skabt den vestlige trodsreaktion, som Finlands Nato-planer er et bevis på, og som klart trumfer, hvad Putin måtte have af symbolske erobringer af oblaster i Ukraine, når pladen engang skal gøres op.

Med en utilsigtet, men såre selvforskyldt styrkelse af ærkefjenden Nato kræver det en utvetydig militær triumf i Ukraine, hvis Putin med nogen ret skal stille sig tilfreds. Det er der i skrivende stund ikke de store udsigter til, og derfor må der damp på Kremls propagandaapparat, hvis hændelserne, både i Ukraine og internationalt, efter den 24. februar skal sælges som en sejr.

Når Sverige efter alt at dømme følger Finlands eksempel, går det fra ondt til værre for Rusland. I Finland har man i øvrigt allerede indgået bilaterale aftaler med henholdsvis USA og Storbritannien om beskyttelse, mens optagelsesprocessen i Nato pågår. Sikkerhedsgarantien er for Finland allerede nu en realitet. Det samme er Ruslands geostrategiske nederlag på verdensscenen.