ANALYSE: Med Ruslands invasion af Ukraine har præsident Putin rullet et nyt jerntæppe ud over Europa. I Vesten har vi trods mange advarsler nægtet at se realiteterne i øjnene. Ingen kan vide sig sikker på, om Putin også vil generobre de baltiske lande, og dermed er Tredje Verdenskrig ikke længere et fjernt fatamorgana.
Vi har det med at glemme historien. Efter 77 år med fred og stabilitet i Europa må vi konstatere, at det utænkelige et sket igen. Et selvstændigt, frit og uafhængigt land er blevet invaderet af et despotisk styre med en gal mand i spidsen. I Vesten troede vi ganske enkelt ikke på, at det kunne ske, for invasionen giver med vestlige briller ingen mening.
Det skyldes, at vi hverken kan eller vil forstå russisk tankegang. I Kreml ser man ikke sig selv som en aggressor, men som en stormagt, der gennem de seneste år er blevet presset mere og mere i defensiven af et stadigt mere aggressivt Nato. Præsident Vladimir Putin stoler ikke på vestlige regeringsledere, når de samstemmende siger, at Nato er en forsvarsalliance, som aldrig har angrebet eller vil angribe.
Set fra hans præsidentpalads i Moskva rykker Nato tættere og tættere på Ruslands grænser, og således er vi i Vesten ved at omringe Rusland for at gøre klar til det endelige slag. Putin har gentagende gange beskrevet Sovjetunionens fald i 1991 som den største historiske fejltagelse, og hans drøm er at genetablere Rusland i al sin storhed med de lande, som i 1991 erklærede sig selvstændige og uafhængige.
At han også er villig til at bruge militær magt for at opnå sine politiske mål, beviste han i dag.
Vesten må tage Putins drømme alvorligt
Med invasionen er der atter krig i Europa, og på mange måder adskiller den sig fra den ulykkelige borgerkrig på Balkan i 1990’erne. Dengang handlede krigen om interne stridigheder mellem forskellige folkeslag og religioner. Invasionen i dag handler om territorier og et angreb mod en suveræn og uafhængig stat. Det er uden fortilfælde i perioden efter Anden Verdenskrig.
I Vesten kommer invasionen som en overraskelse, ingen havde forudset. Dialogen med Vesten har fra Ruslands side vist sig at være et skalkeskjul, og meget tyder på, at Vladimir Putin har talt med to tunger gennem mange år. På den ene side har han givet udtryk for, at diplomatiet virkede, og at Rusland var klar til dialog. Bag facaden har han målrettet udtænk, planlagt og forberedt den invasion, som vi så her til morgen.
Med invasionen har Rusland rullet et nyt jerntæppe ud over Europa. Det varsler ilde for fremtiden, og med angrebet på Ukraine må vi tage Putins drømme alvorligt. Sandsynligheden for at han vil rette fokus mod Baltikum og seriøst overvejer at invadere de tre lande Estland, Letland og Litauen, kan vi ikke længere afskrive som utænkelige og urealistiske. Med Putin ved magten i Kreml kan vi ikke længere føle os sikre på noget som helst.
I Europa kan vi ikke længere forsvare os selv
For Vesten kommer invasionen på det værst tænkelige tidspunkt. Siden Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud har de europæiske regeringer høstet det, som er blevet kaldt ”fredsdividenden”. Den dækker over massive besparelser på forsvarsudgifterne, som har ført til en situation, hvor Europa i dag ikke længere kan forsvare sig selv. Alene i Danmark har vi gennem de seneste 30 år omlagt forsvaret fra et territorial- og mobiliseringsforsvar til et langt mindre ekspeditionsforsvar designet til at operere i mindre missioner langt fra Danmarks grænser.
Men hvor en række af vores nabolande efter Ruslands invasion af annektering af Krim i 2014 skruede op for forsvarsudgifterne, fortsatte Danmark med at gennemføre historiske besparelser på årligt 15 pct. af forsvarsbudgettet. Resultatet ser vi i dag, hvor det danske forsvar er papirstyndt og uden nogen mulighed for at forsvare Danmarks grænser.
Ikke meget bedre står det til i en række andre europæiske lande, som heller ikke kan forsvare sig selv, og der hersker derfor næppe nogen tvivl om, at dette faktum har smittet af på Putins selvtillid og kalkule i relation til vestlige reaktioner. Alligevel lader det til, at Putin har forregnet sig.
Med invasionen af Ukraine håbede han også at så splid i Nato. Det håb ser ud til aldrig at blive indfriet. Med invasionen har Nato-landene udvist en sjælden konsensus i reaktionen. I Nato er der samtidig bred enighed om at ruste yderligere op og forstærke afskrækkelsen mod øst med langt flere soldater og militært isenkram langs Natos østlige flanke.
I Vesten må vi forberede os på det værste
Helt konkret betyder det, at Vladimir Putin nok har udsigt til at vinde første fase af krigen og få succes med sin invasion. Men på den lange bane får han problemer. I Ukraine har befolkningen smagt friheden i alt for mange år til, at et helt land vil lade sig kue af en kommunistisk diktator og despot. Invasionen vil uomtvisteligt føre til oprør af den ene eller anden art.
I Nato vil landene rykke sammen og langt om længe styrke den europæiske forsvarsevne. Rusland anno 2022 har endegyldigt bevist, at vi aldrig igen må lade os forføre af slesk tale fra en despot som Putin. Han er ikke til at stole på, og det er samtidig det faktum, som udgør den største trussel mod verdensfreden i øjeblikket.
Hvis hans umiddelbare succes i Ukraine giver Putin blod på tanden. Kan han igen overvurdere sin egen og Ruslands formåen og finde på at gå ind i Baltikum. Han slet skjulte trussel om en reaktion, ”I aldrig før har oplevet”, såfremt Vesten lægger barrierer i vejen for Ruslands drømme, skal man tage endog meget alvorligt. Det er Putins utilslørede trussel om at bruge sine kernevåben, hvis ham møder modstand på sin vej.
Med hans psykologiske habitus må alle i Vesten forberede sig på det værste. Det vil være en russisk invasion af de tre lande i Baltikum, som uomtvisteligt vil udløse Natos artikel 5 om, at et angreb på et land, er et angreb på os alle. Sker det, eskalerer krigen til uoverskuelige højder.
Med invasionen i dag har Rusland bragt tættere på Tredje Verdenskrig end nogensinde siden Cubakrisen i 1962.
